Paradis først

Titel : Paradis først
Forfatter : Kristina Stoltz
Forlag : Gutkind
Udgivelsesår : 2020

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Fra bogen.

“Hans fingre var lange, hans negle var lange. Han fortalte om en kampsport han havde dyrket. Han fortalte om meditationen, og hvordan meditationen var en del af kampsporten. Hans stemme var dyb. Den runger ude fra universet. I universet findes ingen lyde. Marlons stemme er både stilhed og lyd, som om det var muligt. Hun var tæt på hans hals, hans kæbe og læber, mens hun sidder der. Han har armene om hende. Han har taget hende til sig. Hvis der var noget, han havde ledt efter, så har han fundet det nu. Hun lytter ikke til det han fortæller. Der er larm rundt om dem, men det er ikke derfor hun ikke lytter. Hvordan skal de rejse sig fra det sted, der hvor de sidder på stolen, uden at det vil medføre et styrt gennem himmelrummet, der muligvis aldrig stopper?”

Kristina var kærester med Marlon i sin ungdom. Kristina er hvid og Marlon er barn af en sort far og hvid mor.
Marlon har inviteret Kristina tilbage til USA. Han skal giftes med den hvide Skyler og Kristina er inviteret med til brylluppet. Brylluppet bliver udsat, men Kristina tager alligevel over Atlanterhavet og besøger sin ungdomskæreste.
Turen bliver et “trip down memory lane”, men også en tur gennem det fattige, voldelige og racistiske USA.
Hun husker hvordan de to mødtes på campus på et collage i USA. Men erindring er noget mærkeligt noget, for en bestemt begivenhed kan forandre sig. Det er ikke nødvendigt det samme man husker om en bestemt begivenhed, hver gang man tænker tilbage på den.
Kærligheden mellem Kristina og Marlon er “farvet” af alt hvad der omgav dem dengang i 90’erne. Kristinas besøg i USA 20 år senere bliver en “tour de force” og hun bliver voldsomt udmattet.

Skal man læse en bog, uden at vide andet om den end hvad overskriften og bagsiden fortæller, eller skal man søge mere information først? Jeg læste bogen uden baggrundsviden. Og det var det rigtige valg denne gang.

Jeg var ikke kommet langt ind i fortællingen, før jeg ( troede ) jeg tabte “tråden” og måtte gå lidt tilbage og læse igen. Det gentog sig et par gange indtil jeg havde luret skrivestilen.
I bogen er det erindringen som er i fokus og Kristina Stoltz formår, næsten, at skrive hvordan vi oplever erindring. Erindring flyder uhindret i tid. Den blander datid, nutid og til tiden fremtid sammen. Altså at få flere tider indfanget i den samme sætning.
Da jeg fangede tanken om erindring fik bogen næsten en ny dimension og de mange spring i bogen bliver nødvendige for at fortælle Hovedpersonen ( Kristina ) og Marlons historie.
Bogen er rå og uforfinet. Billederne af det forarmede USA bidrager med en kulde i historien. Samtidig får vi beskrivelserne f.eks af varmen fra Marlons krop. Alt sammen noget som lagrer sig i erindringen.
Jeg er vild med skrivestilen, hvilket er med til at gøre bogen intens og uhyre nærværende. Alle beskrivelser er ypperlige og sanselige, hvilket forstærker erindringen. Kærligheden er indimellem en stille og fri flod i bogen og indimellem er den spændt til det yderste, mørk og ugennemsigtig.

Jeg mener det er svært at bedømme noget som altid vil være en subjektiv oplevelse. At læse en bog ER en subjektiv oplevelse.

Men denne gang har jeg vitterlig læst en sublim bog. Alt falder i hak. Personerne, handlingen, erindringen og skrivestilen. Og jeg er glad for at opdage undervejs, hvor fint forfatteren får flettet tiderne sammen i samme sætning indimellem. Det virker dragende og læseren kommer tættere på, synes jeg.

5 ⭐️ af 5 mulige og drysset med stjernestøv.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *