Præsens Maskine

Titel : Præsens Maskine
Forfatter : Gunnhild Øyehaug
Forlag : Gutkind
Udgivelsesår : 2018 – på dansk 2020

Bogen er et anmeldereksemplar.

“Præsens Maskine” udkommer i dag d. 5 november.

Fra bogen.

“Det her er det treogtyvende kapitel. Her er der næsten ingen, der står bare nogle heste og sover. Det bliver meget mere nat når man ser to heste i natten stå og sove. Natten samler sig i hestene, og det at de står stille, ikke bevæger sig, ikke vrinsker, ikke gumler på et eneste græsstrå. Hvordan levende væsner kan sove stående, er der ingen der kan svare på, for her er simpelthen ikke nogen. Her er kun natten der trækker vejret lige så stille som en sovende hest. Eventuelt sproget, sprogevnen, “Gud”.


I starten, helt tilbage i begyndelsen, var Anna og Laura mor og datter. Laura er to år og hendes far, Bård, er i Nordnorge og arbejde. Han gør det for at få nedsat sin studiegæld. Anna og Bård er unge og bor i et lille hus med have.
En dag hvor lille Laura cykler rundt på sin cykel, ude på græsset og syrenen blomstrer, sidder Anna og læser digte på terrassen. Hvad hun ikke ved er at Bård er lige på trapperne. Han kunne ikke klare at være væk fra sin lille familie. ( der er også noget med at han havde forelsket sig i en anden kvinde ).
Anna læser et ord forkert i et digt og verden deler sig og hun forsvinder. Bård kommer ind af døren og føler noget har forandret sig – noget er væk. Han kalder og finder sin lille datter i haven – cyklende rundt.
Nu følger vi – i parallelle verdener – den lille splittede familie. Laura er blevet voksen og er gravid, Anna er blevet skilt fra Bård og gift med Jorstein og Bård er gift med Sara.

Jeg var udfordret af “Præsens Maskine”, men også underholdt. Historien om den ( oprindelige ) lille familie er enkel. Men så kommer parallel-verden problematikken ind og et helt vidunderligt, skarpt og legende sprogbrug. Og læseren sidder med en underholdende ( sprog ) fortælling.

Der er temaer som længsel, savn og tab og kærlighed. Personerne forsøger at forstå sig selv og verden, men de
er alle udfordret at et ret stort blind-punkt, den dag verden splintres. Følelserne sidder i kroppen, men kan ikke verbaliseres.
Musik og sprog kommer ind i Anna og Laura’s liv om steder de forsøger at forstå verden og hvor de/vi kommer fra.

Sproget og springene i tid, fortid, nutid og fremtid minder om en spejl-mosaik besat overflade på indersiden af en sfære. Historien kastes frem og tilbage og forløses muligvis ikke – før langt ude i fremtiden.
Et par gange var jeg hensat til “New York triologien” af Auster uden jeg dog synes de bøger minder meget om hinanden.

Jeg er begejstret for bogen og mest sproget. Det er ikke en bog som er hurtig læst , til tider er der sidelange sætninger, og selv om temaerne er dybe så bliver bogen underholdende. Den “fine” ironi flyder som en rød tråd og sproget er en uprætentiøs leg med læseren. Her leges med det hele uden at miste “bogens” eller historiens form. Det er intelligent.

5 ⭐️ af 5 mulige overdrysset af kaskader af stjernestøv.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *