Uncategorized

Fortællinger fra regnskoven

Titel : Fortællinger fra regnskoven

Forfatter : Horacio Quiroga

Forlag: Sort kat

Udgivelse : På original sprog 1918. På dansk  d. 11. februar 2022

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Fra bogen.

Kun flamingoerne, der på den tid stadig havde hvide ben, var kede af det; kun flamingoerne, der dengang som nu har meget tykke og krogede næb, kunne ikke finde ud af, hvordan de skulle pynte sig, da de ikke er særlig kloge. De var grønne af misundelse over alle de andres baldragter, især koralslangernes. Hver gang slangerne svansede forbi og viftede med skørterne, var flamingoerne ved at besvime af misundelse. Men så sagde en af dem: Jeg har det! Vi tager nogle strømper på, der er røde, hvide og sorte, så vil koralslangerne forelske sig i os.”

“Fortællinger fra regnskover” er en novellesamling skrevet i !918 af Horacio Quiroga til hans egne børn. Den indeholder 8 dyrefabler om livet i regnskoven, i dag ville vi sige junglen. Her er tale om livet i regnskoven, mennesker og dyr imellem. Læseren møder de ubegavede flamingoer, de loyale og kampberedte flodrokker, den dovne bi og mange flere. 

Området er Misiones i det nordlige Argentina, hvor forfatteren selv, som oprindelige er fra Uruguay, boede flere omgange af sit liv, og det blev hans paradis på jord.

Forfatteren skriver lidt gys, lidt gru, mord, humor og omsorg, loyalitet, opdragelse, naturforståelse ind i alle fablerne og de 8 dyrefabler er oprindelig skrevet til hans egne børn så de kunne lære at begå sig i regnskoven/junglen. 

Der er intet “Disney” over historierne, de er ikke poleret. Men der opstår respekt mellem dyr og mennesker, man passer på hinanden og alligevel er der mord og voldsomme krige hvor blodet flyder.

Dyrefablerne henvender sig til både børn og voksne og er siden de blev skrevet i 1918 blevet klassikere i de sydamerikanske lande. 

Min allerførste association da jeg fik bogen i hånden var billeder af Mowgli og Junglebogen.  Og tænkte det var sådan jeg ville komme til at læse “Fortællinger fra regnskoven”, men allerede mens jeg læste forordet af Martin Zerlang forandrede mit blik på bogen sig. 

Her er en mand med en stor kærlighed til regnskoven; især en lille plet ved navn Misiones. En mand som uden tvivl var inspireret af andre store forfattere, bl.a. Edgar Allan Poe, H.C. Andersen og Rudyard Kipling ( Junglebogens fader ). 

Bogen er med alt tydelighed skrevet til børn. Masser af dyr optræder og alle dyr findes i og omkring Misiones, altså ville Quirogas børn kunne gå ud af døren og møde dem. Der er jægere og menneskers indtrængen i regnskoven og på børneniveau, følgerne af sådan indtrængen hvis mennesker ikke passer på. Der optræder meget morale i historierne, måske ikke en morale som børn ville kunne omsætte, men fordi det bliver fortalt gennem små kendte dyr forstår de idéerne med historierne og muligvis moralen når de bliver ældre. 

Jeg lod mit indre barn nyde hver og en af de 8 dyrefabler og morede mig. Der er en smuk finurlighed over dyrerne og historierne og alligevel er der flere mord og blod der flyder. Det var bestemt ikke kun mit indre barn som var underholdt – for voksne vil også fange pointer som børn ikke ville kunne forstå endnu. Det var skønt med fabler som var befriet for det korrekte Disney eventyr. Quiroga skriver farver, planter, varme og dyr frem med de skønneste personligheder, på godt og ondt. 

Jeg vil næsten kalde ham junglens H.C. Andersen. 

Bogens forord giver læseren et indblik i hvem Quiroga var og giver dyrefablerne lidt mere dybde og stof til eftertanke. Jeg lukker bogen med et smil på læberne og har muligvis tabt mit hjerte til de trofaste og udholdende flodrokker. 

Tak til forlaget Sort Kat for anmeldereksemplar. Jeg vil komme til at anbefale den bog mange gange. 

5 smukke stjerner af 5 mulige. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.