Min mørke Vanessa

Titel: Min mørke Vanessa
Forfatter: Kate Elizabeth Russell
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Udgivelsesår: 2020.


“Da vi kørte gennem mørket tilbage til skolen og kollegiet under de gule, blinkende gadelygter, spørger han, hvordan jeg har det. “Jeg håber ikke, det var for overvældende for dig,” siger han.
Jeg ved, han gerne vil høre sandheden, og at jeg burde sige det til ham, at jeg ikke brød mig om, at han vækkede mig og var stiv og så mere eller mindre bare trængte ind i mig. At jeg ikke var parat til at have sex på den måde. At jeg føler det var under tvang. Men jeg er ikke modig nok til at sige noget af det, ikke engang at jeg får kvalme ved tanken om, at han tog min hånd ned til hans penis, og at jeg ikke forstår, hvorfor han ikke stoppede, da jeg begyndte at græde.
At tanken: JEG VIL HJEM rungede i mit hoved hele tiden, da vi gjorde det første gang.
“Jeg har det fint,” siger jeg.

Vanessa Wye har som 15 år en forhold til sin 42 årige engelsklærer, hr. Strane, på privatskolen Browick. Og nu, 17 år senere bliver Jacob Strane atter anklaget af en anden ung pige som har gået på Browick, for overgreb. Og Vanessa bliver trukket ind i sagen, både af Strane og pigen Taylor som er offeret.
Der er to spor i bogen. Et nutidspor og et tilbageblik, startende hvor Vanessa er 15 og indleder forholdet til Jacob Strane.
Vanessa kan på ingen måde identificere sig med Taylor, for hendes forhold til Strane var et kærlighedsforhold, hvilket hun gentager mange gange gennem fortællingen, og Strane forsikrer hende om det er sandt.
I voksenlivet har Vanessa det svært, med kæreste, forældre og livet generelt. Hun går til psykolog. Men det er fordi hendes far er død, og kun derfor.
Hun bliver nødt til at se på forholdet, men alt i hende gør modstand, for hvis det ikke var et kærlighedsforhold……?

Inden jeg fik bogen i hænderne var der allerede et vildt “hipe” omkring den. Når det sker mister jeg ofte lysten til at læse en bog, men heldigvis åbnede jeg “Min Mørke Vanessa” og overgav mig til den.
Nu, efter sidste side er vendt, kæmper jeg stadig med den let skjulte voldsomhed i bogen. Ikke så meget de fysiske overgreb, men Vanessa’s egen kamp. Og det er overvældende.
Bogen er tankevækkende og medrivende, sproget er direkte og dragende på samme tid. Og da jeg først var startet på fortællingen var det umuligt at stoppe igen.

Hele tiden så jeg hovedpersonen mentalt gå på line over Grand Canyon. På den ene siden står hun selv og rækker armene frem og dirigerer pigen på linen så godt hun kan. Mens på den anden side står Strane og smiger hende og siger alt det hun gerne vil høre, og han lægger vægt på hvor meget magt hun har over ham. Bogen igennem trækkes hun mellem de to personer, mens hun desperat kæmper med at holde balancen og ikke falde.
Kate Elizabeth Russell har skrevet en altopslugende roman om nogle menneskers liv vi aldrig får et dybt indblik i, og det er smukt at kunne det. Hun skriver med en ærbødighed og ydmyghed overfor de mennesker Vanessa repræsenterer i bogen. Men fortællingen er voldsom, grum og bestemt ikke smuk. Det værste er ikke de fysiske seksuelle overgreb vi læser om eller dem som Vanessa et par gange hentyder til. Det værste er Vanessa’s egen indre kamp, samt den del af omverdenen som ved det finder sted, men lukker øjnene.
Da sidste side var vendt havde jeg tårer i øjnene og en klump i halsen for bogen ender et sted, hvor Vanessa som 32 årig endelig kan trække vejret og se en fremtid.

Læs bogen og bedøm selv om et overgreb kan debateres til at være noget andet, noget pænere eller noget der befinder sig i en gråzone, og husk så at der findes mange Vanessa’er ude i verden.

5 ⭐️ af 5 mulige og drysset med ⭐️støv.

Spejldansen

Titel: Spejldansen
Forfatter: Lippen Løwe
Udgivelsesår: 2019
Forlag: Forfatterskabet
Bogen er et anmeldereksemplar/reklame.

Romanen forsøger at give læseren et praktisk og meget jordnært indblik i emnet reinkanation, livet som fsortsætter efter døden, blot i en anden form, afdøde kontakt og ikke mindst om kommunikationen med dyr.

Bogen starter med fortællingen om Dakota i 1688. Dakota er indianer og vi kommer ind i hendes liv den dag hun skal i lære som medicinkvinde. Hendes mor er medicinkvinde og shaman og faderen er høvding.
Hundrede år senere, ca. i 1770, møder vi pigen Bianca. Datter af velhavende forældre, med en storebror og selv er hun storesøster ( 17 år ) til et pige tvillingepar. Bianca føler sig på alle måder forkert i den konstellation og hun åbeslutter at flytte væk, ud i god kontakt med naturen og dyrene. Hun rejser, den eneste som ved det er hendes Nanny ( Rose ) og hun medbringer sine ( nok mest faderens ) hunde og sin hest. Hun kender intet til livet væk fra regler, velstand og den rette opdragelse for en ung kvinde.
I nutiden møder vi kunstneren Leonora som lever af at male, og hun skal netop udstille på eget galleri. Uden at forstå hvorfor har hun denne gang et stort maleri med af en indianer, noget hun normalt aldrig maler. Samtidig er hendes voksne datter med sin kæreste i USA, hvor han skal arbejde. De to unge kommer til at bo på det skønneste resort som bestyres og forvaltes af en indianer. Det er et fantastisk sted hvor Filippa straks føler sig mere end godt tilpas.
Lippen Løwe har formået at skrive en skøn tilgængelig bog om svære og meget omdiskuterede temaer.
Bogen provokerer ikke, udfordrer ikke og vigtigst så bliver reinkarnation, afdødekontakt og kommunikation med dyr pludselig helt almindeligt.

Lippen Løwe mener med rette at vi sikkert alle har haft små oplevelser i vores liv, som vi undrer os over. Og fordi vi alle helst vil være “normale” afskriver vi dem og ryster på hovedet.
Bogen er skrevet som en smuk fortælling over flere århundrede, i et let og flydende sprog. Læserne kan tage det med sig fra bogen som man vil. Men beder dig hold fast i den du er med de oplevelser og det liv du har. Bogen rækker ud og spørger dig om du har modet til at være lidt mere åben og lytte til dit indre.
Jeg blev glad af at læse bogen, den er åben og inviterer dig indenfor på dine præmisser. Sproget er let og flydende.
Et eneste lille lunkent minus fra mig, bliver at fortællingen kan virke “korrekt” og alt falder, for perfekt, i hak. Det kan skyldes at jeg er opvokset med det åndelige på nært hold, så jeg kan være “blind” for hvordan andre mennesker forstår og oplever det.
Læs bogen og vær åben.

Bogen skal have 4 ⭐️ af 5 mulige for at formidle noget som er svært og stadig modstand-indbydende, på en smuk og jordnær måde.

Og hun dansede.

Titel: Og hun dansede.
Forfatter: Karoline Hedegaard Brander
Udgivelsesår: 2019
Forlag: Forfatterskabet.

Bogen er et anmeldereksemplar/reklame.

“Og hun dansede” er 28 små noveller med fine illustrationer, af forfatteren selv. De 28 noveller er fordelt ud på de fire årstider. Den fabulerede og meget sanselige vandring starter om vinteren, tranformerer sig til forår, glider roligt ind i sommeren for til sidst langsomt at blive til efterår. Det er feminine fortællinger med kvinder som hovedpersoner.

At læse “Og hun dansede” er en vandring, som starter med et koldt og sanseligt åndedrag som føles uendelig mørkt med en lang og emmende udånding. Men den mørke vinter må altid lade sig fordrive af et spirende, legende og lyst forår.
Selv på genbrugspladsen mærkes foråret.

“Måske var det derfor, han fik sagt det så kikset, hvem ved? Hun var heller ikke imponeret. Og så alligevel. For Amor, der den dag sad på kanten af stort brændbart, var ligeglad med alt det kiksede. Han så noget ganske andet og lagde pilen tilrette i buen.”

Bogens forår bliver til varme sommedage med bare ben, kjoler og lyksalig langsomhed.

“I skovens mørke dyb plukkede hun små skovjordbær og endnu mindre skovjordbær i salig velvære. Hun rakte og strakte sig for at nå dem, der gemte sig længst inde i krattet. Myggene stak. Tornene rev små flænger i hendes arme og ben og efterlod lange røde streger på huden. Der var brændenælder og skovflåter og det tog timer at plukke den lille skålfuld skovjordbær. Men timerne betød ingenting for en snegl, og hun elskede hvert eneste sekund.”

I bogens sidste fjerdedel vandrer læseren ind i et skønt fabulerende efterår. Hvor, ligesom i de tre foregående årstider, man må smile, stoppe op, undre sig for stille og roligt at vandre mod bogens slutning, hvor man møder et træt lille komma.

“Og hun dansede” er små noveller, som næsten læses i slowmotion, fordi det sanselige næsten føles fysisk. Og med fabulerende nærvær, som kræver koncentration, bliver tiden langsom.
Jeg nyder små historier om det nære, det der foregår ude i periferien, som er så normalt at det bliver usynligt, på samme måde som jeg nyder lange fortællinger.
Karoline H. Brander tager det almindelige, jonglerer med ordene, stemninger vi kender og skaber små stærke, feminine og humoristiske noveller.
Bogen kan, som jeg gjorde, læses fra start til slut. En anden mulighed er at læse den over et år. Og dykke ned i de 4 årstider i bogen som året skrider frem. Det ville jeg have gjort, hvis jeg kunne læse den første gang, igen.

“Og hun dansede” er anden novellesamling fra Karoline Hedegaard Brander.

4,5 smukke fabulerende ⭐️ af 5 mulige.

Han er tilbage.

Titel: Han er tilbage.
Forfatter: Timur Vermes
Udgivelsesår: 2013
Forlag: Tiderne Skifter

Stedet er Berlin, året 2011 og en sommerdag vågner Adolf Hitler op på en byggeplads. Han er alene, lydene omkring ham er ikke lydene af krig, men lyden af fred. Han er lidt desorienteret og husker ikke hvad der er sket. Så sent som aftenen før har han siddet og talt med Eva i sofaen i førerbunkeren og nu er hun ikke ved hans side, og sidst men ikke mindst, hvor er rigsleder Bormann?
Da han får sundet sig, er kommet på benene og har besluttet sig for at bruge sin skarpe observationsevne, vandrer han ud i byen med alle sanser skærpet.
Han ender ved en aviskiosk, hvor ejeren forbarmer sig over ham, men samtidig er fuld af beundring, for Adolf Hitler imitationen der kun kan beskrives “spot on”.
Kioskejeren kender mange mennesker og får hurtig Adolf hjulpet ind i tv verdenen, hvor han, som sig selv, gør en lynkarriere. Og med “full steam ahead” vil genoprette Tyskland.

“Han er tilbage” af Timur Vermer er satirisk, skarp, grinagtig og ikke mindst et måske rammende billede af en skarp intelligens som ikke på noget tidspunkt glemmer hvem han er eller viger fra vejen mod målet. Verden har forandret sig, men Hitler er den samme. De unge elsker ham, resten bliver næsten manipoleret af hans evne til retorisk altid at kunne vende situationen til egen fordel.
Bogen er fortalt fra Hitlers synspunkt og veksler mellem nutid og Hitlers regeringstid. Den er politisk og heldigvis er der en historisk navnelisten bagest i bogen.
Men det store spørgsmål må være om han når i mål med sit forehavende?

Jeg stødte på bogen på insta, blev nysgerrig og var heldig at finde den antikvarisk. Bogen er satire på højt niveau og jeg var fascineret af Adolf Hitler figuren fra start. Han er på forkant i enhver dialog. En mand, som uden de store problemer, får vendt mistro og modstand til begejstring og tilbedelse på sin vej. Kun et par gange i bogen rammes han af modstand som rokker lidt ved hans storiske tro på sig selv og planen han har for Tyskland.
Der hvor jeg rammes af den historisk samvittighed er når emnet om jøderne dukker op i bogen og det gør det.
Et par gange siger Hitler i bogen, i en samtale,” Temaet jøder er ikke morsomt.” Her mærker jeg frastødelsen og er faktisk ved at lægge bogen fra mig. Men bogen er sjov, skarp og bogen griner højt af ” me, myself and I” kulturen, kendt for at være kendt og tendensen til at løbe ukritisk efter alt det nye som stormer frem.
4,5 ⭐️ af 5 mulige.

Ny i bloggerland.

Velkommen til min bogblog. Dette er mit første lille indlæg, som kun er en meget lille aperitif og slet ikke en boganmeldelse.
Jeg har stadig meget at lære om at blogge, men synes jeg er godt på vej. Jeg skal nok gøre opmærksom på, hvornår første bog oplæg kommer op inde på insta.
Velkommen til og lad os inspirerer hinanden.

Mange boghilsner Karina