Et stykke af tiden

Titel : Et stykke af tiden
Forfatter : Benn Q Holm 
Forlag : Alpha 
Udgivelsesår : 2021


Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget


Fra bogen


“Toget var langtfra fyldt. Mest ældre mennesker i billigt og gammeldags overtøj med fyldte indkøbsposer og næsen begravet i vestlige aviser. Formentlige østberlinske pensionister, der havde været på familiebesøg i Vestberlin, de eneste der måtte rejse ud. Toget passerede først en spøgelsesbanegård, Humbolthain, altså måtte de nu være i Østberlin, så to mere, så Nordbahnhof, Oranienburger Strasse, uden at stoppe. Da S-toget igen standsede, var de ved endestationen Friedrichstrasse. Pensionisterne smed aviserne fra sig på gulvet i kupeèn og samlede deres net og poser. Ingen ventede for at stå på. Ben kiggede op og nedad den tågeindhyllede perron. Sigtbarheden var dårlig, han kunne lige så godt stå på en flodpram, der havde lagt til ved en dunkel kaj. Et sted i den grå dis anede han nogle bevæbnede grænsebetjente. Det var vel bedst at tage tilbage. Så lød et højt og skingert fløjt, modvilligt skyndte han sig ind igen i det tomme tog. Det beskidte gulv flød med aviser, som det tilsyneladende var forbudt at tage med ind i Østberlin, Bild, Berliner Kourier, Die Welt. 
De passerede atter de tre afspærrede stationer, som på grund af linieføringen havde forvildet sig ind i fjendeland. Ben stirrede fascineret på de fuldstændig mennesketomme perroner, et sted stod der en enlig DDR-betjent og kiggede ud i luften. Næste gang måtte han huske sit kamera.”


Året er 1976 og Ben Wilmington er canadier og ung arkitektstuderende ved University of Toronto, hvor han dog efterhånden sjældent er at finde. Han bor hos sin fordrukne far efter forældrenes skilsmisse. Moderen bor nu sammen med Bens stedfar, som har penge nok. 
Ben får mulighed for at studere et år som stipendiatstuderende ved Fakultät VI, Institut für Architektur på Technische Universität – eller bare TU i Berlin. Heldet smilede til ham takket være tyske aner og muligvis penge fra stedfaderen. Ben rejser til den indemurede og omringede millionby; med sig har han et kamera og han er begejstret – sproget har han ikke styr på, men han er optimistisk. 
Efter ankomsten flytter han kortvarigt ind i et studenterkompleks på Siegmunds hof – her er et typisk studenterliv med forskellige mennesker. Nogle stærkt politisk orienteret, andre lidt mindre. Her bliver han indtil et andet tilbud kommer til ham fra en medstuderende Florian – en outsider med stærke holdninger. Ben og Florian Daxer bliver gode venner og Ben flytter til Mommsstrasse i Charlottenburg og ind på Daxer pensionat, et sted som bliver en stor del af Bens liv i Berlin. Pensionat Daxer ligger på et lille ( fortids ) idylisk torv med cafeér, boghandlere og et lille haveanlæg med gamle smedejerns lygtepæle – en hel anden verden end Siegmunds hof. 
Ben og Florian knytter et stærkt bånd og Ben bliver, uden at opdage det, en mindre arbejdskraft i det “Daxiske”pensionatet. Tiden og byen byder på protester, optøjer og terrorisme. 
Studenterlivet får efterhånden en andenplads i Bens liv. Ben drager omkring i Berlin med sig selv, men også med andre og han opdager at David Bowie også opholder sig i Berlin. Livet han havde forestillet sig i Berlin bliver ikke det liv han lever der – i 1976/1977


Enhver som har været i Berlin ved at det er en by som kalder en tilbage – når man rejser hjem derfra. Det er i hvertfald min oplevelse med Berlin – i en tid langt væk fra 1976, hvor jeg var 6 år. 
“Et stykke af tiden” er en tidslomme man træder ind i sammen med Ben. Jeg fandt at min opmærksomhed flød fra personerne og til byen, og som historien skred frem tænkte jeg næsten Berlin selv som en person som vandrer side om side med Ben i denne historie. Persongalleriet er omfattende, men det virker. Pensionatet Daxer bliver som et mini Berlin med sine beboere og et stærkt ekko fra fortiden. Krigen er allestedsnærværende og alle kontraster er tegnet skarpt op – øst/vest, krig/fred, ung/gammel, fortid/fremtid og lys/mørke. 


Bogen er en comming of age kærlighedhistorie, men jeg synes næsten kærligheden til byen Berlin er større. Det hele er pakket ind i en langsomhed og gråt ekko fra fortiden – uden det overhovedet bliver kedeligt.
Jeg er vild med det tågede, hvor verden og lydene forsvinder og  man  aner  kun omridset, det grå, det slidte og engang storslåede, Berlin anno 1976 og selvfølgelig mr. David Bowie “himself”.
Jeg ville gerne have haft mere tid med karakteren Florian, han forsvandt for hurtigt. 


4 stjerner af 5 mulige 




Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *