Vi er efterkommerne af de hekse, I ikke fik brændt.

Titel: Vi er efterkommerne af de hekse, I ikke fik brændt.
Forfatter: Véronique Ovaldé
Forlag: Forlaget Etcetera
Udgivelsesår: 2016 og på dansk i 2018

Fra bogen.

Og så gik hun tilbage i seng, hun faldt i søvn, og hun drømte. En nat drømte Atanasia, at hele jorden blev belagt med Fliser. Om morgenen gik hun neglebidende ud i køkkenet, mens hun prøvede at uddrage en mening af sin drøm (den slags drømme kan ikke være harmløse, tænkte hun håbefuldt), og hendes mor, der var ved at tømme opvaskemaskine og intet kunne se på grund af dampen på sine briller, behøvede ikke engang at vende sig om, før hun sagde: “Vil du have mine at bide i?” Så trak Atanasia fingrene ud af munden, spyttede den sidste negl ud på gulvet, satte sig på en skammel og tænkte: På et eller andet tidspunkt må der ske noget. Ingen tvivl om det. En begivenhed ville, bestemme sig for at indtræffe.
Og Atanasia ventede med så stor koncentration, at verden var godt på vej til at gå i krampe.”

I “Vi er efterkommerne af de hekse, I ikke fik brændt” møder vi hovedpersonen Atanasia som 13 årig. Hun vokser op med sine forældre i en forstad til Bilbao. På en skoleudflugt ind til Bilbao med hele klassen og deres billedkunst lærerinde, bliver Atanasia overvældet og fascineret af et stor maleri af kunstneren Roberto Diaz Uribe. Oplevelsen er så stor og overvældende at hun smutter fra gruppen og vender tilbage til maleriet flere gange. Hun ender med at købe et postkort med et tryk af maleriet.
Hjemme får hun at vide at det ikke må være fremme, hvilket gør hende endnu mere trodsig, som ung teenager, og nysgerrig på hvem Diaz Uribe er.
Det bliver starten på en lang rejse og besættelse. Hvor kan hun finde Diaz Uribe.

Sikke en oplevelse det blev at læse bogen, for jeg havde det svært i startet og kunne ikke finde en jævn læserytme. Men der var en grund – Ovaldé kan være særdeles sparsom med sine punktummer, og det med go’ grund, fandt jeg ud af.
Bogen er en lang feministisk bølge, en søgen og dybdegående fortælling om besættelse, om frigørelse, kunstens kraft og det ideelle ( utopiske ) samfund og om at finde sig selv. De meget lange sætninger virker forstærkende og er med til at læseren forstår Atanasia’s sind, hun er ikke en nem person. Hun bliver voksen gennem bogen og læseren oplever hendes forløsning, i mangel af bedre ord.
Da irritationen over de, til tider, lange sætninger lagde sig, flød jeg uforstyrret med Anatasia i hendes søgen efter Diaz Uribe, sin historie, sig selv og forståelse af verden.
Bogen er en smuk rejse med en ung kvinde.

5 smukke franske ⭐️ af 5 mulige.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *