Uncategorized

Om udregning af rumfang

Titel : Om udregning af rumfang

Forfatter : Solvej Balle 

Forlag : Pelagraf

Udgivelse . 2021

Fra bogen.

Det var derfor, jeg kom. Fordi lydene var blevet forkerte. De førte ingen steder hen. Jeg lyttede, jeg fulgte efter, jeg plukkede, jeg strakte mig og fulgte efter nye lyde. Jeg gik omkring med en lethed, der bragte mig tættere og tættere på, som førte til andre lyde, men hver gang, når jeg nåede helt tæt på, var det eneste, jeg fandt, en lille blank plet af savn. Ingen lethed, ingen ro, ingen steder hvor tanken kunne lægge sig til hvile.

I “Om udregning af rumfang” bind 3 finder læseren Tara Selter, hvor vi forlod hende i bind 2. Den attende november er blevet det unormale normale for Tara. Nu bor hun i Dusseldorf, fast. Hun har rejst omkring og forsøgt at følge en normal årsrytme i den attende november, nu tæller hun bare dagene. Og i bogens begyndelse er hun ved dag 1144 i rækken af attende november.

Hun studerer og kommer ofte på universitetet og følger mere eller mindre tilfældige forelæsninger – især har hun været optaget af Romerne og Romerriget. Og fordelen ved at gentage den samme dag om og om igen er at hun kan deltage og forberede sig til forelæsningerne. Hun skal ikke koncentrere sig om at de andre lægger mærke til hende, for deres erindring om hende forsvinder når de træder ind i den nittende november og hun bare oplever samme attende november igen. 

Alt er altid det samme, der sker intet nyt i hendes verden, den attende november er uforanderlig og stabil.

Men en dag ændrer strukturen i den attende november sig, der dukker et andet menneske op som ikke hører til. Først tror Tara hun tager fejl, hun har jo set de samme  mange mennesker før. Og de studerende kender hun også af udseende. Men en dag er der et menneske, han er ikke hvor han skal være. Han har ovenikøbet kunne skifte skjorte, fra den ene attende november til den næste. Og pludselig er der to mennesker fanget i den attende november. Det er svært, ingen af dem som nu har oplevet mere end 1100 dage af den samme attende november, synes af være klar til at stole på at den anden bliver, og så ikke flyder ind i normal tid. Den anden hedder Henry Dale og nu er de to. Det er rart ikke af være alene, men også svært at skulle tale igen, tale meget og bruge mange ord. 

De to flytter sammen, som to skibsbrudne og de begynder en tilværelse mens de diskuterer deres problem, tiden, bruddet på normaltid og om den nittende november nogensinde vil komme. Og de fortæller også hinanden om deres liv før den attende november. Tara fortæller om hendes mand, Thomas, hjemme i Frankrig, og om hun har forsøgt at fortælle ham hvad der er sket. Samtidig har hun forsøgt at leve med ham i det uendelige loop af den attende november, men det gør ondt på dem begge. Henry fortæller han har en ekskone i USA og en lille søn og han besøger dem indimellem, men det er uendeligt svært i deres situation. 

De finder sammen en rytme de kan acceptere, de rejser af og til hjem, Tara til Frankring og Henry til USA, men holder kontakt hver gang der er gået 100 dage. 

På et endnu ulykkeligt hjemmebesøg hos Thomas i Frankrig, hører Tara nogen banke på vinduet, for første gang. Men hun er i tvivl. Det banker aldrig på vinduet den attende november, det er den mest stabile og uforanderlige dag, men så alligevel er der ved at ske noget.

Jeg har været sammen med Tara fra “Om udregning af rumfang” bind 1 og jeg vil mene man skal læse de første to bind for at få noget ud af bind 3. 

“Om udregning af rumfang” er spekulativ fiktion, og jeg faldt pladask for hele historien i bind 1, tabte lidt jubii og hænderne over hovedet fornemmelsen i bind to og lander lidt midt imellem i bind 3 – den meget korte version. 

Det er ikke det faktum at den attende november gentager sig, og Tara faktisk over tid kan tømme hylder i supermarkeder og brunch buffetten på de forskellige hoteller hvor hun har boet, der fascinerer mig – det er meget mere hendes oplevelser af tiden selv og hvad hun fanges af f.eks lyde. Læseren bliver draget eller suget helt ind i Taras oplevelser. Det er vidunderligt som forfatteren har kunne komme så tæt på alle sanser og omsætte dem til Taras univers. Man forsvinder ind i Taras slowliving og flyder stille og roligt med. Jeg var opslugt af “virkelighedsfortætningen” man læser frem i “Om udregning af rumfang” – i en grad, så når jeg indimellem kiggede op fra teksten måtte jeg tage en dyb indånding, som om jeg havde holdt vejret. 

Jeg får lyst til at kalde bogen en pageturner, men samtidig er der uendelig meget sanseligt som skal udforskes og det faktum at alt flyder stille og roligt afsted, så det ville alligevel ikke være helt korrekt. Fangeskabet i den attende november er stadig interessant, men jeg kræsede meget mere om hverdagens trivialiteter.

Sandheden var, sagde Olga, at ingen af os havde ret, for der er ingen virkelige begivenheder midt i den attende november. Det er som en drøm, og man kan intet stille op. Spørgsmålet er, hvordan man gør sig klar til at vågne.”

Jeg forstår ikke hvorfor “Om udregnig af rumfang I, II og III” ikke larmer mere i det litterære univers i Danmark, jeg havde misset udgivelsen af bind 3 sidste år. Bøgerne “burde” være meget mere synlig og læst! Min mening. Jeg glæder mig til de næste bøger i serien. Og synes alle skulle give dem en chance – også selvom man måske ikke bryder sig om spekulativ fiktion. 

Nu har jeg alligevel fået skrevet og genfortalt bogen for mig selv og synes den skal have 5 stjerner af 5 mulige. 

Tak til Solvej Balle for Tara Selter og den attende november.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.