Nakanos genbrugsbutik

Titel : Nakanos genbrugsbutik
Forfatter : Hiromi Kawakami
Forlag : Politiken
Udgivelsesår : 2005. På dansk i 2020

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Fra bogen.

( et postkort )
“Bare ganske kort. Jeg er i Sapporo nu. Jeg har spist ramen. Og Djengis Khan-gryde med fårekød. Ishii havde andre planer, så jeg er strandet i Sapporo indtil i overmorgen. Hokkaido er en udstrakt ø, og ligesom en stor kvinde er den svær at overskue. Ha’ det godt, allesammen. Haruo Nakano”

Scenen er sat i Nakanos genbrugsbutik. Her møder vi de 4 hovedpersoner, ejeren Haruo Nakano, Haruos søster frøken Masayo, den yngre mandlige ansat Takeo og den unge kvindelige medhjælper Hitomi.
Butikken ligger midt i Tokyo og har åbent fra tidlig til sent.
De 4 hovedpersoner er meget forskellige. Hr. Nakano er meget excentrisk og synes at bebo et univers for sig selv. Han er i gang med sit 3. ægteskab og har en til to elskerinder ved siden af. Han er distræt og starter gerne sætninger med “men altså”, han forklarer sig med at han også fører samtaler i hovedet.
Frøken Masayo er mere ligetil. Hun er “kunstner” og udstiller. Hun har et godt tag på sin bror og hvad der ellers foregår i butikken, hun er ikke ansat, men kommer ofte og vikarierer for Hr. Nakano når han er ude. Hun er 50 år og synes alderen er lidt problematisk.
Takeo er en meget stille mand som ofte bare gør hvad han får besked på og han forsvinder ofte når han er færdig med dagens sidste opgaver.
Hitomi er ung og kvinde. Hun har det svært med sociale spilleregler og føler sig forkert, men trives dog med de andre 3.
Vi følger livet, hverdagen og timerne i butikken. Selvom det på overfladen ser ud som livet med almindelig japansk “etikette”, så foregår der meget mere mellem de 4.
Hr. Nakano kommer med upassende udtalelser, frøken Masayo fortæller om sin kæreste og Hitomi forelsker sig i Takeo.
Bogen foregår i det nære, tæt på og alle de almindelige små ting bliver store.

Der er noget fint og skrøbeligt over “Nakanos genbrugsbutik”, bogen flyder som en blid brise forbi øjnene. Men tag ikke fejl; det er store emner som relationer og kærlighed som fylder og flyder ud af bogen.
De 4 personer er meget mere end “kollegaer”. De passer på hinanden, spiser ofte sammen og spørger ind til hinanden, selvom det indimellem bliver virkelig kejtet og lettere upassende. Butikken bliver et lille nærværende univers i en stor verden. Og sammen med de mange ting som “rejser” gennem butikken har de 4 personer skabt sig et “save haven”.

Bogen er yderst sanselig. Der er farverne, duftene, overfladerne, stemninger, støvet, de menneskelige indviklinger og “udviklingerne”
Den mangler ( måske ) et decideret klimaks, men bogen bliver ikke kedelig eller langtrukken af den grund.
Det er bestemt ikke kedeligt, jeg har moret mig højlydt over bogen og samtidig blevet ramt i hjertet af de 4 personer.
Bogen er inddelt i kapitler som hver især har navnet på et “tema” som dækker over de enkelte kapitler.
Jeg faldt for alle personer, måske mest for den excentriske og til tider virkelig upassende, men stadig chamerende Hr. Nakano.

4 1/2 ⭐️ af 5 mulige.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *