Titel : Nådeløse kvinder – en fortælling om hævn. Forfatter : Camilla Läckberg Forlag : Alpha Udgivelsesår : 2020
Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget.
Fra bogen.
“Han var nok blevet taget på sengen, hvis hun havde sagt det, som det var. “Fordi han tæver mig sønder og sammen, når det passer ham. Han slår mig, hvor det ikke kan ses. Og jeg tænker, at så længe man ikke kan se det, så er det der heller ikke.”
Bogen starter i tre spor. Vi møder Ingrid Steen, Viktoria Brunberg og Birgitta Nilsson. Tre meget forskellige kvinder i meget forskellige ægteskaber. Fælles for kvinderne er at de er “fanget” i forhold som ikke er gode for dem. Der er fysisk vold, nedgørelse og utroskab som de har levet med længe – men nu vælger de at det skal være slut! Men de må have hjælp, for ingen af dem synes de fortjener at blive straffet for at “fjerne” deres mænd fra jordens overflade! De forskellige spor mødes da kvinderne – unden de ved det, bliver hinandens frelsere/hjælpere – kvinder som ved hvad de hjælper hinanden med – en forløsning fra forhold, hvor manden har magten og bruger den som det passer ham.
Bogen er en lille kort og kompakt sag på 190 sider. “Nådeløse kvinder” er min første bog af Camilla Läckberg og jeg var positiv. Jeg var usikker på om historierne om de forskellige kvinder – historier som mødes til sidst i bogen, var tilstrækkelig “mættet” for der er jo ikke mange sider at gøre brug af. Kvinderne og deres mænd, kvinderne i særdeleshed er fint beskrevet og man får som læser et fyldestgørende indblik i deres liv og psyke. Der er tale om kvinder der langsomt og systematisk er blevet ( næsten ) nedbrudt og som nu står ved en skillevej. Det er kvinder vi alle kunne passere på gaden og de ville ikke “ligne” kvinder som lever i et modbydeligt ægteskab. Deres mænd er ligeså tydelige – mænd som får det til at vende sig i læseren. Bogen er så velskrevet at læseren kan retfærdiggøre kvindernes handling. Sproget flyder let og bogen er alt for hurtigt læst. Har flere gange tænkt at bogen sagtens kunne have været længere – men nu mens jeg skriver ændrer jeg mening. For måske er “Nådeløse kvinder” en spændende og interessant fortælling fordi den er lille og kompakt. Historier bliver ikke altid bedre fordi de bliver længere. Mangler jeg noget må det være en fortælling i fortællingen om, hvordan de finder hinanden – det står lidt hen i det uvisse. Men det tager ikke spændingen eller forståelsen af historien fra bogen.
Jeg vil på baggrund af denne lille perle glæde mig til at dykke længere ned i Camilla Läckbergs forfatterskab. 4,5 krimi ⭐️ af 5 mulige.
Titel : Breve til livet Forfattere : Anne Sofie Allarp & Ditte Giese Forlag : Alpha Udgivelsesår : 2020
Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget.
Fra bogen.
Et brev fra Ditte. “I går var jeg til min første tremåneders scanning. Dem skal jeg til hver tredje måned fra nu af og resten af mit liv for at holde øje med sygdommen. Man kommer ind i kælderen på Rigshospitalet og skal lægge sig på en seng. Så sprøjter de radioaktivt kontrastvæske ind i en blodåre, og man skal ligge stille og drikke en halv liter kontrastvæske mere og hvile sig i 45 minutter, mens kroppen fordeler væsken rundt i kroppen. Ved siden af mig lå en ældre herre, 80 år gammel, og skulle til samme undersøgelse som jeg. Han var blevet opereret for kræft i benet i oktober, og nu var kræften måske tilbage. ” Det håber jeg sørme ikke.” sagde han. Det håber jeg da heller ikke. Men jeg lå og tænkte, hvor uretfærdigt det er, at jeg som 42 årig har en sygdom, som en mand på 80 får. Det er sgu da skide strengt, at en mand, der har fået børn , børnebørn og oldebørn og husker Besættelsen, er det samme sted i livet som mig!”
“Breve til livet” er en brevveksling mellem to kvinder midvejs gennem livet. Anne Sofie Allarp og Ditte Giese fortæller hinanden om deres liv – livet som allerede er levet, karrieren, børn, mænd, sex, samhørighed, sygdom, politik og meget mere.
Bogen er den første brevveksling jeg har læst i mange år – og jeg var muligvis forudindtaget kritisk. Her er det to stærke kvinder, som åbner sig og deler på godt og ondt. De reflekterer og stiller sig modigt åbent til skue. De inviterer hinanden indenfor i deres liv. De spørger og svarer åbenthjertet på spørgsmål fra hinanden. Det er samtaler som vækker genklang og overraskelser. Sproget er frit og uden hensyntagen til det “pæne”. En bog som kunne være blevet en overfladisk “kvinder for kvinder” bog. Men bogen er fint afbalanceret og følsom. De temaer som berøres kender vi alle og kan derfor let spejle vores eget liv, refleksioner, reaktioner og sårbarhed. Så tak for en overraskende samtalebog for alle vi kvinder som er midtvejs – som stadig er sårbare, har en mening, farer vild og stadig ikke altid fanger budskabet – og som lever i en usikker tid med corona.
Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren og forlaget.
Fra bogen.
“Pludselig slår klokkerne. Det ruller dybt i tårnet, malmfuldt og noget tungt. Det er en kropslig lyd, knoglerne synger med. Lyden indskrives i kroppen som erindringer, hun læner sig trygt imod tonerne, der føles som klokkerne fra den lille hvide kirke, når de blev båret med blæsten til Røde hus. Kirkeklokker er en anden tids lydlige spor. En tid, hvor klokken var cirka og nogenlunde fra solopgang til solnedgang, fra klokkeringning til klokkeringning, hvor tiden var flydende og fælles og ikke individuel og digital på sekundet.”
Thea er vendt hjem til Danmark fra USA, hvor hun er gået fra det ene forhold til det andet. Hun er vendt hjem til Vadehavet, Ribe og mormors hus – Røde hus – som har stået tomt siden mormorens død for flere år siden. Thea har et problematisk forhold til sin mor og har tilbragt meget tid hos sin mormor i huset tæt på Vadehavet. Men hun gled langsomt væk fra sin mormor som voksen. Det tager tid at nærme sig Røde Hus der er meget historie, mange minder som dukker op. Og samtidig føler Thea en splittelse, en indre uro som holder hende konstant i bevægelse bla. lange løbeture om natten igennem Ribe og det stille landskabet. Midt i sin søgen efter et “anker” som kan holde hende på plads møder hun biologen Arild som, sammen med Røde Hus, måske er det hun søger.
“Fugleflugt” er en smuk fortælling om usikkerhed, sorg, uro, kærlighed og de svære forhold. Thea er frit svævende og skubber alt og alle væk. Hun er næsten vibrerende. Bogen flyder mellem fortid og nutid – mellem Theas forhold til mormoderen, moderen og faderen. Bogen beskriver smukt Vadehavet og den ro og stabilitet der flyder gennem naturen, også når den raser, og livet som leves langsomt og i fællesskabet. Der er et fint sanseligt nærvær som duftene, det visuelle og den kropslige erindring. Thea er fint beskrevet og bliver endnu tydeligere gennem moderen og Arild. Handlingen bevæger sig langsomt gennem bogen og man føler sig trukket med, stille og roligt. En smuk bog om noget meget nutidigt – de indre og ydre krav til stimuli som vi alle oplever – mere eller mindre og hvordan vi kan finde roen igen.
Jeg synes bogen var for kort, kunne have læst mere om Thea og naturen og livet ved Vadehavet.
