Titel : Om udregning af rumfang ll Forfatter : Solvej Balle Forlag : Pelagraf Udgivelsesår : 2020
Fra bogen.
“Det er ikke som en have. Jeg sår ingenting, jeg vander ikke, jeg høster ikke. Det er ikke som et hus. Jeg fælder ikke træer, jeg bryder ikke sten, jeg brænder ikke tegl, jeg bygger ingen mure, jeg lægger ikke tag. Jeg finder færdige stykker, små dele til årstidsbygning, jeg samler informationer i min grønne bog, jeg tænker på værktøj, på skruetrækkere, umbrakonøgler og møtrikker i forskellige størrelser, jeg tænker på skruer og søm, på lim og cement, jeg føjer delene sammen, og måske kan jeg bygge et år.”
“Om udregning af rumfang II” starter hvor vi slap Tara Selter i “Om udregning af rumfang” Hun har gennemlevet et år – en samling af den attende november og har en tro på, at når et år er gået, så vil tiden falde tilbage i rytme og det vil blive den nittende november, men den nittende indfinder sig ikke, bare dag 366 af den attende november.
Hun vil ud – hun vil opleve et år som bevæger sig fremad gennem årstiderne, hun vil mærke sne, frost og en vinter, som bevæger sig ind i foråret, for at folde sig ud i en sommer som senere trækker sig sammen og bliver til efterår igen. Men inden den følelse og tanke er blevet hende bevidst “flyder” hun rundt i Paris, hun følger en menneskestrøm som bevæger sig mod et hverdags-mål, hun lytter til samtaler og føler sig som en tyv og synes at verden lige så langsomt opløses for øjnene af hende, men hun ved verden er den sammen – og hun har affundet sig med det. Hendes mand Thomas, hjemme i Clairon-sous-Bois, er i sikkerhed, hendes forældre og søster er i sikkerhed og hun er ikke i fare. Hun har penge og steder at bo så de bekymringer har hun sluppet. Som hendes nuværende virkelighed ser ud, vil hun skabe sig et år, selv. Og hun beslutter sig for at rejse – rejse mod nord, mod vinter og mørke. Det er lidt kompliceret, for hun stoler ikke flys evne til at loope eller navigere i den gentagende attende november og da hun ikke selv kører bil bliver rejsen langsom, med tog op gennem Europa på en novemberrigt attende november, år 2. Hun rejser med så få ting som muligt og hendes taske indeholder det vigtigste, især den lille grønne bog, hvor hun fører “regnskab”over det år hun nu forsøger at skabe – så sandt og livagtigt som muligt selvom sandheden er, at det er og forbliver den attende november. Hun skriver årstider, steder hun bor og alt hvad hun oplever ned. Det skal være en manual som kan leves og gennemleves om og om igen. Hun finder årstiderne, den rette temperatur, lys og mørke, traditioner, højtider. Det eneste hun ikke finder er den nittende november. Sidste på år 2 af den attende november bliver hun berøvet og hendes veldokumenteret lille grønne bog med års”oversigten” forsvinder.
“Om udregning af rumfang II” er som “Om udregning af rumfang” spekulativ fiktion og bog nr. 2 føles som en naturlig forlængelse af bog nr. 1. Virkeligheden er tilstede og det unaturlige virkelige som Tara oplever flyder forbi læseren uden vi opdager det. For nogen er det uhygge, for mig er det mere som en labyrint, hvor væggene bevæger sig, det er mystik pakket ind i det genkendelige. Og uden man opdager det bliver man særdeles observant. Tara er faldet lidt til ro og hun bliver et epicentrum – et rum fritaget/løsrevet fra tiden. Hun forsøger ikke længere at sætte aftryk – gøre sig bemærket, hun passer på de andres virkelighed – den hun inderligt ønsker sig tilbage til. Bog er sanselig og næsten så fortættet ( stille ) som bog nr. 1. I denne bog er Taras blik rette ud mod verden og hun interagerer mere med andre mennesker i sin søgen. Bogen tager fat i emner som årstider, hvad er årstider, hvordan ved vi med sikkerhed at det f.eks. er sommer eller efterår? Hvad gør man når virkelighed, som vi kender den, forsvinder. Tara bliver analog, hun dokumenterer med håndskrevne ark, lader telefonen dø og føler sig frem. “Om udregning af rumfang II” fangede mig ikke helt på samme måde som etteren. Jeg ved ikke om det er fordi jeg mangler et klimaks, en opbygning og en form for forløsning, for det var der heller ikke i etteren. Jeg er begejstret, men ikke på samme måde. Jeg glæder mig allerede til bog 3 i serien, for forfatteren efterlader en lille “cliffhanger” på sidste side og nysgerrigheden kickstartes igen. 4 ⭐️ af 5 mulige.
Titel : Drengen, Muldvarpen, ræven og hesten Forfatter : Charlie Mackesy Forlag : Svane & Bilgrav Udgivelsesår : 2020
Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget.
Fra bogen
“Når verden er ude af kontrol… så fokuser på det du elsker, lige for næsen af dig.”
En dreng vandrer afsted – lidt ensom, men så møder han en muldvarp og de møder en ræv og de tre møder tilsidst en hest. Og sammen følges de gennem foråret, på vej hjem. De er fire forskellige væsener og alligevel kan de beskues som en person. Undervejs bliver der stillet spørgsmål, filosoferet, svaret på spørgsmålene og funderet og givet varme og kærlighed. “Drengen, Muldvarpen, ræven og hesten” er en billedbog med små korte tekster. Billederne taler deres eget smukke og dragende sprog, et sprog som vil tiltale alle som elsker visuelle fortællinger. Billederne er tegninger, nogle med farve og nogle uden. Nogle af dem synes at stå stille og andre er i bevægelse. Teksten er spørgsmål og funderinger over livet som de fire skiftes til at svare på. Spørgsmålene er universelle og nogle vi stiller os selv hele livet – og jo ældre vi bliver jo mere komplicerede og nuancerede kan de blive, men kernen forbliver den samme.
Drengen er på vej hjem – et sted vi alle søger imod. Hjem kan været mange steder, stemninger og måske personer. Så egentlig er vi alle på vej – hjem. Bogen handler om venskaber, livet og sårbarhed. Store temaer som bliver overkommelige når vi sammen med nogle vi tør åbne os for, læne os op ad, stille de svære spørgsmål til og være stille sammen med. Charlie Mackesy har skrevet og tegnet en smuk og “eviggyldig” kærlighedserklæring til menneskene og barnet i os alle.
Jeg startede med at “plet-læse” bogen, undre mig og total fortabe mig i tegningerne. Tegningerne alene er smukke og kunne læses som en hel “fortælling” – teksterne gør bogen endnu “større”. Anden gang læste jeg bogen fra start til slut med mange fortabelser over tegningerne og de korte tekster. Forfatteren skriver at bogen er for de 8 – 80 årige, og jeg vil tilslutte mig at bogen er for alle. Måske kan den starte sit liv hos et meget ungt menneske som en “fortæller/samtale-bog” hvor tegningerne er i fokus for senere at blive en bog hvor man snakker om spørgsmålene. Jeg vil ikke stille min smukke “Drengen, Muldvarpen, ræven og hesten” ind på en hylde, den kommer til at ligge fremme, hvor den kan ses. Billederne taler et smukt sprog som ikke skal gemmes væk, men være tilgængelig hver dag og for alle.
Jeg er forelsket i bogen og især i de smukke tegninger som på en gang er sårbare og fyldt med styrke. Det bliver en bog jeg kommer til at slide op. 5 ⭐️ af 5 mulige overøst med stjernestøv.
Titel : Præsens Maskine Forfatter : Gunnhild Øyehaug Forlag : Gutkind Udgivelsesår : 2018 – på dansk 2020
Bogen er et anmeldereksemplar.
“Præsens Maskine” udkommer i dag d. 5 november.
Fra bogen.
“Det her er det treogtyvende kapitel. Her er der næsten ingen, der står bare nogle heste og sover. Det bliver meget mere nat når man ser to heste i natten stå og sove. Natten samler sig i hestene, og det at de står stille, ikke bevæger sig, ikke vrinsker, ikke gumler på et eneste græsstrå. Hvordan levende væsner kan sove stående, er der ingen der kan svare på, for her er simpelthen ikke nogen. Her er kun natten der trækker vejret lige så stille som en sovende hest. Eventuelt sproget, sprogevnen, “Gud”.
I starten, helt tilbage i begyndelsen, var Anna og Laura mor og datter. Laura er to år og hendes far, Bård, er i Nordnorge og arbejde. Han gør det for at få nedsat sin studiegæld. Anna og Bård er unge og bor i et lille hus med have. En dag hvor lille Laura cykler rundt på sin cykel, ude på græsset og syrenen blomstrer, sidder Anna og læser digte på terrassen. Hvad hun ikke ved er at Bård er lige på trapperne. Han kunne ikke klare at være væk fra sin lille familie. ( der er også noget med at han havde forelsket sig i en anden kvinde ). Anna læser et ord forkert i et digt og verden deler sig og hun forsvinder. Bård kommer ind af døren og føler noget har forandret sig – noget er væk. Han kalder og finder sin lille datter i haven – cyklende rundt. Nu følger vi – i parallelle verdener – den lille splittede familie. Laura er blevet voksen og er gravid, Anna er blevet skilt fra Bård og gift med Jorstein og Bård er gift med Sara.
Jeg var udfordret af “Præsens Maskine”, men også underholdt. Historien om den ( oprindelige ) lille familie er enkel. Men så kommer parallel-verden problematikken ind og et helt vidunderligt, skarpt og legende sprogbrug. Og læseren sidder med en underholdende ( sprog ) fortælling.
Der er temaer som længsel, savn og tab og kærlighed. Personerne forsøger at forstå sig selv og verden, men de er alle udfordret at et ret stort blind-punkt, den dag verden splintres. Følelserne sidder i kroppen, men kan ikke verbaliseres. Musik og sprog kommer ind i Anna og Laura’s liv om steder de forsøger at forstå verden og hvor de/vi kommer fra.
Sproget og springene i tid, fortid, nutid og fremtid minder om en spejl-mosaik besat overflade på indersiden af en sfære. Historien kastes frem og tilbage og forløses muligvis ikke – før langt ude i fremtiden. Et par gange var jeg hensat til “New York triologien” af Auster uden jeg dog synes de bøger minder meget om hinanden.
Jeg er begejstret for bogen og mest sproget. Det er ikke en bog som er hurtig læst , til tider er der sidelange sætninger, og selv om temaerne er dybe så bliver bogen underholdende. Den “fine” ironi flyder som en rød tråd og sproget er en uprætentiøs leg med læseren. Her leges med det hele uden at miste “bogens” eller historiens form. Det er intelligent.
5 ⭐️ af 5 mulige overdrysset af kaskader af stjernestøv.
Titel : Kasper mit hjertebarn Forfatter : Gitte Guldberg Forlag : Forfatterskabet.dk Udgivelsesår : 2020
Bogen er et anmeldereksemplar.
Fra bogen.
“Morgen udmalkningen gav ikke ret meget. Men Kasper var også skidt, da han havde haft en urolig nat med opkast. Kasper kunne heller ikke falde til ro, når jeg sad med ham, og han gylpede alt sin mad op og ud over mig. Lægen kom og scannede Kasper, og hans konklusion var, at Kasper skulle overflyttes til intensivafdelingen igen, da det var der, hjertelægerne bedst kunne overvåge ham.”
Et ungt par Gitte og Brian Guldberg glæder sig til at blive forældre. De bor i et lille toplanshus med deres hund Caroline. Kaspers korte historie stater med med at Gitte får et akut kejsersnit på Herning sygehus, da hendes moderkage har løsnet sig. Fødslen går fint og det unge par har fået en lille dreng. Han vejer 3650 gram og måler 53 cm. Glæden ved at have fået barn og fejre det med bedsteforældrene, som er tilstede på sygehuset, varer kort. Og inden de rigtigt når at tænke er de på vej til Skejby, i hver sin ambulance. Kasper bliver kort efter ankomst indlagt på intensiv. Efter flere undersøgelser viser det sig at Kaspers hovedpulsåre ved hjertet er indsnævret, og venstre hjertekammer er meget underudviklet. Gitte, som lige have overstået kejsersnit, ligger på en anden afdeling.
Nu hører vi om den lille families liv i dagbogsform. Lille Kaspers kamp for livet og forældrenes “kamp” for Kasper og for at holde sig selv oppe. Det “normale” liv forsvinder og kommer kun i små glimt af familie, venner og hunden Caroline. Deres liv går med Kasper, indlæggelser, operationer, medicin, læger, angst og frustration.
Jeg har det – hånden på hjertet – svært med så store og personlige beretninger. Jeg føler at jeg overtræder en grænse, ind til et sted som ikke er mit at betræde. Et sted som er privat og hvor meget jeg end prøver, kan jeg ikke til fulde forstå hvordan de mennesker har haft det, som har været gennem en uendelig smertefuld oplevelse. Så, som jeg ville have gjort i det virkelig liv, sidder jeg mig tilbage og lytter – og giver plads. Jeg giver plads til Kasper, familien, op og nedturerne og frustrationerne som rettes mange steder hen (som er naturligt!). Det var interessant at læse forløbet i dagbogsform, men det kunne også, til tider, føles som en lang grå gentagelse. Men sådan må det også være, mange gange. Hjem, tilbage på sygehuset, Kasper spiser godt, vi har haft en go’ nat, Kasper bliver dårlig og må tilbage på sygehuset. En svær tid som synes at gentage sig om og om igen. Dagbogsformen, korte afsnit i et let sprog med små tillægs tekster som forklarer de forskellige medicinske termer er let at læse. Hovedperson fremstår hudløs ærlig i sine følelser, frustration med mand og lille Kasper, følelsen af håbløshed, vreden på kvinder med raske børn og alle drømmene. Jeg var berørt fra start og gennem hele bogen, den gjorde indtryk. At være med på sygehuset nat og dag, nætterne på patienthospitalet, ventetiden, undersøgelserne, den manglende søvn, sygehuspersonalet og følelsen af kun lige at “overleve”. Men især to små kapitler i afslutningen “Dumme ubetænksomme kommentar” og “Andres historie” gav stof til eftertanke. Hvilke begge handler om møder med andre mennesker som måske ikke forvalter empati, ihvertfald ikke i praksis. Jeg giver bogen mine varmeste anbefalinger og håber mange vil læse om Kaspers kamp for livet og bare læne sig tilbage, bare lytte ( læse) og give plads til familiens uendelig svære tid og beretning.
