Fortidens port

Titel : Fortidens port
Forfatter : Trine Appel
Forlag : Alpha
Udgivelsesår : 2020

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget.

“Fortidens port” er første bind i Ildfuglen serien.

Fra bogen.

“Mark gravende stønnende videre. Han tænker, at graven er nødt til at være så dyb, at der ikke er et dyr, der graver den op igen. KLONK. Marks lineal rammer noget hårdt og knækker midt over. Idet han stikker hånden ned i hullet, rammer hans fingre noget … Ziiiinnngggg! Han vælter bagover, mens det elektriske stød vandrer fra fingerne, op ad armen til brystet. Da det når hjertet, hører han en stemme tæt ved sit øre … en stemme, der synger Eiliun … Eiliuuuum …

De fem søskende er flyttet til Lolland sammen med deres forældre. Moderen er syg af en depression, ligger meget i sengen og er voldsom overvægtig. Faderen kører nu som langturschauffør og er opfinder i sin fritid, som er alt den tid han er hjemme. Familien er flyttet nogle gange nu, men det har ikke altid været sådan.
De 5 søskende består af to piger som også er de ældste. Tanja og Vicki, så er der tvillingeparret på snart 14 år, Ivan og Mark som overhoved ikke ligner hinanden, og til sidst er der lille Dan på 5, som er fuldstændig ustyrlig.
Nu bor de altså på Lolland og skal starte på en ny skole IGEN.
Familien er, med undtagelsen af faderen, optaget af fylgjedyr. Fylgjedyr er et dyr som et menneske får “tildelt” og det vil beskytte sit menneske.
Inden de 5 søskende kommer på plads i det nye samfund og nye skole er de blevet viklet ind i den gamle mordgåde om mordet på Erik Klipping i 1286 og Ivan forsvinder. De får heldigvis hjælp af Erik klippings mor, Margrethe, til at lede efter både Erik og Ivan.

“Fortidens port” er en fantasyroman som forgår i udkantsdanmark. Der er noget socialrealistisk over stedet, familien og hele situationen omkring, hvorfor de er endt der.

Den socialt belastede familie er så realistisk beskrevet. En mere eller mindre fraværende far, en syg mor, som ikke orker ret meget og 5 børn som er blevet dygtige til at passe på hinanden og familien.
Vi oplever fortællingen gennem børnenes øjne og det er ikke kedeligt. Det er danmarkshistorie, pakket ind i krimi og fantasy. Læseren kommer med på rundtur på Lolland og i et Middelaldercenter, og oplever hvordan man levede og tjente penge i middelalderen.
Jeg er begejstret for de 5 børn, især lille Dan som er en charmerende “umulius”, det og et skønt og dragende plot giver bogen styrke. Jeg følte mig hensat til min barndom, skolebiblioteket og timerne hvor man kunne leve sig ind i en fantastisk bog og føle man var med.

Det er kun første bog i serien og jeg glæder mig, trods jeg ikke længere er barn, til at få at vide hvordan det kommer til at gå med familien, opklaringen af det mystiske som nu er lukket ud i vores verden, og får Erik Klippings mor fat på Erik.

En ny spændende fantasy serie har set dagens lys.
Og med Danmarkshistorie som omdrejningspunkt er der også masser af interessant “læring” de unge læsere får som bonus.

4 ⭐️ af 5 mulige.

Nakanos genbrugsbutik

Titel : Nakanos genbrugsbutik
Forfatter : Hiromi Kawakami
Forlag : Politiken
Udgivelsesår : 2005. På dansk i 2020

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Fra bogen.

( et postkort )
“Bare ganske kort. Jeg er i Sapporo nu. Jeg har spist ramen. Og Djengis Khan-gryde med fårekød. Ishii havde andre planer, så jeg er strandet i Sapporo indtil i overmorgen. Hokkaido er en udstrakt ø, og ligesom en stor kvinde er den svær at overskue. Ha’ det godt, allesammen. Haruo Nakano”

Scenen er sat i Nakanos genbrugsbutik. Her møder vi de 4 hovedpersoner, ejeren Haruo Nakano, Haruos søster frøken Masayo, den yngre mandlige ansat Takeo og den unge kvindelige medhjælper Hitomi.
Butikken ligger midt i Tokyo og har åbent fra tidlig til sent.
De 4 hovedpersoner er meget forskellige. Hr. Nakano er meget excentrisk og synes at bebo et univers for sig selv. Han er i gang med sit 3. ægteskab og har en til to elskerinder ved siden af. Han er distræt og starter gerne sætninger med “men altså”, han forklarer sig med at han også fører samtaler i hovedet.
Frøken Masayo er mere ligetil. Hun er “kunstner” og udstiller. Hun har et godt tag på sin bror og hvad der ellers foregår i butikken, hun er ikke ansat, men kommer ofte og vikarierer for Hr. Nakano når han er ude. Hun er 50 år og synes alderen er lidt problematisk.
Takeo er en meget stille mand som ofte bare gør hvad han får besked på og han forsvinder ofte når han er færdig med dagens sidste opgaver.
Hitomi er ung og kvinde. Hun har det svært med sociale spilleregler og føler sig forkert, men trives dog med de andre 3.
Vi følger livet, hverdagen og timerne i butikken. Selvom det på overfladen ser ud som livet med almindelig japansk “etikette”, så foregår der meget mere mellem de 4.
Hr. Nakano kommer med upassende udtalelser, frøken Masayo fortæller om sin kæreste og Hitomi forelsker sig i Takeo.
Bogen foregår i det nære, tæt på og alle de almindelige små ting bliver store.

Der er noget fint og skrøbeligt over “Nakanos genbrugsbutik”, bogen flyder som en blid brise forbi øjnene. Men tag ikke fejl; det er store emner som relationer og kærlighed som fylder og flyder ud af bogen.
De 4 personer er meget mere end “kollegaer”. De passer på hinanden, spiser ofte sammen og spørger ind til hinanden, selvom det indimellem bliver virkelig kejtet og lettere upassende. Butikken bliver et lille nærværende univers i en stor verden. Og sammen med de mange ting som “rejser” gennem butikken har de 4 personer skabt sig et “save haven”.

Bogen er yderst sanselig. Der er farverne, duftene, overfladerne, stemninger, støvet, de menneskelige indviklinger og “udviklingerne”
Den mangler ( måske ) et decideret klimaks, men bogen bliver ikke kedelig eller langtrukken af den grund.
Det er bestemt ikke kedeligt, jeg har moret mig højlydt over bogen og samtidig blevet ramt i hjertet af de 4 personer.
Bogen er inddelt i kapitler som hver især har navnet på et “tema” som dækker over de enkelte kapitler.
Jeg faldt for alle personer, måske mest for den excentriske og til tider virkelig upassende, men stadig chamerende Hr. Nakano.

4 1/2 ⭐️ af 5 mulige.

Paradis først

Titel : Paradis først
Forfatter : Kristina Stoltz
Forlag : Gutkind
Udgivelsesår : 2020

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Fra bogen.

“Hans fingre var lange, hans negle var lange. Han fortalte om en kampsport han havde dyrket. Han fortalte om meditationen, og hvordan meditationen var en del af kampsporten. Hans stemme var dyb. Den runger ude fra universet. I universet findes ingen lyde. Marlons stemme er både stilhed og lyd, som om det var muligt. Hun var tæt på hans hals, hans kæbe og læber, mens hun sidder der. Han har armene om hende. Han har taget hende til sig. Hvis der var noget, han havde ledt efter, så har han fundet det nu. Hun lytter ikke til det han fortæller. Der er larm rundt om dem, men det er ikke derfor hun ikke lytter. Hvordan skal de rejse sig fra det sted, der hvor de sidder på stolen, uden at det vil medføre et styrt gennem himmelrummet, der muligvis aldrig stopper?”

Kristina var kærester med Marlon i sin ungdom. Kristina er hvid og Marlon er barn af en sort far og hvid mor.
Marlon har inviteret Kristina tilbage til USA. Han skal giftes med den hvide Skyler og Kristina er inviteret med til brylluppet. Brylluppet bliver udsat, men Kristina tager alligevel over Atlanterhavet og besøger sin ungdomskæreste.
Turen bliver et “trip down memory lane”, men også en tur gennem det fattige, voldelige og racistiske USA.
Hun husker hvordan de to mødtes på campus på et collage i USA. Men erindring er noget mærkeligt noget, for en bestemt begivenhed kan forandre sig. Det er ikke nødvendigt det samme man husker om en bestemt begivenhed, hver gang man tænker tilbage på den.
Kærligheden mellem Kristina og Marlon er “farvet” af alt hvad der omgav dem dengang i 90’erne. Kristinas besøg i USA 20 år senere bliver en “tour de force” og hun bliver voldsomt udmattet.

Skal man læse en bog, uden at vide andet om den end hvad overskriften og bagsiden fortæller, eller skal man søge mere information først? Jeg læste bogen uden baggrundsviden. Og det var det rigtige valg denne gang.

Jeg var ikke kommet langt ind i fortællingen, før jeg ( troede ) jeg tabte “tråden” og måtte gå lidt tilbage og læse igen. Det gentog sig et par gange indtil jeg havde luret skrivestilen.
I bogen er det erindringen som er i fokus og Kristina Stoltz formår, næsten, at skrive hvordan vi oplever erindring. Erindring flyder uhindret i tid. Den blander datid, nutid og til tiden fremtid sammen. Altså at få flere tider indfanget i den samme sætning.
Da jeg fangede tanken om erindring fik bogen næsten en ny dimension og de mange spring i bogen bliver nødvendige for at fortælle Hovedpersonen ( Kristina ) og Marlons historie.
Bogen er rå og uforfinet. Billederne af det forarmede USA bidrager med en kulde i historien. Samtidig får vi beskrivelserne f.eks af varmen fra Marlons krop. Alt sammen noget som lagrer sig i erindringen.
Jeg er vild med skrivestilen, hvilket er med til at gøre bogen intens og uhyre nærværende. Alle beskrivelser er ypperlige og sanselige, hvilket forstærker erindringen. Kærligheden er indimellem en stille og fri flod i bogen og indimellem er den spændt til det yderste, mørk og ugennemsigtig.

Jeg mener det er svært at bedømme noget som altid vil være en subjektiv oplevelse. At læse en bog ER en subjektiv oplevelse.

Men denne gang har jeg vitterlig læst en sublim bog. Alt falder i hak. Personerne, handlingen, erindringen og skrivestilen. Og jeg er glad for at opdage undervejs, hvor fint forfatteren får flettet tiderne sammen i samme sætning indimellem. Det virker dragende og læseren kommer tættere på, synes jeg.

5 ⭐️ af 5 mulige og drysset med stjernestøv.

Øen Eller Newsha Farwans hemmelige dagbog.

Titel : Øen ( Newsha Farwans hemmelige dagbog )
Forfatter : Nillou Zoey Johannsen
Forlag : Alpha
Udgivelsesår : 2020

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Fra bogen.

“Newsha, du har øvet dig rigtigt flot, kom herop og hjælp mig med at vise de her trin til de andre.”
Jeg gik glad op til ham og dansede trinene. Bagefter sagde Ali, at hvis alle var lige så flittige som mig, skulle han ikke bruge så lang tid på at rette os.
Det blev jeg stolt over. I det hele taget var det, som om mine bestillinger til Gud gik meget lettere igennem i Iran end her i Danmark. Fuck. Hvad hvis Gud slet ikke taler dansk? Måske skal jeg sende ham bestillinger på farsi efter det med idrætslæreren i dag.”


Hvad hvis vi ikke overlever?”
Min mor kiggede på mig med et smil i øjnene, som om hun forstod.
Jamen, så har du haft et kort liv spækket med eventyr. Du har prøvet at have en iransk kæreste, og du nåede også at få en dansk. Du har kysset. Du fik en bedste veninde, der elsker dig så meget, at hun har givet dig sin telefon bare for at høre fra dig, og du har forsøgt at ro tværs over et hav.
Du har haft en far og mor, der elsker dig højere end livet.”


Newsha får en dagbog i fødselsdagsgave på sin 12 års fødselsdag og hun bliver så uendelig skuffet.
Newsha er fra Iran og bor som flygtning i Danmark med sine forældre. Hendes mor blev syg af at bo på flygtningecenteret, så nu bor de i en lejlighed i Husum og Newsha går i skole.
Det er i starten et mareridt. Hun har ingen veninder og drengene kigger på hende når hun løber, fordi hun har fået bryster. Og hun må ikke få en telefon, hvilket hun mener er et svigt fra sine forældres side. Efter skole opholder hun sig meget på biblioteket og læser, her kan den ydre verden ikke nå hende. Men en dag møder hun Alma. Alma er en pige fra klassen og de bliver veninder. Det er en helt ny verden der åbner sig for Newsha, hun bliver en del af noget større, får venner og der er en særlig dreng som hun kommer i kontakt med.
Men hendes liv bliver taget fra hende, igen, som den gang de måtte flygte fra Iran.
De bliver sendt i en flygtningelejr, hvor de skal bo i et telt.
På øen, hvor de skal ud er der også mange kriminelle flygtninge.
Newshas far får nok, de skal væk.

Newsha Farwan er en 12 årig, næsten usynlig stemme, midt i en flygtningekrise og debat som aldrig synes at stoppe.

Men før Newsha er flygtning er hun en helt almindelig 12 årig pige med drømme om, hvad hun ønsker sig af livet og drømme om drenge, veninder, dans og meget mere. Hun er irriteret på sine “utålelige” forældre, fordi de aldrig forstår hende, og de prøver sikkert ikke en gang. De danske piger er mærkelige. Der er INGEN der forstå hende, ikke en gang Gud vil hjælpe.
Og oveni den almindelige krise en 12 årig pige kan være i, er hun også flygtning, bekymret, bange og nervøs for sine forældre.

Jeg kan ikke huske en tidligere bog om “flygtningekrisen” set gennem en 12 årig piges øjne.
Bogen ( dagbogen ) er skrevet så utrolig sandfærdig, synes jeg. Der er opture, nedture, bekymring og sorg. Jeg kan uden problemer se Newsha for mig.
Noget i bogen vakte genklang til min egen barndom, min datters barndom plus der så var lagt en kæmpestor “voksenbyrde” oveni en 12 årigs liv.
Jeg blev berørt, men grinede også flere steder af Newshas 12 årige sind.

Bogen er smuk udenpå som indeni og henvender sig ikke kun til unge piger. Jeg kan også se den læst hørt for børn. Jeg ønsker bogen et langt liv og må den nå mange hjerter, børns samt voksnes. Og må den åbne øjnene på de mennesker, som glemmer at man også er et vigtigt menneske når man er 12 år.

5 funklende ⭐️ af 5 mulige til “Newsha Farwans dagbog”
Og en stor tak til forfatter Nillou Zoey Johannsen for at give de unge flygtningepiger ( og børn ) en stemme.

Tiden er nu

Titel : Tiden er nu
Forfatter : Yasha Sukul
Forlag : Forfatterskabet. dk.
Udgivelsesår : 2020

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Fra bogen.

” I mit liv før hjerneblødningen fungerede jeg normalt fysisk. Jeg kunne dyrke yoga, lige så meget jeg havde lyst. Jeg arbejdede i et fuldtidsjob. Jeg kunne presse mig selv.
Jeg var afskåret. Angst. Vred. Jeg forsvarede mig. Jeg følte livet var en kamp, og jeg havde ikke tillid til, at livet ville mig det godt. Jeg følte mig isoleret. Jeg levede mod min sjæls ønske om, hvad jeg kunne opnå. Min livsglæde var dæmpet, og jeg havde begrænset adgang til livsenergien. Jeg var afskåret fra mig selv og levede i en tilstand af isolation.”


Yasha vokser op tæt på naturen i Sverige, en glad pige som elsker sang og musik. Som voksen bliver hun søgende efter mere, noget større og noget som kan hjælpe hende mod angst, tristhed og en større forståelse for hende selv. Hun drager til Danmark og kommer på højskole, hvor hun i flere år arbejde intenst med sig selv -alligevel mangler der noget. Det “noget” kommer til hende i fysisk form som hendes mand, her sker der noget med hende, hun “løsner” op og mærker pludselig sig selv mere end før.
En dag falder hun om og bliver indlagt med en hjerneblødning. Og “stedet” hun befinder sig mens hun er bevidstløs er vidunderligt. Her er kun fred og harmoni. Følelsen af at kunne ånde frit og være befriet for stress og bekymring er vidunderligt.
Hun kommer tilbage til livet som vi kender det, og tager noget med som “universet” har skænket hende. Men hvordan kan det blive hos hende i den fysiske verden og vil det forsvinde igen?

Jeg havde det svært med bogen.
Den er skrevet i et fint sprog og handlingen flyder fint gennem bogen.
Det er en personlig beretning og derfor svær at forholde sig til.
Jeg synes fortællingen om det “evige” bliver meget udflydende og meget let. Jeg mangler noget dybere og “noget” bagved.

I bogen bliver læseren introduceret til “Konferencebordet”,
er et redskab til at forstå vores personlighed og handlemønstre ( lidt generaliseret ) og her bliver det tydeligt og håndgribeligt for læseren, noget jeg vil huske på når jeg kommer i konflikt med mig selv.

Min holdning til bogen kan været farvet af at jeg er vokset op i en familie som var i tæt kontakt med det åndelige, energierne og “universet”.

Jeg ønsker Yasha en stadig god helbredelse og harmoni.
3 ⭐️af 5 mulige.

Borte iblandt os

Titel : Borte iblandt os.
Forfatter : Carla Guelfenbein.
Forlag : Editoriel Aurora Boreal.
Udgivelsesår 2015 På dansk 2020

Fra bogen.

Jeg huskede den fornemmelse, jeg havde haft, da jeg lige havde lært hende at kende, at hun kunne forsvinde hvert øjeblik. Jeg huskede også det, som du havde sagt så mange gange, at det er gennem detaljerne, vi kan se det essentielle i tingene. Ved synet af hendes tomme køleskab forstod jeg nu. Emilia var på gennemrejse, men ikke i dette land, heller ikke i denne tid eller i denne geografi, men i en meget større.”

En aldrende kvindelig forfatter Vera Sigall falder ned af trapperne i sin lejlighed. Hendes unge nabo, manden Daniel, finder hende. De er gode venner og Daniel har en nøgle til hendes lejlighed. Vera bliver bragt til hospitalet og lagt i kunstig koma.
Daniel tror ikke på fald-teorien og begynder at snuse lidt rundt for at finde en forklaring og han tilbringer mange timer ved Veras side på sygehuset. Daniels hustru, Gracia, har aldrig været begejstret for Vera og slet ikke nu, hvor Daniel er så meget hos hende på sygehuset.
Fra Frankrig kommer Emilia til Chile for at undersøge nogle værker og papirer som Vera har doneret til et særligt bibliotek. Det er Horacio Infantes som har opfordret Emilia til at rejse til Chile. Horacio Infantes holder forelæsninger på Emilias universitet, og han er en verdenskendt digter. Samtidig kender han Vera Sigall personligt.
Emilia når at møde Vera en gang før uheldet og hun er fascineret af Vera.
Emilia møder en dag op på det sygehus hvor Vera Sigall ligger og her møder hun Daniel.
Mens vi hører om Daniel og Emilia er der også et andet spor i bogen hvor læseren tages med tilbage til 1950’erne, hvor Vera og Horacio møder hinanden og påbegynder et underfundigt forhold, mens Vera stadig er gift.

“Borte iblandt os” er en kalejdoskopisk fortælling om, især 4 menneskers, forviklinger.
Her er kærlighed til litteraturen og digtning og ordet, kærlighed mellem menneske, passion, hemmeligheder, had og en dragende kraft mod noget større end mennesket selv, mod en form for forløsning.
Bogen er nok kalejdoskopisk, men den drejer imod et punkt, mod en forløsning, et sted hvor fortiden bliver stille og ok at bære videre.
Jeg synes bogen har et stærkt fransk præg, og Carla Guelfenbein maler et stort mosaik af mange uendelige smukke detaljer/passager.
Fortællingen flød mellem fortid og nutid og personerne er hver især stærke karakterer.
Jeg var overrasket da jeg vendte sidste side. Jeg var slet ikke færdig med historien og så var de sidste 50 sider blevet slugt og tiden forsvundet.

“Borte iblandt os” er oversat fra spansk til dansk og har vundet en romanpris i 2015. Jeg bliver begejstret når jeg tænker på hvor meget smukt og interessant litteratur som er skrevet ude i Verden og som blot venter på at bliver oversat til dansk.

“Borte iblandt os” er Carla Guelfenbein’s tredie roman oversat til dansk.
5 smukke ⭐️ af 5 mulige.

Sommerbogen

Titel : Sommerbogen
Forfatter : Tove Jansson
Forlag : Gyldendal.
Udgivelsesår : 1972 og denne udgave er fra 2020.

Fra bogen.

Hvad er det, du ikke kan huske? spurgte Sophia bekymret.
Hvordan det er at sove i telt! råbte hendes farmor. Hun skodder cigaretten og lagde sig ned og kiggede op i loftet. I mit land, sagde hun langsomt, havde piger aldrig haft lov til at at sove i telt. Det var mig, der gjorde, at de fik lov, og det var slet ikke let. Vi havde det vidunderligt, og nu kan jeg ikke engang fortælle om, hvordan det var.
Fuglene skreg igen, en stor flok fløj forbi og skreg og skreg. Vinduet var sortere end natten, fordi lampen var tændt.
Nu skal jeg sige dig, hvordan det er, sagde Sophia. Man hører alting meget tydeligere, og teltet er så lille. Hun tænkte efter og fortsatte: Det føles, som man er helt tryg. Og det er hyggeligt at man kan høre alting.”


Sophia, far og farmor bruger alle deres somre på en lille ø i den finske skærgård. Tiden er omkring 1972 og livet er enkelt. Far arbejder og Sophia og farmor lever deres liv sammen og lidt hver for sig. Læserne bliver i starten af bogen gjort opmærksom at Sophia er 6 år, den sommer. Hun sover ude i sit legehus og farmor bor i gæsteværelset som er en primitiv tilbygning til huset.
Farmor er blevet, mere eller mindre skrøbelig, og bliver indimellem svimmel når hun rejser sig for hurtigt på sine gamle dage, og har fået forbud mod flere ting. Men når hun strejfer omkring på øen sammen med Sophia, gør hun præcis hvad der passer hende og Sophia sladrer ikke.
De snakker om alt mellem himmel og jord og Sophia har allerede som lille sin egen mening om tingene, og indimellem justerer farmor lidt på sandheden så verden ikke bliver helt så forfærdelig som Sophia synes den er.
Over de mange somre bliver Sophia særdeles selvstændig og hun skændes med farmor. Farmor lader sig ikke slå ud, men venter tålmodigt på at humøret vender og imens kan hun jo lige tage sig en lur.
De lever alle 3 med naturen som en fjerde person. Livet er her og nu, og de tager tingene som de kommer. De oplever dagene, naturen og hinanden leve i de mange somre. Der er kølige morgener, blikstille vand, naboer, dyrelivet, naturen og lunefulde nætter.
Vi hører ikke meget om far. Livet i “Sommerbogen” er koncentreret omkring Sophia og farmor.

Der var noget velkendt og nostalgisk som dukkede op da jeg læste “Sommerbogen”. Den særlige forbindelse der kan opstå mellem børnebørn og bedsteforældre. Det umiddelbare og et liv som leves lige nu.
Bedsteforældres minder og historier er altid interessante og de kan udfordres på en måde som forældre aldrig har tålmodighed til.
Det er starten på livet bundet med en solid knude med livets efterår. Jeg smiler bredt af Sophias oprør mod livet/farmor og farmors ukuelige tålmodighed med den slags. De oplever livet sammen og samtidig med hver deres livserfaring. Noget jeg synes er meget fint. Egentligt ser jeg dem som den samme person i hver deres “ende” af livet.
De er selvstændige, oprørske og alligevel kærlige og omsorgsfulde.
Ø-livet, som Tove Jansson beskriver her, kunne jeg sagtens leve hver sommer, på en ø i havet, hvor naturen bestemmer livets gang.
Sproget er fint og man tænker ikke rigtigt over at bogen er fra 1972. Fordi det er ø-liv og naturen der er i centrum og selvfølgelig Sophia og farmor.
Bogen er inddelt i små korte kapitler med hver deres fokus.

Tove Jansson er bedst kendt som skaberen af Mumitroldene, men har også skrevet litteratur for voksne.

5 smukke ⭐️ af 5 mulige.

Når livet får i stykker – en fars beretning

Titel : Når livet går i stykker – en fars beretning.
Forfatter : Kai Randbæk Greve
Forlag : Empey

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Fra bogen.

” De havde ikke sagt, at hun skulle dø, men at hendes tilstand var livstruende. Hun havde blødt “over det hele”. Det måtte betyde at der også har været blødning i hjernen. Da han havde spurgt lægen, om der kunne tage en ateriografi, havde han svaret, at det var hun for dårlig til. Hvis hun overlever, må blødningerne give fatale følger.”


En meget ung familie på 4. Far, mor og to små børn flytter fra Nordjylland til Vamdrup.
Faderen ( Kai ) får arbejde og de køber et lille hus i byen, hvor de aftaler at moderen kan være hjemme og passe børnene mens hun er gravid med deres 3 barn.
Det er jul 1977 og de fejrer jul i huset. Den 26 dec. får Jonna smerter og begynder at bløde og må afsted på sygehus i Kolding.
Kai kan ikke komme med fordi han først kan få børnene passet dagen efter. Jonna er meget svag da Kai endelig ankommer til sygehuset og deres tredie barn, en søn, overlever ikke ret længe.
Jonna bliver også svagere og svagere over de næste måneder og d. 1 februar 1978 udånder Jonna.
Nu er den 26 årige blevet enkemand med to små børn.
Bogen er en fortælling om livet i de perioder i et menneskes liv, hvor man er allermest sårbar og i den største sorg. Og selvom livet virker uoverskuelig må man “overleve” for sine børns og sin egen skyld.
Vi følger Kais liv fra 1977 og frem til at han som 67 årig ser tilbage på sit liv og beslutter sig for at skrive bogen.
“Når livet går i stykker – en fars beretning” læste jeg på to dage. Det er hudløs ærligt og hverdag for en mand som ikke kun rammes af en dyb sorg, men flere større og mindre sorgperioder i sit liv. Det er en personlig bog som viser hvad forfatter Kai Randbæk Greve var igennem og hvordan han “valgte” at overleve de perioder i sit liv som rystede ham.

Bogen er skrevet lidt som en dagbog og flere af kapitlerne har datoer som overskrift. Sproget er hverdagssprog og hele beretningen flyder let.
Det handler om sorg, sorgen for en helt almindelig mand og far, og hvordan man kan komme mere eller mindre helt igennem. Der er ingen opskrifter på bearbejdelsen af rejsen gennem en sorg, men en enkelts mands rejse gennem livet med sorg som trofast rejseledsager.

Det er svært at skulle bedømme en andens personlige oplevelser. For det kan man ikke. Jeg var berørt af bogen og Kais personlige rejse, men synes ikke at man som læser kom helt ind til det sted, hvor bogen trak mod, nemlig den altoverskyggende sorg. Det kan være et bevidst valg fra forfatteren, men det er som om bogen lægger op til det, og så kommer der alligevel et beskyttende “lag” når hovedpersonen skuede ned “i afgrunden”.

Bogen er en fin og ærlig fortælling/terapeutisk “dagbog” hvor mange mennesker vil kunne finde lidt af deres egen fortælling, hvis de har mistet nogle af deres kæreste. Valg man tager når man ikke er helt i “balance” følelsesmæssigt. Og hvordan man holder fast når man har børn.

Tak til forfatteren for at invitere læseren indenfor.
4 ⭐️ af 5 mulige.

10 minutter og 38 sekunder i denne sære verden.

Titel : 10 minutter og 38 sekunder i denne sære verden.
Forfatter : Elif Shafak
Forlag : Grif
Udgivelsesår : 2020

Bogen er et anmeldereksemplar/reklame fra forlaget.

Fra bogen.
“Natten på gravpladsen var ikke ligesom natten i byen. Heromkring var mørket mindre et fravær af lys og mere en egen tilstand – et levende, åndende væsen. Det fulgte efter dem som en nysgerrig skabning, men som det var for at advare dem om en lurende fare forude eller for at presse dem hen mod den når øjeblikket kom, kunne de ikke regne ud.”
Tequila-Leila som ligger død i en skraldespand i Istanbul startede sit liv i Van, en lille by langt væk fra Istanbul. Og Tequila-Leila starte livet med navnet Leyla Afife Kamile som betyder Leyla – Kysk, ufordærvet og fuldendt.
Hun blev født af sin faderens anden kone men givet til første konen. Det mente faderen var det rette at gøre. Hun var nemlig gammel og kunne ikke få børn selv. Så i mange år vidste Leyla ikke at hendes psykiske ustabile tante var hendes mor.
Da Leyla bliver teenager bliver hendes far “pludselig” en meget troende mand, han har tidligere været skrædder og syet for både rettroende og vesterlændinge. Og nu skal kvinderne i hans hus være tildækket og helst blive hjemme. Leyla opponerer og vil ikke indpasse sig. Hun har hele sit væren vendt ud mod den store verden og stiller alt for mange kritiske og religiøse spørgsmål. Hun mener ikke hun kan leve op til Allahs krav og hun er alligevel fortabt. Noget af det bunder i at hendes meget rigere onkel har udnyttet hende seksuelt.
Leyla rejser en dag, uden videre. Går ud af hoveddøren og drager til Istanbul, hvor livet ikke, umiddelbart, forekommer hende bedre end hendes liv i Van. Hun finder dog lykken, for en tid. Livet er hårdt og hun ender sit liv i en skraldespand, død! Her ligger hun så, død og ser tilbage på sit liv i glimt.

“Fem minutter efter Leilas hjerte var holdt op med at slå, husker hun den dag hendes bror blev født. Et minde der bragte smagen og lugten af krydret fåregryde med sig – spidskommen, fennikelfrø, nelliker, løg, tomater, halefedt og fårekød.”

Da jeg så bogen første gang forelskede jeg mig med det samme i den smukke forside og særprægede titel.
Hovedpersonen og menneskerne hun elsker i Istanbul er ikke velansete borgere. En luder, en kvinde som er dværg, en tranvisit m. fl. er udskud, nogle man ikke anser for noget. De har et helt særligt venskab og hver især er smukke mennesker som kæmper for deres berettigelse i denne verden.
Historien starter da Leila ligger død i skraldespanden. Og læseren tages med tilbage til hendes barndom og videre til hendes voksenliv i Istanbul. Det er en smuk fortælling som bølger mellem Leila, hendes venner, nutid og fortid. Sproget er let og flydende.
Bogen er en smuk fortælling om den selvvalgte familie som står sammen, uanset køn, religion og som kæmper for hinanden på trods af forskelligheder. Og om hvor langt man i sidste ende er villig til at gå for hinanden.
Jeg læste bogen forbløffende hurtigt og blev fascineret af disse stærke og smukke kvinder ( og et par mænd ) og fangede også kærlighedserklæringer til Istanbuls sjæl.
Jeg skal ihvertfald udforske hendes forfatterskab nu.

Forfatteren Elif Shafak er en britisk-tyrkisk prisvindende forfatter og den mest læste kvindelige forfatter i Tyrkiet, hvor hun ikke længere er velkommen.
De sidste 10 år har hun været bosat i London og har skrevet flere romaner som er oversat til dansk.

“10 minutter og 38 sekunder i denne sære verden” er seneste roman som er oversat til dansk. Bogen udkom fredag d. 21 august.

5 ⭐️af 5 mulige.

I dag er du Basse – min bror.

Titel : I dag er du Basse – min bror
Forfatter : Jette Bürgel Nielsen
Forlag : Forfatterskabet.dk
Udgivelsesår : 2020

Bogen er et anmeldereksemplar/reklame fra forfatteren.

Fra bogen.

“I dag er du den eneste baby i Danmark, som aldrig har fået et navn, som aldrig er blevet fotograferet, som aldrig er blevet døbt, og som aldrig er blevet begravet.”

I 1966 parkerer en ung mor sin barnevogn i Odense midtby. I den blå barnevogn ligger hendes lille søn.
Moderen går ind i en børnetøjsforretning for at købe en natdragt til ham. Da hun kommer ud af butikken igen og ser ned i den blå barnevogn er drengen væk. Alt sættes ind på at finde den lille dreng, men han er og forbliver forsvundet.
Mange år senere, i 2010, da den dengang unge mor er kommet videre med livet, er blevet gift og fået børn, opdager hendes datter, at den dreng der forsvandt, den gang i 1966, kunne have været hendes storebror.

Bogen “I dag er du Basse – min bror” er en true crime digtsamling. Og første digt starter med orderene: “I dag er du Basse – min bror. Du er en årelang hemmelighed, jeg ikke kan holde.”

Alle digte er en søgen, indre som ydre på forklaring. Hvor er Basse, hvad skete der, hvem tog ham, hvorfor er han ikke fundet, var det min mor som gjorde det, hvem siger sandheden?
Det fortsætter; hvis du er her, hvor er du så? Og ligeså vigtigt; hvis du var her endnu?

Digtene står stærkt alene og sammensat, som perler på en snor fortæller de en historie om en familiehemmelighed og uløst sag om et forsvundet barn.

Jeg læste bogen en gang, og måtte to dage senere læste den igen. Jeg var ikke sikker på hvordan jeg ville tolke og forstå en fortælling i true crime digte.
Jeg læste alle digtene som små individuelle stærke afsnit som hver især satte aftryk. Sammensat fortalte de en uendelig trist historie om en familietragedie som samtidig er offentlig tilgængelig. En splittelse, hvor forfatteren står med en uendelig række af små og større “kendsgerninger” og skal danne sig et overblik. Var det min mor som gjorde det, taler de sandt dem som mener det? Eller var det en ukendt gerningsmand? Hvordan forbliver man igen et helt mennesker når man står, hvor forfatteren og hendes familie står.
Jeg har ikke tidligere læst true crime digte eller bare digte alene. Men her virkede det for mig. Budskabet nåede mig. Modigt, rørende og uendelig stressende for et menneske af kæmpe som forfatteren gør. Kæmper uden at kunne nå det mål hun gerne vil nå.

En rørende bog som skal have 4 ⭐️ af 5 mulige.