Dansende biler

Titel : Dansende biler
Forfatter : Camilla Nellemann
Forlag : Integration
Udgivelsesår : 2020

Bogen er et anmeldereksemplar/reklame fra forfatteren.

Fra bogen.

På køreturen var jeg overrasket over, hvordan genopbygningen efter 3/11 skred frem. I stedet for at se ruiner og kaos var det synet af velordnede, grønne landskaber og nye, brede asfalterede kørebaner, der mødte os. Jeg nåede at tænke, at det ikke var til at tro, at der var indtruffet en katastrofe knap et år tidligere. Men så kørte vi forbi to store bunker af ubestemmeligt metalaffald gjort så deformt af tsunamiens kræfter, at jeg umuligt kunne gennemskue, hvad delene i sit tid havde været. Og vi stødte på flere skrotbunker undervejs på køreturen.
“Vi kan ikke fjerne de her skraldebjerge foreløbigt,” forklarede vores guide. Indbyggerne skal have lov til at lede efter deres mistede ejendele i en vis periode.”

En 17 årig pige rejser til Japan som udvekslingsstudent i 1998. Hun har forberedt sig så godt som hun kunne og lært lidt japansk og øvet sig med spisepinde. Det var Rotary klub som hjalp hende afsted. Aftalen er her at man, under sit ophold, bor ved tre forskellige værtsfamilier.
Ligegyldig hvor godt beredt man føler sig hjemmefra kan man ikke forudse alt!
Hovedpersonen, den unge Camilla, gør sit bedste, men i en fremmed kultur, hvor man endnu ikke forstår eller taler sproget, kan man komme på glatis med selv de bedste intentioner.
Man siger ikke de voksne imod ( selvom man er 17 ).
Man gør hvad man får besked på.
Man undskylder med de store “følelser”
Camilla bliver truet med at blive sendt hjem, fordi hun, ifølge sin første værtsfamilie, er umulig!
Hendes ophold hos de andre familier bliver lettere og lærerige på en mere positiv måde.
Hun har nu forelsket sig i “Solens rige” og vender som voksen tilbage for at skrive en ph.d. om den globale atomindustri efter Fukushima-ulykken. Hun tager ud og besøger stedet ( det evakuerede område ) omkring Fukushima værket. Hun får den enkelte japaner i tale og undersøger hvad man synes om atomindustri. Og der er interessante tilbagemeldinger.
Bogen fortæller om en ung kvindes møde med Japan på godt og ondt. Hvad er uforståelig for os i Skandinavien, hvad er lighederne ( for der er nogle ) og hvad kan vi lære af? Camilla skal gennem flere store og små prøvelser, men ender alligevel med at forelske sig i “Solens rige”.

Bogen er en ny genre for mig. En dannelsesrejse/et kulturmøde mellem Danmark og Japan. Og som bonus lidt viden om atomenergi og politik.
Bogen har en fin vekselvirkning mellem Camillas første ophold i Japan og nutiden.
Sproget er let tilgængeligt og flydende og hun veksler mellem, hvad man vil kunne opleve af Japan og japanerne som turist og så samtidig hvad man vil opleve når man bor der som udlænding. Altså både det store og så de små ting som indimellem gør størst indtryk.

F.eks. Hvordan opdrager man sine børn/hjælper dem med dannelse?
Hvornår siger man tak for mad?
Hvorfor bruger man ansigtsmaske?
Hvorfor bruger kvinderne sminke?
Er Manga kun uskyldige tegneserier?
Hvorfor er japanerne så glade for tegneseriefigurer?
Er der forskel på krops-temperaturen hos asiater og os i vesten?

Jeg fik besvaret så mange spørgsmål om stort og småt, dejligt. Også dem jeg slet ikke kunne forestille mig.
Og jeg undrede mig over titlen da jeg fik bogen. Svaret står i bogen og jeg vil huske det meget længe, måske altid, for det fortæller mig om en lille del af Japans historie.
Som sagt var det en anderledes læseoplevelse for mig, og en meget positiv en af slagsen.

4 ⭐️ af 5 mulige

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *