Uncategorized

Vingården for Vilde Drømme

Titel : Vingården for Vilde Drømme

Forfatter : Caroline Säfstrand

Forlag : Alpha

Udgivelse : 5. april 2022

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Fra bogen.

Uden at tænke over det begyndte hun at gå, stadig med koppen i hånden. Indimellem trådte hun ned i et hul, snublede over en sten, trådte skævt på en lille skråning. Men da hun nåede halvanden række, gik det bedre. Kroppen fornemmede jordens ujævnheder, hjertet slog i samme takt som skridtene, og tårerne trak sig tilbage. Det meste af teen skvulpede ud undervejs. Det gjorde ikke noget.Hun så ud af øjenkrogen, at gardinerne bevægede sig i både Marcus’ store hus og Johannes’ lille, men hun fortsatte med at gå uden at tage sig af det. Række efter række. Op og ned.Tilbage ved hønsehuset stoppede hun op og kiggede ned på hjemmeskoene, der var blevet helt mudrede, og hænderne, der rystede. Så gik hun ind, krøb sammen i lænestolen og faldt i søvn.”

Vingården for Vilde Drømme ejes af Marcus og hans farfar, Johannes. De har en drøm om at producere vin på den lille vingård i Skåne, nærmere bestemt den lille fiskerby Arild. Deres excentriske nabo og veninde Beatrix kommer på gården som var det hendes andet hjem. Og hun tager sig godt af begge mænd. Området er drømmende idyl og et sted som trækker turister til. Johannes har boet på egnen i mange år. Og da hans søn, Marcus’ far og hustru og søster valgte af flytte væk, valgte Marcus at blive, han trives i det lille samfund. Vingården går ikke fantastisk godt og Beatrix fandt på de skulle bygge hønsehuset om og leje det ud for at tjene ekstra penge som kunne omsættes og hjælpe med økonomien.

I Stockholm bor Erica med sin mand Theo i en fin lejlighed. Erica arbejder som revisor og har et godt liv. Men så indtraf en ulykke og stor sorg som hun ikke kan komme igennem. Hun får det værre og værre, trækker sig fra samvær med venner, kollegaer og Theo. Hun føler ikke hun lever længere, men blot overlever. Theo har endda fået arrangeret at de kommer til parterapi – hvilket Erica har svært ved.

En dag bliver det hele for meget og hun stikker af. Hun ligger en seddel til Theo, pakker en lille kuffert, lader tilfældigheden råde og på den måde ender hun en aften kl. 23 på vingården og lejer det lille hønsehus. Hønsehuset har en skøn udsigt over en vinmark, men det opdager hun først dagen efter. Da hun ankommer er hun udmattet og falder i søvn i den behagelige lænestol.

“Vingården for Vilde Drømme” er Caroline Säfstrand’s tredje feelgood roman på dansk. 

Helt fra begyndelsen af bogen føler man afslapning brede sig i kroppen. Selvom der er sorg og længsel og mange tårer undervejs, så omfavner bogen sin læser med visheden om at der er en lykkelig afslutning i vente. Når verden bliver for stor, for kompliceret, så må man til tider lede efter lindring i det små. I den smukke solopgang, et koldt bad i havet med en fremmede eller bare sig: “Ja tak” i stedet for “nej”. 

Bogen inspirerer til at læseren trækker opmærksom tilbage fra verden og lader sig flyde med bogen som siderne vendes – og ganske overraskende og helt uventet bliver man færdig med bogen, bedst som man lige er startet. Forfatteren forstår at bruge billedsprog så læseren falder i staver over bogen og drømmer sig væk til en morgenvandring, blandt vinstokke, inden solen er stået op, bare gå og lade kroppen blive et med naturen. 

Kapitlerne er korte og veksler mellem hovedpersonerne. Man føler sig tæt på personerne i bogen og man bekymrer sig med dem og glædes samtidig når de mange små slutninger, som bogen også indeholder, ender lykkeligt. En vellykket feelgood roman som fortjener sin plads. Indimellem har vi alle brug for små og store lykkelige slutninger i vores liv, og lykken er nogen gange bare en smuk udsigt, sol på morgendug eller at dele lidt livshistorie med en fremmed.

Jeg forelskede mig i bogens lethed og personerne Johannes og Beatrix, og lidt i Arild.

3 1/2 smukke stjerner af 5 mulige. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.