Vi er fem

Titel: Vi er fem.
Forfatter: Matias Faldbakken.
Forlag: Gutkind
Udgivelsesår: 2019. På dansk 2020.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget.


Fra bogen.
“Så var det gjort. Det metalliske hyl ( Axl Rose ) kom tilbage – en slags hult hvin – lerfiguren vred sig løs fra Helenes greb med en voldsom kraft. Et øjeblik var det som om figuren drejede hovedet og så på Helene med sorg og skuffelse dybt derinde i øjenhullerne. Så løftede den sin knortede flade hånd og stak pigen en lussing så det susede. Alf fattede ingenting før Helene lå og hylede, og klumpen, hurtig som et lyn, forsvandt ud af børneværelset og ned af trappen.”

Tormod Blystad er far og en familiens mand. Men sådan startede det ikke. Tormod blev tidlig i livet forelsket i Siv, en rolig og trofast pige. De gik i skole sammen og boede begge i Råset, en lille bygd, beliggende nord for Oslo.
Tormod er en intelligent og arbejdsom elev, af den rolige slags, indtil han “falder i kløerne” på Espen Heggelund, de gik begge på erhvervsskole, på elektrofaglinien.
Tormod og Espen var modsætninger, men da Espen introducerer Tormod for stoffer bliver Tormod lidt mere som Espen, udadvendt og ligeglad. Men stofferne “marcipanen” gør også at Tormod bliver skarpere og hurtigere i skolen. Og han imponerer.
Livet bliver op- og nedture for Tormod. Den som kontinuerligt hjælper Tormod ud af “marcipanens” greb er Siv.
En dag siger Tormod stop! Han samler sig selv op og flytter sammen med Siv. Han bygger et hus til dem, han får fast arbejde og de får 2 børn. Efter mange vanskeligheder får de en hund som desværre forsvinder på et tidspunkt og ikke længe efter har de en lerklump, som lidt bliver en erstatning for hunden. Men hvad er en lerklump?


Jeg var ikke langt inde i bogen, før jeg tænkte: “Jeg kender tonen, jeg har læst den slags før.” Men jeg skulle nå halvvejs før jeg fandt ud af hvem forfatterne som bogen minder om er, det er Michel Houellebecq og Erlend Loe, hvis de kunne dæmpes og klones. De er begge skarpe, provokerende, underspillede, direkte og vidunderlig humoristiske. Og Matias Faldbakken er i samme liga.
Sproget er ligetil og scenen er næsten for normal. Familien Blystad er normal på overfladen, men indeni er den gal. Og Matias Faldbakken holder læseren i et fast spændingsgreb. Som læser ryster man på hovedet mens det hele bliver mere og mere dysfunktionelt.
Hvor det hele begynder at skride lidt i svinget, tænker man første gang: “Nej, det er jo ikke uhyggeligt, er det?” Og så smiler man igen over en underspillet humoristisk sætning i bogen. En ting er sikker, forfatteren og oversætteren er tydelig fantastiske til at “jonglere” med sproget.
Fortællingen er sci-fi, gyser, det enogtyvende århundrede, folkeeventyr pakket ind i hverdagsbanaliteter på den helt rigtige måde. Og slutningen er uden tvivl et glimt i øjet på Matias Faldbakken, mens læseren selv chokeres til UG.

bogen skal have 5 ⭐️ af 5 mulige med ekstra ⭐️støv

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *