Vi er natur.

Titel: Vi er natur – Genopdag naturen og mærk dens helbredende kræfter.
Forfattere: Søren Høegmark, Sigurd Hartvig og Jane Sørensen.
Forlag: Muusmann Forlag.
Udgivelsesår: 2020

Bogen er et anmeldereksemplar/reklame

Alle 3 forfattere til bogen har en faglig baggrund og stor praktisk erfaring bag sig til at kunne skrive bogen “Vi er natur – Genopdag naturen og mærk dens helbredende kræfter.”

Bogen starter ved begyndelsen for 13,7 milliarder år siden da jorden og alt opstod og vi møder de første mennesker og der skal vi begynde at være opmærksom på vores samliv i og med naturen. Hvad og hvor meget krævede det er at overleve, “læse” og forstå verden omkring os. Da vi havde lært at leve i naturen kunne vi pludselig mere end blot at overleve – vi begyndte at leve. Og evnen til at aflæse og forstå naturen blev lettere og krævede pludselig mindre energi.

I dag lever vi i en verden, hvor verdens stimuli er for meget og for mange for det menneskelige sanseapparat. At aflæse og omsætte by-stimuli, er langt mere anstrengende for mennesket end hvis vi boede i naturen. I byen bliver vi bombarderet – lys, lyd, bevægelse, meget højere hastighed og uendelig mange skift, mennesker overalt døgnet rundt og er vi alene, er vi alligevel ikke alene, der er mobilen, computeren, tv og radio. I det miljø udtrættes vi som aldrig før. Mange af vores sanser er på overarbejde, i døgndrift.
Den kontinuerlige overbelastning af vores sanser er hvad der kan føre til stress, angst og depression.

Bogen igennem introduceres læseren til små øvelser der kan laves ude i naturen. Verden over er der skabt terapiformer, som har naturen som hovedelement. Naturen er kommet på recept i flere lande, incl. Danmark. To af forfatterne har bla. skabt Vildmandskurser. En af dem har for år tilbage startet naturterapeutiske kurser for børn og voksne.
Bogen giver gode uddybende forklaringer på hvorfor naturen har den indvirkning på os som den har. Steder bliver næsten overjordiske smukke på et bestemt tidspunkt på dagen, duftene forstærkes og hele vores sanseapparat er på arbejde på et niveau som ikke overbelaster, men derimod giver os energi. Naturen er ikke et andet sted, den er overalt, indeni og udenom. Når vi når til følelsen VÆREN, som bogen beskriver, er vi pludselig et med vores omgivelser og vi er ikke i fortiden eller fremtiden, vi er hvor vi er, lige nu, lige her. Det er sundt!

“Vi er naturen” er en vekselvirkning mellem naturligvidenskabelig, psykologiske, sociale og spirituelle forklaringer, og flere fortællinger. Bogen inspirerer til små pauser til eftertanke med de meget smukke billeder.
Bogen er smuk, både i tekst og billeder, og der er noget for alle. Alle kan læse bogen og få en aha-oplevelse og måske genkalde sig erindringer fra barndommen eller ture ud i naturen. Sproget er let og flydende og forfatterne deler gerne egen erfaringer.
Det er hverken en fag- eller selvhjælpsbog, mere en smuk inspiration. Og er læseren i tvivl så er der naturlige forklaringer på hvorfor vi får det bedre, jo mere vi opholder udenfor gennem alle fire årstider.

Kunne jeg give EN bog væk til alle jeg møder skulle det være “Vi er naturen”, mennesket i det 21. århundrede har brug for et lille skub ud i det fri, og det her er den smukkeste og blideste af slagsen.

Jeg bor meget tæt på den fri natur og er meget ved strand, i skov og på marker fordi jeg har en stor hund som ( også ) elsker udeliv. Vi møder rovfugle, dådyr og andre vilde dyr i den danske natur og jeg forbavses ofte over hvor vidunderligt vi har det når vi er på tur. Og selvom vi har meget udeliv har bogen givet mig inspiration og lyst til mere.

Bogen skal have 5 ⭐️ af 5 mulige, og jeg håber, med hånden på hjertet, at mange vil lade sig inspirere og drage ud i det blå. Hele året igennem.

Københavns Brand.

Titel: Københavns brand
Forfatter: Søren og Morten Ellemose
Forlag: Forfatterskabet.
Udgivelsesår: 2010 – 3 reviderede udgave, 1 oplag 201

Bogen er et anmeldereksemplar/reklame.

København er scenen og spillet er i gang.

“Dieter Marshaw behandler altid afdøde med respekt, men han gjorde en særlig indsats med Irene Kampmanns afsjælede legeme. Havet havde spyttet hende på stranden. Som om guderne ikke var tilfredse med deres offer. Det var et tåbeligt billede. Det vidste Dieter Marshaw udmærket, men der var noget over kroppen, som fik ham til at gøre undersøgelsen så blid som muligt. Alt ander ville føles som et overgreb. Han lo for sig selv ved tanken. En blid obduktion.”

Man finder en jadegrøn rejsekuffert med et lig i en lækker herskabslejlighed i Bryggerens Hus, og den ene del af liget, det er nemlig delt i to, hoved for sig og krop for sig, viser sig at tilhøre en næsten myteomspunden jøde. Efter dette makabre fund tager historien fart.
Et super effektivt team bestående af kriminalkommissær Henning Lorentzen, hans assistent Louise Jensen, som har gode forbindelser til Mensa, og to andre får sagen på deres bord, men ser snart at her er mere indvikling end afvikling.
De er hele tiden i søgelyset, pressen jagter dem, og det samme gør højtstående embedsmænd, inklusiv statsministeren. Her er mord, terror, menneskesmugling og radikalisering og Lorentzens team arbejder mere eller mindre i døgndrift. Alt imens Manus Albino hele tiden holder sig en håndsbredde foran dem. Og den danske statsminister overvejer om man atter skal indføre dødsstraf.

“Københavns Brand” er en historie, og alligevel bliver man forført i bogen og synes det er virkeligt. Den “larmer” på alle planer og fortjener opmærksomhed.
Brødrene Ellemose har taget tilløb og kræver deres plads på den danske krimiscene og bogen fortjener at nå langt med en overvældende “ripple-effect”.
Der er store problematikker i spil i bogen og plottet er næsten dommedagsagtigt, man holder næsten vejret og chokeres undervejs. Og den her krimi er ikke læst før!!!
Sproget flyder problemfrit og det er tydeligt at de herrer Ellemose har humor. Der er researchet en del, og der er spændende info om politiarbejde i bogen.
Persongalleriet synes ved første øjekast lidt brugt. Man skal dog ikke tro på alt hvad der serveres. Ingen personer i bogen er kedelige eller forudsigelige. Jeg glæder mig til at de folder sig ydeligere ud i de efterfølgende bind.
4,5 ⭐️ af 5 mulige.

Fattig student

Titel: Fattig Student
Forfatter: Karen Elene Thorsen
Forlag: Strawberryforlag.
Udgivelsesår: 2020

Bogen er et anmeldereksemplar/reklame.

“Fattig student” er en kogebog som har en vibe af noget ungdommeligt med fart over feltet. Dens fokuspunkter er god mad til den lille økonomi, mindre madspild og at bruge tiden omkring madlavning og indkøb konstruktivt.
Der er i starten af bogen små retter ( med fokus på havregryn, kartofler, gulerødder, bananer og tørt brød. ) som f.eks. kan bruges til morgenmad/brunch og frokost, og så har forfatterne lavet lette og overskuelige ugeplaner med madretter og indkøbslister.
Bogen er let og overskuelig og en man gerne sidder med, bladrer i og lader sig inspirere af. Det var sådan vi fandt opskrifter – middagsretter og små retter – som vi kommer til at lave igen og igen.
Som nævnt på insta fandt jeg to prøvekaniner på AAU som prøvede en ugeplan slavisk og samtidig tryllede de med opskrifterne på småretterne som er forrest i bogen.

Her er deres anmeldelse.

Vi vælger at afprøve Ugeplan 2, både for den variation i retter der præsenteres i denne ene plan, men også den oplagte undskyldning for at spise laks to dage i træk.
Vi køber ind for lige under 300kr. Disse udgifter dækker ugeplanen, to ekstra retter vi ønsker at eksperimentere med samt tre af bogens enkeltstående opskrifter. Bogen tager udgangspunkt i, at vi besidder nogle af råvarerne på forhånd, så disse tillægges ikke budgettet.
I det at vi er to unge mennesker, har vi ved nogle opskrifter behov for at lave dobbeltportioner.
I vores tilfælde var alle ingredienser til at finde hos den lille lokale fakta. Det er besværligt, når man skal krydse byen på cykel for at tilgå sig de større butikker for enkelte råvarer.
Retterne er intuitive at gå til, lækre og hverdagen hviler på et solidt fundament, når spørgsmålet ”Hvad skal vi lave til aftensmad?” bliver besvaret af sedlen på køleskabet.
Små retter
Vi kan ikke få nok. Der skal eksperimenteres! Før bogen præsenterer ugeplanerne, bliver det fremtidige kulinariske vidunder ført igennem enkeltstående opskrifter baseret på tre almindelige dagligdagsvarer: Havregryn, gulerod og banan!
Vi forsøger os med hhv. energikuglerne, gulerodsbollerne og muffins med æble og banan.
Alle tre er straks en succes. Jeg har allerede planer om at lave dem alle igen! Alle går godt til madpakken, og udgør i kombination et måltid med god fylde.
”Er det dyrt?” spørger den bekymrede SU-modtager. Alle ingredienserne vi havde brug for at købe til disse ting, indgår i ugens budget. Selv tak. Skal du købe alle varerne på én tur, bliver det en smule mere, men med den ene indkøbstur, er du godt dækket ind til at kunne lave mange portioner!
Konklusion
Noget forfatteren får gjort helt rigtigt ift. til målgruppen, er den ofte tydeligt fremkommende sammenhæng mellem ugeplanens retter. Ingredienserne går igen og bruges over flere dage. Hvor mange gange får man tømt en bøtte fraiche, med mindre at man vælger at smide en dipblanding i resterne? Dårligt eksempel, men I forstår meningen. At ingredienser går igen, er med til at skåne det månedlige madbudget. Går man op i kampen mod madspild, bliver man også tilfreds!
Udover at madlavningen bliver gjort simpel og struktureret, så lærer man også noget. ”Hvad?!” tænker du nok, men jeg er dybt seriøs. Det er trods alt dét, Staten giver os penge for. I min verden tilføjer man ikke frugt i varme retter. Lige ind til bogen bad mig lave mangochutney til vores laks. Eksotisk, jeg ved det. Her kommer det intuitive element tilbage. Sødme fra mango, det salte fra soja og hvad end ingefær gør, spiller
godt sammen. Basal viden for nogen, grænseflyttende oplevelse for mig der normalt lever af havregryn, proteinpulver og pasta. Jeg har lyst til at udforske den kulinariske verden yderligere.
En advarsel til de modige sjæle, der ligger sig ud med opskrifterne i bogen. Har du en blender? Har du et redskab der er i stand til at føre en klinge rundt i høj hastighed? Det skal du have. Vores blender er på en uge gået fra at blive hevet ud af skabet til den månedlige smoothie, til at indgå som en fast del af opvasken efter aftensmad.

Til slut.
Selvom vi lever i en digitaliseret tidsalder og gerne surfer rundt efter opskrifter på nettet, er der alligevel opstået en modsatrettet strømning, hvor vi synes det er hyggeligt at sidder med en fysisk kogebog og lade os inspirere af skønne billeder og spændende opskrifter, skrive små notater i til os selv og tilføre lidt her og der.
“Fattig Student” vil jeg anbefale til alle – lille økonomi eller ej – den har sin berettigelse i alle køkkener, også hvor brugerne tænker på om maden er plantebaseret.

Har du børn som flytter hjemmefra for at arbejde eller studere, så er “Fattig student” en dejlig gave at give dem.


Bogen skal have 5⭐️ af 5 mulige herfra.
Billeder fra de studerende.

Villa Havbrise

Titel : Villa Havbrise
Forfatter : Caroline Säfstrand
Forlag : Strawberryforlag
Udgivelsesår på dansk : 2020

Bogen er et anmeldereksemplar/reklame

“Tre håndværkere – en maler, en snedker og en allround handyman – søges til renovering af et bevaringsværdigt kurhotel i sommermånederne. Stedet ligger idyllisk på den skånske vestkyst og tæt på oplevelser og dejlige udflugtsmål. Løn: Kost og logi. Krav: Du har hænderne godt skruet på og rejser med let bagage.”

Sophie er vokset på i Skåne og får i teenageårene problemer i forhold til sin mor Mona. De to er meget uenige om meget og indimellem bliver Sophie spærret inde i et mørkt rum under trappen.
Så snart Sophie er gammel nok rejser hun langt væk til Berlin, hvor hun nu har boet og arbejdet i de sidste 20 år. En dag bliver hun kaldt tilbage til Skåne, hendes mor er død. Sophie er enebarn og hendes far er død for mange år siden, så der er kun Sophie til at tage sig af begravelsen. Mona boede de sidste år af sit liv på et plejehjem og led af Alzheimers, og kunne ikke kende Sophie, når hun var hjemme på besøg. Og alt hvad Sophie får fra plejehjemmet efter hendes moders død, er en lille rejsekuffert med ting.
Hun vil gerne have alt ordnet hurtigt og så hjem til sin trygge tilværelse i Berlin, men hendes mor har en sidste overraskelse til Sophie. Hun arver et kurhotel – Villa Havbrise, i den lille Skånske by Skepparkroken, en stor overraskelse, fordi Mona havde solgt det for længe siden, eller det sagde hun i hvertfald.
Hvad skal Sophie gøre, hun vil hjem, men har også mange barndomsminder bundet i Villa Havbrise, hvad skal hun gøre?
Villa Havbrise har historie helt tilbage til hendes oldemor.

“Villa Havbrise er en feelgood roman som har alt hvad man kunne ønske sig. Smuk fysisk placering, modsætninger mødes, relationer knyttes, kærlighed opstår, nye historier opstår og der tilgives.
Personerne i “Villa Havbrise” er mennesker som dig og mig, livet har slået større eller mindre knuder og de har brug for hjælp til selvhjælp. Der er et klart budskab om at række ud når livet er svært.
Sproget er flydende, malerisk og bogen er en sand pageturner. Man hensættes til duftene haver, havets stille brusen og smukke gamle huse, hvor historierne er blevet tilbage efter menneskene er rejst.
Bogen er en must-have til sommeren.

“Villa Havbrise” er Caroline Säfstrands første bog på dansk, og jeg håber flere vil finde vej til det danske marked.

Udkommer mandag den 8/6

4 ⭐️ af 5 mulige

Den franske fotograf.

Titel: Den franske fotograf
Forfatter: Natasha Lester.
Forlag: strawberryforlag.
Dansk udgivelsesår: 2020

Bogen er et anmeldereksemplar/reklame.

Hovedpersonen i bogen ( Jessica Mays ) er baseret på den amerikansk fødte Elizabeth “Lee” Miller. ( 1907 – 1977 )
Lee Miller var model, fotograf og fotojournalist. Sidst i 20’erne arbejdede hun som model for magasinet Vogue i New York.
Under 2. Verdenskrig var hun krigskorrespondent for Vogue, hvor hun bla. dækkede “the London blitz”, befrielsen af Paris og koncentrationslejrene Buchenwald og Dachau.
Billedet af hende liggende i Hitlers badekar er et som gik verden rundt. ( scenen er med i bogen )

I “Den fransk fotograf” møder vi fotomodellen Jessica Mays, som må opgive sin modelkarriere for Vogue for en etid, fordi hendes kæreste har solgt et billede af hende til de forkerte mennesker. Hun får sin chef, Bel, overtalt til at sende hende til Europa for at dække 2. Verdenskrig som fotojournalist. Det tager tid, men mange forhindringer senere sidder hun i en skyttegrav i Italien og samme aften ligger hun på en madras på et felthospital, græder, og vil hjem.

Mange år efter krigen er slut møder vi en ung australsk omkringfarende kvinde, D’Arcy Hallworth, som arbejder for et museum, som “kunsthåndtere” i Australien. Hun er sendt til Frankrig for at udvælge billeder fra en særlig åsamling fotos, dem hun mener vil gøre sig til en udstilling om den mystiske fotograf bag billederne, som går under navnet Fotografen. Hun ender på Chateau Lieu de Réves som ligger i Reims.
De to spor mødes hurtigt i bogen og flettes smukt sammen.
Det første læseren møder er en smuk og dragende forside, hvor man bliver nødt til at stoppe op og fordybe sig.
Sproget er levende og flydende. Bogen har et fantastisk nærvær, hvilket man hurtigt opdager, siderne i bogen vender sig selv.

2 Verdenskrig bliver personliggjort. Læseren oplever kvindernes kamp for at tage deres plads i krigen, og hvordan de mest sårbare kvinder misbruges på mere end en måde af soldaterne på begge sider. Det er hudløs læsning.
Bogen beskriver sårbarhed og styrke som man sjældent ser det, kærlighed som er større end det enkelte menneske og rørende smukt. Kærligheden kan leve og overleve, hvis modet er der.
Læseren sidder tilbage med en ærbødighed overfor de kvinder som kæmpede for deres plads blandt de allierede. Her er ikke tale om det “det svage køn”.
Alle personer, vi støder på i bogen, er sammensatte, ingen er perfekte hvilket gør dem tilgængelige. Der er dog en lille gruppe mænd man ønsker hen hvor peberet gror.

“Den franske fotograf” fortjener en lang og succesrig levetid.
Bogen udkommer den 8/6, bestil den allerede nu og nyd den med en klenex ved din side.

5 ⭐️af 5 mulige

Min mørke Vanessa

Titel: Min mørke Vanessa
Forfatter: Kate Elizabeth Russell
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Udgivelsesår: 2020.


“Da vi kørte gennem mørket tilbage til skolen og kollegiet under de gule, blinkende gadelygter, spørger han, hvordan jeg har det. “Jeg håber ikke, det var for overvældende for dig,” siger han.
Jeg ved, han gerne vil høre sandheden, og at jeg burde sige det til ham, at jeg ikke brød mig om, at han vækkede mig og var stiv og så mere eller mindre bare trængte ind i mig. At jeg ikke var parat til at have sex på den måde. At jeg føler det var under tvang. Men jeg er ikke modig nok til at sige noget af det, ikke engang at jeg får kvalme ved tanken om, at han tog min hånd ned til hans penis, og at jeg ikke forstår, hvorfor han ikke stoppede, da jeg begyndte at græde.
At tanken: JEG VIL HJEM rungede i mit hoved hele tiden, da vi gjorde det første gang.
“Jeg har det fint,” siger jeg.

Vanessa Wye har som 15 år en forhold til sin 42 årige engelsklærer, hr. Strane, på privatskolen Browick. Og nu, 17 år senere bliver Jacob Strane atter anklaget af en anden ung pige som har gået på Browick, for overgreb. Og Vanessa bliver trukket ind i sagen, både af Strane og pigen Taylor som er offeret.
Der er to spor i bogen. Et nutidspor og et tilbageblik, startende hvor Vanessa er 15 og indleder forholdet til Jacob Strane.
Vanessa kan på ingen måde identificere sig med Taylor, for hendes forhold til Strane var et kærlighedsforhold, hvilket hun gentager mange gange gennem fortællingen, og Strane forsikrer hende om det er sandt.
I voksenlivet har Vanessa det svært, med kæreste, forældre og livet generelt. Hun går til psykolog. Men det er fordi hendes far er død, og kun derfor.
Hun bliver nødt til at se på forholdet, men alt i hende gør modstand, for hvis det ikke var et kærlighedsforhold……?

Inden jeg fik bogen i hænderne var der allerede et vildt “hipe” omkring den. Når det sker mister jeg ofte lysten til at læse en bog, men heldigvis åbnede jeg “Min Mørke Vanessa” og overgav mig til den.
Nu, efter sidste side er vendt, kæmper jeg stadig med den let skjulte voldsomhed i bogen. Ikke så meget de fysiske overgreb, men Vanessa’s egen kamp. Og det er overvældende.
Bogen er tankevækkende og medrivende, sproget er direkte og dragende på samme tid. Og da jeg først var startet på fortællingen var det umuligt at stoppe igen.

Hele tiden så jeg hovedpersonen mentalt gå på line over Grand Canyon. På den ene siden står hun selv og rækker armene frem og dirigerer pigen på linen så godt hun kan. Mens på den anden side står Strane og smiger hende og siger alt det hun gerne vil høre, og han lægger vægt på hvor meget magt hun har over ham. Bogen igennem trækkes hun mellem de to personer, mens hun desperat kæmper med at holde balancen og ikke falde.
Kate Elizabeth Russell har skrevet en altopslugende roman om nogle menneskers liv vi aldrig får et dybt indblik i, og det er smukt at kunne det. Hun skriver med en ærbødighed og ydmyghed overfor de mennesker Vanessa repræsenterer i bogen. Men fortællingen er voldsom, grum og bestemt ikke smuk. Det værste er ikke de fysiske seksuelle overgreb vi læser om eller dem som Vanessa et par gange hentyder til. Det værste er Vanessa’s egen indre kamp, samt den del af omverdenen som ved det finder sted, men lukker øjnene.
Da sidste side var vendt havde jeg tårer i øjnene og en klump i halsen for bogen ender et sted, hvor Vanessa som 32 årig endelig kan trække vejret og se en fremtid.

Læs bogen og bedøm selv om et overgreb kan debateres til at være noget andet, noget pænere eller noget der befinder sig i en gråzone, og husk så at der findes mange Vanessa’er ude i verden.

5 ⭐️ af 5 mulige og drysset med ⭐️støv.

Spejldansen

Titel: Spejldansen
Forfatter: Lippen Løwe
Udgivelsesår: 2019
Forlag: Forfatterskabet
Bogen er et anmeldereksemplar/reklame.

Romanen forsøger at give læseren et praktisk og meget jordnært indblik i emnet reinkanation, livet som fsortsætter efter døden, blot i en anden form, afdøde kontakt og ikke mindst om kommunikationen med dyr.

Bogen starter med fortællingen om Dakota i 1688. Dakota er indianer og vi kommer ind i hendes liv den dag hun skal i lære som medicinkvinde. Hendes mor er medicinkvinde og shaman og faderen er høvding.
Hundrede år senere, ca. i 1770, møder vi pigen Bianca. Datter af velhavende forældre, med en storebror og selv er hun storesøster ( 17 år ) til et pige tvillingepar. Bianca føler sig på alle måder forkert i den konstellation og hun åbeslutter at flytte væk, ud i god kontakt med naturen og dyrene. Hun rejser, den eneste som ved det er hendes Nanny ( Rose ) og hun medbringer sine ( nok mest faderens ) hunde og sin hest. Hun kender intet til livet væk fra regler, velstand og den rette opdragelse for en ung kvinde.
I nutiden møder vi kunstneren Leonora som lever af at male, og hun skal netop udstille på eget galleri. Uden at forstå hvorfor har hun denne gang et stort maleri med af en indianer, noget hun normalt aldrig maler. Samtidig er hendes voksne datter med sin kæreste i USA, hvor han skal arbejde. De to unge kommer til at bo på det skønneste resort som bestyres og forvaltes af en indianer. Det er et fantastisk sted hvor Filippa straks føler sig mere end godt tilpas.
Lippen Løwe har formået at skrive en skøn tilgængelig bog om svære og meget omdiskuterede temaer.
Bogen provokerer ikke, udfordrer ikke og vigtigst så bliver reinkarnation, afdødekontakt og kommunikation med dyr pludselig helt almindeligt.

Lippen Løwe mener med rette at vi sikkert alle har haft små oplevelser i vores liv, som vi undrer os over. Og fordi vi alle helst vil være “normale” afskriver vi dem og ryster på hovedet.
Bogen er skrevet som en smuk fortælling over flere århundrede, i et let og flydende sprog. Læserne kan tage det med sig fra bogen som man vil. Men beder dig hold fast i den du er med de oplevelser og det liv du har. Bogen rækker ud og spørger dig om du har modet til at være lidt mere åben og lytte til dit indre.
Jeg blev glad af at læse bogen, den er åben og inviterer dig indenfor på dine præmisser. Sproget er let og flydende.
Et eneste lille lunkent minus fra mig, bliver at fortællingen kan virke “korrekt” og alt falder, for perfekt, i hak. Det kan skyldes at jeg er opvokset med det åndelige på nært hold, så jeg kan være “blind” for hvordan andre mennesker forstår og oplever det.
Læs bogen og vær åben.

Bogen skal have 4 ⭐️ af 5 mulige for at formidle noget som er svært og stadig modstand-indbydende, på en smuk og jordnær måde.

Og hun dansede.

Titel: Og hun dansede.
Forfatter: Karoline Hedegaard Brander
Udgivelsesår: 2019
Forlag: Forfatterskabet.

Bogen er et anmeldereksemplar/reklame.

“Og hun dansede” er 28 små noveller med fine illustrationer, af forfatteren selv. De 28 noveller er fordelt ud på de fire årstider. Den fabulerede og meget sanselige vandring starter om vinteren, tranformerer sig til forår, glider roligt ind i sommeren for til sidst langsomt at blive til efterår. Det er feminine fortællinger med kvinder som hovedpersoner.

At læse “Og hun dansede” er en vandring, som starter med et koldt og sanseligt åndedrag som føles uendelig mørkt med en lang og emmende udånding. Men den mørke vinter må altid lade sig fordrive af et spirende, legende og lyst forår.
Selv på genbrugspladsen mærkes foråret.

“Måske var det derfor, han fik sagt det så kikset, hvem ved? Hun var heller ikke imponeret. Og så alligevel. For Amor, der den dag sad på kanten af stort brændbart, var ligeglad med alt det kiksede. Han så noget ganske andet og lagde pilen tilrette i buen.”

Bogens forår bliver til varme sommedage med bare ben, kjoler og lyksalig langsomhed.

“I skovens mørke dyb plukkede hun små skovjordbær og endnu mindre skovjordbær i salig velvære. Hun rakte og strakte sig for at nå dem, der gemte sig længst inde i krattet. Myggene stak. Tornene rev små flænger i hendes arme og ben og efterlod lange røde streger på huden. Der var brændenælder og skovflåter og det tog timer at plukke den lille skålfuld skovjordbær. Men timerne betød ingenting for en snegl, og hun elskede hvert eneste sekund.”

I bogens sidste fjerdedel vandrer læseren ind i et skønt fabulerende efterår. Hvor, ligesom i de tre foregående årstider, man må smile, stoppe op, undre sig for stille og roligt at vandre mod bogens slutning, hvor man møder et træt lille komma.

“Og hun dansede” er små noveller, som næsten læses i slowmotion, fordi det sanselige næsten føles fysisk. Og med fabulerende nærvær, som kræver koncentration, bliver tiden langsom.
Jeg nyder små historier om det nære, det der foregår ude i periferien, som er så normalt at det bliver usynligt, på samme måde som jeg nyder lange fortællinger.
Karoline H. Brander tager det almindelige, jonglerer med ordene, stemninger vi kender og skaber små stærke, feminine og humoristiske noveller.
Bogen kan, som jeg gjorde, læses fra start til slut. En anden mulighed er at læse den over et år. Og dykke ned i de 4 årstider i bogen som året skrider frem. Det ville jeg have gjort, hvis jeg kunne læse den første gang, igen.

“Og hun dansede” er anden novellesamling fra Karoline Hedegaard Brander.

4,5 smukke fabulerende ⭐️ af 5 mulige.

Han er tilbage.

Titel: Han er tilbage.
Forfatter: Timur Vermes
Udgivelsesår: 2013
Forlag: Tiderne Skifter

Stedet er Berlin, året 2011 og en sommerdag vågner Adolf Hitler op på en byggeplads. Han er alene, lydene omkring ham er ikke lydene af krig, men lyden af fred. Han er lidt desorienteret og husker ikke hvad der er sket. Så sent som aftenen før har han siddet og talt med Eva i sofaen i førerbunkeren og nu er hun ikke ved hans side, og sidst men ikke mindst, hvor er rigsleder Bormann?
Da han får sundet sig, er kommet på benene og har besluttet sig for at bruge sin skarpe observationsevne, vandrer han ud i byen med alle sanser skærpet.
Han ender ved en aviskiosk, hvor ejeren forbarmer sig over ham, men samtidig er fuld af beundring, for Adolf Hitler imitationen der kun kan beskrives “spot on”.
Kioskejeren kender mange mennesker og får hurtig Adolf hjulpet ind i tv verdenen, hvor han, som sig selv, gør en lynkarriere. Og med “full steam ahead” vil genoprette Tyskland.

“Han er tilbage” af Timur Vermer er satirisk, skarp, grinagtig og ikke mindst et måske rammende billede af en skarp intelligens som ikke på noget tidspunkt glemmer hvem han er eller viger fra vejen mod målet. Verden har forandret sig, men Hitler er den samme. De unge elsker ham, resten bliver næsten manipoleret af hans evne til retorisk altid at kunne vende situationen til egen fordel.
Bogen er fortalt fra Hitlers synspunkt og veksler mellem nutid og Hitlers regeringstid. Den er politisk og heldigvis er der en historisk navnelisten bagest i bogen.
Men det store spørgsmål må være om han når i mål med sit forehavende?

Jeg stødte på bogen på insta, blev nysgerrig og var heldig at finde den antikvarisk. Bogen er satire på højt niveau og jeg var fascineret af Adolf Hitler figuren fra start. Han er på forkant i enhver dialog. En mand, som uden de store problemer, får vendt mistro og modstand til begejstring og tilbedelse på sin vej. Kun et par gange i bogen rammes han af modstand som rokker lidt ved hans storiske tro på sig selv og planen han har for Tyskland.
Der hvor jeg rammes af den historisk samvittighed er når emnet om jøderne dukker op i bogen og det gør det.
Et par gange siger Hitler i bogen, i en samtale,” Temaet jøder er ikke morsomt.” Her mærker jeg frastødelsen og er faktisk ved at lægge bogen fra mig. Men bogen er sjov, skarp og bogen griner højt af ” me, myself and I” kulturen, kendt for at være kendt og tendensen til at løbe ukritisk efter alt det nye som stormer frem.
4,5 ⭐️ af 5 mulige.

Ny i bloggerland.

Velkommen til min bogblog. Dette er mit første lille indlæg, som kun er en meget lille aperitif og slet ikke en boganmeldelse.
Jeg har stadig meget at lære om at blogge, men synes jeg er godt på vej. Jeg skal nok gøre opmærksom på, hvornår første bog oplæg kommer op inde på insta.
Velkommen til og lad os inspirerer hinanden.

Mange boghilsner Karina