Vi er efterkommerne af de hekse, I ikke fik brændt.

Titel: Vi er efterkommerne af de hekse, I ikke fik brændt.
Forfatter: Véronique Ovaldé
Forlag: Forlaget Etcetera
Udgivelsesår: 2016 og på dansk i 2018

Fra bogen.

Og så gik hun tilbage i seng, hun faldt i søvn, og hun drømte. En nat drømte Atanasia, at hele jorden blev belagt med Fliser. Om morgenen gik hun neglebidende ud i køkkenet, mens hun prøvede at uddrage en mening af sin drøm (den slags drømme kan ikke være harmløse, tænkte hun håbefuldt), og hendes mor, der var ved at tømme opvaskemaskine og intet kunne se på grund af dampen på sine briller, behøvede ikke engang at vende sig om, før hun sagde: “Vil du have mine at bide i?” Så trak Atanasia fingrene ud af munden, spyttede den sidste negl ud på gulvet, satte sig på en skammel og tænkte: På et eller andet tidspunkt må der ske noget. Ingen tvivl om det. En begivenhed ville, bestemme sig for at indtræffe.
Og Atanasia ventede med så stor koncentration, at verden var godt på vej til at gå i krampe.”

I “Vi er efterkommerne af de hekse, I ikke fik brændt” møder vi hovedpersonen Atanasia som 13 årig. Hun vokser op med sine forældre i en forstad til Bilbao. På en skoleudflugt ind til Bilbao med hele klassen og deres billedkunst lærerinde, bliver Atanasia overvældet og fascineret af et stor maleri af kunstneren Roberto Diaz Uribe. Oplevelsen er så stor og overvældende at hun smutter fra gruppen og vender tilbage til maleriet flere gange. Hun ender med at købe et postkort med et tryk af maleriet.
Hjemme får hun at vide at det ikke må være fremme, hvilket gør hende endnu mere trodsig, som ung teenager, og nysgerrig på hvem Diaz Uribe er.
Det bliver starten på en lang rejse og besættelse. Hvor kan hun finde Diaz Uribe.

Sikke en oplevelse det blev at læse bogen, for jeg havde det svært i startet og kunne ikke finde en jævn læserytme. Men der var en grund – Ovaldé kan være særdeles sparsom med sine punktummer, og det med go’ grund, fandt jeg ud af.
Bogen er en lang feministisk bølge, en søgen og dybdegående fortælling om besættelse, om frigørelse, kunstens kraft og det ideelle ( utopiske ) samfund og om at finde sig selv. De meget lange sætninger virker forstærkende og er med til at læseren forstår Atanasia’s sind, hun er ikke en nem person. Hun bliver voksen gennem bogen og læseren oplever hendes forløsning, i mangel af bedre ord.
Da irritationen over de, til tider, lange sætninger lagde sig, flød jeg uforstyrret med Anatasia i hendes søgen efter Diaz Uribe, sin historie, sig selv og forståelse af verden.
Bogen er en smuk rejse med en ung kvinde.

5 smukke franske ⭐️ af 5 mulige.

Det ny Atlantis

Titel: Det ny Atlantis
Forfatter: Ursula K. Le Guin
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Udgivelsesår: 1982

Fra bogen ( novellen “Nogle problemstillinger vedrørende tidens knaphed” )

“Alle ville spare tid, inden den er borte for al evighed, men ingen ved rigtigt hvordan, og derfor bliver vi alle sure og gnavne. Hvis der blot fandtes en erstatning, forstår de, ligesom sol- og jordvarme erstatter olie, Bille det lette belastningen. Men vi må åbenbart klare os med det vi har”. Groat nævnte tidsstrækkeren, markedsført af General Substances under varemærket Sudokron og sidste år trukket tilbage efter tests, der indicerede, at moderate doser forvandlede laboratoriemus til kleenex.”


“Det ny Atlantis” er noveller i genrene sci.fi og fantasy og en snert af realisme. De 8 noveller har ikke andet end genrene tilfælles. De er fra tiden mellem 1974 – 1982. .
Emnerne i hendes noveller er bla. etnografi, religion, seksualitet, miljø og politik.
I “Det ny Atlantis” er der en novelle om kolonister på en “ny” jord, en om problemer med tidens knaphed, en om national Sindssundhed, en om problemer med oversvømmelse og mange flere.
Alle noveller har et furturistisk udtryk som man ville have beskuet fremtiden i 70’erne.
Hun leger med normaliteten som vi kender den. Hun tager “ting” ud af vores virkelighedsopfattelse, forvrider dem, for derefter af sætte dem tilbage i en virkelighed vi næsten beskuer som normal. Og der er i hver novelle et alvorligt emne som hun fint bringer frem. En forfatter med noget på hjertet.

Ursula K Le Guin er en ny forfatter på mine bogreoler og hun er kommet for at blive. Jeg var positiv overrasket over novellerne. De trækker læseren derud hvor man balancerer på grænsen mellem fantastisk eller for meget! Jeg var, alle noveller igennem, begejstret. Mit indre barn havde en fest! Novellerne er tydeligvis skrevet i en anden tid, og jeg fik da også et par gange associationer til den gamle sort/hvid Jens Lyn serie. Et naivt, simpelt og alligevel et forunderligt fremtidssyn.
Sproget er let og flydende og teksterne er dragende, selvom det kan tage lidt tid at regne de forskellige universer ud.

Det må kræve et kreativt, fabulerende og grænsesøgende sind at kunne opfinde teksterne som dem Ursula K Le Guin skrev. Hun fortjener mere spalteplads i dag end hvad hun får.

5 ⭐️ af 5 mulige.

Hvorfor skal du læse.

Det er sommerferie for mange lige nu og selvom corona har lagt en dæmper på manges feriemål og måske aktiviteter, så er noget stadig det samme, nemlig at slappe af med en go’ bog.

Der er stor forskel på hvor meget vi læser og hvornår vi læser. Nogle læser bøger hele året, en helårshobby, og andre har det lidt som en feriehobby
For mig er det en helårshobby, om det kan kaldes en hobby, ved jeg egentligt ikke, men det er ihvertfald det jeg kalder det. Jeg læser hjemme, i bilen, i et venteværelse, faktisk overalt hvor der er tid til det.
Indimellem møder jeg mennesker som kan finde på at udbryde: “Du læser godt nok meget!” Hvilket altid gør mig lidt perplex, for hvor ved de det fra og hvordan beregner man det.

Hvis man sammenligner mig med en som læser 20 bøger om året, så læser jeg meget, men skal jeg sammenlignes med en som læser 120 bøger om året, så er jeg ihvertfald bagud! Så hvad er at læse meget? – det er noget jeg endnu ikke har regnet ud.
Så ofte svarer jeg: “Næh, jeg læser bare”. Og så siger jeg at det vel kan sidestilles med mennesker som strikker, hækler, maler, “roder” med biler i fritiden m.m. Læsning er en måde for mig til at slappe af.

Jeg tænker mange læser fordi det er interessant det vi finder i bøgerne. Det være sig historierne, personerne, tiden hvori bogen er skrevet, måden den er skrevet på og meget mere.

Men hvad sker der egentlig inde bag vores frontallapper når vi åbner en bog.

1. Vi tilfører hjernen viden og øger hjernens elasticitet.
2. Vi træner hjernen, lad os kalde det hjernefitness. Det kan ikke ses på badevægten ( øv ), men til gengæld gavner det os når vi bliver ældre. Studier har nemlig vist, at vi kan holde sygdomme som alzheimer og demens på afstand, hvis hjernen er i topform.
3. Du forbedrer din hukommelse.
4. Vi får et større og bredere ordforråd.
5. Vi bliver bedre til at fokusere.
6. Vi får kroppen ned i gear, vi slapper af.
7. Vi mindsker stress.

Og listen er meget længere, men jeg er nu godt tilfreds med de ovenstående punkter.

Så hånden på hjertet, hvor mange af os tænker over de ting når vi tager en bog i hånden?, jeg gør ihvertfald ikke. Men jeg er glad for at det forholder sig sådan.
En fysisk bog er for mig er magisk, jeg ved aldrig hvad der venter og jeg bliver sjældent skuffet. Heldigvis bliver jeg skuffet indimellem, alt andet ville være mærkeligt.

Vores verden er fyldt med stimuli, vi bombarderes fra alle sider og vi skal tage stilling eller kom til at tage stilling til alt for meget. Og som før nævnt trækker en bog vores opmærksomhed “tilbage” til et punkt, hvor det næsten bliver en “fysisk” bevægelse at komme frem i fortællingen og vi finder en rytme, hvorved vi kan dæmpe “støjen” fra verden omkring os.
Vigtigst af alt, jeg læser fordi det er sjovt, interessant og hyggeligt. Det er bare en kæmpe bonus at det så også er virkelig godt for hjernen.

Så lad os huske det lidt, det med hvorfor vi skal læse. Det er ikke kun underholdning, det er også at sætte point ind på “hjernekontoen” og den tåler heller ikke underskud.
Fortsat go’ sommer derude 🌞

På grænsen

Titel: På grænsen
Forfatter: Tage Majland
Forlag: Byens forlag.
Udgivelsesår: 2020

Bogen er et anmeldereksemplar/reklame fra forlaget.

Fra bogen.

Juan kunne ikke tænke klart, men fokuserede bare på at følge efter de fødder, der gik foran ham og holdt hovedet bøjet. Selv med kasket og solbriller var det mest behageligt at se nedad, fordi solen var så skarp og stod lige på.”

“På grænsen” foregår over 48 timer i området omkring den mexikansk/amerikanske grænse, et uvenligt ørkenområde hvor flere mennesker dagligt mister livet.

Vi følger den unge Juan som skal fra Mexico til Los Angeles hvor hans far og brødre arbejder og har gjort det i mange år. Juan’s mor er død og nu vil faderen have ham til staterne. Det koster mange penge for at få hjælp til turen af en coyoten som er en person som ved hvor det kan få galt når man illegalt krydser grænsen. Det eneste Juan’s far beder om er at Juan tager moderens urne med asken, med til Los Angeles.
Området på den amerikanske side af grænsen er overvåget af bla. grænsepolitiet og mange steder af selvbestaltede grænsevagter som også jager illegale indvandrere. Der er også humanitære organisationer som opererer i området. De tager sig af de latinos som ankommer svage, dehydrerede og indimellem næsten døde.
I de 48 timer historien foregår møder vi alle instanser som interagerer i grænse området. Vi møder de håbefulde, de som vil hjælpe, men også politiet og hadet.
I det skjulte arbejder narkokarteller aktivt i området og de er ikke venlige overfor nogen!

Grænseproblematikken mellem Mexico og USA kender vi lidt til og ofte hører og ser vi det i nyhederne. Bogen er fiktion tilsat lidt dokumentariske træk.
Læseren følger hovedpersonen som har en deadline, han skal på anden dagen være et bestemt sted, hvor han bliver samlet op. Er han der ikke til tiden….?
Jeg var klart på Juan side, selvom hans handlinger er ulovlige. Den fattige som søger et bedre liv må sætte livet på spil og ofte betale vanvittige summer, for en hjælp som ikke altid er en hjælp. Og mange dør på turen gennem ørkenen eller møder Border Patrol som kan virke hadefulde og decideret ondsindet.
Sproget var let, flydende og læseren var undervejs meget opmærksom på hovedpersonens deadline. Jeg var fanget af fortællingen og liiiidt klogere på hvor uhyggeligt det er at ville krydse den mexicansk/amerikanske grænse illegalt.


En oplysende bog selvom det er fiktion.

4 ⭐️ af 5 mulige.

Gileads Døtre

Titel: Gileads Døtre
Forfatter: Magaret Atwood
Forlag: Lindhardt og Ringhof.
Udgivelsesår: 2019

Fra bogen.

Jeg er klar over, hvordan du, min læser, vil dømme mig. I hvert fald hvis mit ry er ilet i forvejen, og du har gættet, hvem jeg er. Eller var.
I min samtid er jeg en legende, i live, men mere end det, død, men mere end det. Jeg er et indrammet hoved, som hænger på bagvæggen i alle klasseværelser for piger, som er fine nok til at have klasseværelser. Smiler grumt, formaner tavst.”

“Gileads Døtre” er en selvstændig efterfølger til “Tjenerindens fortælling”. Og læseren træder ind i Gilead 15 år efter sidste side blev vendt i “Tjenerindens fortælling”
Gilead er stadig et dystopisk, mørkt og uhyggeligt samfund, men læserens besøg denne gang har et nyt fokus. Vi ser på Gilead samfundet og personerne gennem øjnene på Tante Lydia, en ung kvinde som er vokset op i Gilead og en ung kvinde som er født i Gilead, men vokset op i Canada.
Gilead er ved at smuldre, og læseren følger kvinderne som denne gang fremstår anderledes end i “Tjernerindens Fortælling”. De tre kvinder arbejder under radaren i det dystopiske kvindeundertrykkende samfund og læseren ser den aldrende Tante Lydia i et helt andet lys, og hendes rolle i Gilead er pludselig større og samtidig meget skrøbelig, men alligevel stærk. Mændene sidde stadig på magten og gør hvad der passer dem, inden for deres eget system og det kvindelige hieraki består og alligevel lysner det i Gilead.

Jeg havde glædet mig meget til “Gileads Døtre” efter at have afsluttet “Tjenerindens fortælling”, men vidste ikke helt, hvad jeg skulle mene da jeg havde hørt både ros og negativ kritik om bogen.
Begge dele glemte jeg hurtig da jeg først kom i gang med bogen. Jeg blev draget af Tante Lydia og Agnes mens pigen fra Canada forblev lidt for gennemsigtig til sammenligning med de to. Overraskelsen ved at se og “opleve” Gilead gennem øjnene på TANTEN, Tante Lydia var interessant og forunderlig. Jeg fik lidt den fornemmelse at timeglasset med nedtællingen til Gileads undergang startede den dag Tante Lydia fik “lænke” på!
Bogen er desværre alt for hurtigt læst. Sproget flyder lidt lettere end det gjorde i “Tjenerindens fortælling”.

Jeg har svært ved at se “Gileads Døtre” som en selvstændig efterfølger til “Tjenerindens fortælling”. Den vil blive for “flad” en oplevelse, tror jeg. Begge bøger har været en stor læseoplevelse, dog ville jeg ikke have fået fuld udbytte af “Gileads Døtre”, hvis ikke jeg havde læst “Tjenerindens fortælling”.
Ingen tvivl om at Magaret Atwood er en stor storyteller med en kringlet og vidunderlig fantasi.

5 ⭐️ af 5 mulige.

En sæson

Titel: En sæson
Forfatter: Sylvie Bocqui
Forlag: Etcetera
Udgivelsesår: 2013 På dansk: 2014.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Etcetera.

Fra bogen.
“Det sker tit at væggene trækker sig tilbage eller nærmer sig, døre går op og forsvinder, efter at hun er gået forbi dem. Det sker tit, at tiden åbner sig lidt flere steder i sin vævning og trækker sig fra hinanden eller sammen. Hun går med et armbåndsur uden visere – en aften morede hun sig med at tage dem af. Uret tikker alligevel. Mellem to af de sorte prikker, der angiver minutterne, er der en gang imellem et tidshul, en saltdam, en cyklon, en hel time.

Bogens hovedperson ankommer til et fornemt hotel ved den franske riviera. Med sig har hun kun sin kuffert. Hun skal arbejde som oldfrueassistent i en sæson. Læseren følger hende rundt på hotellet, på gangene, på værelserne og bag væggene, hvor personalet bevæger sig lydløst rundt.
Hovedpersonen er navnløs og forsvinder, bliver usynlig når hun møder andre. Hun bevæger sig rundt i sin uniform og med sine nøgler og har som bogen skrider frem fundet en fremadrettet bevægelse som gør hende flydende og lydløs. Hun tjekker alt på de forskellige værelser og intet undgår hendes blik eller en anden af hendes sansninger.
Hun samler undervejs på dufte. Dufte som tilhører gæsterne på hotellet. Hun sætter små duftmærker på sin krop og skriver navnene ovenover den lille duftmarkering. På sit eget værelse skriver hun dem op på små lister.
Hele vejen gennem bogen følger vi efter hovedpersonen og oplever alt gennem hendes krop.

“En sæson” er en fortryllende langsom solnedgang, hvor alle sanserne er med. Tiden bevæger sig lineært i alm. tempo, og alligevel føles altid langsommere, udvidet og meget tæt på.
Hovedpersonen blev en bølge, aldrig stor og voldsom, men altid alle steds nærværende. Hun er tilstede på alle flader, i alle rum med alle sine sanser, hvad enten det er tæt på eller ude af vinduerne over havet. Hun har, selvvalgt eller ej, besluttet sig for aldrig at møde nogen, i en øjenkontakt. Hun har heller ikke øjenkontakt med sig selv i spejle eller blanke flader.
Hun er bange for at stoppe, hele tiden er hun i bevægelse som en bølge. Hvad sker der med en bølge som stopper – den forsvinder.
Jeg var opslugt af historien, som jeg meget bevidst valgte at læse langsomt. Historien passer til langsom læsning fordi den opleves meget sanseligt gennem hovedpersonen. Sproget er smukt og underfundigt. Og ligegyldigt hvor tit jeg som læser forsøgte at “fange” hovedpersonen, lige så tit opløstets hun foran mig som varm ånde på en kold vintermorgen.

En uendelig smuk fortælling.
5 ⭐️ af 5 mulige med en kaskade af stjernestøv.

Forfatteren Sylvie Bocqui udkommer med en ny bog på dansk i sommer i år. Bogen hedder “En pige som hende”

Køb og fred.

Titel: Kød og fred.
Forfattere: Anders Morgenthaler og Maria Louise Tüxen.
Forlag: Gyldendal
Udgivelsesår: 2020

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Gyldendal.

Fra bogen.
“En lufthavn er ikke en legeplads, det ved de fleste.” “Hvis du havde en dement mor, der snart skulle dø, og hun havde vundet en eller anden flyvedims i banko, ville du så ikke også tænke, at lufthavnen var et sikkert sted at prøve det af? Lufthavne er vel det eneste sted i landet, det er tilladt at flyve, overhovedet.”

Annemette har mistet sit hestestutteri i en stormflod, sin mand, som sidder i fængsel for svindel og 12 tænder som forsikringen ikke vil erstatte. Derfor blafrer hendes ansigt som en faldskærmsudspringer i frit fald, og hun sluger mange insekter når hun cykler, nogle af dem er måske endda udryddelsestruede. Hun arbejder som SOSU hjælper og tager gerne de “tunge” borgere, eksempelvis Thorkild, som kun bruger rygeforklæde og kæmper med forfølgelsesvanvid og konspirationsteorier. Så er der Kirsten som ikke står op, ikke siger noget, og samler alle sine piller i et glas under sengen.
AnneMette er i strikkeklubben De Hårde Nåle. Her er også Jean som er over 50 og langstidssygemeldt fra sit job som lægesekretær og så er der Vibse på 84, Jean’s mor, som indimellem glider ind og ud af demensen.
På en af deres filmaftener ser de, ved en fejl, en klimadokumentar med Leonardo DeCaprio og den sætter dybe spor i dem.
De tager aktion, for hvem ville mistænke dem for sabotage eller klimateorisme. Tre semi anonyme kvinder, alle over 40.
Og man kommer langt med antidepressiv medicin og svinepest i kampen mod kødindustrien.

Bogen starter med en ulykke, men derfra tager den fart. Den er letlæselig og umådelig underholdende. De tre hovedpersoner er ved første møde kedelige på grænsen til usynlige, men tag ikke fejl, det er dansk underspillet humor når det er bedst. Og bogen byder på mange grin og hovedrysten undervejs.
Hele klimaproblematikken er her pakket ind i humor og måske er det en måde at åbne folks øje på; når vi griner og ser noget genkendeligt er vi muligvis mere tilbøjelige til ikke at gøre modstand mod et emne vi bliver bombarderet med i alle medier. Ikke dermed sagt at mennesker ikke tager klimaproblematikken alvorlig.
Mit eneste minus ved bogen er mangel på et decideret klimaks for historien. Den leder fint op til en slutning, men fader så lidt ud til en mere eller mindre lykkelige afslutningen for alle.

Jeg var godt underholdt og forsøgte at læse op for andre fra bogen, men måtte kapitulere da latteren tog over. Og jeg kom nok heller ikke til at tænke mere over klimaforandringerne end jeg gør i forvejen, da det hos mig i forvejen fylder meget i hverdagen.

3,5/4 ⭐️ af 5 mulige.

Ægte elverkvinder har grimme huller i ryggen

Titel: Ægte elverkvinder har grimme huller i ryggen.
Forfatter: Emma Elver Wolff
Forlag: Forfatterskabet.dk
Udgivelsesår: 2020

Bogen er et anmeldereksemplar.

Fra bogen.

“Jeg har ikke nogen af de to yderpunkter. Jeg placeres nok i midten. Min opvækst og dannelses- uddannelsesveje har haft diversitet og variation, og min familie er venstreorienteret to the bone. Jeg føler mig lettere usikker på mine evner i det akademiske, lærde og filosofiske skrivesegment kombineret med, at jeg tænker over udtrykket less is more, for det når jeg fandme ikke at lære i denne novellesamling. Jeg må slutte med, at måden jeg skriver på er mig, min stemme og min stil.”

“Ægte elverkvinder har grimme huller i ryggen” er en novellesamling skrevet af en ung kvinde. En lang indre dialog, hvor forfatteren lader en tanke udvikle sig og flyde frit. Hun er overfladisk, ironisk, humoristisk, sårbar og ærlig. Hun kæmper med indre og ydre dæmoner, nogle af dem virkelige, andre uvirkelige. Noget af det handler om “jeg er lille og sårbar” kontra “Jeg kan alt selv, jeg er stærk”, andet handler om at navigere i en virkelighed som virker fremmed. Novellerne er bølger i stormvejr og forekommer i begyndelsen usammenhængende, men trådene samles fint og sirligt i afslutningen af hver novelle.

Jeg var overvældet i begyndelsen og betragtede indholdet med en næsten arrogant distance. Tankemylderet i et ungt kvindesind var et kaos, et rod og syntes næsten selvvalgt. Indtil den sårbare kvinde træder frem og viser sit ansigt, angst og den underernærede krop. Først her begyndte jeg som læser at “lytte”. Lytte til ironien, de små løgne, og humoren som ligger som en redningsvest i periferien, gennem hele bogen.
Jeg læser bogen som en sandhed, pakket i en løgn, pakket ind i en modstand, bundet med en luftig usynlig sløjfe i et diagnoseramt samfund. Den unge sprudlende kvinde, som også findes i bogen, leder efter vejen frem, vejen ud eller bare et kort at navigere efter.
Hun larmer mere end andre unge kvinder, har større armbevægelser, rammer bunden hårdere og flyver højere end andre kvinder, flere “uppers and downers”, men kampen kender alle unge kvinder. Hvem er jeg, hvem er jeg i denne verden og i forhold til andre. HVORDAN GØR JEG?!
Overordnet er bogen en flodbølge af overdrivelse, men også en sårbar sandhed som må udfolde sig langsomt for at blive integreret.

4 ⭐️ af 5 mulige.

Dukkehuset

Titel: Dukkehuset.
Forfatter: Tove Jansson.
Forlag: Gyldendal.
Udgivelsesår: 1978 og igen i 2020.

Bogen er et anmeldereksemplar.

Fra bogen.

“Inden vi rejste, talte mormor en hel del om den arktiske nat, vi skulle krydse. Hun sagde: Er det ikke et mystisk ord, arktisk… Rent og hårdt. Og meridianerne… Er det ikke smukt? Vi kommer til at rejse langs dem, hurtigere end lyset kan følge os. Er det ikke sådan? Tiden kan ikke indhente os.

“Dukkehuset” af Tove Jansson fra 1978 er en novellesamling bestående af 12 noveller.
Novellerne handler om mennesker. Om alle følelserne, de indre overbevisninger og passioner som indimellem kan give problemer i samspil med andre. Alle hovedpersonerne i novellerne får problemer med at få den indre og ydre verden til at samarbejde, og de befinder sig i dilemmaer som de forsøger at løse, på deres egen måde.
Novellerne er udgivet første gang i 1978, men menneskelige dilemmaer som dem i bogen er ikke bundet til et bestemt årti, så problematikkerne kunne også være nutidige.

Den første novellesamling jeg læste af Tove Jansson var “Rejse med let bagage” og jeg måtte læse den flere gange for at finde det tankevækkende og genklangene i novellerne. Så denne gang med “Dukkehuset” var jeg overordentligt nysgerrig.
“Dukkehuset” var let at læse og forstå, de menneskelige og indre dilemmaer, som bliver tydelige i samspil med andre, er letforståelige. Hvordan vi vælger at bearbejde eller ikke bearbejde sammenstødet mellem “mig – de andre” er interessant. Nogle kan flytte sig – andre kan ikke. De store erkendelser kan findes i det små, i det trivielle og i hverdagens rytme.
“Dukkehuset” er passion, smerte, længsel, dagdrømme og alt det som hører livet til, hvadenten man er ung eller gammel.

Bogen er en lille perle som passer sig fortrinligt til at tage med på sommerferie, eller læse hjemme, i en hyggekrog i haven.
Tove Janssons forfatterskab er så meget større end blot det at være skaberen af Mumi-universet.
4 ⭐️ af 5 mulige.

Fange 21

Titel: Fange 21
Forfattere: Søren & Morten Ellemose
Forlag: Forfatterskabet.dk
Udgivelsesår: 2011

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Fra bogen.

“Xenia skreg, da hendes øjne gennem der røde skær så den mørke pøl af blod ved mandens ben. Lår og mave var stænket af blodsprøjt. Halvt ude af den dødes mund hang en levret masse, som hun først troede, var den opspilede tunge. Så lod hun blikket glide ned og bemærkede omsider det mishandlede skridt.
Den døde havde sit afhuggede kønsorgan proppet ind i munden.”
“Fange 21” er bog nr. 2 i serien om Manus Albino. Serien er på 5.
Fange 21 er flygtet fra det sikrede fængsel, og som en sidste hilsen, inden han forsvandt, har han skrevet “Challenge accepted” på den ene væg i cellen. Beskeden er skrevet til Kriminalkommissær Lorentzen, som var i chefen i det team som fik ham anholdt.
Fangen, Sebastian de la Cour, er væk og teksten på væggen er, til alles overraskelse, skrevet med Lorentzens eget blod.
Lorentzen var trådt tilbage som kriminalkommissær, men er nu tvunget tilbage i tjeneste og han indkalder to, Louise Jensen den intelligente “it-Wizzard” og den unge Thomas Kokdahl. Begge var med i det team som fik sat Sebastian bag tremmer.
Ingen i Danmark har glemt, hvad Sebastian har gjort og ALLE – fra politiet og opefter – sætter alt ind. Statministeren og chefen for PET, Hans Vanggaard, har især øjnene på det lille team.
Sebastian stak af og tog en pæn sum fra sin fars formue med sig. Harald de la Cour er rasende og jagter nu også sin søn. Sebastian har ikke gemt sig, han har levet et vildt og nøje tilrettelagt liv nede i Europa, hvor alle kan følge hans færden. Han har et eller to mål hjemme i Danmark. Og med landets højeste IQ er han ikke let at fange. Han vil have hævn!
Hvordan fanger man ham?

Som før nævnt er “Fange 21” bog 2 i serien. Og jeg synes ikke den kan læses som en selvstændig krimithriller, da for meget af persongalleriet vil være lidt udvisket.

Jeg slap den første bog i serien “Københavns brand” med hjertet oppe i halsen, og var meget i tvivl om de to forfattere kunne blive på toppen med bog nr. 2 uden det blev for meget gentagelse.
Baren denne gang er sat højere, spændingen er på maksimum og persongalleriet er stort set det samme, men der er mere baggrundsviden om personerne, hvilket er skønt.
Skurken er testet af Mensa og har i historien Danmarks højeste IQ, tæt forfulgt af den intelligente Louise Jensen som selv er medlem af Mensa. Hvilket hun dog ikke ligefrem taler om.
Sproget er let og handlingens intensitet øges af illusionen om at alt forgår i høj fart. Man slapper ikke af når man er i gang med “Fange 21”, den forbliver på “frontallapperne”, også når man ikke læser.
Man kan argumentere for at det hele er lidt for fantasifuldt og korrekt iscenesat eller, som jeg, bare nyde at forfatterne tager fortællingen helt til grænsen, og så lidt længere. Jeg var fanget fra start til slut og synes “vanviddet” var passende for bogen.

Lykken er at den næste bog allerede står klar på reolen.
5 krimi⭐️ af 5 mulige.