Forfatter : Kai Randbæk Greve
Forlag : Empey
Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget.
Fra bogen.
” De havde ikke sagt, at hun skulle dø, men at hendes tilstand var livstruende. Hun havde blødt “over det hele”. Det måtte betyde at der også har været blødning i hjernen. Da han havde spurgt lægen, om der kunne tage en ateriografi, havde han svaret, at det var hun for dårlig til. Hvis hun overlever, må blødningerne give fatale følger.”
En meget ung familie på 4. Far, mor og to små børn flytter fra Nordjylland til Vamdrup.
Faderen ( Kai ) får arbejde og de køber et lille hus i byen, hvor de aftaler at moderen kan være hjemme og passe børnene mens hun er gravid med deres 3 barn.
Det er jul 1977 og de fejrer jul i huset. Den 26 dec. får Jonna smerter og begynder at bløde og må afsted på sygehus i Kolding.
Kai kan ikke komme med fordi han først kan få børnene passet dagen efter. Jonna er meget svag da Kai endelig ankommer til sygehuset og deres tredie barn, en søn, overlever ikke ret længe.
Jonna bliver også svagere og svagere over de næste måneder og d. 1 februar 1978 udånder Jonna.
Nu er den 26 årige blevet enkemand med to små børn.
Bogen er en fortælling om livet i de perioder i et menneskes liv, hvor man er allermest sårbar og i den største sorg. Og selvom livet virker uoverskuelig må man “overleve” for sine børns og sin egen skyld.
Vi følger Kais liv fra 1977 og frem til at han som 67 årig ser tilbage på sit liv og beslutter sig for at skrive bogen.
“Når livet går i stykker – en fars beretning” læste jeg på to dage. Det er hudløs ærligt og hverdag for en mand som ikke kun rammes af en dyb sorg, men flere større og mindre sorgperioder i sit liv. Det er en personlig bog som viser hvad forfatter Kai Randbæk Greve var igennem og hvordan han “valgte” at overleve de perioder i sit liv som rystede ham.
Bogen er skrevet lidt som en dagbog og flere af kapitlerne har datoer som overskrift. Sproget er hverdagssprog og hele beretningen flyder let.
Det handler om sorg, sorgen for en helt almindelig mand og far, og hvordan man kan komme mere eller mindre helt igennem. Der er ingen opskrifter på bearbejdelsen af rejsen gennem en sorg, men en enkelts mands rejse gennem livet med sorg som trofast rejseledsager.
Det er svært at skulle bedømme en andens personlige oplevelser. For det kan man ikke. Jeg var berørt af bogen og Kais personlige rejse, men synes ikke at man som læser kom helt ind til det sted, hvor bogen trak mod, nemlig den altoverskyggende sorg. Det kan være et bevidst valg fra forfatteren, men det er som om bogen lægger op til det, og så kommer der alligevel et beskyttende “lag” når hovedpersonen skuede ned “i afgrunden”.
Bogen er en fin og ærlig fortælling/terapeutisk “dagbog” hvor mange mennesker vil kunne finde lidt af deres egen fortælling, hvis de har mistet nogle af deres kæreste. Valg man tager når man ikke er helt i “balance” følelsesmæssigt. Og hvordan man holder fast når man har børn.
Tak til forfatteren for at invitere læseren indenfor.
4 ⭐️ af 5 mulige.
