Uncategorized

De sidste kærtegn

Titel : De sidste kærtegn.

Forfatter : Kjersti Anfinnsen.

Forlag : Vild Maskine.

Udgivelsesdato : 12 november 2021.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget. 

Fra bogen.

Jeg savner at le så spontant og højt, at alle tænderne vises, uden at jeg skammer mig. Jeg savner at have appetit, at sidde ved et bord sammen med nogen eller på et tæppe i parken, at spise med fingrene, små og store bidder med forskellig smag. Jeg savner at blive hurtigt færdig på toilettet, hurtigt færdig med at klæde mig på, hurtigt færdig med ansigtet. Jeg savner at kunne lide, at det regner. Jeg savner, at mænd kigger på mig. Jeg savner inderlige kys. Jeg savner havearbejde. Jeg savner hænder der ikke ryster, som saver præcist op gennem brystbenet og åbner brystkassen for at rekonstruere en klap, som elegant lukker det hele igen med cerclage og tråd. Jeg savner at være taknemlig.”

I “De sidste kærtegn” møder vi Birgitte Solheim. En ældre dame som i dag bor alene i Paris. Hun er fra Norge og i sit voksenliv har hun haft en krævende og flot karriere som hjertekirurg, men i en mandsdomineret verden, og selvom hun var blandt de bedste i verden måtte hun kæmpe for sin plads i det selskab. Da hun var barn kæmpede hun også for sin mors anerkendelse – hun har altid ville være den bedste. Birgitte har en søster, Elisabeth, hjemme i Norge, som modsat Birgitte stiftede familie og i dag både har børn, børnebørn og oldebørn.

De to ældre damer har et anstrengt forhold til hinanden og har til tider ikke talt sammen i flere år. Det gik galt efter faderens død da pigerne var teenagere og helt slemt blev det da moderen dør mange år senere. 

De to damer skyper sammen – tvungne og anstrengende samtaler, hvor de altid ender med at stikke til hinanden, selvom de begge søger forsoning. 

Jeg havde ventet en alvorlig bog om livet beskuet fra et sted tæt på endestationen. Hvor der er lange og dybe refleksioner, savn, sorg, kærlighed og måske en form for accept for livet. 

Men så kom Birgitte, en dame, i ordets bogstavelige forstand, med meninger mejslet i sten og meninger om alt. Hun ophøjer det hun finder rigtigt, og fejer det af bordet hun ikke bryder sig om. Hun har haft flere mænd gennem sit liv, men ingen livsledsager så nu savner hun blikkene og anerkendelsen og med ironi og sarkasme affærdiger hun hvorfor hun ikke går ud længere. Alligevel gør hun alt hvad hun kan for at være smuk og præsentabel – når hun går ud. Hun skriver med mænd, en bestemt mand. Og bag ironien og sarkasmen drømmer hun om kærligheden. 

Kjersti Anfinnsen har fremtryllet Birgitte med en skarp tunge og humor og man ler højt mange gange gennem bogen, hendes tanker og spydige kommentarer til søsteren er guld værd. Men man ser også kvinden bagved. “There’s a crack in everything That’s how the light gets in.” Den sætning passer på Birgitte, for bag hendes skarpe tunge bor en kvinde som ser tilbage på sit liv og måske ønsket om hun havde taget nogle andre valg – at hun kunne tale med sin søster om svære begivenheder i livet. Hun savner livet som hun kendte det, men kan ikke finde de rigtige ord og er bange for afvisning. Samtidig drømmer hun stadig om kærligheden, tosomheden og intimiteten. 

Bogen består af mange små og til tider ultra korte kapitler og alle giver de glimt ind i Birgittes indre tankeunivers og hendes livshistorie og til sammen giver de et billede af hvem Birgitte har været og stadig er.

Jeg blev overrasket over bogen, over letheden og over hvor hurtig jeg faldt for Birgitte.  Bogen er en lille perle om et levet liv og, hvilke drømme som måske aldrig forlader os. Om kærlighed, tilgivelse, sorg og drømme.

Bogen var hurtig læst og jeg nød hvert et kapitel og latteren bogen medførte, alligevel ved jeg ikke om bogen vil blive husket i lang tid. Men den fortjener at blive læst og Birgitte fortjener at komme langt omkring og møde mange læsere.

4 stjerner af 5 mulige. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.