Han er tilbage.

Titel: Han er tilbage.
Forfatter: Timur Vermes
Udgivelsesår: 2013
Forlag: Tiderne Skifter

Stedet er Berlin, året 2011 og en sommerdag vågner Adolf Hitler op på en byggeplads. Han er alene, lydene omkring ham er ikke lydene af krig, men lyden af fred. Han er lidt desorienteret og husker ikke hvad der er sket. Så sent som aftenen før har han siddet og talt med Eva i sofaen i førerbunkeren og nu er hun ikke ved hans side, og sidst men ikke mindst, hvor er rigsleder Bormann?
Da han får sundet sig, er kommet på benene og har besluttet sig for at bruge sin skarpe observationsevne, vandrer han ud i byen med alle sanser skærpet.
Han ender ved en aviskiosk, hvor ejeren forbarmer sig over ham, men samtidig er fuld af beundring, for Adolf Hitler imitationen der kun kan beskrives “spot on”.
Kioskejeren kender mange mennesker og får hurtig Adolf hjulpet ind i tv verdenen, hvor han, som sig selv, gør en lynkarriere. Og med “full steam ahead” vil genoprette Tyskland.

“Han er tilbage” af Timur Vermer er satirisk, skarp, grinagtig og ikke mindst et måske rammende billede af en skarp intelligens som ikke på noget tidspunkt glemmer hvem han er eller viger fra vejen mod målet. Verden har forandret sig, men Hitler er den samme. De unge elsker ham, resten bliver næsten manipoleret af hans evne til retorisk altid at kunne vende situationen til egen fordel.
Bogen er fortalt fra Hitlers synspunkt og veksler mellem nutid og Hitlers regeringstid. Den er politisk og heldigvis er der en historisk navnelisten bagest i bogen.
Men det store spørgsmål må være om han når i mål med sit forehavende?

Jeg stødte på bogen på insta, blev nysgerrig og var heldig at finde den antikvarisk. Bogen er satire på højt niveau og jeg var fascineret af Adolf Hitler figuren fra start. Han er på forkant i enhver dialog. En mand, som uden de store problemer, får vendt mistro og modstand til begejstring og tilbedelse på sin vej. Kun et par gange i bogen rammes han af modstand som rokker lidt ved hans storiske tro på sig selv og planen han har for Tyskland.
Der hvor jeg rammes af den historisk samvittighed er når emnet om jøderne dukker op i bogen og det gør det.
Et par gange siger Hitler i bogen, i en samtale,” Temaet jøder er ikke morsomt.” Her mærker jeg frastødelsen og er faktisk ved at lægge bogen fra mig. Men bogen er sjov, skarp og bogen griner højt af ” me, myself and I” kulturen, kendt for at være kendt og tendensen til at løbe ukritisk efter alt det nye som stormer frem.
4,5 ⭐️ af 5 mulige.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *