Uncategorized

De døde hvisker i vinden

Titel : De døde hvisker i vinden.

Forfatter : Tommy Thorsteinsson.

Forlag : Superlux

Udgivelse : 28 marts 2022

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Fra bogen.

Melea skaber kontakt. Luften fyldes med elektricitet, en spænding mellem dem, usynlig for andre. Pigen er stendød, men sjælen sitrer stadig i hende, søger efter vejen ud. Elevatorens skurren spolerer alt. Forbindelsen er afbrudt. Fandens også.

Klinke går mod elevatoren, hvor en ligbleg Jens Rytter stiger ud. Han har allerede høreværn på, sammen med den hvide beskyttelsesdragt.

Kriminalteknikeren arbejder med liget, men det til trods formår Melea at få etableret kontakten. Hun bygger bro til en anden verden. Selvom de i starten står på hver sin side, bevæger de sig stille og roligt mod broens midte, standser op, betragter hinanden.

Maja lægger sin hånd på Meleas arm. En isnende kulde breder sig i kroppen, som om al varme suges ud af hende. Majas ansigtskulør skifter til levende, kinderne blusser, antager tidligere tiders glød. Øjnene smiler. “Vil du finde ham?” Melea nikker, mens tårerne presser sig på. Øjeblikke som disse gør jobbet ubeskriveligt smukt. “Du må finde ham og stille ham til ansvar. Han må ikke slippe ustraffet, hører du?” 

Jeg hører dig.”

“De døde hvisker i vinden” er en ny krimi serie fra Tommy Thorsteinsson. Han har tidligere udgivet Blaafalk triologien.

Den aggressive klimaforsker Jessica Winther er på et nytårsophold med kæresten Bjørn i Aalborg. Hun holder ikke længe og Bjørn må bære hende hjem til hotellet tidligt på aftenen. Dagen derpå, 1 januar, vågner hun og Bjørn er væk. Han er professionel soldat, så hun kender det, indimellem bliver han udsendt med meget kort varsel. Jessica modtager en mail fra Miljø- og klimaministeren Lasse Vang, hvor han beder hende om at besøge en vindmøllepark inden hun vender hjem til København. Hun tænker ikke videre over det og tager afsted, hun bliver heller ikke mistænkelig da der er fri adgang til vindmøllen, og hun møder ingen låste døre på vej mod toppen. I motorrummet på toppen møder der hende en uhyggelig overraskelse – liget af en ung pige med halsen skåret over og tungen hængende ud som et slips. Jessica får samlet sig tilstrækkelig og får ringet 112.

Hos Taskforce drab hjemme i København får den excentriske efterforsker Melea Andersen opgaven med mordet i vindmøllen og hun haster mod Nørrekær Enge i Nordjylland. Melea har ry for at tale med de døde og kollegaerne undrer sig. Oppe i vindmøllen får hun kontakt til den afdøde Maja mens hendes nordjyske kolleger stirrer forundret. 

Jessica er rystet over oplevelsen og hjemme igen i trygge rammer er hun tilbage på arbejde. Hun knokler for af blive færdig med en tale til Lasse Vang og en til sig selv – talen som skal holdes på Klimatopmødet i Bella Centeret om ikke så længe. Samtidig har hun opmærksomheden rettet mod sin egen tænketank. Der skal skiftes ud i bestyrelsen og hendes bror Patrick som også er ansat i tænketanken volder problemer. Som om hun ikke har nok at se til trækkes hun lidt modvilligt ud i det autonome miljø – ordentlig, lettere aggressiv, klimaforsker og forkæmper om dagen og autonom og vild om natten. 

De to kvinders liv væves sammen af flere dødsfald og mordforsøg. De er begge to kvinder for hvem arbejdet er ophøjet til en mission og de er ildsjæle. Det udvikler sig til en fælles mission og en fælles fjende; han underskriver sig klimakrigeren,  siger han er naturens stemme og er kun lige begyndt. 

“De døde hvisker i vinden” er en flyvende start i en ny krimi serie om klimaforskeren Jessica Winther. Klima problematikken er omdrejningspunktet og læseren trækkes ind i problemerne og de interne krige der foregår i klimaets navn. Hovedpersonen Jessica og Melea er stærke kvinder som kæmper for deres plads i frontlinien. Forfatteren har givet de to kvinder en ekstra “gave” de bruger for at løse problemerne de kastes ud i. Jessica har et indre “dyr/trang” hun lader dominere når det pæne, det ordentlige og reglerne bliver for meget for hende. Efterforskeren Melea rækker ud efter de døde for at få alle de informationer hun kan, en evne som hver gang har en høj pris. Så begge kvinder arbejder på “normalitetens smalle sti”, men har brug for indimellem at træde ind i en gråzone, hvor de færeste kan følge dem. 

Jeg var inden “De døde hvisker i vinden” Blaafalk fan og havde liiiidt modstand mod en ny førstedamer men stille og roligt vandt hun mit hjerte, sammen med plottet og de små tvists. De små stikpiller til de mandlige politikere, men bestemt også det åndelige aspekt, som forfatteren så fint får flettet ind og som hele tiden synes af flyde næsten usynligt gennem bogen.

Bogen er en pageturner og man ønsker den kunne fortsætte mange sider endnu. Kapitlerne er korte og vekslende. Der er et tydeligt billedesprog som flyder uhindret fra bogen til nethinden.

Der er sket noget i forfatterskabet fra første bog “Ensom ulv” og til den nu fjerde bog fra forfatteren. Men jeg var ikke i tvivl om hvem forfatteren til “De døde hvisker i vinden” var, for hans stil er genkendelig, hvilket er fint. Min indre modstand mod en ny hovedperson lagde sig fladt ned og jeg glæder mig nu til næste bog i serien.

5 krimi stjerner af 5 mulige 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.