Den inderste kerne

Titel : Den inderste kerne
Forfatter : Lotte Kaa Andersen
Forlag : Gutkind
Udgivelsesår : 2021


Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget


Fra bogen
Den del af undervisningen, jeg kan deltage i, er god. Men kvindelige studerende må ikke benytte biblioteket og matematiklaboratoriet. Efter forelæsningerne går de mandlige studerende til de individuelle tutoring sessions i laboratoriet, hvor de kan stille spørgsmål og få vejledning til øvelserne, mens jeg må gå tilbage til mit værelse og lave øvelserne selv. Argumentet er, at kvinder ikke må opholde sig i enerum med en mand, end ikke en professor eller underviser. Jeg får således ikke den samme undervisning som mine medstuderende, men den eksamen og de opgavesæt, vi forbereder os til er de samme. At være afskåret fra disse tutoring sessions er det største handicap, for det er her, den egentlige læring finder sted. Det er i sandheden et chok at møde verden udenfor Hanna Adlers skole, hvor drenge og piger var lige på både hockeybanen og i klasseværelset.”


Inge Lehmann er datter af Ida og Alfred Lehmann og storesøster til Harriet. Allerede da hun var helt lille var der noget anderledes ved hende. Hun kunne stå uendelig lang tid ved et vindue i lejligheden og tælle, hun kunne blive ved og ved. Det hed sig at Inge var skrøbelig. Hun kunne tænke sig selv syg, hvis hun over-tænkte. Hendes mor Ida lærte Inge alfabetet da Inge var 4 år og derefter lærte hun sig selv at læse. Hendes hjerne sugede information, især tal, som en svamp. 
Lillesøster Harriet var en helt anden støbning, hun legede, dansede og var ikke søgende og lidt bekymret sjæl. Inge var ikke til leg eller særlig god til mennesker, men tal og far Alberts laboratorie var interessant. Albert Lehmann var en berømt professor og grundlægger af Psykologisk Institut på Københavns Universitet. Albert mente at Inge var klar til skole allerede da hun var 4 år, men Ida nægtede, hun var bange for at Inges helbred ville lide under at komme i skole. Så Inge måtte vente på at Harriet blev skoleklar – så de kunne følges ad. 
Albert Lehmann havde en overbevisning om at hans døtre skulle være ligestillet med drenge og derfor kom de to piger på en ny skole som lå på Sortedams Drosseringen. Skolen var startet af en Hanna Adler, hun så vigtigheden i at drenge og piger blev behandlet ens og havde afgang til sammen undervisning.
Skolen bliver en ny verden for Inge og hun er en kvik elev – til tider for kvik. De sidste år i skolen ændrer hun sig markant, hun laver ikke sine opgaver følger ikke med og er ikke interesseret. Hun har en samtale med frk. Hanna Adler som hjælper, og Hanna har samtaler med Inges undervisere. 
Det er været godt at gå på Hanna Adlers skole – men virkeligheden uden for skolens mure er ikke så revolutionerende. Kvinder og mænd er ikke ligestillet og mænd har adgang til alt, kvinder har ikke. Lillesøster Harriet, som vil spille teater og være skuespiller, er tilfreds med livet, det er noget andet med Inge. Selvom hendes forældre, især Albert, vil gøre alt for hende, kæmper Inge med sine valg i livet og hun vil gå sine egne veje. 
Inge Lehmanns liv bliver ikke let. Hun må droppe verdens sværeste matematikeksamen på Cambrigde University ( The mathematical Tripos )  – det er ikke hendes evner som svigter, men forskelsbehandlingen og ønsket om at bestå med høje karakter. Hun bliver syg og må hjem til Danmark. Hendes liv er fyldt med forhindringer, men også med mennesker som støtter hende. At være Danmarks og verdens første kvindelige seismolog er en kamp for mændene anerkender hende ikke eller hendes forskning, en forskning hun kun kan foretage i sine ferier. 
Inge Lehmann er intet mindre et et geni på sit felt, matematikken, og hun er jordskælvsekspert. Først meget sent i livet høster hun anerkendelse – den anerkendelse som hun også har higet efter, og det er udenfor Danmarks grænse. Vi følger hende fra 1894 til 1993 hvor hun dør. 


Jeg havde ikke stiftet bekendskab med Inge Lehmann før jeg læste “Den inderste kerne” og allerede på de første sider, hvor lille Inge prøver at organisere verden gennem tal, tabte jeg mit hjerte til hende. 
Lotte Kaa Andersen skriver med stor respekt om Inge Lehmann og har indhentet meget personlig information hos familie og på Rigsarkivet. Og selvom Inge Lehmann i bogen er forfatterens Inge Lehmann kan læseren problemfri fremmale en helt særlig kvinde som ligner den danske kvinde Inge Lehmann.


Bogen er inddelt i korte kapitler, hvor der springes i tid og sted. Og læseren følger Inge Lehmann gennem hele hendes liv. Sproget er let og bogen fanger hurtigt sin læser. Som kvinde bliver jeg opslugt af tidligere tiders problemer med at give kvinder de samme rettigheder og respekt som mændene fik. Og det er tydeligt at Inge Lehmanns særlige intelligens bliver forsøgt holdt nede, mændene omkring hende ved godt hvad hun kan – og derfor vil de ikke samarbejde. Og argumentet “hun er jo en kvinde” bruges lidt for ofte! 


“Den indereste kerne” er en smuk cadeau til en usædvanlig og stærk kvinde. En kvinde som gik mindre op i kvindelighed end kvinderne på hendes tid og brugte alt sin tid ( det hun kunne få ) på forskning. Hun tog intet for givet og alt ville hun gøre selv – hun stolede ikke på mange. Og som læseren kommer frem i bogen kan man se frk. Lehmann cykle, vandre eller sidde fordybet – bøjet ind over sine papirer, notater og målinger, og hun tiltrækker opmærksomhed – Lotte Kaa Andersen får smukt sammenflettet en stærk videnstrang med en skrøbelig og smuk sjæl. Inge Lehmann eftersøgte orden. Der er lige så mange svar som der findes spørgsmål og Inge lod ikke et spørgsmål, en mislyd eller afvigelse ligge – alt havde en grund. 


Gennem hele bogen følger lillesøster med og hun er med til at gøre Inge “medmenneskelig”. Geniet Inge er også søster og har et svært forhold til sin lillesøster, selv som ældre kan søster Harriet`s ord rammen Inge helt usigelig hårdt, hvilket læseren også får med, hvilket også er vigtigt når man skal vise en hel person. Læseren møder mange mennesker, bla. Niels Bohr, og alle har deres plads i historien. Inge Lehmann levede i de 100 år, ca. som har været de mest foranderlige 100 år. Alligevel forblev hun førende på sit felt fra start til slut – og det får forfatteren med. 


Jeg kan ikke sige andet end efter at have læst “Den inderste kerne” har jeg ( næsten ) mødt Inge Lehmann og hun var/er en heltinde – stærk og næsten frygtløs, men en iboende lille pige som har brug for at organisere verden ved at tælle på fingerne – så verden vedbliver at give mening. Her er store følelser, kærlighed, sorg, venskaber, udlængsel, vrede og en iboende stærk ordentlighed. ( på et tidspunkt siger den amerikanske professor Ewing til hende;  Den amerikanske regering og vi her på instituttet ser dig som faglig uangribelig og derfor upartisk, du er jo troværdigheden selv  ) Hun kunne ikke bøjes!  
Jeg havde en klump i halsen da jeg vendte sidste side, for jeg var slet ikke klar til at slippe hende. Jeg håber at Inge Lehmann i form af Lotte Kaa Andersens Inge Lehmann atter kan rejse ud i verden og fortrylle dem som måtte læse “Den indereste kerne”.


5 stjerner af 5 mulige og kaskader af stjernestøv. 






Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *