Titel : Rosarium Forfatter : Charlotte Weitze Forlag : Gutkind Udgivelsesår : 2021
Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget.
Fra bogen.
“Mennesket er verdens sidste tilkomne skabning, det står endda i Biblen. Planterne har været her så meget længere, at det ville være forkert at kalde dem dumme. Dyr og mennesker kan kun overleve, hvis de spiser noget andet, som har levet. Sådan er det ikke med planter. De kan på magisk vis nøjes med kuldioxid, sollys, vand og lidt mineraler fra jorden. Ud over det respirerer de dag og nat, næsten som mennesker. De indånder ilt gennem spalteåbningerne, der også benyttes til fotosyntesen. Ilten frisætter energien i det sukker, som fotosyntesen danner. Om natten lukkes spalteåbningerne på klem for at undgå vandtab. Men heldigvis kan rødderne også respirere, faktisk er det dem, som indånder mest.”
“Rosarium” er inddelt i 3 dele. I første del – fortid – møder vi en polsk familie som bliver nødt til at flygte for ikke at blive taget til fange eller værre af den russiske Zar. De når ud i skoven, i den mørkeste del – der hvor jægerne ikke kommer. Far og mor beder en dag børnene om at lægge sig til ro og ikke komme frem fra gemmestedet, som er en gammel eg. De lægger sig og vågner op til forår efter meget lang tid. Nu må de overleve i og af naturen. Børnene udvikler sig forskelligt – drengen er kødspiser, hvorimod pigen spiser mere og mere grønt.
I anden del – nyere tid – møder vi drengen Johannes, en lille spinkel fyr, som elsker at passe have sammen med sin mor og alle de spændende planter som faderen tager med hjem til dem. Johannes starter i et drengekor og får stor succes indtil den dag stemmen ikke længere er lys og fin. Til kor har Johannes mødt Margrethe, en sød pige. Johannes ønsker at blive som Magrethe og det driver ham væk. Han vælger at studere naturhistorie og det åbner en ny og spændende verden. En verden fyldt af historie, studier og interessante mennesker. Han vælger at ændre sig til Johanne og rejser ud i verden – en rejse som fører ham rundt i verden på jagt efter en bestemt blomst og i Polen møder han et spændende væsen, Esther som bor i et kloster hos nonner som arbejder på kun at leve af sollys.
I tredie del – fremtiden – Johanne/s familie bor nu forskellige steder på kontinentet og Johanne, som nu er 100 år, bor langt ude i skoven i USA. Johanne viser stor interesse for sit barnebarn Josephine – som hun kalder Fine. Fine for mere opmærksomhed end resten af familien. Fine er speciel, hun har en anden farve og kan sidde i timevis i sollys. Hun er lille af vækst og er blevet undersøgt på Rigshospitalet, men er rask. Johannes døtre tager til 100 års fødselsdag ved deres mor, men da de når frem er Johanne væk – stedet er omgivet af rosenvækster, et drivhus med grønt og små glas med alles navne på. Bogen tog mig med storm og var en helt anden bog end jeg regnede med.
Rejsen begynder i starten af det 20 århundrede og slutter et sted i fremtiden. Klimaet er omdrejningspunktet – og vinklet på en ny måde. Det er tydeligt hvad forfatterens hjerte brænder for og der er mange timers/års research bag. Der er planteviden smukt flettet ind i fortællingen. Der er info om træer og planters alder, kommunikation og vækst og overlevelse, personligt er jeg begejstret for de mange passager om naturen.
Karaktererne i bogen, især Johanne/s og Esther, er dybt fascinerende og smukke, men samtidig grusomme. Og skrevet på en måde så de drager læseren længere og længere ind i historien – til man til sidst føler sig fanget. Lidt som et bytte i en kødædende plante – for nu at blive i naturen. Bogen har en egen puls som veksler mellem: det er smukt, det er magisk, det er trist og vildskab. Og jeg sidder tilbage med følelsen af overraskelse og glæde.
“Rosarium” skal læses om læseren interesserer sig for klimaet eller ej! Jeg gør og er typen som synes det er problematisk at mit smukke birketræ står “rundt om” en lygtepæl og aldrig får hvile pga. evigt lys – typen som har store vildt bede i haven til insekterne og som mener vi langsomt er i gang med at slå os selv ihjel. Så bogen er som skrevet til mig. Men først og fremmest er det en fantastisk fortælling som kommer til at nå langt.
Charlotte Weitze har studeret folkloristisk – hvilket er en nyere betegnelse for folkemindevidenskab. Charlotte Weitze har tidligere udgivet en roman om klimaforandringerne, nemlig “Den afskyelige”. Min læseoplevelse var intet mindre end episk. 5 ⭐️ af 5 mulige overrislet med kaskader af stjernestøv.
Titel : Langt væk og lige om hjørnet Forfatter : Sara Rahmeh Genre : Digte Forlag : Alpha Udgivelsesår : 2021
Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget.
Fra bogen.
selv røvhuller fortjener poesi en Facebookprofil uden ansigt
racistiske kommentarspor udråbstegn og ukorrekte brug af kommaer
der er et særligt sted i helvede for folk der fucker med kommaer
SKRUB HJEM til dit eget, land de der skide indvandrere kommer her og tager vores jobs! de er ikke andet end bandemedlemmer, narkohandlere og terrorister
undskyld mig, men hvad er det lige for et job du har der kan tages af bandemedlemmer, narkohandlere og terrorister
Sara Rahmeh er dansker med rødder i Palæstina, og i digtsamlingen “Langt væk og lige om hjørnet” tager hun udgangspunktet at være hjemme i to kulturer, to sprog og lande. Emnet Identitet er det gennemgående. Sara får fint flettet skilsmisse, kultur, familie m.m. ind. Læseren beskuer billeder af danskhed – og det som med sikkerhed ikke er dansk – tit fra et sted “in between” eller stedet hvor en kombineret kultur “bor”.
Først og fremmest – jeg er ikke hjemme i digte og de føles ofte fremmede for mig. “Langt væk og lige om hjørnet” tiltrak mig efter at have set Sara Rahmeh i Go’morgen tv. Jeg er dansk og har aldrig følt mig fremmed i min land og er vokset op med andre kulturer end den danske omkring mig. Og møder jeg fremmede kulturer i dag er det altid mit første møde med “fremmede” i min barn/ungdom som præger mig – jeg møder først et MENNESKE og derefter religion, kultur, sprog m.m.
“Langt væk og lige om hjørnet” er små korte digte, korte sætninger og vel anbragte punchlines. Jeg blev berørt, eftertænksom undervejs og indimellem underholdt med humoren og ironien. Bogen er på en gang ungdommelig og uden alder. Den fortæller hvor nuanceret nogle sprog er kontra andre. Kærlighed og respekt kan overbringes på mange måder og vores historie findes i os og i den nære verden omkring os – hvad gør vi med historien når tiden og verden forandrer sig? Og det universelle spørgsmål: hvornår kan vi sige vi hører til – er hjemme?
Jeg er glad for at have læst “Langt væk og lige om hjørnet”, en bog jeg vil købe til min datter. Det “fremmede”, kultursammenstød og tilhørsforhold er store følsomme temaer, men “Langt væk og lige om hjørnet” er et nært, overskueligt og trygt sted at beskue de problemer som er omkring os i debatterne, hverdagssituationer og på internationale scene.
4 1/2 ⭐️ af 5 for en storytellers personlige fortælling.
Titel : De uadskillelige Forfatter : Simone De Beauvoir Forlag : Gyldendal Udgivelsesår : 2020 – skrevet i 1954
Fra bogen.
“Til Zara Når jeg har tårer i øjnene her til aften, er det så fordi du er død, eller fordi jeg er i live? Jeg burde dedicere denne historie til dig, men jeg ved du ikke mere er noget sted, og det er med et litterært kunstgreb at jeg taler til dig her. I øvrigt er dette ikke virkelig din historie, men bare en historie, der er inspireret af os. Du var ikke Andrée, jeg er ikke denne Sylvie som taler i mit navn.”
Vi møder pigen Sylvie Lepage, en ung rebel indtil den dag en af hendes tanter konstaterer “Sylvie er besat af dæmonen”, siden da retter Sylvie ind, som i trods. Hun “bruger krigen og religion” – Gud bliver dog ikke ved at være en magtfaktor i Sylvies liv. Sylvie møder første dag efter en skoleferie Andrée, da Andrée har valgt at sidde ved siden af hende i Sainte-Marguerite klassen (en pigeskole styret at nonner). Andrée er kun 9 år, lidt yngre end Sylvie og lige startet i Sylvies klasse, men med en livsgejst som ingen havde set komme. Andrée er ikke gammelklog eller flabet – men lige på grænsen. Det bliver starten på en usædvanlig kærlighed historie. De to piger bliver bedste venner.
Sylvie tænker at Andrée har et stort liv i vente. Andrées familie er stor, der læses, leges og diskuteres indtil den dag Sylvie gør en opdagelse ved middagsbordet hos Familien Gallard.
“Ved bordenden bombarderede tvillingerne hinanden med brødkugler; fru Gallard smilede og lod dem gøre det. For første gang stod det mig klart at det smil gemte på en fælde. Jeg havde ofte været misundelig over Andrées uafhængighed; pludselig forekom det mig at hun var meget mindre fri end jeg. Bag sig havde hun denne fortid, rundt om sig dette store hus, denne kæmpestore familie: et fængsel hvis udgang man omhyggeligeligt bevogtede”
Sylvies kærlighed til Andrée falmer ikke – den forandres mens hun ser hvordan Andrée kæmper med frigørelsen, hendes kvindelighed, religion og kærligheden til den unge mand Pascal. “De uadskillelige” er fra Gyldendal Skala-serie. Gyldendal Skala er nye klassikere til en ny tid. Vi er træder ind i bogen, i Paris i det tidlige 20’ende århundrede. Kvinders rolle i familien og livet er mejslet i sten. Sylvie og Andrée kommer fra to meget forskellige familier. Andrées familie tilhører det bedre borgerskab mens Sylvies familie tidligt mistede deres formue.
Bogen handler om frigørelse, kvinders frigørelse, kærlighed og venskaber. Bogen er en kærlighedserklæring til Simone De Beauvoirs egen barn/ungdomsveninde Zara. Så Andrée er Zara mens Simone taler gennem Sylvie. Slutningen er givet fra første side, men rejsen derhen er smukt fortalt med en indlevelse som man ikke ofte støder på i litteraturen. Jeg er dybt betaget af sproget og Simone De Beauvoirs mange beskrivelser. Udover de to hovederpersoner finder jeg fru Gallard interessant og hvordan hun helt systematisk binder Andrée på hænder og fødder, for at slukke hendes “frihedstrang.”
“De uadskillelige” er en smuk fortælling i mere end en forstand. 5 ⭐️ af 5 mulige.
“Amanda er holdt op med at fryse. Kroppen er ved at lukke ned. Selv kuldegysninger, der kom og gik, er hørt op. Musklerne er blevet træge og slappe, som om de tilhører en anden. Hjertet slår langsomt i brystet, hun trækker vejret stille. Amanda ligger på madrassen og drømmer. Hun ser mor og far for sig, Mimi og Kalle. Hun rækker armene frem for at omfavne dem, men hver gang forsvinder de som skyggefigurer. Hun får ikke fat i nogen. “Giv mig et kram,” mumler hun og prøver at slå armene om sin lillebror, men han glider af fuldstændig som de andre.”
Der er travlt i den lille by Åre, hvor skisæsonen er startet. En tidlig morgen, hvor den første medarbejder er mødt ind til at betjene stoleliften – VM6, gør han et grimt fund. Et lig sidder i stoleliften og er på vej ned til ham. Liget er den unge pige Amanda som nogle dage tidligere er forsvundet efter en fest hos hendes veninde Ebba. Inden hun forlod festen havde hun et skænderi med kæresten Viktor. Omkring samme tid i Stockholm er Hanna Ahlander venligt blev bedt om at søge nyt arbejde af sin chef. Hanna arbejder hos politiet under afd. for personfarlig kriminalitet. Da hun kommer hjem forlader kæresten hende og verden braser sammen. Med hjælp fra storesøsteren tager Hanna til Åre og opholder sig nogle dage i søsterens luksuriøse fjeldhytte. Politiet i Åre er underbemandet og arbejder i døgndrift for at klare en mordsag og kæmper for at få enderne til at nå sammen, det bliver en kold og hård december for alle i den lille by.
“Offermagerne” er første bog i en ny serie – Mordene i Åre – fra Viveca Sten. Bogen er mit første møde med Viveca Stens forfatterskab og det blev et godt første møde.
Bogen er en pageturner fra start. Persongalleriet er omfattende, men bliver i fineste stil rullet langsomt ud for læseren, så man til sidst sidder med en stor vifte af personer, som hver især spiller en rolle i handlingen, og ikke på noget tidspunkt synes man at det er for omfattende. Der er et hovedmysterie, hvor der fletter sig mindre mysterier ind, større og mindre, men alle nogen som hænger sammen med hovedplottet. Mange gange tror man at have gennemskuet plottet og kan udpege gerningsmanden, men så sker der noget nyt. Bogen er inddelt i dage og mindre kapitler som får handlingen til at føles tempofyldt. Flere temaer berøres i bogen, både det nære og på internationalt plan. Jeg blev hurtigt fanget af bogen og ser frem til dem som kommer efter. Der var fine naturbeskrivelser, interessante personer og temaer som gav stof til eftertanke. Så der er kun godt at sige i om “Offermagernen”
Titel : Når vi taler om ingenting Forfatter : Olumide Popoola Forlag : Rebel with a Cause Udgivelsesår : 2017 – på dansk 2021
Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget.
Fra bogen.
“Karl satte sig ned. Ingen havde nævnt hans far. Han måtte bare vente på det indelukkede kontor. Sekretæren gav ham “todayz paypass”. Som om han vidste noget som helst om det lokale forretningsliv. De halve timer, der normalt bare fløj afsted i London, svulmede op, hang fast i heden og ville ikke rykke sig en millimeter. Hvert eneste sekund sneglede sig afsted, i takt med de uægte visere på det ur, der vaklede på sekretærens skrivebord, tikkede de stille og roligt derudaf. Nogle gange det var Karl overbevist om, stoppede de helt op. Lissom “Mister Missing In Action ikke blev nævnt.”
“Når vi taler om ingenting, stopper vi ikke stilheden.”
Karl og Abu er venner og står på grænsen til “adulthood”. Venneparret bor i Kings Cross i London. Abu kommer fra en velfungerende arbejderfamilie, hvorimod Karl bor alene med sin mor som er syg – MS – Multipel sklerose. Året er 2011 og racespændingerne ligger lige under huden og venter på at eksplodere. De to venner er daglig udsat for tæv fra de lokale “wannabees”. Livet er ikke let, men de klarer sig sammen – med hver deres overlevelsesstrategier. Karl løber – bogstaveligtalt. Når noget er svært bliver han nødt til at løbe – løber indtil der ikke er mere energi. Han har sin egen seng hos Abu og bor der indimellem som en del af familien. Abu derimod taler, taler og taler og holder på den måde verden og sit eget kaos lidt på afstand. Karl har en socialrådgiver tilknyttet som holder øje med ham og til tider Abu. Karls far er fra Nigeria og pludselig får Karl en mulighed for at rejse ned og besøge ham – men besøget bliver ikke som Karl havde håbet på. Hjemme kæmper Abu med fraværet af Karl – Karl som er den eneste Abu vil modtage tæsk for, hvilket han ofte gør, for at gøre livet mindre hårdt for Karl. Raceproblemerne eksploderer da en sort ung mand bliver myrdet af politiet. Kings Cross bliver et spændingsfelt, hvor Abu kæmper en kamp for sig selv – for at gøre hvad der er rigtigt – omgivet af uromagere.
“Når vi taler om ingenting” handler om venskab, kærlighed, at blive voksen og finde sig selv og qeerness i en moderne verden fyldt med racespændinger. Som det første blev jeg fanget af sproget og the stream of concioness som jeg fascineres af som skrivestil. Hele vejen gennem bogen fik jeg en fornemmelse af at være “imellem” eller lige ved siden af hele tiden. Læseren mærker og ser de to hovedpersoner, men de er svære at fastholde. Man hører deres tanker og føler dem og alligevel flyder de ud af ens fokus for, kort efter, at dukke op igen. At være på grænsen til “adulthood” siver ned gennem handlingen og drengene hele vejen gennem bogen. Og venskabet mellem Karl og Abu er, synes jeg, usædvanligt smukt. Og familieforholdene er med til at tydeliggøre både hvem de er og hvad de kan og hvorfor de reagerer som de gør.
Jeg er meget glad for at have læst bogen – og kommer uden tvivl til at læse den igen. Især var jeg optaget af venskabet og energien mellem Karl og Abu og det at de trods store forskelle føles så ens. Begge karakterer er stærke. Abu ankommer som en lysende puls ( og tale ) som rammer og kræver opmærksomhed. Og Karl er næsten diamentral modsat, han har samme styrke, men med en helt anden opmærksomhed. Han er i fokus og hele tiden ultra opmærksom på sine omgivelser, bevægelser og talen.
Jeg vil ikke spoile bogen, MEN det bliver interessant og smukt. 4 1/2 ⭐️ af 5 mulige.
