Min mørke Vanessa

Titel: Min mørke Vanessa
Forfatter: Kate Elizabeth Russell
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Udgivelsesår: 2020.


“Da vi kørte gennem mørket tilbage til skolen og kollegiet under de gule, blinkende gadelygter, spørger han, hvordan jeg har det. “Jeg håber ikke, det var for overvældende for dig,” siger han.
Jeg ved, han gerne vil høre sandheden, og at jeg burde sige det til ham, at jeg ikke brød mig om, at han vækkede mig og var stiv og så mere eller mindre bare trængte ind i mig. At jeg ikke var parat til at have sex på den måde. At jeg føler det var under tvang. Men jeg er ikke modig nok til at sige noget af det, ikke engang at jeg får kvalme ved tanken om, at han tog min hånd ned til hans penis, og at jeg ikke forstår, hvorfor han ikke stoppede, da jeg begyndte at græde.
At tanken: JEG VIL HJEM rungede i mit hoved hele tiden, da vi gjorde det første gang.
“Jeg har det fint,” siger jeg.

Vanessa Wye har som 15 år en forhold til sin 42 årige engelsklærer, hr. Strane, på privatskolen Browick. Og nu, 17 år senere bliver Jacob Strane atter anklaget af en anden ung pige som har gået på Browick, for overgreb. Og Vanessa bliver trukket ind i sagen, både af Strane og pigen Taylor som er offeret.
Der er to spor i bogen. Et nutidspor og et tilbageblik, startende hvor Vanessa er 15 og indleder forholdet til Jacob Strane.
Vanessa kan på ingen måde identificere sig med Taylor, for hendes forhold til Strane var et kærlighedsforhold, hvilket hun gentager mange gange gennem fortællingen, og Strane forsikrer hende om det er sandt.
I voksenlivet har Vanessa det svært, med kæreste, forældre og livet generelt. Hun går til psykolog. Men det er fordi hendes far er død, og kun derfor.
Hun bliver nødt til at se på forholdet, men alt i hende gør modstand, for hvis det ikke var et kærlighedsforhold……?

Inden jeg fik bogen i hænderne var der allerede et vildt “hipe” omkring den. Når det sker mister jeg ofte lysten til at læse en bog, men heldigvis åbnede jeg “Min Mørke Vanessa” og overgav mig til den.
Nu, efter sidste side er vendt, kæmper jeg stadig med den let skjulte voldsomhed i bogen. Ikke så meget de fysiske overgreb, men Vanessa’s egen kamp. Og det er overvældende.
Bogen er tankevækkende og medrivende, sproget er direkte og dragende på samme tid. Og da jeg først var startet på fortællingen var det umuligt at stoppe igen.

Hele tiden så jeg hovedpersonen mentalt gå på line over Grand Canyon. På den ene siden står hun selv og rækker armene frem og dirigerer pigen på linen så godt hun kan. Mens på den anden side står Strane og smiger hende og siger alt det hun gerne vil høre, og han lægger vægt på hvor meget magt hun har over ham. Bogen igennem trækkes hun mellem de to personer, mens hun desperat kæmper med at holde balancen og ikke falde.
Kate Elizabeth Russell har skrevet en altopslugende roman om nogle menneskers liv vi aldrig får et dybt indblik i, og det er smukt at kunne det. Hun skriver med en ærbødighed og ydmyghed overfor de mennesker Vanessa repræsenterer i bogen. Men fortællingen er voldsom, grum og bestemt ikke smuk. Det værste er ikke de fysiske seksuelle overgreb vi læser om eller dem som Vanessa et par gange hentyder til. Det værste er Vanessa’s egen indre kamp, samt den del af omverdenen som ved det finder sted, men lukker øjnene.
Da sidste side var vendt havde jeg tårer i øjnene og en klump i halsen for bogen ender et sted, hvor Vanessa som 32 årig endelig kan trække vejret og se en fremtid.

Læs bogen og bedøm selv om et overgreb kan debateres til at være noget andet, noget pænere eller noget der befinder sig i en gråzone, og husk så at der findes mange Vanessa’er ude i verden.

5 ⭐️ af 5 mulige og drysset med ⭐️støv.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *