I dag er du Basse – min bror.

Titel : I dag er du Basse – min bror
Forfatter : Jette Bürgel Nielsen
Forlag : Forfatterskabet.dk
Udgivelsesår : 2020

Bogen er et anmeldereksemplar/reklame fra forfatteren.

Fra bogen.

“I dag er du den eneste baby i Danmark, som aldrig har fået et navn, som aldrig er blevet fotograferet, som aldrig er blevet døbt, og som aldrig er blevet begravet.”

I 1966 parkerer en ung mor sin barnevogn i Odense midtby. I den blå barnevogn ligger hendes lille søn.
Moderen går ind i en børnetøjsforretning for at købe en natdragt til ham. Da hun kommer ud af butikken igen og ser ned i den blå barnevogn er drengen væk. Alt sættes ind på at finde den lille dreng, men han er og forbliver forsvundet.
Mange år senere, i 2010, da den dengang unge mor er kommet videre med livet, er blevet gift og fået børn, opdager hendes datter, at den dreng der forsvandt, den gang i 1966, kunne have været hendes storebror.

Bogen “I dag er du Basse – min bror” er en true crime digtsamling. Og første digt starter med orderene: “I dag er du Basse – min bror. Du er en årelang hemmelighed, jeg ikke kan holde.”

Alle digte er en søgen, indre som ydre på forklaring. Hvor er Basse, hvad skete der, hvem tog ham, hvorfor er han ikke fundet, var det min mor som gjorde det, hvem siger sandheden?
Det fortsætter; hvis du er her, hvor er du så? Og ligeså vigtigt; hvis du var her endnu?

Digtene står stærkt alene og sammensat, som perler på en snor fortæller de en historie om en familiehemmelighed og uløst sag om et forsvundet barn.

Jeg læste bogen en gang, og måtte to dage senere læste den igen. Jeg var ikke sikker på hvordan jeg ville tolke og forstå en fortælling i true crime digte.
Jeg læste alle digtene som små individuelle stærke afsnit som hver især satte aftryk. Sammensat fortalte de en uendelig trist historie om en familietragedie som samtidig er offentlig tilgængelig. En splittelse, hvor forfatteren står med en uendelig række af små og større “kendsgerninger” og skal danne sig et overblik. Var det min mor som gjorde det, taler de sandt dem som mener det? Eller var det en ukendt gerningsmand? Hvordan forbliver man igen et helt mennesker når man står, hvor forfatteren og hendes familie står.
Jeg har ikke tidligere læst true crime digte eller bare digte alene. Men her virkede det for mig. Budskabet nåede mig. Modigt, rørende og uendelig stressende for et menneske af kæmpe som forfatteren gør. Kæmper uden at kunne nå det mål hun gerne vil nå.

En rørende bog som skal have 4 ⭐️ af 5 mulige.

Dansende biler

Titel : Dansende biler
Forfatter : Camilla Nellemann
Forlag : Integration
Udgivelsesår : 2020

Bogen er et anmeldereksemplar/reklame fra forfatteren.

Fra bogen.

På køreturen var jeg overrasket over, hvordan genopbygningen efter 3/11 skred frem. I stedet for at se ruiner og kaos var det synet af velordnede, grønne landskaber og nye, brede asfalterede kørebaner, der mødte os. Jeg nåede at tænke, at det ikke var til at tro, at der var indtruffet en katastrofe knap et år tidligere. Men så kørte vi forbi to store bunker af ubestemmeligt metalaffald gjort så deformt af tsunamiens kræfter, at jeg umuligt kunne gennemskue, hvad delene i sit tid havde været. Og vi stødte på flere skrotbunker undervejs på køreturen.
“Vi kan ikke fjerne de her skraldebjerge foreløbigt,” forklarede vores guide. Indbyggerne skal have lov til at lede efter deres mistede ejendele i en vis periode.”

En 17 årig pige rejser til Japan som udvekslingsstudent i 1998. Hun har forberedt sig så godt som hun kunne og lært lidt japansk og øvet sig med spisepinde. Det var Rotary klub som hjalp hende afsted. Aftalen er her at man, under sit ophold, bor ved tre forskellige værtsfamilier.
Ligegyldig hvor godt beredt man føler sig hjemmefra kan man ikke forudse alt!
Hovedpersonen, den unge Camilla, gør sit bedste, men i en fremmed kultur, hvor man endnu ikke forstår eller taler sproget, kan man komme på glatis med selv de bedste intentioner.
Man siger ikke de voksne imod ( selvom man er 17 ).
Man gør hvad man får besked på.
Man undskylder med de store “følelser”
Camilla bliver truet med at blive sendt hjem, fordi hun, ifølge sin første værtsfamilie, er umulig!
Hendes ophold hos de andre familier bliver lettere og lærerige på en mere positiv måde.
Hun har nu forelsket sig i “Solens rige” og vender som voksen tilbage for at skrive en ph.d. om den globale atomindustri efter Fukushima-ulykken. Hun tager ud og besøger stedet ( det evakuerede område ) omkring Fukushima værket. Hun får den enkelte japaner i tale og undersøger hvad man synes om atomindustri. Og der er interessante tilbagemeldinger.
Bogen fortæller om en ung kvindes møde med Japan på godt og ondt. Hvad er uforståelig for os i Skandinavien, hvad er lighederne ( for der er nogle ) og hvad kan vi lære af? Camilla skal gennem flere store og små prøvelser, men ender alligevel med at forelske sig i “Solens rige”.

Bogen er en ny genre for mig. En dannelsesrejse/et kulturmøde mellem Danmark og Japan. Og som bonus lidt viden om atomenergi og politik.
Bogen har en fin vekselvirkning mellem Camillas første ophold i Japan og nutiden.
Sproget er let tilgængeligt og flydende og hun veksler mellem, hvad man vil kunne opleve af Japan og japanerne som turist og så samtidig hvad man vil opleve når man bor der som udlænding. Altså både det store og så de små ting som indimellem gør størst indtryk.

F.eks. Hvordan opdrager man sine børn/hjælper dem med dannelse?
Hvornår siger man tak for mad?
Hvorfor bruger man ansigtsmaske?
Hvorfor bruger kvinderne sminke?
Er Manga kun uskyldige tegneserier?
Hvorfor er japanerne så glade for tegneseriefigurer?
Er der forskel på krops-temperaturen hos asiater og os i vesten?

Jeg fik besvaret så mange spørgsmål om stort og småt, dejligt. Også dem jeg slet ikke kunne forestille mig.
Og jeg undrede mig over titlen da jeg fik bogen. Svaret står i bogen og jeg vil huske det meget længe, måske altid, for det fortæller mig om en lille del af Japans historie.
Som sagt var det en anderledes læseoplevelse for mig, og en meget positiv en af slagsen.

4 ⭐️ af 5 mulige

En pige som hende

Titel: En pige som hende
Forfatter: Sylvie Bocqui
Forlag: Etcetera
Udgivelsesår: 2018 På dansk 2020

Bogen er et anmeldereksemplar/reklame fra forlaget.

Fra bogen.

“Jeg ventede lige foran trappen op til flyet.
Jeg havde den ene fod på det første trin, den anden stadig på jorden. Med den indåndede jeg det lille stykke, der afgrænsedes af sålen på min espadrille, en størrelse 38 af Korsika bundet til kroppen. Jeg trak startbanen ind i mig, og landsbyen, og stranden, så fulgte hele øen og havet rundt om den, de kom op gennem fodsålen og fandt vej overalt i mig, helt ud i spidserne af håret, der strittede som fangarme i alle retninger på grund af blæsten og motorerne og trak himlen, duften af fennikel, lugten af brændstof “og din violduft” ind. Jeg ladede op som et batteri til alle de dage, jeg skulle leve bagefter. Da jeg løftede foden fra startbanen, rev jeg Korsika løs fra kontinentalsoklen, øen fortættedes til miniatureform inde i mig. Maskinen lavede en vanvittig larm, folk talte højt for at overdøve motorerne, og larmen steg og steg i crescendo, der lød som en nedtælling, jeg hulkede, uden det kunne høres, støjende, og vi lettede.”


På bagsiden af bogen står der; En sommer på Korsika. Hun forelsker sig med en 16- årigs lidenskabelige intensitet i en smuk, stærk og fri kvinde. Forelsker sig i alt det, hun gerne selv vil være. Igennem 30 år taber de hinanden af syne, genoptager kontakten, forlader hinanden igen….

Historien starter på Korsika, hvor den unge hovedperson opholder sig på et feriested som er ejet af den slægtning som har hende under opsyn i ferien. Han har forbudt hende det meste, som er det meste, hvor han forestiller sig at en 16 årig kunne komme i “uføre”, så det meste af tiden er hun “hjemme” ved bungalowerne.
Slægtningen havde ikke forudset en voldsom forelskelse i en ældre kvinde som opholder sig i en af de andre bungalows der er i området.
En forelskelse som næsten bliver transcendent og mere end kærlighed mellem to mennesker.
Hovedpersonen forelsker sig, med hele sit væsen. “Jeg elskede ikke en af mit eget køn, jeg elskede en af min egen slags”
Slægtningen opdager noget og sender den unge pige hjem med det første fly. De to, den unge pige og den ældre kvinde, har skabt en forbindelse. En forbindelse som består på trods af de kun har korte stunder sammen gennem de næste 30 år. Det bliver svært, hårdt og krævende. Og det hele er “pull and push” mellem dem.

Der er så mange citater fra bogen jeg ville skrive her, men inden jeg blev færdig ville jeg have afskrevet hele bogen. Så…. jeg græd da jeg var færdig og jeg kan ikke en gang konkret sige hvorfor.

Jeg troede først jeg skulle læse om en umulige ungdoms forelskelse – jeg læste
om en forelskelse – en kærlighed som starter som en besættelse, men bliver større og transcenderer til noget ingen kunne forestille sig. En kærlighed hvor adskillelse forstærker mere end den ødelægger.
Sylvie Bocqui er ordmagiker! “En pige som hende” er sætning efter sætning, hvor læseren forundres. Der er en næsten ekstrem sansemætning. Jeg stoppede mange gange, var imponeret og læste meget langsomt videre for ikke at miste et ord eller en sætning. Hele bogen flyder i et utrolig smukt poetisk sprog som berører læseren. Og jeg blev berørt.
Hovedepersonen starter som en ung pige og bliver voksen over de 116 sider historien varer. Hun er smukt beskrevet gennem de mange små kig ind i forholdet når de to kvinder er sammen.

Havde jeg mere end 5 ⭐️ af give, så var det her jeg ville give dem alle.

Saltkrystaller

Titel : Saltkrystaller.
Forfatter : Cristina Bendek
Forlag : Editorial Aurora Boreal
Udgivelsesår 2018. På dansk 2020

Bogen er et anmeldereksemplar/reklame fra forlaget.

Fra bogen.

Min hjemstavn er en lillebitte ø i det gigantiske øhav, den er så lille, at den aldrig er indtegnet på et kort over Colombia. Her leves livet som en åben dialog mellem lyst og sløvhed. Man ser tidens gang i de rustne metaller, i palmetræerne, som ikke bærer flere kokosnødder, og i de vejrbidte ansigter. Jeg kan høre vrinsken og prusten, nabohanen galer på denne tid, det gør den faktisk altid; den galer når den vil. Dyrene meddeler mørkets komme, jeg modtager den med en cigaret i munden til lydene omkring mig og med prikkerne deroppe, de konstallationer, som altid betragter os; her – langt fra byen – kan man se dem. Byen, min nye version af helvede.”


Victoria Baruq er en ung kvinde som er bosat i Mexico City. Hendes hjemstavn er en lille ø, San Andrés, i det caribiske hav. Hun hadede at bo der, og søgte væk og kom på universitetet i Bogotá. Hendes forældre døde i en bilulykke, men hun har beholdt sit barndomshjem på øen. Hun har haft en kvinde til at passe huset.
Den dag hendes skilsmisse går igennem får hun et opkaldt fra kvinden som passer huset på San Andrés, hun skal flytte og kan ikke længere hjælpe Victoria.
Victoria vil væk fra byen ( Mexico City ) og vælger at tage hjem til barndomshjemmet og ø-livet.
San Andrés er en lille – på afstand – fortryllende caribisk ø. Man ser hvide strande, blåt hav, men øen er også fyldt til randen med hoteller, turister, souvenirerbutikker, musik og de indfødte, raizaler, taler stadig kreolsk og zouk. Calypsorytmer flyder gennem luften med minder om historien – om forgangne tiden.
Victoria kommer hjem til et hus i dårlig stand som har brug for hjælp, meget hjælp. Det bliver en bekostelig affære og på San Andrés forgår alt i slowmotion. Det er livsstilen, men også fordi alle forhold er elendige. Dog bliver der altid sørget for turisterne. De har altid rent vand, strøm, wifi og ved hotellerne virker kloakeringen. Er man indfødt er det en helt anden snak.
Victoria har ikke kun problemer med sit barndomshjem og sin nuværende situation. Da hun finder et foto af sine tipoldeforældre sker der noget i hende. Hun er selv raizal og hun begynder at grave i sin slægtshistorie, en historie om hendes identitet som også er historien om selveste San Andrés historie som har rødder langt tilbage i tiden.
Victoria bevæger sig tilbage i tiden, tilbage til da San Andrés var en britisk koloni, tilflugtssted for pirater, hvor slaverne ankom fra Afrika i overfyldte skibe og plantageejerne bestemte. Victoria vil finde ud af hvorfor hun er lys i huden, men samtidig ser afrikanske træk i sit ansigt.
Samtidig bliver hun viklet ind i kampen for San Andrés overlevelse. Jorden er udhungret, affaldet flyder overalt og de afdøde må graves op da de forurener vandet, usikker forsyning af ALT, dog kan hotellerne stadig opretholde en facade om at alt er godt.
Alle har deres mening om San Andrés. De indfødte – raizalene, indvandrene, pengemændene og fastlandet. Noget helt andet, som også har en stemme i Caribien og som ikke forhandler, er vejret.

Jeg havde glædet mig til “Saltkrystaller” og blev ikke skuffet! Det er historie om en ung kvindes kamp for at finde sig selv. Et selv som først bliver hel da hun ved et mindre tilfælde “snubler” over et fotografi af sine tipoldeforældre. Hun er søgende og fremstår trist. Historien er en lille bid af Caribiens historie og politiske styre gennem tiden som smukt bliver flettet sammen med nutiden og en ung kvinde.
Forfatteren viser sine læseren det grimme, vrangen af idylen, af det smukke og det alle forestiller sig med en smuk ø i et azurblåt hav. Men også hvor smukt mangfoldigheden kunne blive i et samfund, hvor mange folkeslag har sat deres aftryk. Desværre bliver det altsammen et spørgsmål om økonomi og billig arbejdskraft.
Bogen er smuk udenpå og indeni, og fortællingen flyder lige så let som duftene af havet, det caribiske køkken og calypsomusikken i bogen.
Victoria flyder frem og tilbage i historien, møder sine forfædre, ser historien om San Andrés og samtidig finder hun sin stemme i nutiden, hvor øboerne kæmper for øens overlevelse.
Bogen persongalleri er mangfoldigt og farverigt, men ikke overvældende, alle stemmer sætter aftryk.

Som sagt er bogen bare et lille glimt ind i en voldsom historie – voldsom, men også smuk.
4,5 ⭐️ af 5 mulige.

Hummerens Skjold.

Titel: Hummerens skjold
Forfatter: Caroline Albertine Minor
Forlag: Gutkind
Udgivelsesår: 2020

Bogen er et anmeldereksemplar/reklame fra forlaget.

Fra bogen.

“Vellysten er ikke lokal.
Den bevæger sig fra hans fødder til hans pande, ned over kinderne og halsen, brystet og hofterne, styret af lydene, som pigen på skærmen frembringer.
Måske føler du dig søvnig nu? Du fortjener at hvile dig. Bare give slip på det hele. Giv slip, beordrer hun.
Niels rejser sig og lægger sig på sengen. Bagsiden af hans krop føles gloende mod sengetøjet, og omkring ham trækker værelset sig sammen og udvider sig igen i takt med hans ind- og udånding. Han kan mærke en brise om sin kind, at aftensolen bager gennem vinduet mod toppen af hans hoved. Pigens stemme risler og kradser, pusler mod hans trommehinder, hun trækker dønninger af velvære gennem ham nu, og for hver gang føler han sig mere tung og åben.”


I centrum af “Hummerens skjold” står 3 søskende. Ea, som nu bor i USA, er sammen med fotografen Hector og bonus mor for Hectors datter Coco. Sidsel bor i København og har datteren Laura og lillebror Niels er en form for nomade uden fast bopæl og plakatopsætter om natten.
De lever hver deres, for hinanden, fremmedartede liv i hver deres eget mere eller mindre lukkede universer.
I begyndelsen møder vi den afdøde mor som synes at bliver tilkaldt, og hun træder undrende og spørgende frem til det tynde “slør” som eksisterer mellem de levende og døde.
Læseren bevæger sig ind i de tre søskendes liv. Følger deres fysiske færden og samtidig er vi tilskuere til hvad der udspiller sig i deres indre univers.
Hvem støder de på, hvad er forbindelsen, hvorfor og hvordan er de kommet til det bestemte punkt i deres liv. Hver især kæmper de med dem selv og fortiden.
Fortællingen forløber over 5 dage.

“Hummerens skjold” er en smuk, sanselig og meget flydende fortælling. Flydende i den forstand at det føles som en stille rislen.

Man skal være meget opmærksom, teksten fletter fint de forskellige menneskers liv sammen, men også fortid med nutid med små glimt af mulige “fremtider”.

Jeg havde læst bogen som “to skridt frem og et tilbage”. Jeg har læst og genlæst mange linier og afsnit. Og da jeg vendte sidste side, måtte jeg tilbage og læse de første sider igen.
Min konklusion blev – jeg er stået af!
Det var først da jeg skulle skrive om bogen at det hele begyndte at falde på plads som tetris-brikker.
Den smukke og meget flydende fortælling er så fint vævet at jeg tabte overblik. Der er intet FULD STOP – så start! Men det sekund det gik op for mig at fortællingen ikke er lineær eller kan opfattes som lineær, dog er den lineær i de 5 dage den foregår, der giver det mening – og bogen samler sig.
De tre søskende er blevet voksne, men har ikke sat et punktum nogen steder – endnu.

Jeg havde som sagt først afskrevet bogen som umulig at læse. Men nu, et par dage senere, blomstrer den hos mig, det tog tid, tid at omstille mig fra en slags litteratur med en tydelig lineær fortælling og naturlige start og stop undervejs. Til en smuk rislen, hvor tiden og virkelighed flettes sammen med erindring, drømme og sandheden.

Tak til Caroline Minor for at sende mig på en anderledes litteraturrejse, hvor jeg kom på arbejde og “næsten gav op”, men til sidst fandt pointen og en smuk fortælling. Det er litteratur når det er bedst!

En stor læseoplevelse.
5 ⭐️af 5 mulige overdrysset med kaskader af stjernestøv.

Jordens salt.

Titel: Jordens Salt
Forfatter: Jeanine Cummins
Forlag: alpha forlag.
Udgivelsesår: 2020

Bogen er et anmeldereksemplar/reklame fra forlaget.

Fra bogen.

“Alle fire mærker en ulmende uro, mens de traver mod nordvest langs sporene og hele tiden lytter koncentreret efter lyden af tog, der nærmer sig bagfra. Lydia kigger sig konstant over skulderne, og da toget langt om længe kommer trillende, hopper de hjemmevant ombord. Uden tøven og uden at veksle et ord.
“Vi gjorde det bare uden videre,” siger Lydia til Soledad, da hun har spændt Luca forsvarligt fast til gitteret med lærredsremmen.
Hun gyser ved tanken.
“Vi er ved at være proffe til det,” siger Soledad.
Men Lydia ryster på hovedet. “Nej, vi er ved at blive skødesløse.”
Soledad rynker panden. “Det er vel meget naturligt, at man vender sig til det, ikke? Vi tilpasser os situationen.

Lydia er boghandler og gift med Sebastián som er journalist. De bor i Acapulco i Mexico og sammen har de sønnen Luca på 8 år.
Sebastián skriver om narkokartellerne og deres indbyrdes krig. Ofte når hans artikler udkommer i avisen, tilbydes både han og familien hotelophold af avisen fordi man er bange for, hvad dem han skriver om kan finde på.
Lydia elsker bøger og sin boghandel. En dag dukker en ny kunde op, han hedder Javier Crespo Fuentes, og de to bliver venner og får gode og lange samtaler om de bøger de begge elsker.
En dag går det op for Lydia hvem hendes nye ven er. Han står i spidsen for La Lechuza kartellet og er pt. den person Sebastián skriver om.
Bogen starter med et vildt og blodigt skyderi, hvor Lydia og Luca er de eneste overlevende, og resten af bogen er en rejse mod nord, mod USA, mod sikkerhed for hende og Luca, langt væk fra Javier og kartellet.
Den første sætning i bogen: “En af de første kugler flyver ind ad det åbne vindue over toilettet, hvor Luca står og tisser.” Og den sætningen siger alt om hvordan stemningen er i bogen.
Bogen er en rejse mod sikkerhed og flugt fra en død som hele tiden ånder Lydia og Luca i nakken. Det er en nådesløs beretning om hvad en mor vil gøre for sin søn og sin egen fremtid, selvom den er ligeså usikker, som rejsen mod den.
Lydia og Luca bliver migranter som skal kæmpe for deres liv hver dag.

Jeanine Cummins beskriver overbevisende den fysiske og psykiske overbelastning, hvordan det hver dag er at stå i “Flight or fight mode” . Hele bogen bliver en tilstand af stilhed, den stilhed som opstår når alle sanser er skærpet og man er bange.
Lydia og Luca bliver billedet på en, for os, fremmed verden.
Hun gør ikke dele af bogen “pæn”; det er råt og nådesløst. Men det er sådan migranterne lever.
Bogen holder læseren fanget, og livagtigheden i fortællingen gør at man selv, i glimt, mærker angsten, vreden og fortvivlelsen.
På Lydia og Lucas rejse mod nord møder de mange mennesker som alle sætter aftryk i handlingen og de gør alle indtryk.
Jeg havde læst ros og kritik af bogen, før jeg læste den. Men jeg var ikke klar på at møde så uhyggelig og barsk en virkelighed. En verden hvor ondskab og død er hverdagskost. Men også et sted hvor barmhjertighed bliver stærk og der findes små oaser af kærlighed og omsorg, hvor migranterne kan ånde frit og hvile, uden at være på vagt.
Selvom der er ondskab og død, så er den stærkeste følelse, jeg sidder tilbage med kærlighed, en kærlighed som lægger sig om mennesker som overnaturlig styrke, fordi nogle mennesker, i selv den værst tænkelige situation, kan række en hånd frem og nå et andet menneske.
Kritikken om hvorvidt denne historie tilhører mexicanerne ( og menneskerne i Sydamerika ) kan jeg ikke udtale mig om. Bogen er andre beskrevet som følelses-porno, hvilket må være en form for chikane. Så en bog som ihvertfald er i manges søgelys.

Den store debat om bogen har skabt kan være både positiv og negativ. Det positive ved så meget omtale, positivt OG negativt er at den kan “ride på bølgen” og nå langt omkring, det fortjener den.

Det jeg kan og vil sige er at bogen er en øjenåbner og tak til Jeanine Cummins for at pege på migranterne og den voldsomme behandling de er udsat for.
Der er mange andre bøger derude om migranterne rejse og “Jordens salt” kan hjælpe med at rette opmærksom mod dem også.

5 ⭐️ af 5 mulige.

Det er de danske som flygter.

Titel: Det er de danske som flygter.
Forfattere: Lise Ringhof og Erik Valeur.
Forlag: Gutkind.
Udgivelsesår: 2020

Bogen er et anmeldereksemplar/reklame fra forlaget og udkommer i dag.

Fra bogen.

“Han fandt en plads i følget lige bag sine forældre, hvor han stod lidt duknakket og prøvede at undgå de sørgendes blikke, mens han ventede på, at det sortklædte optog skulle sætte i bevægelse.
Det var i det øjeblik, han opfattede en skygge ud af øjenkrogen, som ikke burde være der. En ganske svag bevægelse et lille stykke væk.
Han burde ikke have vendt sig om – ikke i så tungt et øjeblik, når alle omkring ham græd eller stod bøjede i sorg – men han kunne ikke modstå fristelsen. En eller anden havde sneget sig ind i begravelsesfølget, et eller andet ukendt væsen iagttog dem og overskred dermed alle uskrevne regler, som i århundreder syntes at have håndhævet sig selv.”
Bogen “Det er de danske som flygter” at Lise Ringhof og Erik Valeur er første bind i en roman triologi om slægten Brinch fra Fanø, og samtidig en fortælling om danskernes historie igennem mere end hundrede år.
Erling Brinch er den ældste søn af Katrine og Søren Brinch, en lille fiskerfamilie fra Fanø. Søren er fisker og lever det hårde liv på havet langt væk fra Danmark mens Katrine går hjemme og passer huset og familien. Da Erling er 7 år bliver han sat til at passe på sin lillebror Jacob. De to drenge går på jagt efter rav på stranden. Jacob er et omkringfarende barn som kræver at man er opmærksom på ham. Erling er et øjeblik koncentreret et andet sted og Jacob drukner.
Hele Erlings verden forandrer sig!
Erling er ikke som andre drenge optaget af at skulle på havet, hans verden er på landjorden, hvilket gør ham ensom.
En dag opdager han en anderledes dreng, som skal vise sig at være en stærk og urovækkende relation, en som han ikke kan slippe.

Gennem bogen fra nytårsaften 1899 og frem til 1949 følger vi slægten Brinch og de mennesker som træder ind i deres liv, kort eller længerevarigt.

Jeg havde brug for et par dage til at kunne slippe bogen, da jeg havde vendt sidste side. Flere gange gennem bogen måtte jeg blinke tårer væk og prøve at undgå at få en klump i halsen.

Lad mig starte med geografien. Bogen foregår dels på hjemstavnen Fanø, i Hovedstaden og Erlings familieliv i Vejle.
Fanø er smukt beskrevet, den vilde natur, mennesker som lever i pagt med den. Deres liv med havet som både er generøst og samtidig barsk og ubarmhjertigt. Bogen beskriver så fint hvordan, og på sin vis også hvorfor, man derude vestpå har Gud som en tro følgesvend. Jeg har levet en stor del af mine sommerhalvår ude vestpå, hvor det er naturen og havet som sætter dagsordenen. Så jeg var hurtigt hjemme på Erlings Fanø.
Ungdomslivet bliver mere eller mindre levet i København. I en tid hvor politik, frigørelse og krig sætter dagsordenen.
Vejle bliver byen hvor Erling stifter familie og byen opleves her på en tid, hvor Anden Verdenskrig udfolder sig.
Persongalleriet er mangfoldigt uden at blive overvældende. Der er mænd som ikke ønsker forandring, andre som sigter mod en “ny verden” og stærke kvinder som kæmper for deres plads i et mere “moderne” samfund. Og de anderledes som bare ønsker at blive accepteret.
Sproget maler romanen til live på smukkeste vis og får den til at stå skarp og giver et stærk billede af Danmark i tiden mellem 1900 – 1950.
Jeg blev hurtigt fanget af stemningen og forfatterene har på smukkeste vis formået at skrive en fler-facettet roman og fået den til at fremstå enkelt og elegant.

Bogen var en stor overraskelse og jeg glæder mig til at følge Erling Brinchs slægt og Danmarks historie. Jeg vedstår at ikke have den store interesse i at læse om Danmarks historie – men her – i denne bog, flyder det naturligt og bliver levende gennem det store persongalleri.
Af hjertet tak til Lise Ringhof og Erik Valeur for at forfatte så smuk en fortælling. Og tak til forlaget Gutkind for at give mig mulighed for at læse bogen.
5 ⭐️ af 5 mulige.

Havfruens død

Titel: Havfruens død
Forfattere: Søren & Morten Ellemose
Forlag: Forfatterskabet.dk
Udgivelsesår: 2019

Bogen er et anmeldereksemplar/reklame

“Havfruens død” er 3. bind i krimithriller-serien om Manus Albino.
Bogen starter som den forrige bog slutter med Hendes Majestæt Dronningens død og landet er i chok.
Det er nytårsaften og Sebastian de la Cour er uden for rækkevidde. Afd. A har fået tildelt beskyttelse hvilket ingen betydning har for Sebastian. De to som skulle passe på Louise Jensen dør og Louise kidnappes. Kriminalkommissær Lorentzens gamle, højtelskede Volvo bliver brutalt skubbet ind i en betonmur med Lorentzen ved rattet og han ender på intensiv. Den tredie mand i afd. A, Thomas Kokdahl, føler at verden skrider under ham.
Danmark er i undtagelsestilstand og flere vigtige personer i demokratiet har mistet livet. Og imens politiet, med PET’s hjælp, forsøger at få overblik over situationen bliver NETS hacket og alle danskere rammes.
Hans Vangsgaard, chefen for PET holder hovedet koldt, men bliver slået ud da han opdager at hans søn, en af de betjente som skulle passe på Louise Jensen, er blevet slået ihjel og informationen er blevet tilbageholdt med indvilgelse fra statsministeren.
Hans har fået nok!
Han “forsvinder”, Lorentzen afgår ved døden, Louise Jensen som er vendt tilbage, forsvinder også og det samme gør Thomas Kokdahl sammen med dronningens vagtmester og et par mere.
Jagten på Sebastian de la Cour intensiveres mens Danmark står overfor en af de største trusler.
Statsoverhovederne samt kongefamilien vælger at blive bragt til de to bunkere Regan Øst og Vest.
“Havfruens død” er 3. bog i serien om Manus Albino.

Bogens start flyder fint sammen med afslutningen i “Fange 21”. Tempoet er det samme som i de foregående bøger, højt og med følelsen af at det hele tiden accelererer.
I “Havfruens død” får læseren serveret en masse interessante fakta om Danmarks nationalskatte og det er smukt flettet sammen med bogens handling og plot. Der er små øjeblikke hvor man som læser faktisk glemmer at det “bare” er en krimi og ikke virkeligt.
Jeg er stadig imponeret over hvor fint der bliver holdt sammen på og videreudviklet på plottet. Det er 3. bog i serien og intet af handling bliver trukket i langdrag eller bliver kedeligt.
Karaktererne har bevaret deres personlighed i en grad som burde de være virkelige. Er man som læser til højspændt krimi skal man erhverve sig serien om Manus Albino. Det bliver ikke kedeligt.
Det negative jeg kan sige er at bogen ikke ville fungere godt som selvstændig efterfølger. Den ville unden tvivl kunne læses alene, men det som giver den det lille ekstra er de foregående bøger og handling.

Afslutning i “Havfruens død” er IGEN en cliffhanger som også ses i de foregående bøger og man får lyst til at flå næste bog i serien ned fra hylden, fordi man simpelthen må vide hvordan det fortsætter.

5 ⭐️ af 5 mulige.

Nattens cirkus

Titel: Nattens cirkus
Forfatter: Erin Morgenstern
Forlag: Bazar
Udgivelsesår: 2011

Fra bogen.

“Hvordan klarer du at forhindre alle i at blive ældre?” spørger Celia efter en stund.
“Ved at være meget omhyggelig”, svarer Marco. “Og de bliver ældre, omend uhyre langsom. Hvordan flytter du cirkusset?” “På et tog.”
“Et tog?” Udbryder Marco vantro. “Flytter du hele cirkus på et enkelt tog?”
“Det er et stort tog,” siger Celia. “Og det er magi,” tilføjer hun og får Marco til at le.
“Jeg må tilstå miss Bowen, at du ikke er, som jeg havde ventet.”
“Jeg kan forsikre dig om, at den følelse er gensidig.”

I “Nattens cirkus” træder du ind i et magisk cirkus. Det åbner når tusmørket indtræffer og lukker ved solopgang.
Udefra er det en samling telte, uens i størrelse, i sort og hvid. Jorden, bag hegnet, på cirkuspladsen er “malet” i striber, sort og hvidt. Indtil cirkusset åbner ser det trist og forladt ud, men når lysene langsomt begynder at gnistre og duften af karamel og kanel rammer næseborene sker der noget.
Du træder ind i “Le Cirque des Réves” og er fanget.

Celia bliver som 5 årig afleveret hos sin far som aldrig har kendt hende. Celias far er ikke helt alm. Han er Troldmanden Prospero, kendt i hele verden som den største tryllekunstner, til hverdag hedder han Hector Bowen.
Bowens “modstander” er manden i det grå jakkesæt.
Prospero og manden i det grå jakkesæt er ikke klassiske rivaler. De finder hver et begavet menneske som så kæmper for dem. Det handler ikke om styrke, men om magi. Prospero og manden med det grå jakkesæt bliver enige om endnu en kamp og Celia bliver Prosperos elev og manden med det grå jakkesæt finder en passende rival på et børnehjem. Og hans elev bliver Marco.
Marco og Celia lever og træner i mange år før de opdager hinanden. På et punkt tager Prospero og manden med det grå jakkesæt fejl af deres elever. De to herrer er ikke de dygtigste på deres felt. Og Celia og Marco udvikler sig anderledes end planlagt.
Nattens cirkus er ikke kun et cirkus, det er også kamppladsen for Celia og Marco.

Jeg købte “Nattens cirkus” for snart længe siden, det tog 2. sek. for mig til beslutte mig, selvom jeg ikke kendte den eller havde hørt om den – siden har den stået og kigget på mig fra reolen. Jeg har tit tænkt, hvorfor jeg købte den og ikke bare læste den? Men jeg kunne godt lide den, bagside teksten, forsiden og genren.
Bogen er magisk, smuk, udfordrende og så meget mere end man kan forestille sig. Den er dybere end to mennesker som forelsker sig trods forhindringer, en besynderlig rigmand og et omrejsende cirkus. Jeg blev overrasket over karaktererne flere gange, og frydede mig over deres “mangfoldighed” og dybde. Det er ikke en fortælling, det er labyrint af fortællinger, afhængig af hvem du fokuserer på og hvornår i tid du vælger at se en bestemt figur.
Jeg har flere gange, inden jeg fik læst bogen, tænkt og den er en YA bog? Men det er det bestemt ikke ( KUN ). Den er handlingsmættet, særdeles overraskende og dragende. At kunne udtænke hele “Nattens Cirkus” er fantasi og magi på en gang.
Sproget er flydende, siderne vender sig selv og tiden flyver mens man læser.
Jeg synes, hånden på hjertet, at “Nattens Cirkus” er en genistreg.
Og jeg glæder mig til at få fingre i “The Starless Sea” af samme forfatter.

5 magiske ⭐️ af 5 mulige.