Jordens salt.

Titel: Jordens Salt
Forfatter: Jeanine Cummins
Forlag: alpha forlag.
Udgivelsesår: 2020

Bogen er et anmeldereksemplar/reklame fra forlaget.

Fra bogen.

“Alle fire mærker en ulmende uro, mens de traver mod nordvest langs sporene og hele tiden lytter koncentreret efter lyden af tog, der nærmer sig bagfra. Lydia kigger sig konstant over skulderne, og da toget langt om længe kommer trillende, hopper de hjemmevant ombord. Uden tøven og uden at veksle et ord.
“Vi gjorde det bare uden videre,” siger Lydia til Soledad, da hun har spændt Luca forsvarligt fast til gitteret med lærredsremmen.
Hun gyser ved tanken.
“Vi er ved at være proffe til det,” siger Soledad.
Men Lydia ryster på hovedet. “Nej, vi er ved at blive skødesløse.”
Soledad rynker panden. “Det er vel meget naturligt, at man vender sig til det, ikke? Vi tilpasser os situationen.

Lydia er boghandler og gift med Sebastián som er journalist. De bor i Acapulco i Mexico og sammen har de sønnen Luca på 8 år.
Sebastián skriver om narkokartellerne og deres indbyrdes krig. Ofte når hans artikler udkommer i avisen, tilbydes både han og familien hotelophold af avisen fordi man er bange for, hvad dem han skriver om kan finde på.
Lydia elsker bøger og sin boghandel. En dag dukker en ny kunde op, han hedder Javier Crespo Fuentes, og de to bliver venner og får gode og lange samtaler om de bøger de begge elsker.
En dag går det op for Lydia hvem hendes nye ven er. Han står i spidsen for La Lechuza kartellet og er pt. den person Sebastián skriver om.
Bogen starter med et vildt og blodigt skyderi, hvor Lydia og Luca er de eneste overlevende, og resten af bogen er en rejse mod nord, mod USA, mod sikkerhed for hende og Luca, langt væk fra Javier og kartellet.
Den første sætning i bogen: “En af de første kugler flyver ind ad det åbne vindue over toilettet, hvor Luca står og tisser.” Og den sætningen siger alt om hvordan stemningen er i bogen.
Bogen er en rejse mod sikkerhed og flugt fra en død som hele tiden ånder Lydia og Luca i nakken. Det er en nådesløs beretning om hvad en mor vil gøre for sin søn og sin egen fremtid, selvom den er ligeså usikker, som rejsen mod den.
Lydia og Luca bliver migranter som skal kæmpe for deres liv hver dag.

Jeanine Cummins beskriver overbevisende den fysiske og psykiske overbelastning, hvordan det hver dag er at stå i “Flight or fight mode” . Hele bogen bliver en tilstand af stilhed, den stilhed som opstår når alle sanser er skærpet og man er bange.
Lydia og Luca bliver billedet på en, for os, fremmed verden.
Hun gør ikke dele af bogen “pæn”; det er råt og nådesløst. Men det er sådan migranterne lever.
Bogen holder læseren fanget, og livagtigheden i fortællingen gør at man selv, i glimt, mærker angsten, vreden og fortvivlelsen.
På Lydia og Lucas rejse mod nord møder de mange mennesker som alle sætter aftryk i handlingen og de gør alle indtryk.
Jeg havde læst ros og kritik af bogen, før jeg læste den. Men jeg var ikke klar på at møde så uhyggelig og barsk en virkelighed. En verden hvor ondskab og død er hverdagskost. Men også et sted hvor barmhjertighed bliver stærk og der findes små oaser af kærlighed og omsorg, hvor migranterne kan ånde frit og hvile, uden at være på vagt.
Selvom der er ondskab og død, så er den stærkeste følelse, jeg sidder tilbage med kærlighed, en kærlighed som lægger sig om mennesker som overnaturlig styrke, fordi nogle mennesker, i selv den værst tænkelige situation, kan række en hånd frem og nå et andet menneske.
Kritikken om hvorvidt denne historie tilhører mexicanerne ( og menneskerne i Sydamerika ) kan jeg ikke udtale mig om. Bogen er andre beskrevet som følelses-porno, hvilket må være en form for chikane. Så en bog som ihvertfald er i manges søgelys.

Den store debat om bogen har skabt kan være både positiv og negativ. Det positive ved så meget omtale, positivt OG negativt er at den kan “ride på bølgen” og nå langt omkring, det fortjener den.

Det jeg kan og vil sige er at bogen er en øjenåbner og tak til Jeanine Cummins for at pege på migranterne og den voldsomme behandling de er udsat for.
Der er mange andre bøger derude om migranterne rejse og “Jordens salt” kan hjælpe med at rette opmærksom mod dem også.

5 ⭐️ af 5 mulige.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *