Offermageren

Titel : Offermageren
Forfatter : Viveca Sten
Forlag : Alpha
Udgivelsesår : 2021

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Fra bogen.

“Amanda er holdt op med at fryse. Kroppen er ved at lukke ned. Selv kuldegysninger, der kom og gik, er hørt op. Musklerne er blevet træge og slappe, som om de tilhører en anden. Hjertet slår langsomt i brystet, hun trækker vejret stille.
Amanda ligger på madrassen og drømmer.
Hun ser mor og far for sig, Mimi og Kalle. Hun rækker armene frem for at omfavne dem, men hver gang forsvinder de som skyggefigurer.
Hun får ikke fat i nogen.
“Giv mig et kram,” mumler hun og prøver at slå armene om sin lillebror, men han glider af fuldstændig som de andre.”


Der er travlt i den lille by Åre, hvor skisæsonen er startet. En tidlig morgen, hvor den første medarbejder er mødt ind til at betjene stoleliften – VM6, gør han et grimt fund. Et lig sidder i stoleliften og er på vej ned til ham. Liget er den unge pige Amanda som nogle dage tidligere er forsvundet efter en fest hos hendes veninde Ebba. Inden hun forlod festen havde hun et skænderi med kæresten Viktor.
Omkring samme tid i Stockholm er Hanna Ahlander venligt blev bedt om at søge nyt arbejde af sin chef. Hanna arbejder hos politiet under afd. for personfarlig kriminalitet. Da hun kommer hjem forlader kæresten hende og verden braser sammen. Med hjælp fra storesøsteren tager Hanna til Åre og opholder sig nogle dage i søsterens luksuriøse fjeldhytte.
Politiet i Åre er underbemandet og arbejder i døgndrift for at klare en mordsag og kæmper for at få enderne til at nå sammen, det bliver en kold og hård december for alle i den lille by.

“Offermagerne” er første bog i en ny serie – Mordene i Åre – fra Viveca Sten.
Bogen er mit første møde med Viveca Stens forfatterskab og det blev et godt første møde.

Bogen er en pageturner fra start. Persongalleriet er omfattende, men bliver i fineste stil rullet langsomt ud for læseren, så man til sidst sidder med en stor vifte af personer, som hver især spiller en rolle i handlingen, og ikke på noget tidspunkt synes man at det er for omfattende.
Der er et hovedmysterie, hvor der fletter sig mindre mysterier ind, større og mindre, men alle nogen som hænger sammen med hovedplottet. Mange gange tror man at have gennemskuet plottet og kan udpege gerningsmanden, men så sker der noget nyt.
Bogen er inddelt i dage og mindre kapitler som får handlingen til at føles tempofyldt.
Flere temaer berøres i bogen, både det nære og på internationalt plan. Jeg blev hurtigt fanget af bogen og ser frem til dem som kommer efter. Der var fine naturbeskrivelser, interessante personer og temaer som gav stof til eftertanke. Så der er kun godt at sige i om “Offermagernen”

5 krimi⭐️ af 5 mulige.

Når vi taler om ingenting

Titel : Når vi taler om ingenting
Forfatter : Olumide Popoola
Forlag : Rebel with a Cause
Udgivelsesår : 2017 – på dansk 2021

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Fra bogen.

“Karl satte sig ned. Ingen havde nævnt hans far. Han måtte bare vente på det indelukkede kontor. Sekretæren gav ham “todayz paypass”. Som om han vidste noget som helst om det lokale forretningsliv. De halve timer, der normalt bare fløj afsted i London, svulmede op, hang fast i heden og ville ikke rykke sig en millimeter. Hvert eneste sekund sneglede sig afsted, i takt med de uægte visere på det ur, der vaklede på sekretærens skrivebord, tikkede de stille og roligt derudaf. Nogle gange det var Karl overbevist om, stoppede de helt op. Lissom “Mister Missing In Action ikke blev nævnt.”

“Når vi taler om ingenting, stopper vi ikke stilheden.”


Karl og Abu er venner og står på grænsen til “adulthood”. Venneparret bor i Kings Cross i London. Abu kommer fra en velfungerende arbejderfamilie, hvorimod Karl bor alene med sin mor som er syg – MS – Multipel sklerose. Året er 2011 og racespændingerne ligger lige under huden og venter på at eksplodere. De to venner er daglig udsat for tæv fra de lokale “wannabees”. Livet er ikke let, men de klarer sig sammen – med hver deres overlevelsesstrategier.
Karl løber – bogstaveligtalt. Når noget er svært bliver han nødt til at løbe – løber indtil der ikke er mere energi. Han har sin egen seng hos Abu og bor der indimellem som en del af familien. Abu derimod taler, taler og taler og holder på den måde verden og sit eget kaos lidt på afstand.
Karl har en socialrådgiver tilknyttet som holder øje med ham og til tider Abu.
Karls far er fra Nigeria og pludselig får Karl en mulighed for at rejse ned og besøge ham – men besøget bliver ikke som Karl havde håbet på.
Hjemme kæmper Abu med fraværet af Karl – Karl som er den eneste Abu vil modtage tæsk for, hvilket han ofte gør, for at gøre livet mindre hårdt for Karl. Raceproblemerne eksploderer da en sort ung mand bliver myrdet af politiet. Kings Cross bliver et spændingsfelt, hvor Abu kæmper en kamp for sig selv – for at gøre hvad der er rigtigt – omgivet af uromagere.

“Når vi taler om ingenting” handler om venskab, kærlighed, at blive voksen og finde sig selv og qeerness i en moderne verden fyldt med racespændinger.
Som det første blev jeg fanget af sproget og the stream of concioness som jeg fascineres af som skrivestil. Hele vejen gennem bogen fik jeg en fornemmelse af at være “imellem” eller lige ved siden af hele tiden. Læseren mærker og ser de to hovedpersoner, men de er svære at fastholde. Man hører deres tanker og føler dem og alligevel flyder de ud af ens fokus for, kort efter, at dukke op igen.
At være på grænsen til “adulthood” siver ned gennem handlingen og drengene hele vejen gennem bogen. Og venskabet mellem Karl og Abu er, synes jeg, usædvanligt smukt. Og familieforholdene er med til at tydeliggøre både hvem de er og hvad de kan og hvorfor de reagerer som de gør.

Jeg er meget glad for at have læst bogen – og kommer uden tvivl til at læse den igen. Især var jeg optaget af venskabet og energien mellem Karl og Abu og det at de trods store forskelle føles så ens. Begge karakterer er stærke. Abu ankommer som en lysende puls ( og tale ) som rammer og kræver opmærksomhed. Og Karl er næsten diamentral modsat, han har samme styrke, men med en helt anden opmærksomhed. Han er i fokus og hele tiden ultra opmærksom på sine omgivelser, bevægelser og talen.

Jeg vil ikke spoile bogen, MEN det bliver interessant og smukt.
4 1/2 ⭐️ af 5 mulige.

The Kinfolk home – Interiors for Slow Living

Titel : The Kinfolk home – Interior for slow living
Forfatter : Nathan Williams
Forlag : ARTISAN
Udgivelsesår : 2016
Sprog : engelsk

I 2011 grundlagde Nathan Williams livsstilsmagasinet Kinfolk. Og siden da er det udkommet 4 gange om året. Det er blevet til magasiner og flere bøger, hvor “The Kinfolk home – Interior for slow living” er en af dem.
Det handler ikke om bling, overflod og designnavne. Det handler om det nære – mennesker, nærhed, “simpleliving”, mad, slowliving og meget mere. Der er en grundtone – en strømning som startede for længe siden og som stadig synes at vokse. Menneskets ønske om mere nærvær med familie og venner, om tid, relationer, vores individuelle værdier, mad og håndværk m.m. Der er artikler, interviews og smukke – smukke billeder. Og skønt at der er fravalgt en masse reklamer i magasinerne.

“The Kinfolk home – Interior for slow living” tager læseren med rundt i verden. Vi får lov at kigge indenfor i 35 meget forskellige hjem på 5 kontinenter og de interessante og passionerede mennesker som har skabt dem. Her er der tale om fotografer, designere og arkitekter m.m. Som alle deler, hvordan og hvorfor de har skabt deres hjem som det er og hvordan deres hjem som et sted er med til at skabe dem.

“This view isn’t about luxury or laziness, nor is it about forgoing our most beloved belongings – it’s about identifying what, and whom, we simply can’t live without”


Hjemmene i denne bog er alle hjem der rummer de elementer ( key principles ) som udgør basen for slow living.
Bogen er inddelt i tre overordnede kapitler – “Homes for community”, “Homes for simplicity” og “Homes for slow living”.

Bogen føles ikke som en bog man læser fra start til slut på en gang. Langt mere som interessant og inspirerende læsning med smukke billeder og mennesker med spændende grundprincipper og idéer. Som bliver til strømninger i slow living – hvis man kan kalde det det. Jeg har læst bogen over lang tid og først for nylig gik det op for mig hvor interessant og aktuel den er for tiden vi lever i. Tiden hvor mange er hjemme – meget mere end de plejer og samtidig har været tvunget til at skabe et arbejdsrum i hjemmet. Noget som er svært for nogle, men også let for andre. Corona eller ej – vores hjem er “helligt”, et sted vi kan slappe af, lade op, få idéer, udleve og efterleve de livs-principper vi synes er vigtigt og samle de mennesker vi elsker omkring os m.m.
Alle de smukke billeder emmer af ro, familie og fravalg af tidens støj. Og der er inspiration til alle som ønsker at dreje deres liv i “slow living” retningen. Det handler om håndværk, genbrug, at bringe naturen ind, masser af naturligt lys og meget mere.

Bogen er smuk fra start til slut og gav mig masser at tænke over i forhold til mine egne idéer til mit hjem og hvordan jeg gerne vil leve. Men også små øjenåbnere til hvorfor jeg er tiltrukket af stemninger, ting og naturligt lys – noget jeg værdsætter højt i mit eget hjem.

En lillebitte artikel/essay i bogen – “Letting in the light” gav genlyd i mig og gjorde mig glad, det er ikke raketvidenskab eller noget stort, men bare noget som er vigtigt for mig. Jeg har læst bogen – hele bogen – men vender tilbage til den som inspiration og følelsen af at slow living principperne giver genklang i mit eget liv.

Jeg er begejstret for bogen og generelt for hele Kinfolk idéen. Jeg abonnerer ikke på Kinfolk, men håndplukker de bøger og magasiner jeg ønsker at læse.

5 store ⭐️ til The Kinfolk home – Interiors for Slow Living.

Jagten på de døde

Titel : Jagten på de døde
Forfatter : Tim Weaver
Forlag : Superlux
Udgivelsesår : 2010 – på dansk 2020

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Fra bogen.

“Jeg døde.
Alting forsvandt, lys blev til mørke, og så blev mørket hurtigt til noget andet. En dis, uklar, utydelig og forvirrende. I en eller anden fjern del at min bevidsthed kunne jeg høre alarmen. Men det lød ikke som en alarm. Det var en utrolig langsom serie af pop-lyde, som pærer i en gammeldags blitz, og for hver af dem føltes det som om, jeg vaklede længere frem imod en eller anden .
Det var mig”


En ung mand, Alex Towne, forsvandt for seks år siden. Fem år senere dukker han op som et lig i en udbrændt bil. Han er ukendelig og man finder tænderne i hans hals og i maven.
Den tidligere journalist David Raker, som droppede sit job for at passe sin syge hustru, arbejder nu, efter hendes død, med at finde forsvundne mennesker. Han bliver sat på den underlige sag om Alex efter en henvendelse fra Mary – Alex mor som er sikker på hun har set Alex i levende live.
David tager modvilligt sagen og før han ser sig om bliver det mere og mere uhyggeligt og flere dør.
Stemningen for “Jagten på de døde” er sat fra start – “Nogle gange, hen mod slutningen, var det som om hun druknede: Hun vækkede mig ved at rykke i kanten af min bluse, hendes øjne flakkede og tryglede mig om at trække hende op til overfladen”.

Det er trist, dystert, bliver uhyggeligt og decideret “creepy”.

David Raker, hovedpersonen, bor alene og er ikke kommet sig over sin hustrus død og kæmper i sit eget vacuum-sorg. En stemning som flyder gennem hele bogen. Hele persongalleriet – de mest aktive af dem – bærer rundt på et mørke som forfatteren bruger til at sætte stemningen. De færreste er hvad de udgiver sig for og der er uhyggelige overraskelser undervejs.
Sproget var let og flydende og øjnene gled ubesværet ned over siderne.
Bogen er en pageturner og man kan næsten ikke slippe den – handlingen og uhyggen bliver hos en når man lukker bogen. Det er en krimithriller i den virkelige uhyggelige ende af skalaen.

Er man til den genre af bøger så er “Jagten på de døde” en must-read.
Jeg kan fanges af mange slags bøger, det kan være persongalleriet, stedet eller tiden hvor handlingen forgår eller et genialt plot. Men “Jagten på de døde” er helt ved siden af – hvilket ikke sker ofte for mig. Den var simpelthen for mørk og creepy til mig.
Forsiden er perfekt til bogen og sætter stemningen inden man rammer første side.

Tim Weaver, som selv er tidligere journalist og redaktør, har skrevet flere bøger hvor David Raker er hovedpersonen.

Anmeldelsen afspejler min mening om bogen.
2 1/2 krimi-⭐️ af 5 mulige.

Falkeblik

Titel : Falkeblik
Forfatter : Tommy Thorsteinsson
Forlag : Superlux
Udgivelsesår : 2021

Bogen et et anmeldereksemplar fra forfatteren.

Fra bogen.
“Pandekager? Du lod dig lokke med fucking pandekager?”
“Ja”. Han fornemmede, hvordan hun klukkede af tilbageholdt latter. “Har dine forældre aldrig fortalt dig om børnelokkere? Lo hun og lod latteren bruse. “Kom med mig lille ven, jeg har en skøn hund derhjemme og masser af slik”, sagde hun med en forvrænget og påtaget mandestemme.
Han kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet. Hun havde jo ret. Han havde dummet sig og hoppet i fælden med begge ben og skyklapper på. Længere var den ikke.
De lo, så tårerne trillede, og hun gav ham et kram, så han følte himlen komme lidt tættere på, selvom de sad i det mørke og aflåste kælderrum. Når de engang slap ud af denne kviksandsbefængte sump, ville han spørge hende om hun ville med i biografen”.


I “Falkeblik” er læseren tilbage i afd. for personfarlig kriminalitet i Kbh. Vi følger “familien” i afd., de eksterne kollegaer og ikke mindst terroristen The Tailor og hovedpersonen, Anne Blaafalks tidligere kollega, Sara Berg. Hele persongalleriet har læseren mødt i de to foregående bøger i serien “Ensom Ulv” og “Havhvepsen”.
“Falkeblik” begynder i Tyskland, hvor The Tailor og hans nærmeste gør stop på et værtshus, hvor de ender med at skyde ejeren og en politimand. Men The Tailors mål er ikke Tyskland, men derimod København, hvor den tidligere politimand Sara Berg har hjulpet han med en modbydelige plan som indbefatter to kidnappede teenagere. Som terroristerne nærmer sig Kbh – vågner og forbereder PET sig. En ny enhed hos politiet bliver sat på jobbet, der samarbejdes med NC3, hvor den exentriske og über-nørdede Dieter Wolf bliver sat til at søge efter terroristerne. Han er et datageni og kan opstøve ALT – næsten. Dog er hans succesrate højest når han opererer lidt udenfor rammerne.
Anna Blaafalk er sat lidt ud af spillet i “Falkeblik” efter en ulykke hvor Sara Berg forsøgte at dræbe hende. Hun vil gerne deltage i jagten på The Tailor og Sara, men bliver sat på en anden sag; “Napoleon” – en sag som ikke mange tror på som andet end en myte – men sagen “bor” indenfor politiets egne rækker og Anna bliver truet på livet.

“Falkeblik” er tredie bind i serien om Anna Blaafalk og efterforskerne i afd. for personfarlig kriminalitet.
Bogen starter med et edderkoppespind af små historier, men jo længere læseren kommer i fortællingen samles trådene. Der er overraskelser undervejs som sender læseren på afveje og små Aha-oplevelser.
Der er hentydninger – lidt til Corana året 2020 ( en teaser – ordet sprit twistes ) og lidt til beskæftigelsen af pensionerede politimænd.

“Falkeblik” er en pageturner – der er ingen “pause”, tempoet er forrygende og plottet overrasker, som i de tidligere bøger i serien. Sproget flyder uforstyrret og læseren er fanget til sidste side er vendt.
Forfatteren holder kortene tæt til kroppen og først ved slutningen falder alt på plads.
Så leder du efter en dansk krimi thriller som skal indeholde det hele; terrorisme, korruption og kampen mod narko, så skal du læse Tommy Thorsteinsson.
Han er en fortæller med et glimt i øjet og får også smilet frem hos sine læsere.

Jeg havde glædet mig til “Falkeblik” siden jeg vendte sidste side i “Havhvepsen” i sensommeren 2019. Den skuffede ikke og var læst alt for hurtigt. Og jeg håber inderligt at dette ikke er afslutningen på serien.
Alle tre bøger skal læses, hvis man er til krimi. Alle bøgerne har deres “eget”, men især holder jeg af “Havhvepsen” – vil ikke spoile det fantastiske – så bare læs den, læs dem alle, jeg lover at de ikke skuffer.

4 1/2 krimi-⭐️ af 5 mulige.

Bonjour Tristesse

Titel : Bonjour Tristesse
Forfatter : Francoise Sagan
Forlag : Gyldendal
Udgivelsesår : 1954

Bogen er udgivet tidligere på dansk under navnet “Farlig sommerleg.” Og er filmatiseret i 1958.

Fra bogen.

“Hun gik først med ad trappen, og jeg så min far komme hende i møde. Han stoppede op neden for trappen med en fod på det første trin og med ansigtet løftet mod hende. Elsa så hende også komme ned. Jeg husker nøje denne scene: i forgrunden Annes gyldne nakke og perfekte nøgne skuldre, lidt længere nede min fars betagende ansigt, hans fremstrakte hånd og, allerede lidt i det fjerne, Elsas silhuet”


Scenen er sat i Frankrig og tiden er 1950’erne.
Cécile er 17 år og bor sammen med sin far Raymond. Raymond er enkemand efter Céciles mor som døde da Cécile var to år.
Raymond har penge nok og han og Cécile lever det sorgløse og temmelig udskejende liv. Det er lykken, synes Cécile. Da vi møder dem er Raymond sammen med den unge og smukke Elsa som også kommer godt ud af det med Cécile.
De tager alle tre på ferie ved den franske Riviera, hvor Raymond har lejet et stort hus.
Midt i den lykkelige sorgløse ferie dukker veninden til Céciles afdøde mor op og nu sker der noget.
Der træder også en ung mand ind i Céciles liv – ved den franske Riviera.
Raymond forlader Elsa til fordel for den intelligente og sofistikerede Anne og Anne trænger sig ind på Céciles liv på en måde som sætter gang i de store følelser. Cécile lægger en udspekuleret plan for at genvinde territorie og sit liv tilbage – men det får et andet udfald end hun kunne forudse.

Jeg havde glædet mig til ” Bonjour Tristesse”, men sidder tilbage med en lidt monoton fornemmelse.
Karaktererne Cécile, Raymond, Elsa og Anne er alle troværdige personer og faktisk foretrækker jeg Anne, da hun har dybde og tiltrækningskraft.
Cécile er tidlig selvstændig og alt for uvidende om verden og reagerer kraftig på den mindste modstand. Far og datter tilknytningen er usund, men ikke mærkelig og Céciles reaktion på Annes indtræden i hendes liv er umoden, men heller ikke usædvanligt.
Jeg ville gerne holde af den bog, men jeg kedede mig hurtig. Hvis jeg tænker bogen ud af min egen tid og bliver i 50’erne, ændrer det ikke noget for mig. Havde man “plantet” historien i nutiden – alle karakterer og deres indbyrdes relationer, ville historien ikke udleves meget anderledes.
Sproget er flydende og let og bogen er hurtig læst.

Bogen er skrevet af Francoise Sagan, som selv på det tidspunkt var teenager, og “Bonjour Tristesse” anses for et af hovedværkerne i hendes forfatterskab.

Det er ikke en bog for mig da jeg ikke fanges, begejstres eller imponeres undervejs i bogen.
2 1/2 ⭐️ af 5 mulige.

Den udødelige historie

Titel : Den udødelige historie
Forfatter : Karen Blixen
Forlag : Gyldendal
Udgivelsesår : 1958. Nyudgivelse 2020

“Den udødelig historie” er en del af bogen “Skæbne-anekdoter” hvor temaet synes at være forholdet mellem det fortalte liv og virkeligheden.
“Den udødelig historie” blev i 1964 filmatiseret af amerikaneren Orson Welles.

Fra bogen.

“Historien skal gøres om til virkelighed,” sagde han meget langsomt. “Én sømand i verden skal fortælle den, fra begyndelsen til enden, med alt hvad der sker i den, sådan som han virkeligt, fra begyndelsen til enden, selv har oplevet den.”


I sidste halvdel at forrige århundrede boede der en gammel tehandler i Canton. Han var rig – så rig at han ikke behøvede at tænke på penge. Men han var en af den slags mænd som levede og åndede for penge. Han havde arbejdet hårdt hele sit liv – og sad nu i sit store smukke hus – var syg og kunne ikke sove om natten, alle nætter synes at være uendelig lang.
Han fik en af sine trofaste unge medarbejder til at komme til huset og læse regnskaberne op til den lyse morgen.
En nat var der ikke flere regnskabsbøger tilbage at læse højt fra. Og efter en kejtet og ubehagelige samtale fortæller den unge Elishama sin arbejdsgiver, Mr. Clay, en historie om en sømands beretning om hvordan sømanden tjener en fem-Guinea i en fremmed havn.
Mr. Clay kender historien og tror den er sand. Stor er hans overraskelse da Elishama holder på at den er usand. Efter lidt samtale beslutter Mr. Clay at Elishama skal hjælpe ham med at gøre historien til virkelighed. Den unge Elishama indvilliger.

Spørgsmålet er, om penge kan gøre en fiktiv historie til virkelighed.

Jeg vover den påstand at “Den udødelige historie” er en typisk og karakteristisk Karen Blixen fortælling. Det er en historie med en iboende historie. Jeg er muligvis forudindtaget da jeg er begejstret for Blixen’s storyteller-stil og har tidligere læst “Den udødelige historie”. Historien – som Blixens andre fortællinger er med mennesker i fokus, relaterbare temaer og drysset med lidt mystik. Men det er hendes “stemme” jeg er forelsket i.
Hun er elsket af mange, men lige så mange bryder sig ikke om hendes fortællerstil. “Den udødelig historie” er hurtigt læst og personerne Mr. Clay, Elishama og Virginie vokser i løbet af den korte historie, især er jeg fascineret af den unge Elishama. “Den udødelig historie” fortjener sin tid – igen – i nutiden. Den lille nyudgivelse har en smuk forside som man får lyst til at tage op og kigge i. Historien er selvfølgelig stadig at finde som en del af “Skæbneanekdoter”.

4 1/2 ⭐️ af 5 til “Den udødelige historie”

Magnus

Titel : Magnus
Forfatter : Carsten Kaag
Forlag : Carlstad Publishing
Udgivelsesår : 2019

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Fra bogen.

“Pilen, vi dagligt, utrætteligt, kaster mod skiven, for at finde sjælefred og få det hele til at gå op – hvornår rammer den bullseye?
Hvornår sker det?
Ved vi overhovedet, hvornår det sker? Lægger vi mærke til det, eller er det først, når stunden betragtes som tilbageblik, at man kan opdage, hvor stor den egentlig var?
Enhver ekstraordinær følelse skal have vemodet tilsat, før den kan blive en klassiker. Sådan svarer jeg selv, når jeg lægger op til at lade mine venner komme med deres bud.
Venner, hvornår rammer livet prik?
Jeg har altid nægtet at acceptere svaret, hvis der var en henvisning til, perioder eller generaliseringer.
Nej, ikke dengang I boede i jeres etværelses i Sydhavnen, og heller ikke dengang at I var på biltur i Toscana.
Det er ikke det, jeg spørger om.
Jeg spørger om den nøjagtige dag, stunden, timen.
Momentet.”


Magnus Lundell bliver til sin egen overraskelse afskediget fra arkitektfirmaet han selv var med til at starte med en partner. Et stort japansk firma vil ind på det skandinaviske marked og fra den ene dag til den anden, har Magnus Lundell, 61 år, ikke længere et arbejde.
Det starter godt; Magnus føler sig fri, har en god økonomi, hunden Boo, et lille hus med tilbygning i Kartoffelrækkerne, ikke det største eller smukkeste, men det hyggeligste. Der er masser af den gode rødvin, klassisk og god litteratur og den gode og lidt yngre ven Bo, med hvem han har de gode samtaler. Livet er godt – eller…? Det bliver hverdag og livet trænger ind til Magnus. Han holder fast i “sloganet” : “Jeg er ikke ensom, jeg er tilovers.”
Magnus leder efter noget, måske er det retning, måske er det mening?
Den gode ven Bo med den “yngre model” derhjemme finder fra tid til anden jobs til Magnus – men de er under hans værdighed. Efter noget tid vender Magnus blikket ud mod verden, den verden som er lige ude på vejen, og han kigger ind til naboerne når han går tur med Bo.

“Magnus” kunne være en kværulant – men han er ikke negativ. Han er en mand som diskuterer med sig selv og andre og elsker at være i fokus. Og sloganet – som jeg synes det bliver til “Jeg er ikke ensom – jeg er tilovers” – lyder gennem bogen som en sproglig forsikring til han selv, men er det sandt? Han fremstår til tider som en snob og så alligevel ikke. Der er ingen tvivl om at Magnus er intelligent og han elsker at lege med sproget og livet.
Bogen er munter, og sproget er legende – måske fordi vi oplever livet gennem Magnus’ betragtninger om livet, fortiden og den usikre fremtid. Filosofi om livet og hverdagen flyder let gennem bogen.
Magnus Lundell er en fiktiv 61 årig mand – men han kan være alle mænd. Forfatteren har samlet nogle af de vigtigste spørgsmål om retræten i Magnus.
Jeg var begejstret fra start og siderne vendte sig selv – mens jeg smilede lidt af snobben som holder fast i han ikke er ensom, men tilovers.

Ps. Kunne godt drikke rødvin og diskutere med Magnus i 2,5 x 2,5 m udestuen

Tak til Carlstad Publishing for denne fantastiske og underholdende læseoplevelse.
5 ⭐️ af 5 mulige.

Når tiden går i stå.

Titel : Når tiden går i stå.
Forfatter : Ninni Schulman.
Forlag : Alpha
Udgivelsesår : 2019 – på dansk 2021

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Fra bogen.

“Hvad snakker I om?” Spurgte Nils.
“Der er en pige fra Ekshärad, der ikke er kommet hjem, som hun skulle “, siger Petter.
“Er hun død eller hvad?”
“Nej, det håber vi ikke,” sagde Petter. “Måske er hun faret vild eller løbet hjemmefra.”
Magdalena begyndte at lave en wrap til sig selv, men mistede hurtigt koncentrationen. Nils og Petters munde bevægede sig på den anden side af bordet. Det var som at se en stumfilm. Selv sad hun i en mørk sal, mens al handling foregik et sted langt væk. Hun hørte ikke til. Slet ikke.”


Læseren træder ind i bogen midt i foreberedelserne til det årlige festspil i det midt svenske i en lille by ved navn Ekshärad.
En ung pige, Noomi møder ikke op til prøverne og alle bliver bekymret. Journalisten Magdalena bliver sat til at skrive om sagen. Politiet, Petra Wilander og Christer Berglund bliver involveret.
De finder pigen myrdet og ikke længe efter mister et andet ungt menneske livet. Et mareridt udspiller sig og alle i det lille samfund er utrygge og vil vide hvad der foregår. Tiden løber og et gammelt standerur som ikke er trukket op slår – hver gang der bliver begået mord.
Mange familier bliver på den ene eller anden måde involveret. Og mange af personerne slås med problemer på det personlige plan. Morderen er snu og kan følge med i manges liv og derved planlægge de næste mord, uden at blive opdaget.

Temaer som depression, sterilisationslov og “raceudryddelse” flyder gennem hele historien.

“Når tiden går i stå” er sjette selvstændige bog i serien om journalisten Magdalena og politibetjentene Petra Wilander og Christer Berglund.
Det er mit første møde med Ninni Schulman og denne serie.

Jeg “bragede” som læser direkte ind i et omfattende persongalleri og måtte bruge lidt tid på hele tiden at bladre tilbage i bogen for at holde styr på de mange personer. Men alligevel gik det hurtigt med at danne sig et overblik.
Handlingen er forrygende og det lille historiske tilbageblik til Urmageren Johan Tinglöf strøer lidt mystik ud over fortællingen, og giver et lille ekstra spændingstvist.
Personerne er næsten FOR troværdige i deres liv. Især blev jeg lidt optaget af den lidt for virkelige beskrivelse at en depression ( jeg har været der! ), der er imponerende. Og jeg har aldrig tænkt over hvor længe sterilisationsloven har eksisteret og hvad den har været brugt til – uhyggeligt.

Da jeg endelig fik persongalleriet på plads “slugte” jeg næsten bogen. Det er en sand pageturner og en serie jeg må se nærmere på.
Bogen er uhyggelig og alligevel kan man ikke stoppe med at læse. Sproget og handlingen flyder forbi nethinden og selvom det er sjette bog i en serie mangler man ikke noget – når man altså lige har fået styr på det omfattende persongalleri. Det er en krimi som vil være hos mig længe efter den er kommet på plads på bogreolen.

Bogen skal have 5 krimi⭐️ af 5 mulige.

BOB

Titel : BOB
Forfatter : Helle Helle
Forlag : Gutkind
Udgivelsesår 2021

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Fra bogen.

“Om på maven. Hjertet vendte nu nedad, og dunkede. Ikke nævne hjertet, ikke tankerne. Uret under hylden tikkede. Hjerte, tanker, ur , han ville finde andre ord, et ord for ur, han sagde:
Fandme nej!
Tilbage på ryggen, ned fra tyve. Og her fire år senere i Vanløse, alle de vejnavne, Buskager og Havrekrogen, Stilledal.”


Bob er flyttet til Vanløse fra Lolland sammen med sin kæreste. Kæresten er startet på sit studie hvorimod Bob endnu ikke har besluttet sig. Han har 19000 kroner sparet og sin gamle grønne bil sat til salg hjemme på Lolland.
Vi hører om Bob’s liv gennem kæresten, som er bogens fortæller.
Bob flyder gennem livet, gennem Vanløse og gennem København. Det job som arbejdsformidlingen havde skaffe ham hos flyvebådene til Sverige, kommer han for sent til. Og istedet for at “komme for sent” går han igen og får ved et tilfælde et job i receptionen på et hotel.
Det eneste Bob er sikker på er at han skal være sammen med sin kæreste for evigt – men lige nu er han meget alene, men alt andet bliver til problemer, distraktioner og undren i hans hovede. Han er optaget af hvor lang en vej er, vejnavne, gult murværk og i særdeleshed sproget. Og især sproget kan han bruge timer på. Han tænker meget, går meget rundt i København, farer vild, undrer sig, tager tilfældige steder hen med S-tog og undrer sig endnu mere.
Det der synes at holde ham forankret er bl.a. den lille lejlighed og madlavning, faste og uforanderlige ting. Som soveposen han selv havde købt – men som desværre forsvandt, måden at redde seng på, det gamle sofabord han selv havde lavet.

Bogen foregår en gang i 80’erne, hvor man stadig ( som ung ) ringede fra en telefonboks og havde klippekort.
Bob møder mange mennesker, tiltrækker dem, men lader dem “flyde” bort igen.
“Bob” er en selvstændig efterfølger til bogen “De”.

Jeg har tidligere læst “Dette burde skrives i Nutid” og kan sagtens “se” den samme forfatter i “Bob” .
På overfladen er bogen enkel, to unge ( vi oplever kun Bob ) flytter til Kbh, bosætter sig i en lille lejlighed i Vanløse, og skal nu leve et nyt liv med studier og hinanden i en ny og fremmed by. Hvor får man arbejde, venner og hvordan kommer man i gang med studierne.
Selv om Bob synes at flyde gennem bogen, med sporadiske bekendtskaber, er det kun overfladen.
Under overfladen er der spænding, savn, uløste problemer, spekulationer og en længsel efter noget endnu uvist. Bob drømmer sig ofte tilbage til sit liv hjemme på Lolland, men kan ikke rigtig bruge det til noget nu. Han virker næsten hjemløs i sit eget liv og sind. Bogen er på 150 sider ca. og måske synes jeg den er for kort. Bob-personen, det mørke som vokser omkring ham og sproget holder læseren fanget.

Jeg er begejstret for “Dette burde skrives i nutid”, og “Bob” er lige så fængslende og intelligent – en sproglig fortælling.
Jeg indrømmer at jeg startede med en undren – bogen virkede, på overfladen, monoton indtil jeg blev indfanget af Helle Helles særlig sproglige fortælling. Bogen, sproget og handlingen, er ikke det mindste monoton, men underholdende og interessant fra start.

5 ⭐️ af 5 mulige.