Titel : Linien ved verdens kant Forfatter : Laura Imai Messina Forlag : Grønningen 1 Udgivelsesår : 2020 – På dansk 2021
Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget
Fra bogen
“Hun overvejede at spørge ham om Suzuki-sans hus, om Vindtelefonen, ja, om Bell Gardia, kender De den? Men hun tøvede ved tanken om at hendes sorg på grund af spørgsmålet skulle blive tydeligt for den ukendte mand. Hun hadede folks forandrede væremåde, medlidenhed der fik dem til at smile nervøst eller ansigtet til at stivne i en kunstig grimasse. Så krydsede skikkelsen af en anden mand med gråt hår hendes synsfelt i sidevinduet, og Yui forstod at han var som hun. En overlevende. Hun vidste ikke nøjagtigt hvordan hun skulle forklare det, men der var et ganske lille hjørne i hans ansigt, der samme som Yui havde, et sted han ikke vidste. Det var et sted hvor den der har overlevet, giver afkald på alle følelser, også glæden, for ikke at skulle bære andres sorg.”
En ung kvinde Yui i 30’erne, mister sin mor og datter i tsunamien d. 11 marts 2011 – hendes verden bliver flået i stykker og sorgen tager bolig i Yui. 2 år senere i Tokyo, hvor Yui arbejder som radiovært, har hun en dag en udsendelse om, hvordan man kommer videre i livet når man har mistet. Man var ikke sikker i redaktionen om Yui var egnet til opgaven, da man vidste at hun bar på en stor sorg. Udsendelsen forløber mindre dystert end forventet og folk ringer ind og fortæller positive historier – i slutning af programmet ringer en mand ind og fortæller om et helt særligt sted. En afsondret have på en bjergskråning, i haven står en telefonboks. Telefonen har ingen forbindelse, og mennesker som har mistet og bærer på sorg kommer fra nær og fjern og taler i telefonen. Alle i studiet føler at noget større er landet iblandt dem, og Yui, som eller er dygtig til at runde af, har svært ved at slippe manden igen. Dagen efter beder Yui om ferie første gang efter hendes datter og mor døde i tsunamien. Hun finder adressen på Bell Gardia på Hvalbjergets side og drager afsted. Det er en 7 timers lang køretur. Bell Gardia ligger tæt på havet – noget som Yui har det svært ved efter tsunamien. Hver gang hun nærmer sig vandet skal hun kaste op, og derfor har hun lært sig selv af spise chokolade når kvalmen starter og det virker. Adressen er ikke lige til at finde og inden hun når frem har hun gjort sig mange tanker; hvad nu hvis haven er fyldt med mennesker? Kan hun overhovedet løfte røret og tale med sin datter og mor – er hun stærk nok? Da hun nærmer sig og parkerer bilen er hun stadig usikker på hvor haven er, og spotter en mand som også ligner en som søger. Ganske rigtigt manden søger også efter Bell Gardia og han har også mistet. Fujita-san, som manden hedder, har mistet sin hustru og har en lille datter som stoppede med at tale den dag moderen døde. De får heldigvis hjælp til at finde haven af en ældre dame. Fra den dag, hvor de første gang går gennem portalen til haven, forandres deres liv.
Tematikkerne i “Linien ved verdens kant” er sorgens dyb, kærlighedens lethed, længslen efter at beholde de som ikke er her længere i vores hjerter og forløsning.
Jeg forelskede mig i bogen allerede da jeg så forsiden og den lidt magiske stemning den har over sig og det faktum at romanen er inspireret af en sand historie. Sorg har et kalejdoskopisk anstrøg over sig, den har lige så mange “ansigter” som der er mennesker som bærer på den. Den sidder dybt og er svær at transformere. “Linien ved verden kant” har et fint persongalleri og mange af dem har mistet og lever med sorg. Sorgen kommer til udtryk på mange forskellige måder, måder vi kender og har set, men også måder som kan være os fremmede. Og det er hos alle aldersgrupper.
Jeg tænker på sorg som en tung og dyster ting/følelse som er svær at tale om og være i, men “Linien ved verdens kant” er en fortælling som er lys og let selvom den handler om sorgen over at miste. Læseren træder ind i sorgens univers og kan “trække vejret” uden at tænke på flugt muligheder.
Jeg var overrasket da bogen var slut – jeg er et af de mennesker som altid bærer et skjold når det handler om sorg, men hele vejen gennem bogen kunne jeg nikke af genkendelse, sidde med tårer i øjnene, til tider, uden at føle det var svært. Sproget er så fint og fortællingen har en lethed som man sjældent møder side om side med sorg. Jeg blev fanget i de handlinger, følelser og tanker som hovedpersonerne havde i bogen – det var genkendelse og overraskelsen ved genkendelsen. Bogen var alt for hurtigt læst og bagefter måtte jeg mange gange lede efter et ord – et ord som kunne beskrive bogen, men det er stadig ikke kommet til mig. Flere gang tænkte jeg; “Kan den have et anstrøg af selvhjælpsbog over sig?”, men der er svaret også nej! Den er større og meget mere end det. Alle som bærer på en sorg vil kunne finde noget af sig selv i “Linien ved verdens kant”, den inviterer indenfor på samme måde som haven Bell Gardia – med ro, åbne vider og forståelse, og ja, måske kommer tårerne, men det er ok.
Haven Bell Gardia er en rigtig have med Vindtelefonen, som telefonboksen kaldes, og har mange besøgende hvert år. Den støttes af en fond som hvert år organiserer mange aktiviteter til hjælp for området og de mennesker som bor der. Vil man vide mere om dette fantastiske sted kan man søge på www.bell-gardia.jp/about_en.
Denne bog vil blive læst mange gange og muligvis vil jeg opdage noget nyt mange gange. Den er en smuk bog om det sværeste her i livet, og jeg kan kun være imponeret over forfatterens indsigt og evne til at formidle det så fint og ubesværet – det føles som at have modtaget en gave.
5 stjerner af 5 mulige overdrysset med kaskader af stjernestøv.
Titel : Tidselhonning Forfatter : Sara Paborn Forlag : Gutkind Udgivelsesår : 2021
Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget.
Fra bogen. “Han løftede hånden i vejret og pegede op mod loftet. Deroppe surrede en ensom bi omkring. “Stå stille” hviskede Bo og tog fat om hendes arm. “Det er måske en vagtbi. Hvis vi venter lidt, kan den vise os indgangen til boet”. “En vagtbi?” “Ja, du ved sikkert godt, at nogle bier bliver vagter, andre samler føde ind, og nogle bier forlader aldrig boet. De flytter bare rundt på æggene og passer dronningen op.” Hans stemme var så lav nu, at hun måtte holde øret helt hen til hans mund. Bien bevægede sig slingrende ned mod en armstol med ormædt understel. Bo tog fat om hendes hånd. Hun følte sig svag i knæene. Hvis hun havde kunnet krybe ind i denne tørre håndflade, havde hun gjort det nu, lagt sig til rette som en snegl i sin skal. Hun ænsede knap nok hvor hun satte fødderne, hun hørte kun den tørre, knasende lyd af høvlspåner under fødderne. Bien forsvandt pludseligt”.
Ebba Lindqvist har to forliste parforhold bag sig og hendes karriere som succesfuld samlivscoach ligger også bag hende. Hun havde styr på alt, parforholdet med faderen til hendes søn, de var det perfekte par, indtil hun mødte sin ungdomsflamme. Det forhold gik også i stykker, og nu har hun kun sig selv og småjobs for et margasin og så konstruerer hun krydsogtværs. Hun går ved en terapeut Joar – for at få sit liv på ret køl, finde fokus, holde angsten nede og lære at leve med hendes tinnitus. En dag læser hun et læserbrev som ændrer noget i hende. En ældre kvinde, Veronica, skriver om en kæreste hun havde i sin ungdom. Hendes mand gennem 60 år er død og nu tænker hun på ham, som hun havde et kort forhold til i sommeren 1955. Ad lettere omveje finde Ebba en måde hvor hun kan tage til den lille badeby i Sydsverige, hvor Veronica bor og komme til at interviewe hende. Mødet mellem de to kvinder udvikler sig på en måde ingen af dem havde regnet med.
Handlingen i “Tidselhonning” forløber i to spor. Vi er i 2019, hvor Ebba kæmper med sit lidt forliste liv og tager til Båstad for at interviewe Veronica. Samtidig er vi tilbage til sommeren 1955, hvor Veronica er 17 år, arbejder på sin moders pensionat. Det er året hvor den unge kunststuderende Bo, kortvarigt flytter ind på pensionatet. Sara Paborn er en sand historiefortæller med noget på hjertet, bogen er ved første øjekast en feel-good roman, men som man kommer frem i historien fanger man både kant og humor fint flettet ind i begge spor i bogen. Sommeren 1955, ved vandet i en smuk beliggende badeby er smukt beskrevet, så hele sceneriet træder ud af bogen. Luften står stille på de varmeste dage, gæsterne lever deres eget liv og Veronica oplever en fortryllende forelskelse. I 2019 famler Ebba sig frem – single, uden karriere og uden mand. Et lidt tidstypisk billede af en kvinde med kontrol over alle sider af livet – havde alt – men mistede det og nu ikke kan samle sig selv op og komme videre – der bor lidt af Ebba i os alle, og vi kender hende. Sammenlivscoachen som falder igennem på alle sine egne råd – lidt tragikomisk.
Veronica og Ebba er to meget forskellige kvinder. Ikke kun alderen skiller dem, men også deres livssyn og erfaring. Forfatteren har fundet to karakter som hver især besidder noget, den anden længes efter, kærlighed, løsningen på de svære valg i livet og hvordan er man tilstede i nu’et. Kan man spole tilbage og vælge om – om ikke andet så på tankeplan, og blive tilfreds med de valg man tog.
Jeg flød gennem bogen, ubesværet og indfanget. Det er en feel good bog og så alligevel mere. Læseren ønsker sig hele tiden at vide mere om begge kvinders historie, siderne vender sig selv – og man kan genkende lidt af sig selv i Ebba. Sara Paborn maler med smukke penselstrøg en tidslomme frem, maleriske landskaber, sommerstemning og tiden hvor man tog på pensionater. Sproget er let og ubesværet. En smuk bog med noget på hjertet.
Titel : Jeg fryser om dine hænder Forfatter : Jesper Nicolaj Christiansen Forlag : Copenhagen Storyteller Udgivelsesår : 2021
Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget
Fra bogen “Inde i køleskabet logger en klapmyds. Den ligger og kigger på mig med sine store, sorte øjne, som et tøjdyrs. Men det er sådan set ikke det mystiske. Det, der tager det langt forbi underligt, er det faktum, at sælens hoved er et kranium. De hvide knogler skinner i det ubarmhjertige lys fra køleskabet. “Annaassisoq,” siger den. Jeg bliver stående et øjeblik og betragter den, så vræler jeg og smækker lågen i. Jeg bakker væk fra køleskabet, men stopper, da jeg mærker tilstedeværelsen af noget bag mig. Drejer langsomt omkring, og der, i den mørke krog bag døren ind til soveværelset, sidder noget på hug. Min første tanke er, at det er et menneske, en nøgen kvinde, og et kort øjeblik tror jeg rent faktisk, at det er hende fra i går, der er kommet tilbage. Den dejlige illusion brister, da jeg ser brysterne. De er store og frugtbare. Hendes ansigt kommer ud i lyset. En stolt kvinde, med tårer løbende ned ad begge kinder, men hendes ansigt bærer ikke præg af sorg. I armene holder hun et spædbarn.”
Rasmus er halv grønlænder og halv dansk. En grønlandsk far og dansk mor som drikker. Familien bor i Grønland indtil faderen dør. Da Rasmus hører stemmer/ånder beslutter moderen og lægen på psykiatisk af Rasmus skal sendes til Danmark og undersøges nærmere. Rasmus er skrækslagen og hans venner, ånderne, er bekymrede for om han kommer tilbage til Grønland. I en alder af 7 år får han diagnosen Skizofren. Mange år senere er Rasmus’s liv på slingrekurs. Som 22 årig har han en skilsmisse bag sig og er hjemsendt fra militæret – Dishonorable Discharge. Selvom han blev skudt og døde i Afganistan og blev reddet af en sæl og en isbjørn ( i ørkenen! ). Livet derefter i Danmark med en PTSD diagnose går med at tage piller, drikke og løbe fra kvinde til kvinde. En dag bliver han standset af politiet, han kører rundt i en stjålet bil. Meget overraskende bliver han den dag mødt af en PET-chef som giver ham et tilbud. Tag tilbage til Grønland og find den danske justitsministers datter som forsvandt i Tasiilaq eller få en enkeltbillet til Sikringen ( en landafd. for de mest syge, behandlings- og plejekrævende psykisk syge i Danmark. ) Rasmus hader at skulle til Grønland, hader tanken om at møde sin mor. Men damen fra PET skræmmer ham alligevel mere. Så “next stop Grønland”! Hans tidligere venner – ånderne – taler højere nu han nærmer sig Grønland og der skal mere medicin og alkohol til for at holde dem på afstand.
Første indtryk af bogen – sikke en smuk og usædvanlig forside, da jeg så derefter læste bagsiden, blev jeg lidt forundret – for den harmonerede slet ikke med den smukke forside.
Bogen er, hvad jeg vil kalde en ægte artic noir. Her er fart og fandenivoldskhed fra start. Sproget er råt, skarp og uden en pæn og udglattende vending. Og bogen fremstår samtidig nøgen og blottet. Hovedpersonen Rasmus er alt det vi tror, vi ved om en med hans livsforløb. En mislykket barndom i Grønland, en alkoholiseret forælder, en ok uddannelse, gift og skilt i en alder af 22 år og kort militærkarriere. Det gik galt – manden har en diagnose, er misbruger, han afskyer samfundet, bruger kvinder og lever næsten fra time til time, mens han holder dæmoner på afstand. Intet er pakket ind i omsorg og empati. Grønland er hvad vi får serveret. Koldt, mørkt, fyldt med overgreb og drankere. Det hele er udkanten af udkanten og fremstår som det allermest mislykkede. Take it or leave it! Bogen er en pageturner og som siderne vender sig selv og læseren vender sig til tonen og de “skarpe kanter” dukker en anden sandhed frem, en anden Rasmus og en anden fortælling. Da min “ordentlighed” ikke længere reagerede på de mange racistiske udtalelser, udstødelsen, misbruget, skarpheden, pædofilien, fanatismen og tonen – opdagede jeg et afsavn, kærlighed og ensomhed i hovedpersonen, og samtidig at være udråbt som “Messias-figur”, alt det er for stort at bære af et menneske. At være “fanget” in between kulturer og skubbet så langt, så kun ligegyldigheden har betydning – derude kan man enten styrte eller rejse sig. Bogen har taget meget af inuittroen med sig og Rasmus har sine rødder dybt forankret i Grønlands egen religion og bevæger sig gennem det meste af bogen mellem virkeligheden og det overnaturlige. Fascinerende læsning og smukt indflettet i historien. Og her er også bidder af Danmark historie.
Bogen er som nævnt en pageturner og plottet – genialt. Bogen vil muligvis skubbe til læserens grænser, men det gør ikke noget – for det giver mening. Om man kan elske Rasmus-figuren er et godt spørgsmål. Jeg fik til sidst forsiden til at passe til den rå og fandenivoldske artic-noir, og den forbliver smuk – nu bare med en dybere mening. Jeg er begejstret for bogen – den gør intet for at behage, hvilket er tiltalende, hvis man ikke lader sig provokere, hvad jeg faktisk gjorde i starten.
Titel : Den inderste kerne Forfatter : Lotte Kaa Andersen Forlag : Gutkind Udgivelsesår : 2021
Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget
Fra bogen “Den del af undervisningen, jeg kan deltage i, er god. Men kvindelige studerende må ikke benytte biblioteket og matematiklaboratoriet. Efter forelæsningerne går de mandlige studerende til de individuelle tutoring sessions i laboratoriet, hvor de kan stille spørgsmål og få vejledning til øvelserne, mens jeg må gå tilbage til mit værelse og lave øvelserne selv. Argumentet er, at kvinder ikke må opholde sig i enerum med en mand, end ikke en professor eller underviser. Jeg får således ikke den samme undervisning som mine medstuderende, men den eksamen og de opgavesæt, vi forbereder os til er de samme. At være afskåret fra disse tutoring sessions er det største handicap, for det er her, den egentlige læring finder sted. Det er i sandheden et chok at møde verden udenfor Hanna Adlers skole, hvor drenge og piger var lige på både hockeybanen og i klasseværelset.”
Inge Lehmann er datter af Ida og Alfred Lehmann og storesøster til Harriet. Allerede da hun var helt lille var der noget anderledes ved hende. Hun kunne stå uendelig lang tid ved et vindue i lejligheden og tælle, hun kunne blive ved og ved. Det hed sig at Inge var skrøbelig. Hun kunne tænke sig selv syg, hvis hun over-tænkte. Hendes mor Ida lærte Inge alfabetet da Inge var 4 år og derefter lærte hun sig selv at læse. Hendes hjerne sugede information, især tal, som en svamp. Lillesøster Harriet var en helt anden støbning, hun legede, dansede og var ikke søgende og lidt bekymret sjæl. Inge var ikke til leg eller særlig god til mennesker, men tal og far Alberts laboratorie var interessant. Albert Lehmann var en berømt professor og grundlægger af Psykologisk Institut på Københavns Universitet. Albert mente at Inge var klar til skole allerede da hun var 4 år, men Ida nægtede, hun var bange for at Inges helbred ville lide under at komme i skole. Så Inge måtte vente på at Harriet blev skoleklar – så de kunne følges ad. Albert Lehmann havde en overbevisning om at hans døtre skulle være ligestillet med drenge og derfor kom de to piger på en ny skole som lå på Sortedams Drosseringen. Skolen var startet af en Hanna Adler, hun så vigtigheden i at drenge og piger blev behandlet ens og havde afgang til sammen undervisning. Skolen bliver en ny verden for Inge og hun er en kvik elev – til tider for kvik. De sidste år i skolen ændrer hun sig markant, hun laver ikke sine opgaver følger ikke med og er ikke interesseret. Hun har en samtale med frk. Hanna Adler som hjælper, og Hanna har samtaler med Inges undervisere. Det er været godt at gå på Hanna Adlers skole – men virkeligheden uden for skolens mure er ikke så revolutionerende. Kvinder og mænd er ikke ligestillet og mænd har adgang til alt, kvinder har ikke. Lillesøster Harriet, som vil spille teater og være skuespiller, er tilfreds med livet, det er noget andet med Inge. Selvom hendes forældre, især Albert, vil gøre alt for hende, kæmper Inge med sine valg i livet og hun vil gå sine egne veje. Inge Lehmanns liv bliver ikke let. Hun må droppe verdens sværeste matematikeksamen på Cambrigde University ( The mathematical Tripos ) – det er ikke hendes evner som svigter, men forskelsbehandlingen og ønsket om at bestå med høje karakter. Hun bliver syg og må hjem til Danmark. Hendes liv er fyldt med forhindringer, men også med mennesker som støtter hende. At være Danmarks og verdens første kvindelige seismolog er en kamp for mændene anerkender hende ikke eller hendes forskning, en forskning hun kun kan foretage i sine ferier. Inge Lehmann er intet mindre et et geni på sit felt, matematikken, og hun er jordskælvsekspert. Først meget sent i livet høster hun anerkendelse – den anerkendelse som hun også har higet efter, og det er udenfor Danmarks grænse. Vi følger hende fra 1894 til 1993 hvor hun dør.
Jeg havde ikke stiftet bekendskab med Inge Lehmann før jeg læste “Den inderste kerne” og allerede på de første sider, hvor lille Inge prøver at organisere verden gennem tal, tabte jeg mit hjerte til hende. Lotte Kaa Andersen skriver med stor respekt om Inge Lehmann og har indhentet meget personlig information hos familie og på Rigsarkivet. Og selvom Inge Lehmann i bogen er forfatterens Inge Lehmann kan læseren problemfri fremmale en helt særlig kvinde som ligner den danske kvinde Inge Lehmann.
Bogen er inddelt i korte kapitler, hvor der springes i tid og sted. Og læseren følger Inge Lehmann gennem hele hendes liv. Sproget er let og bogen fanger hurtigt sin læser. Som kvinde bliver jeg opslugt af tidligere tiders problemer med at give kvinder de samme rettigheder og respekt som mændene fik. Og det er tydeligt at Inge Lehmanns særlige intelligens bliver forsøgt holdt nede, mændene omkring hende ved godt hvad hun kan – og derfor vil de ikke samarbejde. Og argumentet “hun er jo en kvinde” bruges lidt for ofte!
“Den indereste kerne” er en smuk cadeau til en usædvanlig og stærk kvinde. En kvinde som gik mindre op i kvindelighed end kvinderne på hendes tid og brugte alt sin tid ( det hun kunne få ) på forskning. Hun tog intet for givet og alt ville hun gøre selv – hun stolede ikke på mange. Og som læseren kommer frem i bogen kan man se frk. Lehmann cykle, vandre eller sidde fordybet – bøjet ind over sine papirer, notater og målinger, og hun tiltrækker opmærksomhed – Lotte Kaa Andersen får smukt sammenflettet en stærk videnstrang med en skrøbelig og smuk sjæl. Inge Lehmann eftersøgte orden. Der er lige så mange svar som der findes spørgsmål og Inge lod ikke et spørgsmål, en mislyd eller afvigelse ligge – alt havde en grund.
Gennem hele bogen følger lillesøster med og hun er med til at gøre Inge “medmenneskelig”. Geniet Inge er også søster og har et svært forhold til sin lillesøster, selv som ældre kan søster Harriet`s ord rammen Inge helt usigelig hårdt, hvilket læseren også får med, hvilket også er vigtigt når man skal vise en hel person. Læseren møder mange mennesker, bla. Niels Bohr, og alle har deres plads i historien. Inge Lehmann levede i de 100 år, ca. som har været de mest foranderlige 100 år. Alligevel forblev hun førende på sit felt fra start til slut – og det får forfatteren med.
Jeg kan ikke sige andet end efter at have læst “Den inderste kerne” har jeg ( næsten ) mødt Inge Lehmann og hun var/er en heltinde – stærk og næsten frygtløs, men en iboende lille pige som har brug for at organisere verden ved at tælle på fingerne – så verden vedbliver at give mening. Her er store følelser, kærlighed, sorg, venskaber, udlængsel, vrede og en iboende stærk ordentlighed. ( på et tidspunkt siger den amerikanske professor Ewing til hende; Den amerikanske regering og vi her på instituttet ser dig som faglig uangribelig og derfor upartisk, du er jo troværdigheden selv ) Hun kunne ikke bøjes! Jeg havde en klump i halsen da jeg vendte sidste side, for jeg var slet ikke klar til at slippe hende. Jeg håber at Inge Lehmann i form af Lotte Kaa Andersens Inge Lehmann atter kan rejse ud i verden og fortrylle dem som måtte læse “Den indereste kerne”.
5 stjerner af 5 mulige og kaskader af stjernestøv.
Titel : Et stykke af tiden Forfatter : Benn Q Holm Forlag : Alpha Udgivelsesår : 2021
Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget
Fra bogen
“Toget var langtfra fyldt. Mest ældre mennesker i billigt og gammeldags overtøj med fyldte indkøbsposer og næsen begravet i vestlige aviser. Formentlige østberlinske pensionister, der havde været på familiebesøg i Vestberlin, de eneste der måtte rejse ud. Toget passerede først en spøgelsesbanegård, Humbolthain, altså måtte de nu være i Østberlin, så to mere, så Nordbahnhof, Oranienburger Strasse, uden at stoppe. Da S-toget igen standsede, var de ved endestationen Friedrichstrasse. Pensionisterne smed aviserne fra sig på gulvet i kupeèn og samlede deres net og poser. Ingen ventede for at stå på. Ben kiggede op og nedad den tågeindhyllede perron. Sigtbarheden var dårlig, han kunne lige så godt stå på en flodpram, der havde lagt til ved en dunkel kaj. Et sted i den grå dis anede han nogle bevæbnede grænsebetjente. Det var vel bedst at tage tilbage. Så lød et højt og skingert fløjt, modvilligt skyndte han sig ind igen i det tomme tog. Det beskidte gulv flød med aviser, som det tilsyneladende var forbudt at tage med ind i Østberlin, Bild, Berliner Kourier, Die Welt. De passerede atter de tre afspærrede stationer, som på grund af linieføringen havde forvildet sig ind i fjendeland. Ben stirrede fascineret på de fuldstændig mennesketomme perroner, et sted stod der en enlig DDR-betjent og kiggede ud i luften. Næste gang måtte han huske sit kamera.”
Året er 1976 og Ben Wilmington er canadier og ung arkitektstuderende ved University of Toronto, hvor han dog efterhånden sjældent er at finde. Han bor hos sin fordrukne far efter forældrenes skilsmisse. Moderen bor nu sammen med Bens stedfar, som har penge nok. Ben får mulighed for at studere et år som stipendiatstuderende ved Fakultät VI, Institut für Architektur på Technische Universität – eller bare TU i Berlin. Heldet smilede til ham takket være tyske aner og muligvis penge fra stedfaderen. Ben rejser til den indemurede og omringede millionby; med sig har han et kamera og han er begejstret – sproget har han ikke styr på, men han er optimistisk. Efter ankomsten flytter han kortvarigt ind i et studenterkompleks på Siegmunds hof – her er et typisk studenterliv med forskellige mennesker. Nogle stærkt politisk orienteret, andre lidt mindre. Her bliver han indtil et andet tilbud kommer til ham fra en medstuderende Florian – en outsider med stærke holdninger. Ben og Florian Daxer bliver gode venner og Ben flytter til Mommsstrasse i Charlottenburg og ind på Daxer pensionat, et sted som bliver en stor del af Bens liv i Berlin. Pensionat Daxer ligger på et lille ( fortids ) idylisk torv med cafeér, boghandlere og et lille haveanlæg med gamle smedejerns lygtepæle – en hel anden verden end Siegmunds hof. Ben og Florian knytter et stærkt bånd og Ben bliver, uden at opdage det, en mindre arbejdskraft i det “Daxiske”pensionatet. Tiden og byen byder på protester, optøjer og terrorisme. Studenterlivet får efterhånden en andenplads i Bens liv. Ben drager omkring i Berlin med sig selv, men også med andre og han opdager at David Bowie også opholder sig i Berlin. Livet han havde forestillet sig i Berlin bliver ikke det liv han lever der – i 1976/1977
Enhver som har været i Berlin ved at det er en by som kalder en tilbage – når man rejser hjem derfra. Det er i hvertfald min oplevelse med Berlin – i en tid langt væk fra 1976, hvor jeg var 6 år. “Et stykke af tiden” er en tidslomme man træder ind i sammen med Ben. Jeg fandt at min opmærksomhed flød fra personerne og til byen, og som historien skred frem tænkte jeg næsten Berlin selv som en person som vandrer side om side med Ben i denne historie. Persongalleriet er omfattende, men det virker. Pensionatet Daxer bliver som et mini Berlin med sine beboere og et stærkt ekko fra fortiden. Krigen er allestedsnærværende og alle kontraster er tegnet skarpt op – øst/vest, krig/fred, ung/gammel, fortid/fremtid og lys/mørke.
Bogen er en comming of age kærlighedhistorie, men jeg synes næsten kærligheden til byen Berlin er større. Det hele er pakket ind i en langsomhed og gråt ekko fra fortiden – uden det overhovedet bliver kedeligt. Jeg er vild med det tågede, hvor verden og lydene forsvinder og man aner kun omridset, det grå, det slidte og engang storslåede, Berlin anno 1976 og selvfølgelig mr. David Bowie “himself”. Jeg ville gerne have haft mere tid med karakteren Florian, han forsvandt for hurtigt.
Titel : I Merubjergets regnskygge – Breve til min datter Forfatter : Natasha Illum Berg Forlag : Forlaget 28B Udgivelsesår : 2021
Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget
Fra bogen.
“Jeg blev født med et hulrum indeni, en plads allerede karvet ud til dig, og nu har du langt om længe indtaget det sted, der altid og helt retmæssigt har tilhørt dig. Intet i verden føles mindre overraskende. Alt er faldet på plads. Du har altid været der som vejret altid har været der, og jeg er så meget mindre, så meget underlagt disse vældige ting, at jeg er nødt til at tage jer begge for givet. Ja, der er mange øjeblikke, hvor hele mit væsen svulmer op blot af at kigge på dig, men den æresfrygt, den dybe taknemmelighed, som jeg føler, er ikke rettet mod min egen evne til at elske, men mod naturen, der har gjort lige netop mig til din mor.”
“I Merubjergets regnskygge – breve til min datter” er læseren i Afrika, Tanzania og Sverige. Natasha Illum Berg er professionel storvildtjæger, en profession domineret af mænd, i en barsk og brutal verden, men også en verden af skønhed, natur og liv. Et verden hvor man lever i nuet. En verden hvor alle sanser er aktiveret og de sætter dagsordenen, lige så naturligt som solopgang og solnedgang. Natasha Illum Berg er gravid, tager stadig ud på safari og skriver samtidig en bog til sin kommende datter. En bog som skal indeholde det vigtigste – hendes families historie og hvilken verden hun ankommer til. Natasha fortæller om mange af sine livsvalg, verden i Tanzania, menneskene som virker som hendes selvvalgte familie samt familien hjemme i Sverige og deres livsvalg. Bogen er en kærlighedserklæring til det som er større end os selv – nemlig vores børn. Historien som startede flere generationer tilbage og som fortsætter længe efter vi ikke er her længere.
Jeg startede bogen og kom til at tænke på Karen Blixens “Mit Afrika”. Naturbeskrivelserne, menneskene, lyset, varmen m.m. men inden længe indså jeg at det var Afrika hun beskrev og ikke Karen Blixens “Mit Afrika “- blot det sammen kontinent. Bogen er et sanse orgie. Skrevet af et menneske som ser, oplever og er en del af verden – og jorden hun træder på. Bogens titel er todelt “I Merubjergets regnskygge – breve til min datter”. En mor fortæller sin historie på godt og ondt. Om de store glæder, alt det fantastiske livet er, men også om smertelige fravalg og døden. Om alt det der gør os til menesker og særligt det som forfatteren vælger at leve af, på trods af farene. Er man blevet MOR træder man ikke ud på en farefuld færd – for man har noget at beskytte hjemme. Men bushen og savannen gør noget ved mennesker – deres sanser og livet leves i nuet. Der er noget berusende ved at være tilstede, og flyde med naturens gang. I alle kulturer i alle tider er ordet MOR stærkt – alene og i sammenhæng. En mor må beskytte og lære sit barn det vigtigste i livet. Bogen giver billeder af forfatteren som en løveinde i fredstid. En kærlig mor som lukker andre ind, men også våger over sit barn. Natasha Illum Berg beskriver sin “plet” i Tanzania som et “sanctuary”, et sted jeg gerne ville bo på trods af naturens rytme og luner.
Bogen er smuk og en stærk beretning – uden livet på nogen måde fremstår som perfekt eller beskriver en perfekt forfatter. Den er hurtig læst og Natasha skriver med smukke penselstrøg – sin historie til sin datter, hvem bogen også er tilegnet. Jeg blev grebet af det dybe og det nære, livet som til tider kan virke magisk og roen som bogen også indeholder – accepten af virkeligheden som den er. Mest af alt er det en fortælling om kærlighed.
