Titel : Lenni og Margots et hundrede år Forfatter : Marianne Cronin Forlag : Alpha Udgivelsesår . 2021
Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget.
Fra bogen. “Jeg mødte en præst for et stykke tid siden. En gammel mand med et tomt kapel. Jeg gav ham hånden og vi blev venner ved et tilfælde. Han har ikke lært mig noget om Jesus, og jeg tror kun, at jeg har gjort ham mere forvirret, hvad angår Gud. Men det er i virkeligheden ikke så vigtigt. Den samme præst kom ud fra sit kontor i dag, klar til at holde sin allersidste søndagsgudstjenste. Han forventede sikkert det samme publikum på to, så han løftede knap nok sit hoved på vej op til alteret. Der hævede han det til gengæld. Og han spærrede de allerede røde øjne op og smilede til dem, der sad foran ham. To fra Pippas tegnehold var kommet, der var omkring fyrre mennesker. Nogle af os havde nattøj på, nogle havde deres allerpæneste tøj på. Vi ventede allesammen på Fader Arthurs sidste prædiken. Jeg sad på forreste række sammen med Margot, Else og Walter.”
Lenni på 17 år er terminal patient og ligger på sygehuset – men hun er ikke færdig med livet, der er noget hun skal nå. Hun er ikke den letteste patient og det mærker personalet. Ikke mange får lov at komme tæt på hende, men en dag kommer hun på et malerkursus/kunstprojekt sygehuset har. Hun finder ud af hun ikke passer ind på holdet i sin egen aldersgruppe, så hun vil flyttes – flyttes over til de “gamle”, her møder hun 83 årige Margot og de to bliver hurtigt venner. Og de beslutter at male deres fælles 100 år. Udover Margot bliver Lenni gode venner med sygehusets præst, Fader Arthur. Lenni besøger kapellet og Fader Arthur første gang med modstand, modstand mod Fader Arthur, men også modstand mod Gud. Der er noget ved Fader Arthur som Lenni synes om og langsomt udvikler de et unikt venskab, et venskab som fortsætter efter Fader Arthur går på pension. Lenni ved at hun snart skal forlade livet og hun tænker på det, som om hun er i en afgangshal og skal med et fly. Men først skal hun og Margot fortælle og male deres fælles 100 år, og tiden på kunstprojektet med Margot, de andre gamle og Fader Arthur hjælper Lenni – hun knytter bånd og LEVER alt hvad hun kan selvom kroppen langsomt lukker ned.
“Lenni og Margots et hundrede år” forløber i to spor, et hvor vi hører om Lenni og et hvor vi får hele historien om den 83 årig Margot.
Jeg faldt hurtigt for begge hovedpersoner og hele fortællingen. Det er en hjertevarm historie om to meget forskellige mennesker, den ene med et helt livs erfaring og en anden hvis liv er startet, for at slutte allerede. Sproget er let og man bliver hurtigt fanget, jeg gjorde ihvertfald. Men undervejs tabte jeg lidt gejsten. De mange tilbageblik i Margots liv skaber en tidslinie i historien, de mange scener og fortællinger fra dagene på hospitalet bliver for løsrevet og jeg havde svært ved at skabe en tidslinie for nutiden. Jeg er glad for der ikke er så meget “sygdoms” fortælling i bogen, læseren ved bare at Lenni er meget syg og får det værre, hvorimod man ikke helt kan indfange, hvor syg Margot er og hvor fremskredet. Venskabet mellem Lenni og Margot og venskabet mellem Lenni og Fader Arthur er utroligt fint og man glemmer næsten, hvor historien udspiller sig og hvor syg Lenni i virkeligheden er. Her er kærlighed, venskab, sorg og liv – alt sammen fortalt i små glimt. Der er humor midt i al sorgen, og hovedpersonerne lever livet fuldt ud – selv om de er på vej væk. Jeg havde flere gange hvor tårerne trillede, for man tager Lenni og Margot til sig. Alligevel sidder jeg tilbage med en følelse af at mangle noget. Jeg kan ikke afgøre over hvor lang tid nutidshistorien udspiller sig, og så synes jeg der mangler et 17 årig “liv” rundt om Lenni. Margot er meget tydeligere og der er selvfølgelig også 83 år at gøre med.
Bogen er en smuk fortælling om et usædvanligt sted – et sygehus som bliver et sted hvor der er hjemmelig hverdagsliv. Mennesker som bevæger sig ud og ind i patienternes liv og spiller en større eller mindre rolle . Alle ved hvor fortællingen ender og derfor leves der fuldt ud. Bogen blev bare ikke en succes hos mig – men den er smuk og jeg ønsker bogen et langt liv.
Titel : Hvorfor er jeg så trist når jeg er så sød Forfatter : Ingvild Lothe Forlag : Vild Maskine Udgivelsesår 2021 – på original sprog 2016
Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget
Fra bogen.
Som lille elskede jeg at løbe. Nu venter jeg på næste bus. Jeg har energi som en olding, Alligevel siger folk; Du har hele livet foran dig.
Men altså for fanden. Der findes grænser For hvor meget et menneske kan magte at ligge bag sig.
–
Da jeg sagde jeg var et dyr i sengen mente jeg et dovendyr Beklager misforståelsen.
–
Jeg tog indvoldene ud, skyllede dem i vasken, hang dem til tørre på balkonen.
“Hvorfor er jeg så trist når jeg er så sød” er en digtsamling og den første bog fra forfatteren. Temaerne i digtene er kærlighed, selvlede, melankoli, apati, sex, vrede, livet og meget mere. Men lagt sammen inderholder digtsamlingen alt det som løber gennem en ung kvindes krop og sind i et moderne samfund krydret lidt med Gud.
Bogen er inddelt i 4 afsnit.
1 : Vandfast streg. 2 : Fanatisk apati 3 : Det seksuelle helvede og mig 4 : 100% ærlighed
Før jeg læste bogen og kun havde forsiden og bagsideteksten at forholde mig til, var jeg i tvivl om bogen og jeg var provokeret. Forsiden provokerede mig ikke, faktisk fik den mig til at smile – der var noget selvironi, men også et smukt billede som jeg godt er klar over kan skubbe til læsernes grænser og det kan virke som udstilling af det ultimative kvindelige, nemlig – menstruationen og en tranformation. Digtsamlings rå form, det kantede, det modsatrettede, udfarendeheden og “hovedpersonens” sårbarhed, længsel larmede og ramte min egen trang til ordentlighed og sund fornuft, og samtidig var jeg fascineret og tiltrukket. Men tvivl kan også være fascinerende – for tvivlen tvinger en til at gå tættere på, undersøge og lade mulige grænser stå åbne.
Jeg er stadig ikke god til at læse digte, men “Hvorfor er jeg så trist når jeg er så sød” blev en lyrisk øjenåbner. En ung kvinde/jeg’et som fortæller/forsøger at skubbe, række armene ud, at provokere og vokse ind i sit eget liv. Det er en strålende uslebet diamant, der bliver ikke taget hensyn til pænhed, ordentlighed og andres forventninger. Barnet ønsker sig selvstændighed og må blive voksen – og når adulthood sætter ind, vil hovedpersonen ikke alligevel helhjertet være voksen. Hun stiller mange spørgsmål, men kan ikke finde svar og alt bliver svært; Når jeg gør alting rigtigt OG ser rigtig ud hvorfor er jeg så ikke “rigtig”, lykkelig, har venner og overskud. Hun afsøger grænserne i sig selv og hos andre for at mærke. Hun føler sig ensom, forkert, fremtidsløs, uelsket og meget mere. Alle de følelser som kan forstærkes og være ude af kontrol i grænseområdet mellem det at være ung og være voksen. Forfatteren veksler mellem sårbarhed, alvor og det lette og selvironiske. Flere steder kan man opfatte jeg’et som forkælet og luddoven, andre steder som temperamentsfuld, udfarende og voldsomt grænsesøgende, og samtidig uendelig lille og sårbar.
Måske er det i virkeligheden enkelt – jeg’et vokser op til en moderne turbulent tid, hvor hele verden er tilgængelig, og man kan opfinde sig selv om og om igen, grænserne flyder. Der er ikke en sandhed, valgene er uendelige – og man snubler et par gange før man finder sig selv.
Jeg læste bogen som så jeg en ung kvindes liv under et forstørrelsesglas, alt virker voldsommere, kroppen, grænsesøgningen ind i hende selv, men også ud mod verden og sindet. Men hun vokser og selvironien er ikke tabt. Ja, jeg var provokeret og i tvivl, men kun indtil jeg så et glimt af mine egen ungdomsår – jeg’et bor lidt i alle kvinder, unge som ældre, hvis de vil være ved det. Sproget er fint, men også råt, det er lidt i alle retninger, præcis som sindet. Jeg morede mig, blev eftertænksom og sjovest af alt – så lærte jeg lidt om mig selv, min “måske påtaget” ordentlighed og hvor interessant det er at læse noget som sætter en i tvivl.
Titel : Blinde vinkler Forfatter : Louise Roholte Forlag : Brændpunkt Udgivelsesår : 2021
Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatter og forlag.
Fra bogen. “Bitten sad ret op og ned i sædet med begge hænder på rattet i den korrekte kvart i tre-position, da hun kom til sig selv. På en eller anden måde var det lykkedes hende at komme hjem, for hun holdt i indkørslen, men hun havde ingen erindring om køreturen gennem byen. Peter havde en affære med en anden kvinde. Hvor længe havde det stået på? Og hvem var hun? Hvad skulle der ske nu? De skulle vel skilles, for de kunne umuligt komme videre efter utroskab? Eller hvad? Kunne hun tilgive ham? Det kunne hun måske blive nødt til. Om fire måneder fyldte hun 39, og hun var i forvejen presset på tid, hvis hun skulle nå at blive mor på naturlig vis. Hvor længe ville det tage hende at finde en anden mand, som hun havde Lust til at få et barn med? Et år? To? Fem? Det virkede så uoverskuelig, at det tog pusten fra hende, og hun følte sig som en tom og skrøbelig skal af et menneske, da hun tumlede ud af bilen.”
Bitten er er 39 år, kørelærer og gift med manden i hendes liv, Peter. Hun har en stor drøm her i livet og det er at blive mor, et projekt hun koncentrer sig meget om. Der bliver ført skemaer og regnet på hvornår det er bedst at “arbejde” på projektet sammen med Peter. Peter er på sin side ved at være træt af Bittens evindelige snak, skemaer, “sex on demand” og hvad der er bedst for hans sædkvalitet. Det er en stor skuffelse, hver måned hun ikke bliver gravid. Hun er bange for ikke at nå det, og hun er heller ikke glad for sin krop. På job synes hendes irriterende kollega, Eddie, at hun skulle skaffe sig en hund, han kender en som kender til en hund som trænger til et nyt hjem – og for at stoppe hans uendeliglige talestrøm indvilger hun i at se hunden, det falder bare ikke i god jord hos Peter. Bitten har en go’ veninde, Sanne. De to kvinder planlægger et weekendophold for at komme lidt væk fra det hele. Da Bitten vender hjem fra opholdet går der ikke længe før hun opdager at Peter har en affære og den anden kvinde kender hun.
“Blinde vinkler” af Louise Roholte er en total easy-going feelgood roman. Bogens hovedperson, Bitten, er en lettere “krøllet” personlighed som ofte får sig selv placeret i lidt uheldige situationer. Bogens titel “Blinde vinkler” beskriver meget præcist Bittens liv. Der opstår hele tiden situationer som bliver problematiske og Bitten kæmper med livet, selvværdet, kærligheden og kollegaerne på jobbet. Alle kvinder kan genkende lidt af sig selv i Bitten. Sproget er skrevet med et glimt i øjet og er let og flydende. Jeg morede mig og bogen var læst på et par dage. Der er noget livet-er-ikke-altid-let over bogen med devisen “men du skal nok klare dig, bare vent og se”. Og så er det ikke alle problemer som knækker os. Venskabet med Sanne, kender vi også, veninden som er der også når vi er umulige at holde ud. Veninden som kender alle vores blinde vinkler og udpeger dem – på godt og ondt! “Blinde vinkler” er til de stunder, hvor vi kan grine af og med os selv. Der er kærlighed og hjertevarme, indimellem på den lidt kejtede måde. Livet er også godt og sjovt – det husker “Blinde vinkler” læseren på. En perfekt efterfølger til “Allias Anneke” Jeg var underholdt fra start til slut.
Fra bogen. “ Det kender jeg godt, tænkte Ulla og nikkede langsomt. Det med at fornemme noget. En anden tilstedeværelse. “Og om sommeren er der den skønneste lyd af cikader. Kender du det?” Spurgte Cecilie og lagde hovedet lidt på skrå. “Jeg har aldrig været i Grækenland,” svarede Ulla tørt. “Har du ikke?” spurgte Cecilie overrasket. ”Det er så skønt. Det siges, at cikaderne synger dagen ned. Det er fortryllende. Nærmest hypnotiserende,” fortsatte Cecilie og hældte vin op i glassene. “Den vibrerende lyd, cikaderne udsender, kommer gerne efter solnedgang. Som et inferno af lyd. Turisterne synes, det er irriterende, men jeg synes, lyden er skøn. Den bringer en form for tilknytning. Ja, ja, jeg kan godt selv høre, det lyder dumt.” “Nej, overhovedet ikke,” sagde Ulla og kiggede tomt frem for sig. “Sanserne kan nogle gange forstærke ens følelser for noget. Fremkalde minder.” Forfærdelige minder, tænkte hun og rystede på hovedet.
Cecilie Knudsen starter d. 15 august 1994 på pædagogseminariet på Frederiksberg, her møder hun som en af de første Ulla som er lidt ældre end Cecilie og de to skal i samme klasse. Cecilie bor alene med sin lille datter på 3 år på Vesterbro. Hun betror Ulla at Katrine er blevet til ved voldtægt. Lige så udadvendte og imødekommende Cecilie er, ligeså tillukket er Ulla og stille omkring sin person. De to kvinder bliver veninder. I løbet af venskabet forsøger Cecilie at komme ind bag Ullas skjold – men hver gang Cecilie prøver sker der til tider uhyggelige ændringer i Ulla og Cecilie trække sig. Hvad Cecilie ikke ved er, at Ulla har en uhyggelig og svær opvækst, hvilket trækker tråde tilbage i historien til Agnus Dei – Fonden Agnus Dei og tilbage til Cecilies farfar Stefan Albrectsen, indehaver af advokatfirmaet Albrectsen & søn, som efter sigende begik selvmord. Cecilies nysgerrighed får hende til at grave i Ullas fortid, og jo mere hun finder ud af jo værre får hun det, både fordi hendes egen familie pludselig er indblandet, men også fordi hun er bange for, hvad Ulla vil sige når hun opdager det. Cecilie er bange, og så ved hun ikke at der er en mand som holder øje med hende og har planer med hende.
Sideløbende med nutidssporet, følger vi Ullas mørke og dystre opvækst på børnehjemmet Klitholmsminde i Sønderjylland og kortvarige ophold i en plejefamilie og senere i København. Ulla fik meget tidligt i livet en tilknytningsforstyrrelse som der aldrig blev taget hånd om, og hendes virkelighed er med årene blevet mørk – hun har lært sig selv at overleve i samarbejde med stemmen indeni, lært hvordan hun kan få forløsning når mørket overtager hendes sind – og får svært ved at være sammen med andre.
“Larmende stilhed” er bog nr. 2 og en selvstændig efterfølger til “Stille krig”
Jeg læste bogen på to dage, hvilket ikke var planen, men jeg kunne simpelthen ikke lægge den fra mig. Det ene kapitel tog det andet og pludselig var jeg halvvejs. Hovedepersonerne Cecilie og Ulla er som nat og dag og svære at se som venner, hvilket de alligevel bliver. Thrilleren er næsten foruroligende dyster med små lysglimt. Forfatteren skjuler ikke mørket i bogen, hvilket hjælper læseren med at forestille sig alt det grumme som ikke bliver fortalt. Jeg fik hurtigt tildelt den ene hovedperson karaktertræk, som hun slet ikke havde og derfor også overrasker. Bogen er fiktion – men som pædagog og kendskab til mennesker med psykiske problemer, diagnoser og sociopater kan jeg levende se handlingen udspille sig i virkeligheden – hvad der også øger til uhyggen som sniger sig ind på læseren i bogen. Kapitlerne er korte og der springes mellem hovedepersonerne og tiden, en form som her fungerer godt, uden det føles som om man ikke kommer i dybden med handlingen. Jeg har ikke læst “Stille krig” og synes ikke jeg manglede forhistorien i Cecilies liv. I slutningen af bogen er der et stort spring i tiden – for stort – synes jeg, det sker noget “stort” som kun løselig berøres, og der mister jeg lidt grebet om personerne og tiden – “hullet” bliver for stort, for mig. På bagsiden står der; “larmende stilhed” er en fortælling om menneskets skyggesider og sindets uendelige kringelkroge – og det er hvad læseren får! Bogen fanger sine læsere fra første side, uhyggen og mørket ligger hele tiden på lur i periferien af synsfeltet, og intet er som det synes at være – før i slutningen af bogen. Læseren lokkes til mange teorier undervejs, men først til slut løses problemerne.
