Meter i sekundet.

Titel : Meter i sekundet
Forfatter : Stine Pilgaard
Forlag : Gutkind
Udgivelsesår : 2020

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Fra bogen.

“Til forret er der ristede skovmyrer med kogt spinat. Økolæreren fortæller, at hun har brugt hele ugen på at indfange dem i en nåleskov tæt ved Tarm. Resten af ingredienserne har grønt iværksætteri-linien skraldet fra store supermarkedskæder. Man skal aldrig stole på sidste salgsdato, siger økolæreren indtrængende, det er simpelthen noget svineri, hvad der bliver smidt væk af gode råvarer. Hun fortæller, at derhjemme lægger de altid menuen efter skraldeturerne, man må frigøre sig fra de konventionelle måder at tænke måltider på. Eleverne har skraldet otteogtredive kilo brun farin, og det handler kun om opfindsomhed, siger økolæreren.”


Fortæller og hendes kæreste er flyttet til Velling et år forud for historien, og de er blevet forældre. Kæresten arbejder på højskolen i Velling og de har en bolig på skolen. På højskolen har man vedtaget at man som kæreste/ægtefælle er en del del af miljøet, hvilket fortælleren dog ikke er helt indforstået med.
Vi hører om at være tilflytter ude i det vestjyske, hvilket ikke falder hovedpersonen let.
Forstanderinden på højskolen hjælper hovedperson med at få et arbejde efter endt barsel. Hovedpersonen får en brevkasse på en lokal avis, hvor hun svarer på alt; intet er for stort eller småt, og gerne med erfaring og betragtninger fra sit eget liv.
Sønnen, som endnu ikke er navngivet, kommer i dagpleje, men problemet med søvnen vil ikke rigtig slutte, så hovedpersonen og kæresten kæmper sig gennem tilværelsen i det vestjyske i en evig søvnmangel.
Anders Agger dukker op i fortællingen og hjælper hovedpersonen med at forstå den lidt ordfattige dialogform som praktiseres i Vestjylland. Derudover kæmper hun med at få taget kørekort – hun har slidt to kørelærere op – og så tumler hun ellers gennem livet som alle andre, heldigvis med Krisser og Sebastian ved sin side.

Det har taget mig lang tid at nå “Meter i sekundet”, men den er vidunderlig. Jeg troede først det var en lidt “udstillings-agtig” beretning om vestjysk kommunikation – men det kunne ikke være mere forkert. Det handler om relation, om hvad der udspiller sig når man lander i et fremmed miljø/verden når man ikke en gang er sikker på sig selv – og lige pt. lider af ekstrem søvnmangel.
Hovedpersonen taler og gestikulerer – og taler endnu mere når hun bliver nervøs. Bliver også udfordret at den vestjyske ro og “ord-sparsommelighed”, lader sig provokere og kan blive særdeles politisk ukorrekt. Dette er i kontrast til den beslutsomme og selvsikre brevkasseskribent hun også er.
Det er uendelig morsomt, stærkt og skrøbeligt. Der er en søgen efter ro og forståelse – en manual til det vestjyske, som i virkeligheden ikke er meget anderledes end hovedpersonen selv, der er bare færre ord og en ro ved alt hvad livet byder.

Bogen og sproget er som Vesterhavet og vinden på en dag, hvor vindmøllerne kører på højtryk. Personerne er skønne og skrives frem af en omsorgsfuld forfatter.
Her handler det om søgen efter normalitet, relationer og kærligheden til det hele.
Fortællingen er sprød og fin sammenlignet med de politiske, til tider, meget upassende dialoger som også findes i bogen.

Jeg er tabt til “Meter i sekundet” og efter mange år “sommerhalvårs-ophold” i det vestjyske har jeg lært det! Hvad man ikke får i ord fra en vestjyde får man i mimik og tonefald. Er endda blevet spurgt om jeg er vestjyde, selv jeg taler og gestikulerer ( for ) meget, så jeg tager det som en stor kompliment.

“Meter i sekundet” er mit første møde med Stine Pilgaards forfatterskab og bliver bestemt ikke den sidste.
5 ⭐️ af 5 mulige.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *