Udgivet den

Isola

Titel : Isola
Forfatter : Katrine Engberg
Forlag : Alpha
Udgivelsesår : 2020

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlag.

Fra bogen.

“Præsten greb endnu en gang fat i ham, denne gang i nakken, og berøringen føltes så grænseoverskridende, at Jeppe automatisk løftede hænderne for at skubbe ham væk. Før han nåede det, slap præsten og lænede sig bagud med et lunt smil som en rar nabo, der tilbød sin hjælp med hækken”

Makkerparret Anette Werner og Jeppe Kørner er blevet “skilt”. Jeppe har taget orlov og arbejder som skovhugger på Bornholm og forsøger at få styr på sit liv på den lille Ø.
Hjemme i Kbh er Anette blevet sat til at lede en drabssag, hvilket gør hende lidt nervøs, kan hun klare det uden Jeppe?
Man finder en rejsetaske med en hvis alder i Øster Anlæg som gemmer på en halvt lig, bogstaveligt talt. Liget er savet over på langs! Den aldrende rejsetaske er blevet købt på Bornholm af en afdød antropolog Magrethe Dybris. Selvsamme Dybris som den pensionerede litteraturprofessor Esther de Laurenti er taget til Bornholm for at skrive om. Esther har lige mistet sin Gregers og har brug for at komme væk fra Kbh. Og heldigvis kunne hun følges med sin ven Jeppe til Bornholm.
Anettes mand og datter er rejst udenbys, så hun kaster sig over sagen med den oversavede person. Og inden vi er langt inde i historien har hun trukket Jeppe, mere eller mindre, ind i sagen og han arbejder lidt “undercover” på den lille solskins ø.
Som historien skrider frem må Anette selv til Bornholm og arbejde samme med det Bornholmske politi og Esther som skulle skrive om Magrethe Dybris bliver trukket ind i sagen. Og Jeppe, ja han bliver en del af opklaringsarbejdet.

“Isola” er 5 selvstændige bog i serien om makkerparret Anette Werner og Jeppe Kørner.

Jeg havde inden “Isola” kun læst første bog i serien “Krokodillevogteren” og kunne sagtens huske Anette og Jeppe og deres samspil. Dog kan man godt fornemme der er noget forhistorie som mangler.
Bogen mister ikke af at være første bog man læser i serien, men den må nødvendigvis bliver beriget hvis alle bøger i serien er læst først.

Katrine Engberg er dygtig til at fange sine læsere fra start. Og jeg havde ikke planer om at læse bogen hurtigt, men den lod sig ikke slippe, en sand pageturner.
Læseren møder mange forskellige mennesker, og hver især bliver en brødkrumme som læseren slavisk følger/navigerer efter. 0g mange gange synes man at have gennemskuet plottet, personerne og hele scenariet passer, men så er det alligevel ikke rigtigt! Det er vidunderligt.
Kapitlerne er korte og detaljerige. Hele fortællingen foregår over 5 dage, med tilbageblik til 80’erne. Det er fra breve som Esther læser, breve Magrethe Dybris har skrevet og omhandler hendes børn og livet på Bornholm.
Det hele er meget intenst. Bag plottet kæmper alle personerne i bogen med de store emner i livet, kærligheden, sorgen, frustration og bekymring for fremtiden. Jeg var så optaget at jeg bliver virkelig overrasket da jeg første gang støder på titlen på bogen Isola første gang på side 259, hvilket selvfølgelig er meningen.
Jeg havde fulgt mange “brødkrummer” og regnet plottet ud mange gange, inden bogens slutning, hvor jeg alligevel bliver overrasket over udfaldet.

Nu må jeg have læst de bøger jeg mangler i serien.
4 1/2 krimi ⭐️ af 5 mulige.
Udgivet den

2 års fødselsdag på Insta.

Da nu min lille instaprofil fylder 2 år er det jo på tide at jeg fortæller lidt om mig, som i mig selv, helt personligt.
Det kunne blive en masse kedeligt som jeg er hustru, mor, udd. pæd, havde en frygtelig depression for år tilbage som jeg stadig slås med – men det er jo temmelig almindeligt. Så nej, I kommer med længere ind.

Og det er så nu I skal stoppe – hvis ikke jeg skal invadere jeres hverdag. For det jeg kommer til at fortælle Jer vil I huske ( noget af ). Vi er nemlig ude af gråzonen, det almindelige og måske lidt beige, ikke det nogensinde har været mit mål at komme der til, og meget af det vil jeg virkelige gerne undvære. Nu er I advaret!
Hverdagsproblemer.

1 Tandbørstning.
Jeg børster tænder som alle andre og er god til det, ifølge tandlægen. Problemet er ( dagligt ) at jeg kommer så langt tilbage, som ned mod svælget, at jeg skal kaste op! Og har man først en gang aktiveret opkast-refleksen er det et mareridt at fortsætte. Så ofte, som i hver dag, kan man høre mig børste tænder, mere behøver jeg vist ikke skrive, resten kan I selv forestille Jer. 🙄

2 At tage piller.
Da min bror og jeg fik piller som børn fik vi dem knust mellem 2 skeer, tilsat vand og lidt sukker. Det var forholdsvis let at sluge det sukkerstads den gang. Siden er det gået radikalt ned ad bakke.
Lad mig lige sige at jeg ikke tager piller på daglig basis, heldigvis.
I dag kan jeg ikke sluge piller, som i overhovedet ikke. Alle piller bliver tygget – og ja, jeg har hørt hvor frygtelig en handling det er! Det er bare helt umuligt, og gæt engang hvilken lyd det forårsager? Det minder forbløffende meget om den lyd jeg fremtryller når jeg børster tænder!
Jeg har hørt alle gode råd og jeg lytter, men med 1000 års erfaring ( næsten ) ved jeg intet virker.
Et af de råd som jeg ofte hører er “Du skal bare gemme den i lidt yoghurt så går det meget lettere.” NEJ!!! Jeg ved jo den er der, og så hurtigt glemmer jeg jo ikke. Virker det virkelig for nogen????
Folk kan også finde på at spørge “Hvorfor kan du ikke sluge piller?” Svaret er vel hysteri, men det siger man jo ikke. Engang svarede jeg helt alvorlig, at jeg er født med et unaturlig smalt svælg. (‘Hvilket jeg synes var mega morsomt, fordi jeg er tyk ). Vedkommende troede på det, hvilket jo gjorde det endnu sjovere for mig. Men jeg skyndte mig at sige det var løgn og svarede så, at det bare er umuligt. Men det er altid godt med et underholdende svar!!!

3 Lyde.
Mange mennesker har problemer med forskellige slags lyde. F.eks. Gaffel der trækkes over en tallerken, negle på en tavle, tænderskæren, flamingo mod flamingo m.m. Men intet af ovenstående påvirker mig. Det eneste der virkelig rammer en nerve hos mig er når folk nyser, frygtelig lyd!!! Og jeg er SÅ heldig at være gift med en af dem som nyser i serier ( minimum 3 gange ) 😫 JEG KAN BARE IKKE SNUPPE DEN LYD!
Og så tænker I om ikke jeg selv nyser? Jo, jeg nyser, men jeg kvæler mine nys. Kan ikke helt forklare det, men det handler om at lukke af nede i svælget. Eneste lyd der så kommer er et lille “gnæk”. Og igen, er det en frygtelig ting af gøre – ( hører jeg ofte ). Øjnene kan poppe ud, man kan springe en trommehinde m.m. Hvilket må være skrøner, for det er aldrig sket for mig.
Folk skal bare stoppe med at nyse, og især i serier!!! Ihvertfald når jeg kan høre det.

4 Lækkerier.
Som næsten alle andre har jeg en veludviklet sød tand ( overfor alt det som kan komme ned gennem mit unaturlige smalle svælg! 😂 ) og er glad for de “ting” som er af virkelig god kvalitet. Men ærligt, bare mellem os, så elsker jeg citronmåne, ja den fra Dancake. Den som udelukkende består af kemi, med kemi, med e-numre og måske naturidentiske stoffer. Lidt pinligt, men sandt. Og det stopper ikke her. Kender I Icekonfect, det man kan købe til jul og gerne i Aldi og Lidl. Det ligner chokolade, men har nok aldrig set skyggen af chokolade! ( koster ca 8 kr. for en hel pose )
Kommer man dem i køleskabet og lader dem blive kolde er de bare helt fantastiske ❤️ Det irriterer mig kun at man ofte får snask på fingerne, men det er stadig et hit.
Det jeg forsvarer det med er, at den slags kage og snacks som kun indeholder kunstige ting, må virke super konserverende og vil holde mig ung unaturlig længe!

5 Kniv og gaffel.
Jeg spiser alt med kniv og gaffel ( ikke suppe eller lign. ) også kage. De har set underlig på mig når jeg har bedt om kniv og gaffel på Lagkagehuset, når jeg har bestilt en træstamme.

6 En larmende lussing.
For år tilbage, da vores datter var 6 -7 år ( i dag er hun 22 år ) holdt vi nogle år i træk ferie i Alsace. Lækkert sted med masser af underholdning for hele familien.
I en lille by Kintzheim er der et ørneopdræt og show i en gammel borgruin og det er et skønt sted vi elskede at komme.
Til showet sidder alle gæster i en stor cirkel foran en lav borgmur. Og de fantastiske falkonerer sender rovfugle og store ørne ud over muren og ud over gæsterne. Alle får besked på ikke at række ud efter fuglene når de sendes afsted og lander hos falkonererne igen. Og flere år i træk var vi så heldige at en bestemt falkoner havde fundet ud af, at det var godt at sende og modtage ørnene igen, lige bag vores datter som sad mellem min mand og mig. ( hun sad helt stille, hænderne i skødet, var stille og dukkede sig når ørnene kom flyvende lavt 👍 )
Da turen kom til en hvidhovedet amerikansk havørn stod falkoneren atter bag min datter som var helt fortryllet, præcis som sin mor.
Falkonereren løfter armen og fuglen er afsted. Lige da den kommer forbi mig, på min datters side, hører jeg en voldsomt høj lyd lige ved mit øre, en mellemting mellem et højt klap og et knips. Straks tror jeg at ørnen har ramt min datter og jeg stirrer på hende, godt på vej ind i mor-panik.
Ganske kort forstummer alt lyd, og alle kigger på mig og min datter har store tårer i øjnene. Falkonereren lægger en hånd på min skulder og spørger om jeg er ok. Jeg er helt forvirret og irriteret for DET HANDLER JO IKKE OM MIG!
Min datter sidder der og græder næsten, og da jeg har sundet mig, meget kort, husker jeg en hel svag berøring på min kind, næsten som en brise da ørnen fløj afsted. Og det viser sig at en af de kortere fjer, tæt på ørnens krop, inderst på vingen havde ramt min kind. VILDT!!!
Jeg tager min datter i hånden, griner og hvisker at jeg har fået den bedste souvenirer EVER, en lussing, tænk at få en lussing af en stor og vildt smuk ørn. Hun lyser op og griner med mig. En historie vi stadig snakker om.
Og ja, jeg glemte af dukke mig. Men de store fugle, rovfugle og ørne er så fascinerende at jeg var fortryllet.

7 Højre-venstre forvirret.
Jeg er en af dem! Jeg er ret stabil i rum-retning håndtering, men højre og venstre begreberne er total umulig at få kørt i hjernen. Det sekund nogen nævner højre eller venstre skal jeg tænke mig om – ofte er jeg nødt til at løfte højre arm en smule for at kende forskel.
Kan man være højre-venstre blind, så må det være det som er galt med mig.

8 Elefantpasser.
Jeg er vokset op i en familie hvor vi talte om alt. Så mit barndomshjem var “elefantfri” zone. Der var intet fejet ind under gulvtæppet, og alt blev kommenteret.
Det var sådan jeg mødte verden som teenager/voksen, hvilket gav mig mange problemer. Stødte jeg på “elefanter” spurgte jeg “hvad, hvorfor og hvordan?” Gæt hvordan det gik?
Det havde ALDRIG til hensigt af være ondsindet, men bare min kroniske nysgerrighed når noget var skævt eller aparte, for mig!
F.eks.
Da jeg var 23 år fik jeg en rejse til Venedig af min mand. Det var før de billige rejseselskaber! Vi skulle fra Billund til Bruxelles og videre til Venedig. Og hjemturen var så modsat.
På hjemturen i det lille fly fra Bruxelles til Billund kommer vi til at sidde overfor to damer omkring de 50 år. Og kvinden som sidder ud mod gangen klamrer sig til sædet foran, som var frit. Hun holder godt fat og ser utilpas ud, og jeg synes det er total mærkelig og ulogisk! Så jeg rækker ind over min mand og siger til kvinden “Altså hvis flyet styrter ned, kan du være sikker på at sædet foran dig OGSÅ falder ned”. Igen, jeg peger på elefanten og kommenterer.
Gæt selv hvordan det blev taget imod, jeg var en total idiot! Men igen aldrig for at være ond.
Efter snart 30 år med min svigerfamilie har jeg næsten lært det, MAN PEGER IKKE PÅ ELEFANTERNE!!! Og læremesteren er min svigermor. Hver gang jeg i de 30 år har kommenteret noget eller spurgt hvorfor til noget som DE ikke ville tale om, har min svigermor hver gang sagt, med lidt for skinger stemme “Er der nogen som vil have mere te, eller noget andet? Og det er min kodeord ( sætning ). Nu er jeg igen kommet for tæt på!
Min svigermor er sød og har faktisk humor, dog ofte ufrivilligt. Men hun spørger stadig om vi skal have mere te, indimellem. ( takket være mig! )
Og nu som 49 årig, peger jeg meget sjældent. Men jeg kan stadig komme til at smile bredt, når jeg til tider skal bestige “bjerge” når jeg skal krydse et gulvtæppe som gemmer på for mange elefanter.

9 Det værste dyr i den danske natur.
Jeg er ikke bange for ( hysterisk ) når det kommer til slanger, edderkopper, stankelben, bier eller andet i den afdeling.
Der er dog et dyr som kan tage pippet fra mig.
Vi har et drivhus som er fyldt med grønsager, hyggekrog, krydderurter og et plantehjørne ( bord ) hvor jeg tilser og ompotter stueplanter. Jeg har mange forskellige slags jord, bark og lecakugler, og alt står i poser under bordet. Jeg arbejder altid uden handsker, hvilket er en vanesag.
En lørdag for længe siden skulle en stueplante i en ny potte. Jeg hiver posen med pottemuld ud under bordet og stikker hånden ned i og tager en håndfuld jord op, troede jeg. For der i min hånd sad en stor væmmelig tudse, jeg troede jeg skulle dø, mit hjerte satte farten op og jeg svedte som en maratonløber. Jeg fik, på mirakuløs vis, tudsen tilbage i posen med jord før jeg løb om på den anden side af huset, hvor min mand fik øje på mig. Jeg stod og hev efter vejret ude på græsplænen. ( døden nær!!! ) Og gemalen kom løbende ud og spurgte om jeg havde fået det dårligt? For jeg så skidt ud. Jeg fik forklaret hvad der var sket og nægtede at gå ind i drivhuset igen!
Efter en kort hysterisk samtale spurgte han hvor tudsen var nu, hvor jeg havde smidt den?
Og her må jeg bare sige at jeg jo ikke er ond. Kunne da aldrig finde på at SMIDE det stakkels dyr, den kan jo ikke gøre for jeg er lettere hysterisk, og den er væmmelig! Så den var komme sikkert tilbage på “plads”.
Hader tudser!!! Min mand har nu sørget for at alt mit jord har fået spande med låg. Om det er for at redde mig eller tudserne er ikke til at vide.

10 Altid skurken.
Som snart gammel pædagog er jeg blevet kaldt det meste. Og med en datter som hurtigt i livet “fangede” humor, blev det sjovt at være mor.
Hun, min datter, kaldte mig Cruella de Ville, og jeg var hverken hvidhåret eller tynd, den gang. Og ret hurtigt blev jeg, hvis nok selv indført, Ursula den onde havheks. Jeg har også været Yzma ( den onde heks fra Cusco ) Det eneste jeg stadig har tilfælles med Yzma er de lange øjenvipper. Og til tider har unge mennesker omtalt mig som “en af slænget”.
Det har affødt harme hos kollegaer, på mine vegne. ( tænk jeg ville finde mig i det! )
Men ærligt, hvem gider være en af de gode, som altid er sød, taler korrekt, ikke griner for højt, har kedelig humor, være VOKSEN, IKKE mig. Det var en ære at være “Ond” og fri for regler. My style.
Jeg kan stadig ikke være “pæn”, min mund, store armbevægelser og humor kommer altid i vejen!!!

Så nu ved I noget om mig. Og jeg beklager, hvis jeg for fremtiden kommer med Jer på badeværelset når I børster tænder eller er tvunget til at SLUGE en pille, eller husker mig når I passerer den “syntet-gule”citronmåne i Bilka eller Netto. 😂

Ps. Jeg ville gerne have fortalt Jer om Organ-poker og Familie-poker men det bliver en anden gang. Men begge er fantastiske spil og total grineren. 👍
Udgivet den

Alias Anneke

Titel : Alias Anneke
Forfatter : Louise Roholte
Forlag : Brændpunkt
Udgivelsesår : 2020

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Fra bogen.

“Den ranglede mand er klædt i en blomstret hybrid mellem shorts og nederdel, og han har en kort, neongrøn top på med stjerner og en pink enhjørning. Anneke gnider sig irriteret i øjet, da hun får noget i det, og hun bruger det andet i stedet.
“I know you feel me now, I know you hear me loud, I scream it loud and proud, Missy gon’ blow it down”, rapper han dæmpet. “People gon’ play me now, in and outta town, ‘cuz I’m the best around, with this crazy style.”

Anneke er single og hendes sidste forhold ligger flere år tilbage, men hun tænker stadig på David, som manden hedder. Hun bor på en forholdvis stille vej, desværre med en meget nysgerrig nabo, Jimmi, så gør alt hvad han kan for at kommer tættere på hende. Og genboerne er et par irriterende ældre mennesker, og Anneke omtaler gerne manden som “pornokongen”.
Hun nærmere sig de 40 med hastige skridt og hendes mor er særdeles bekymret for hende. Hendes søster er gift og har to drenge. Anneke bliver tit “tvunget” til at passe sine nevøer. Hun har jo ikke noget liv, mener søsteren.
Anneke er forfatter og har forsørget sig selv siden hun var 25. Og ja, hun har sig selv og sit kat, som hun har arvet af sin søster. Katten bor hos hende på andet år, Anneke kalder det stadig “tålt ophold” indtil hun finder på noget andet. Hun trives med at være selv, det meste af tiden. Hendes familie synes til gengæld hun burde gøre NOGET. At sidde hjemme og skrive kærlighedshistorier er ikke et liv. Hun skriver faktisk meget mere end det, men det ved de ikke.
Anneke bliver skubbet, mere eller mindre ufrivilligt, ud i livet da hendes nabo dør, og til sin store overraskelse opdager at han har fortalt alle at de havde et forhold.

“Alias Anneke” er en moderne humoristisk kærlighedshistorie eller en rigtig dansk feel good roman.
Anneke er så dansk som man kan blive og hun ønsker sig kærligheden, men vil ikke helt opgive alene-heden som hun trives i, og skal hun mødes med nogen, så skal det ikke være på hendes territorie.
Anneke er så velbeskrevet at man uden problemer kan genkende hende, hendes sind og de kvinder hun møder som er hendes diametrale modsætninger. Hun er en almindelig kvinde som har valgt en lidt anderledes karriere, anderledes end et 8 -16 job.
Bogen er ukompliceret og siderne vender sig selv. Bogen er tidstypisk, her er selviscenesættelse, youtube, og bloggerliv. Og er du anderledes har du behov for hjælp. Anneke orker ikke det liv.
Man tager Anneke til sig, meget hurtigt.

Vi kender hende fordi hun er glimt af os selv, veninden, familien eller naboens datter. Og måske, hvis vi skal være ærlige er vi også søsteren eller moderen. Humoren ligger i genkendelsen af Anneke og hendes vaner og oplevelser.

Forfatteren har skrevet en vellykket dansk feelgood roman som både er til datteren, moderen eller veninden.
Og tak til forfatteren for en underholdende læseoplevelse.

4 ⭐️ af 5 mulige.
Udgivet den

Fortidens port

Titel : Fortidens port
Forfatter : Trine Appel
Forlag : Alpha
Udgivelsesår : 2020

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget.

“Fortidens port” er første bind i Ildfuglen serien.

Fra bogen.

“Mark gravende stønnende videre. Han tænker, at graven er nødt til at være så dyb, at der ikke er et dyr, der graver den op igen. KLONK. Marks lineal rammer noget hårdt og knækker midt over. Idet han stikker hånden ned i hullet, rammer hans fingre noget … Ziiiinnngggg! Han vælter bagover, mens det elektriske stød vandrer fra fingerne, op ad armen til brystet. Da det når hjertet, hører han en stemme tæt ved sit øre … en stemme, der synger Eiliun … Eiliuuuum …“

De fem søskende er flyttet til Lolland sammen med deres forældre. Moderen er syg af en depression, ligger meget i sengen og er voldsom overvægtig. Faderen kører nu som langturschauffør og er opfinder i sin fritid, som er alt den tid han er hjemme. Familien er flyttet nogle gange nu, men det har ikke altid været sådan.
De 5 søskende består af to piger som også er de ældste. Tanja og Vicki, så er der tvillingeparret på snart 14 år, Ivan og Mark som overhoved ikke ligner hinanden, og til sidst er der lille Dan på 5, som er fuldstændig ustyrlig.
Nu bor de altså på Lolland og skal starte på en ny skole IGEN.
Familien er, med undtagelsen af faderen, optaget af fylgjedyr. Fylgjedyr er et dyr som et menneske får “tildelt” og det vil beskytte sit menneske.
Inden de 5 søskende kommer på plads i det nye samfund og nye skole er de blevet viklet ind i den gamle mordgåde om mordet på Erik Klipping i 1286 og Ivan forsvinder. De får heldigvis hjælp af Erik klippings mor, Margrethe, til at lede efter både Erik og Ivan.

“Fortidens port” er en fantasyroman som forgår i udkantsdanmark. Der er noget socialrealistisk over stedet, familien og hele situationen omkring, hvorfor de er endt der.

Den socialt belastede familie er så realistisk beskrevet. En mere eller mindre fraværende far, en syg mor, som ikke orker ret meget og 5 børn som er blevet dygtige til at passe på hinanden og familien.
Vi oplever fortællingen gennem børnenes øjne og det er ikke kedeligt. Det er danmarkshistorie, pakket ind i krimi og fantasy. Læseren kommer med på rundtur på Lolland og i et Middelaldercenter, og oplever hvordan man levede og tjente penge i middelalderen.
Jeg er begejstret for de 5 børn, især lille Dan som er en charmerende “umulius”, det og et skønt og dragende plot giver bogen styrke. Jeg følte mig hensat til min barndom, skolebiblioteket og timerne hvor man kunne leve sig ind i en fantastisk bog og føle man var med.

Det er kun første bog i serien og jeg glæder mig, trods jeg ikke længere er barn, til at få at vide hvordan det kommer til at gå med familien, opklaringen af det mystiske som nu er lukket ud i vores verden, og får Erik Klippings mor fat på Erik.

En ny spændende fantasy serie har set dagens lys.
Og med Danmarkshistorie som omdrejningspunkt er der også masser af interessant “læring” de unge læsere får som bonus.

4 ⭐️ af 5 mulige.

Udgivet den

Nakanos genbrugsbutik

Titel : Nakanos genbrugsbutik
Forfatter : Hiromi Kawakami
Forlag : Politiken
Udgivelsesår : 2005. På dansk i 2020

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Fra bogen.

( et postkort )
“Bare ganske kort. Jeg er i Sapporo nu. Jeg har spist ramen. Og Djengis Khan-gryde med fårekød. Ishii havde andre planer, så jeg er strandet i Sapporo indtil i overmorgen. Hokkaido er en udstrakt ø, og ligesom en stor kvinde er den svær at overskue. Ha’ det godt, allesammen. Haruo Nakano”

Scenen er sat i Nakanos genbrugsbutik. Her møder vi de 4 hovedpersoner, ejeren Haruo Nakano, Haruos søster frøken Masayo, den yngre mandlige ansat Takeo og den unge kvindelige medhjælper Hitomi.
Butikken ligger midt i Tokyo og har åbent fra tidlig til sent.
De 4 hovedpersoner er meget forskellige. Hr. Nakano er meget excentrisk og synes at bebo et univers for sig selv. Han er i gang med sit 3. ægteskab og har en til to elskerinder ved siden af. Han er distræt og starter gerne sætninger med “men altså”, han forklarer sig med at han også fører samtaler i hovedet.
Frøken Masayo er mere ligetil. Hun er “kunstner” og udstiller. Hun har et godt tag på sin bror og hvad der ellers foregår i butikken, hun er ikke ansat, men kommer ofte og vikarierer for Hr. Nakano når han er ude. Hun er 50 år og synes alderen er lidt problematisk.
Takeo er en meget stille mand som ofte bare gør hvad han får besked på og han forsvinder ofte når han er færdig med dagens sidste opgaver.
Hitomi er ung og kvinde. Hun har det svært med sociale spilleregler og føler sig forkert, men trives dog med de andre 3.
Vi følger livet, hverdagen og timerne i butikken. Selvom det på overfladen ser ud som livet med almindelig japansk “etikette”, så foregår der meget mere mellem de 4.
Hr. Nakano kommer med upassende udtalelser, frøken Masayo fortæller om sin kæreste og Hitomi forelsker sig i Takeo.
Bogen foregår i det nære, tæt på og alle de almindelige små ting bliver store.

Der er noget fint og skrøbeligt over “Nakanos genbrugsbutik”, bogen flyder som en blid brise forbi øjnene. Men tag ikke fejl; det er store emner som relationer og kærlighed som fylder og flyder ud af bogen.
De 4 personer er meget mere end “kollegaer”. De passer på hinanden, spiser ofte sammen og spørger ind til hinanden, selvom det indimellem bliver virkelig kejtet og lettere upassende. Butikken bliver et lille nærværende univers i en stor verden. Og sammen med de mange ting som “rejser” gennem butikken har de 4 personer skabt sig et “save haven”.

Bogen er yderst sanselig. Der er farverne, duftene, overfladerne, stemninger, støvet, de menneskelige indviklinger og “udviklingerne”
Den mangler ( måske ) et decideret klimaks, men bogen bliver ikke kedelig eller langtrukken af den grund.
Det er bestemt ikke kedeligt, jeg har moret mig højlydt over bogen og samtidig blevet ramt i hjertet af de 4 personer.
Bogen er inddelt i kapitler som hver især har navnet på et “tema” som dækker over de enkelte kapitler.
Jeg faldt for alle personer, måske mest for den excentriske og til tider virkelig upassende, men stadig chamerende Hr. Nakano.

4 1/2 ⭐️ af 5 mulige.
Udgivet den

Paradis først

Titel : Paradis først
Forfatter : Kristina Stoltz
Forlag : Gutkind
Udgivelsesår : 2020

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Fra bogen.

“Hans fingre var lange, hans negle var lange. Han fortalte om en kampsport han havde dyrket. Han fortalte om meditationen, og hvordan meditationen var en del af kampsporten. Hans stemme var dyb. Den runger ude fra universet. I universet findes ingen lyde. Marlons stemme er både stilhed og lyd, som om det var muligt. Hun var tæt på hans hals, hans kæbe og læber, mens hun sidder der. Han har armene om hende. Han har taget hende til sig. Hvis der var noget, han havde ledt efter, så har han fundet det nu. Hun lytter ikke til det han fortæller. Der er larm rundt om dem, men det er ikke derfor hun ikke lytter. Hvordan skal de rejse sig fra det sted, der hvor de sidder på stolen, uden at det vil medføre et styrt gennem himmelrummet, der muligvis aldrig stopper?”

Kristina var kærester med Marlon i sin ungdom. Kristina er hvid og Marlon er barn af en sort far og hvid mor.
Marlon har inviteret Kristina tilbage til USA. Han skal giftes med den hvide Skyler og Kristina er inviteret med til brylluppet. Brylluppet bliver udsat, men Kristina tager alligevel over Atlanterhavet og besøger sin ungdomskæreste.
Turen bliver et “trip down memory lane”, men også en tur gennem det fattige, voldelige og racistiske USA.
Hun husker hvordan de to mødtes på campus på et collage i USA. Men erindring er noget mærkeligt noget, for en bestemt begivenhed kan forandre sig. Det er ikke nødvendigt det samme man husker om en bestemt begivenhed, hver gang man tænker tilbage på den.
Kærligheden mellem Kristina og Marlon er “farvet” af alt hvad der omgav dem dengang i 90’erne. Kristinas besøg i USA 20 år senere bliver en “tour de force” og hun bliver voldsomt udmattet.

Skal man læse en bog, uden at vide andet om den end hvad overskriften og bagsiden fortæller, eller skal man søge mere information først? Jeg læste bogen uden baggrundsviden. Og det var det rigtige valg denne gang.

Jeg var ikke kommet langt ind i fortællingen, før jeg ( troede ) jeg tabte “tråden” og måtte gå lidt tilbage og læse igen. Det gentog sig et par gange indtil jeg havde luret skrivestilen.
I bogen er det erindringen som er i fokus og Kristina Stoltz formår, næsten, at skrive hvordan vi oplever erindring. Erindring flyder uhindret i tid. Den blander datid, nutid og til tiden fremtid sammen. Altså at få flere tider indfanget i den samme sætning.
Da jeg fangede tanken om erindring fik bogen næsten en ny dimension og de mange spring i bogen bliver nødvendige for at fortælle Hovedpersonen ( Kristina ) og Marlons historie.
Bogen er rå og uforfinet. Billederne af det forarmede USA bidrager med en kulde i historien. Samtidig får vi beskrivelserne f.eks af varmen fra Marlons krop. Alt sammen noget som lagrer sig i erindringen.
Jeg er vild med skrivestilen, hvilket er med til at gøre bogen intens og uhyre nærværende. Alle beskrivelser er ypperlige og sanselige, hvilket forstærker erindringen. Kærligheden er indimellem en stille og fri flod i bogen og indimellem er den spændt til det yderste, mørk og ugennemsigtig.

Jeg mener det er svært at bedømme noget som altid vil være en subjektiv oplevelse. At læse en bog ER en subjektiv oplevelse.

Men denne gang har jeg vitterlig læst en sublim bog. Alt falder i hak. Personerne, handlingen, erindringen og skrivestilen. Og jeg er glad for at opdage undervejs, hvor fint forfatteren får flettet tiderne sammen i samme sætning indimellem. Det virker dragende og læseren kommer tættere på, synes jeg.

5 ⭐️ af 5 mulige og drysset med stjernestøv.

Udgivet den

Øen Eller Newsha Farwans hemmelige dagbog.

Titel : Øen ( Newsha Farwans hemmelige dagbog )
Forfatter : Nillou Zoey Johannsen
Forlag : Alpha
Udgivelsesår : 2020

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Fra bogen.

“Newsha, du har øvet dig rigtigt flot, kom herop og hjælp mig med at vise de her trin til de andre.”
Jeg gik glad op til ham og dansede trinene. Bagefter sagde Ali, at hvis alle var lige så flittige som mig, skulle han ikke bruge så lang tid på at rette os.
Det blev jeg stolt over. I det hele taget var det, som om mine bestillinger til Gud gik meget lettere igennem i Iran end her i Danmark. Fuck. Hvad hvis Gud slet ikke taler dansk? Måske skal jeg sende ham bestillinger på farsi efter det med idrætslæreren i dag.”

“Hvad hvis vi ikke overlever?”
Min mor kiggede på mig med et smil i øjnene, som om hun forstod.
Jamen, så har du haft et kort liv spækket med eventyr. Du har prøvet at have en iransk kæreste, og du nåede også at få en dansk. Du har kysset. Du fik en bedste veninde, der elsker dig så meget, at hun har givet dig sin telefon bare for at høre fra dig, og du har forsøgt at ro tværs over et hav.
Du har haft en far og mor, der elsker dig højere end livet.”

Newsha får en dagbog i fødselsdagsgave på sin 12 års fødselsdag og hun bliver så uendelig skuffet.
Newsha er fra Iran og bor som flygtning i Danmark med sine forældre. Hendes mor blev syg af at bo på flygtningecenteret, så nu bor de i en lejlighed i Husum og Newsha går i skole.
Det er i starten et mareridt. Hun har ingen veninder og drengene kigger på hende når hun løber, fordi hun har fået bryster. Og hun må ikke få en telefon, hvilket hun mener er et svigt fra sine forældres side. Efter skole opholder hun sig meget på biblioteket og læser, her kan den ydre verden ikke nå hende. Men en dag møder hun Alma. Alma er en pige fra klassen og de bliver veninder. Det er en helt ny verden der åbner sig for Newsha, hun bliver en del af noget større, får venner og der er en særlig dreng som hun kommer i kontakt med.
Men hendes liv bliver taget fra hende, igen, som den gang de måtte flygte fra Iran.
De bliver sendt i en flygtningelejr, hvor de skal bo i et telt.
På øen, hvor de skal ud er der også mange kriminelle flygtninge.
Newshas far får nok, de skal væk.

Newsha Farwan er en 12 årig, næsten usynlig stemme, midt i en flygtningekrise og debat som aldrig synes at stoppe.

Men før Newsha er flygtning er hun en helt almindelig 12 årig pige med drømme om, hvad hun ønsker sig af livet og drømme om drenge, veninder, dans og meget mere. Hun er irriteret på sine “utålelige” forældre, fordi de aldrig forstår hende, og de prøver sikkert ikke en gang. De danske piger er mærkelige. Der er INGEN der forstå hende, ikke en gang Gud vil hjælpe.
Og oveni den almindelige krise en 12 årig pige kan være i, er hun også flygtning, bekymret, bange og nervøs for sine forældre.

Jeg kan ikke huske en tidligere bog om “flygtningekrisen” set gennem en 12 årig piges øjne.
Bogen ( dagbogen ) er skrevet så utrolig sandfærdig, synes jeg. Der er opture, nedture, bekymring og sorg. Jeg kan uden problemer se Newsha for mig.
Noget i bogen vakte genklang til min egen barndom, min datters barndom plus der så var lagt en kæmpestor “voksenbyrde” oveni en 12 årigs liv.
Jeg blev berørt, men grinede også flere steder af Newshas 12 årige sind.

Bogen er smuk udenpå som indeni og henvender sig ikke kun til unge piger. Jeg kan også se den læst hørt for børn. Jeg ønsker bogen et langt liv og må den nå mange hjerter, børns samt voksnes. Og må den åbne øjnene på de mennesker, som glemmer at man også er et vigtigt menneske når man er 12 år.

5 funklende ⭐️ af 5 mulige til “Newsha Farwans dagbog”
Og en stor tak til forfatter Nillou Zoey Johannsen for at give de unge flygtningepiger ( og børn ) en stemme.
Udgivet den

Tiden er nu

Titel : Tiden er nu
Forfatter : Yasha Sukul
Forlag : Forfatterskabet. dk.
Udgivelsesår : 2020

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Fra bogen.

” I mit liv før hjerneblødningen fungerede jeg normalt fysisk. Jeg kunne dyrke yoga, lige så meget jeg havde lyst. Jeg arbejdede i et fuldtidsjob. Jeg kunne presse mig selv.
Jeg var afskåret. Angst. Vred. Jeg forsvarede mig. Jeg følte livet var en kamp, og jeg havde ikke tillid til, at livet ville mig det godt. Jeg følte mig isoleret. Jeg levede mod min sjæls ønske om, hvad jeg kunne opnå. Min livsglæde var dæmpet, og jeg havde begrænset adgang til livsenergien. Jeg var afskåret fra mig selv og levede i en tilstand af isolation.”

Yasha vokser op tæt på naturen i Sverige, en glad pige som elsker sang og musik. Som voksen bliver hun søgende efter mere, noget større og noget som kan hjælpe hende mod angst, tristhed og en større forståelse for hende selv. Hun drager til Danmark og kommer på højskole, hvor hun i flere år arbejde intenst med sig selv -alligevel mangler der noget. Det “noget” kommer til hende i fysisk form som hendes mand, her sker der noget med hende, hun “løsner” op og mærker pludselig sig selv mere end før.
En dag falder hun om og bliver indlagt med en hjerneblødning. Og “stedet” hun befinder sig mens hun er bevidstløs er vidunderligt. Her er kun fred og harmoni. Følelsen af at kunne ånde frit og være befriet for stress og bekymring er vidunderligt.
Hun kommer tilbage til livet som vi kender det, og tager noget med som “universet” har skænket hende. Men hvordan kan det blive hos hende i den fysiske verden og vil det forsvinde igen?

Jeg havde det svært med bogen.
Den er skrevet i et fint sprog og handlingen flyder fint gennem bogen.
Det er en personlig beretning og derfor svær at forholde sig til.
Jeg synes fortællingen om det “evige” bliver meget udflydende og meget let. Jeg mangler noget dybere og “noget” bagved.

I bogen bliver læseren introduceret til “Konferencebordet”,
er et redskab til at forstå vores personlighed og handlemønstre ( lidt generaliseret ) og her bliver det tydeligt og håndgribeligt for læseren, noget jeg vil huske på når jeg kommer i konflikt med mig selv.

Min holdning til bogen kan været farvet af at jeg er vokset op i en familie som var i tæt kontakt med det åndelige, energierne og “universet”.

Jeg ønsker Yasha en stadig god helbredelse og harmoni.
3 ⭐️af 5 mulige.
Udgivet den

Borte iblandt os

Titel : Borte iblandt os.
Forfatter : Carla Guelfenbein.
Forlag : Editoriel Aurora Boreal.
Udgivelsesår 2015 På dansk 2020

Fra bogen.

“Jeg huskede den fornemmelse, jeg havde haft, da jeg lige havde lært hende at kende, at hun kunne forsvinde hvert øjeblik. Jeg huskede også det, som du havde sagt så mange gange, at det er gennem detaljerne, vi kan se det essentielle i tingene. Ved synet af hendes tomme køleskab forstod jeg nu. Emilia var på gennemrejse, men ikke i dette land, heller ikke i denne tid eller i denne geografi, men i en meget større.”

En aldrende kvindelig forfatter Vera Sigall falder ned af trapperne i sin lejlighed. Hendes unge nabo, manden Daniel, finder hende. De er gode venner og Daniel har en nøgle til hendes lejlighed. Vera bliver bragt til hospitalet og lagt i kunstig koma.
Daniel tror ikke på fald-teorien og begynder at snuse lidt rundt for at finde en forklaring og han tilbringer mange timer ved Veras side på sygehuset. Daniels hustru, Gracia, har aldrig været begejstret for Vera og slet ikke nu, hvor Daniel er så meget hos hende på sygehuset.
Fra Frankrig kommer Emilia til Chile for at undersøge nogle værker og papirer som Vera har doneret til et særligt bibliotek. Det er Horacio Infantes som har opfordret Emilia til at rejse til Chile. Horacio Infantes holder forelæsninger på Emilias universitet, og han er en verdenskendt digter. Samtidig kender han Vera Sigall personligt.
Emilia når at møde Vera en gang før uheldet og hun er fascineret af Vera.
Emilia møder en dag op på det sygehus hvor Vera Sigall ligger og her møder hun Daniel.
Mens vi hører om Daniel og Emilia er der også et andet spor i bogen hvor læseren tages med tilbage til 1950’erne, hvor Vera og Horacio møder hinanden og påbegynder et underfundigt forhold, mens Vera stadig er gift.

“Borte iblandt os” er en kalejdoskopisk fortælling om, især 4 menneskers, forviklinger.
Her er kærlighed til litteraturen og digtning og ordet, kærlighed mellem menneske, passion, hemmeligheder, had og en dragende kraft mod noget større end mennesket selv, mod en form for forløsning.
Bogen er nok kalejdoskopisk, men den drejer imod et punkt, mod en forløsning, et sted hvor fortiden bliver stille og ok at bære videre.
Jeg synes bogen har et stærkt fransk præg, og Carla Guelfenbein maler et stort mosaik af mange uendelige smukke detaljer/passager.
Fortællingen flød mellem fortid og nutid og personerne er hver især stærke karakterer.
Jeg var overrasket da jeg vendte sidste side. Jeg var slet ikke færdig med historien og så var de sidste 50 sider blevet slugt og tiden forsvundet.

“Borte iblandt os” er oversat fra spansk til dansk og har vundet en romanpris i 2015. Jeg bliver begejstret når jeg tænker på hvor meget smukt og interessant litteratur som er skrevet ude i Verden og som blot venter på at bliver oversat til dansk.

“Borte iblandt os” er Carla Guelfenbein’s tredie roman oversat til dansk.
5 smukke ⭐️ af 5 mulige.
Udgivet den

Sommerbogen

Titel : Sommerbogen
Forfatter : Tove Jansson
Forlag : Gyldendal.
Udgivelsesår : 1972 og denne udgave er fra 2020.

Fra bogen.

“ Hvad er det, du ikke kan huske? spurgte Sophia bekymret.
Hvordan det er at sove i telt! råbte hendes farmor. Hun skodder cigaretten og lagde sig ned og kiggede op i loftet. I mit land, sagde hun langsomt, havde piger aldrig haft lov til at at sove i telt. Det var mig, der gjorde, at de fik lov, og det var slet ikke let. Vi havde det vidunderligt, og nu kan jeg ikke engang fortælle om, hvordan det var.
Fuglene skreg igen, en stor flok fløj forbi og skreg og skreg. Vinduet var sortere end natten, fordi lampen var tændt.
Nu skal jeg sige dig, hvordan det er, sagde Sophia. Man hører alting meget tydeligere, og teltet er så lille. Hun tænkte efter og fortsatte: Det føles, som man er helt tryg. Og det er hyggeligt at man kan høre alting.”

Sophia, far og farmor bruger alle deres somre på en lille ø i den finske skærgård. Tiden er omkring 1972 og livet er enkelt. Far arbejder og Sophia og farmor lever deres liv sammen og lidt hver for sig. Læserne bliver i starten af bogen gjort opmærksom at Sophia er 6 år, den sommer. Hun sover ude i sit legehus og farmor bor i gæsteværelset som er en primitiv tilbygning til huset.
Farmor er blevet, mere eller mindre skrøbelig, og bliver indimellem svimmel når hun rejser sig for hurtigt på sine gamle dage, og har fået forbud mod flere ting. Men når hun strejfer omkring på øen sammen med Sophia, gør hun præcis hvad der passer hende og Sophia sladrer ikke.
De snakker om alt mellem himmel og jord og Sophia har allerede som lille sin egen mening om tingene, og indimellem justerer farmor lidt på sandheden så verden ikke bliver helt så forfærdelig som Sophia synes den er.
Over de mange somre bliver Sophia særdeles selvstændig og hun skændes med farmor. Farmor lader sig ikke slå ud, men venter tålmodigt på at humøret vender og imens kan hun jo lige tage sig en lur.
De lever alle 3 med naturen som en fjerde person. Livet er her og nu, og de tager tingene som de kommer. De oplever dagene, naturen og hinanden leve i de mange somre. Der er kølige morgener, blikstille vand, naboer, dyrelivet, naturen og lunefulde nætter.
Vi hører ikke meget om far. Livet i “Sommerbogen” er koncentreret omkring Sophia og farmor.

Der var noget velkendt og nostalgisk som dukkede op da jeg læste “Sommerbogen”. Den særlige forbindelse der kan opstå mellem børnebørn og bedsteforældre. Det umiddelbare og et liv som leves lige nu.
Bedsteforældres minder og historier er altid interessante og de kan udfordres på en måde som forældre aldrig har tålmodighed til.
Det er starten på livet bundet med en solid knude med livets efterår. Jeg smiler bredt af Sophias oprør mod livet/farmor og farmors ukuelige tålmodighed med den slags. De oplever livet sammen og samtidig med hver deres livserfaring. Noget jeg synes er meget fint. Egentligt ser jeg dem som den samme person i hver deres “ende” af livet.
De er selvstændige, oprørske og alligevel kærlige og omsorgsfulde.
Ø-livet, som Tove Jansson beskriver her, kunne jeg sagtens leve hver sommer, på en ø i havet, hvor naturen bestemmer livets gang.
Sproget er fint og man tænker ikke rigtigt over at bogen er fra 1972. Fordi det er ø-liv og naturen der er i centrum og selvfølgelig Sophia og farmor.
Bogen er inddelt i små korte kapitler med hver deres fokus.

Tove Jansson er bedst kendt som skaberen af Mumitroldene, men har også skrevet litteratur for voksne.

5 smukke ⭐️ af 5 mulige.