Linien ved verdens kant

Titel : Linien ved verdens kant
Forfatter : Laura Imai Messina
Forlag : Grønningen 1
Udgivelsesår : 2020 – På dansk 2021


Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget


Fra bogen


Hun overvejede at spørge ham om Suzuki-sans hus, om Vindtelefonen, ja, om Bell Gardia, kender De den? Men hun tøvede ved tanken om at hendes sorg på grund af spørgsmålet skulle blive tydeligt for den ukendte mand. Hun hadede folks forandrede væremåde, medlidenhed der fik dem til at smile nervøst eller ansigtet til at stivne i en kunstig grimasse.
Så krydsede skikkelsen af en anden mand med gråt hår hendes synsfelt i sidevinduet, og Yui forstod at han var som hun. En overlevende.
Hun vidste ikke nøjagtigt hvordan hun skulle forklare det, men der var et ganske lille hjørne i hans ansigt, der samme som Yui havde, et sted han ikke vidste. Det var et sted hvor den der har overlevet, giver afkald på alle følelser, også glæden, for ikke at skulle bære andres sorg
.”


En ung kvinde Yui i 30’erne, mister sin mor og datter i tsunamien d. 11 marts 2011 – hendes verden bliver flået i stykker og sorgen tager bolig i Yui. 
2 år senere i Tokyo, hvor Yui arbejder som radiovært, har hun en dag en udsendelse om, hvordan man kommer videre i livet når man har mistet. Man var ikke sikker i redaktionen om Yui var egnet til opgaven, da man vidste at hun bar på en stor sorg. Udsendelsen forløber mindre dystert end forventet og folk ringer ind og fortæller positive historier – i slutning af programmet ringer en mand ind og fortæller om et helt særligt sted. En afsondret have på en bjergskråning, i haven står en telefonboks. Telefonen har ingen forbindelse, og mennesker som har mistet og bærer på sorg kommer fra nær og fjern og taler i telefonen.
Alle i studiet føler at noget større er landet iblandt dem, og Yui, som eller er dygtig til at runde af, har svært ved at slippe manden igen. 
Dagen efter beder Yui om ferie første gang efter hendes datter og mor døde i tsunamien. 
Hun finder adressen på Bell Gardia på Hvalbjergets side og drager afsted. Det er en 7 timers lang køretur. Bell Gardia ligger tæt på havet – noget som Yui har det svært ved efter tsunamien. Hver gang hun nærmer sig vandet skal hun kaste op, og derfor har hun lært sig selv af spise chokolade når kvalmen starter og det virker. 
Adressen er ikke lige til at finde og inden hun når frem har hun gjort sig mange tanker; hvad nu hvis haven er fyldt med mennesker? Kan hun overhovedet løfte røret og tale med sin datter og mor – er hun stærk nok? 
Da hun nærmer sig og parkerer bilen er hun stadig usikker på hvor haven er, og spotter en mand som også ligner en som søger. Ganske rigtigt manden søger også efter Bell Gardia og han har også mistet. Fujita-san, som manden hedder, har mistet sin hustru og har en lille datter som stoppede med at tale den dag moderen døde. 
De får heldigvis hjælp til at finde haven af en ældre dame. Fra den dag, hvor de første gang går gennem portalen til haven, forandres deres liv. 


Tematikkerne i “Linien ved verdens kant” er sorgens dyb, kærlighedens lethed, længslen efter at beholde de som ikke er her længere i vores hjerter og forløsning. 


Jeg forelskede mig i bogen allerede da jeg så forsiden og den lidt magiske stemning den har over sig og det faktum at romanen er inspireret af en sand historie. 
Sorg har et kalejdoskopisk anstrøg over sig, den har lige så mange “ansigter” som der er mennesker som bærer på den. Den sidder dybt og er svær at transformere. “Linien ved verden kant” har et fint persongalleri og mange af dem har mistet og lever med sorg. Sorgen kommer til udtryk på mange forskellige måder, måder vi kender og har set, men også måder som kan være os fremmede. Og det er hos alle aldersgrupper.

Jeg tænker på sorg som en tung og dyster ting/følelse som er svær at tale om og være i, men “Linien ved verdens kant” er en fortælling som er lys og let selvom den handler om sorgen over at miste. Læseren træder ind i sorgens univers og kan “trække vejret” uden at tænke på flugt muligheder. 


Jeg var overrasket da bogen var slut – jeg er et af de mennesker som altid bærer et skjold når det handler om sorg, men hele vejen gennem bogen kunne jeg nikke af genkendelse, sidde med tårer i øjnene, til tider, uden at føle det var svært. Sproget er så fint og fortællingen har en lethed som man sjældent møder side om side med sorg. 
Jeg blev fanget i de handlinger, følelser og tanker som hovedpersonerne havde i bogen – det var genkendelse og overraskelsen ved genkendelsen. Bogen var alt for hurtigt læst og bagefter måtte jeg mange gange lede efter et ord – et ord som kunne beskrive bogen, men det er stadig ikke kommet til mig. Flere gang tænkte jeg; “Kan den have et anstrøg af selvhjælpsbog over sig?”, men der er svaret også nej! Den er større og meget mere end det. 
Alle som bærer på en sorg vil kunne finde noget af sig selv i “Linien ved verdens kant”, den inviterer indenfor på samme måde som haven Bell Gardia – med ro, åbne vider og forståelse, og ja, måske kommer tårerne, men det er ok.


Haven Bell Gardia er en rigtig have med Vindtelefonen, som telefonboksen kaldes, og har mange besøgende hvert år. Den støttes af en fond som hvert år organiserer mange aktiviteter til hjælp for området og de mennesker som bor der. 
Vil man vide mere om dette fantastiske sted kan man søge på www.bell-gardia.jp/about_en. 


Denne bog vil blive læst mange gange og muligvis vil jeg opdage noget nyt mange gange. Den er en smuk bog om det sværeste her i livet, og jeg kan kun være imponeret over forfatterens indsigt og evne til at formidle det så fint og ubesværet – det føles som at have modtaget en gave. 


5 stjerner af 5 mulige overdrysset med kaskader af stjernestøv. 








Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *