Hannies bog

Titel : Hannies bog
Forfatter : Lisa Wingate
Forlag : Alpha
Udgivelsesår : 2020 – på dansk 2021


Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget.,


Fra bogen.


Missy skyder hagen frem, blotter tænderne og giver sig til at hvæse ad ham.
Jeg prøver at få hende med ind på fortovet, hvor han ikke kan ride os ned, men hun er ikke til at rokke, bliver bare stående og hvæser.
Rebet kommer susende. Jeg mærker det strejfer min skulder, hører det hvisle gennem luften og rammer sadellæder, hestekød, og hvad det ellers kan nå. Rytteren flår plagen rundt, selv om det stakkels dyr vender det hvide ud af øjnene, skriger, fnyser og stejler. Den tripper sidelæns og drejer rundt om sig selv, forsøger at tage biddet og vælter til sidst ind i Missy Lavinia. Hun falder omkuld i mudderet, og jeg lander ovenpå hende.
“Vis barmhjertighed! Han er sinke! Han er sinke! Han aner ikke hvad han laver,” råber jeg og tager fra med hænderne, da rebet igen kommer smældende. Det rammer mine fingre, og jeg griber fat, klamrer mig desperat til det. Så ser jeg ridepisken komme susende og ramme mig på kindbenet. Lyset eksploderer for mine øjne, og jeg falder ned i et dybt, sort hul. Jeg tager rebet med mig, klamrer mig til det af alle kræfter. Så hører jeg cowboyen hyle, og plagen vakler og lander atter med et brag på jorden. Jeg kan mærke lufttrykket.”



Vi er tilbage i Louisiana i 1875, her møder vi den unge pige Hannie som bor på Goswood Grove og ejes af herren i huset, Master Gosset. Hannie er den sidste af hendes familie der er tilbage på Goswood Grove, resten af hendes søskende og hendes mama er solgt. Det eneste hun har tilbage efter sin familie er 3 små blå perler hun bærer i en snor om halsen, det har alle hendes søskende og mama også, det er sådan de skal kende hinanden, når de mødes igen – en drøm de alle har. 
Hannie startede for mange år siden som barnepige for datteren i huset, Missy Lavinia, som med årerne er blevet en modbydelig ung pige. 
En dag forsvinder Master Gosset, og Missy og en af faderens “uægte” børn, Juneau Jane, slår sig sammen og vil findes deres far. Hannie klæder sig ud som ung mand og bliver deres kusk. En rejse som ingen af dem kunne forudse og pludselig har de kun hinanden – deres forhold og roller forandrer sig undervejs.


Tilbage i nutidens Louisiana – Augustina i 1987 kommer Benedetta Silva i sin folkevogn, hun er blevet ansat på byens skole for de laveste klasser af samfundet, og selv inde på skolen er der rangorden mellem eleverne. Skolen har meget få penge, hvilket Benedetta hurtig opdager. Og det hjælper ikke at hun er uerfaren og nyuddannet. 
De ældste elver ænser hende knap nok – og accepterer hende ihvertfald ikke. Nok mangler Benedetta erfaring, erfaring med elever, med det samfund hun møder i Augustina, hvad hun ikke mangler er gåpåmod. Benedetta er en ildsjæl og sætter sig for at vinde sine elever over på sin side, hun skal bare lige finde det rette projekt. Og projektet er lige for øjnene af hende – hvad hun ikke kunne forudse var at store dele af samfundet ikke ønsker hende succes. Hjælpen kommer fra uventet side.


Imellem de to spor i bogen har Lisa Winngate indsat annoncer fra avisen Southwestern i 1880’erne. Under “Savnede slægtninge” søger slaver efter deres familiemedlemmer – der er lange remser af navne, børn, forældre og uendelig mange som er blevet skilt ad ved salg og køb af slaver. 


Da jeg først kom igang med “Hannies bog” var det som om den foldede sig ud – langsomt trækker den sin læser ind i historien. Det omfattende persongalleri glider stille og roligt ind i læserens bevidsthed og alligevel synes historien ukompliceret. Vekselvirkningen mellem Hannie og Benedetta bliver hurtigt en rytme, hvor læseren langsomt finder sammenhæng og mønster i historien. 
I begyndelsen læste jeg annoncerne fra Southwestern, som forøvrigt er originale annoncer, som små usammenhængende historier, men som bogen skrider frem kryber de ind under huden på læseren og de lægger et ekstra betydningen oveni Hannies, Juneuas og Missy’s rejse. Jeg endte med at læse annoncerne flere gange, indimellem med en klump i halsen. 
“Hannies bog” er en stor, hjerteskærende, barsk og smuk historisk roman, og selvom jeg blev rørt,  indimellem vred og et par gange hævngerrig undervejs, så er det ikke en rørstrømsk fortælling. Forfatteren vil vise sine læsere sandheden – eller den sandhed vi kan forestille os om Hannies liv og mange andre som hende og hvordan historie trækker spor til nutiden, selvom mennesker til tider forsøger at “male” fortiden i bedre og smukkere farver. 
Jeg faldt for “Hannies bog” og vil med sikkerhed læse den igen. 


4 1/2 store stjerner af 5 mulige for denne barske og alligevel smukke fortælling.

Godt selskab

Titel: Godt selskab
Forfatter : Naoise Dolan
Forlag : Gutkind
Udgivelsesår : 2020 På dansk 2021


Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget. 




Fra bogen.

Han er sådan en god dreng. Arbejder så hårdt. De fleste på hans alder skal skubbes ud hjemmefra.
Det var ikke, fordi jeg skulle erklære mig enig i, at det var godt, hendes yngste søn ikke havde brug for hende længere. Og hun ville heller ikke have mig til at bekræfte, at hun burde føle sig utilstrækkelig, fordi han flyttede, inden han var færdig med sin uddannelse. Mors samtaler havde områder med kviksand, hvor den mindste bevægelse bare ville få en til at synke dybere i.
(Det havde jeg forklaret Julian, der svarede, at han aldrig ville have gættet, at jeg nedstammede fra så gådefulde kvinder. “Hvorfor gådefulde kvinder?” Indvendte jeg. “Hvorfor tror du, min gådefuldhed følger den mødrene side? Måske er mændene i min familie også gådefulde” Han sagde: “Men du erkender, at du er gådefuld.” Og jeg sagde : “Måske, eller også var det bare for at være gådefuld”) 


“Julian,” sagde jeg. “Hvad er vi egentlig?”
“Aner det ikke.”
“Pyt – jeg skal nok knalde dig alligevel.”
“Din livsglæde er så smittende.”
“Så er det godt, du er immun.”
Vi gjorde det, han og Miles gjorde – spillede små scener. Det gjorde han med alle: improviserede, til han havde besluttet sig for, hvordan dynamikken var, og klamrede sig så til den, som gjaldt det livet.





Den 22 årige irer, Ava, er færdiguddannet på universitetet og vælger at flytte fra Dublin og alle hun kender, til Hong Kong. Hun bruger sin opsparing, som egentlig var en konto til abort-penge. Hun flytter ind i en lille Airbnb sammen med to andre unge kvinder og hun får job som underviser. Hun skal undervise kinesiske børn i engelsk. 
Der går ikke længe før hun møder Julian, en ung mand på 28 som arbejder i en bank – de starter som venner, men forholdet udvikler sig til noget andet og Ava flytter ind hos Julian, i hans lækre lejlighed, på gæsteværelset. Julian tjener – nok – og Ava behøver ikke betale husleje eller når de er ude at spise. 
Udadtil er de ikke kærester, de har bare sex med hinanden. De nyder hinandens selskab og Ava elsker deres dialoger, selvom det også skubber til hendes usikkerhed. Julian rejser meget og mens han er væk passer hun lejligheden. 
Han tager til London i en længere periode og mens han er væk møder hun Edith, en ung kvinde på alder med hende selv. Edith er alt det Ava gerne vil være, perfekt, karriere, masser af venner og altid travlt. De indleder et forhold, men Ava er ikke helt ærlig omkring hendes og Julians forhold og hun står i et dilemma. Hun er sikker på hun elsker Edith, men der er også følelser bundet til Julian. Efter et halvt år i London vender Julian hjem til Hong Kong og Ava er i vildrede, hvad skal hun gøre?




“Godt selskab” er et moderne klassisk trekantsdrama som passer til ungdommen i dag og samtidig er det en skarp beskrivelse af en generation ( generelt ) som lever på overfladen, på titler, de sociale medier og penge. 
Jeg er delt i min holdning til “Godt selskab”.
Naoise Dolan fortæller en historie som er fortalt før, usikre unge mennesker som snubler gennem livet for at finde sig selv. Nogle stræber højt, vælger den “rigtige” skole og uddannelse og får også et godt job med gode penge og de “rigtige” mennesker omkring sig – og alligevel er de ikke lykkelige og sikre på sig selv. Andre stræber ikke højt nok og føler sig aldrig tilstrækkelig, aldrig intelligent nok, smuk nok eller skolet nok. Og når usikker møder usikker bliver det noget rod og en evig “jagt” på at vinde – uden de ved hvad gevinsten er eller skal være.
Ava føler sig langt fra tilstrækkelig og søger anderkendelse alle steder. 
Bogen berører emner som abort-loven i Irland, klasseforskelle, LGBT miljøet m.m. og jeg læste den som var den henvendt til et ungt, yngre end mig ( 50 år ) publikum. 
Der hvor jeg faldt for bogen var i dialogerne mellem Ava og Julian og Ava og hendes mor. Der er hele tiden en kamp om det sproglige overtag og Naoise Dolan har fyldt så  meget fart, ironi og sarkasme ind i dialogerne at de bliver underholdene og særdeles skarpe – hvilket jeg finder genialt. Samtidig handler mange af Ava´s indre monologer og ydre dialoger med Julian, Edith og andre om hvor meget hun higer efter deres anderkendelse, dog i forklædning. Humoren bruger hun til at skabe sig et skjold og en afstand mellem sig og de andre – så hun ikke tror sig ramt, hvis nogen siger noget hun tager sig nært. Hun vil elskes af dem – højere end hun elsker dem. 


Bogen virker lettere overfladisk og personerne er “forenklede” og så alligevel er der passager og øjeblikke, hvor jeg blev overrasket af dybden og klarheden i personerne. Derfor er jeg splittet. 
Jeg vil alligevel give “Godt selskab” 4 stjerner af 5 mulige. 

En rigtig dame

Titel : En rigtig dame
Forfatter : Heidi Kølle Andersen
Forlag : Alpha
Udgivelsesår : 2021


Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget.


Fra bogen.
Det kom bag på Anne-Sophie, hvor forskelligartet smag og behov mændene havde. Hvor ukompliceret og ligetil de talte om sex, kvinder og lyst, når først ballet var åbent. “Du er med garanti som den mindste pensel i værktøjskassen. Perfekt til alle kringelkroge”, sagde en skaldet malersvend liderligt en aften på den lokale, mens mester kneb øjnene sammen og sagde, at værktøjskassen heldigvis bød på et bredt udvalg af pensler og redskaber.


Novellesamlingen “En rigtig kvinde” er 15 små fortællinger om kvinder, forskellige kvinder og i alle aldre. Dog er der nogen som går igen i novellerne. Det er noveller om kvinder forskellige steder i livet, forskelligt livsindhold, planer for livet, livsstil, nogle med et langt liv foran sig og andre med hovedparten af livet bag sig. 
Fortællingerne er selvstændige, med undtagelser, og de trækker tråde ind og ud af hinanden og tilslut – uden at spoile – falder alt på plads. 


Jeg fik hurtigt læst “En rigtig dame” og jeg fik intet foræret af forsiden som er forholdsvis neutral – og derfor blev jeg også overrasket over novellerne, deres forskelligartede opsætninger, kvinderne og on point temaerne. 
Her er det kvinder om kvinder og ophøjet hverdag. Læserne underholdes om fødsler, teenagere ( når de er værst ), mødre, barnløshed, sex, jalousi, kriser i ægteskabet, alkoholisme, uopfyldte drømme, et lille hint til metoo-bevægelsen og demens. 
Alle kvinder kan se sig selv i en eller flere af temaerne og kender følelserne det kan udløse. 
Novellerne er ikke pakket ind i pænhed eller hensyn, de står rå og ærlige og til tider med et glimt i øjet. Jeg var ret begejstret over hvor forskelligt novellerne var skrevet, hvilket var med til at sætte en bestemt stemning og skille dem fra hinanden. Samtidig var der noget ærligt over at de ikke var pakket ind i forskønnende “candyfloss”, men til tider ramte liiidt for ærligt og åbentsindet. 
Jeg er bare ikke sikker på at bogen vil forblive i min erindring længe. Jeg var underholdt og blev også overrasket, men har læst “temaerne” før og er blevet overrasket over dem før. 


Jeg VAR underholdt, sproget er let og flydende og siderne vender sig selv. Som man kommer frem i novellerne fanger læseren den røde tråd som også bidrager til fortællingerne og sammenhængen. Bogen er ideel at tage med i kufferten eller weekendtasken til ferien. Og mit bud er at alle kvinder vil finde lidt af sig selv i bogen – og få et smil på læberne. 


3 1/2 stjerner af 5 mulige. 






Lenni og Margots et hundrede år

Titel : Lenni og Margots et hundrede år
Forfatter : Marianne Cronin
Forlag : Alpha
Udgivelsesår . 2021


Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget.


Fra bogen.
Jeg mødte en præst for et stykke tid siden. En gammel mand med et tomt kapel. Jeg gav ham hånden og vi blev venner ved et tilfælde. Han har ikke lært mig noget om Jesus, og jeg tror kun, at jeg har gjort ham mere forvirret, hvad angår Gud. Men det er i virkeligheden ikke så vigtigt.
Den samme præst kom ud fra sit kontor i dag, klar til at holde sin allersidste søndagsgudstjenste. Han forventede sikkert det samme publikum på to, så han løftede knap nok sit hoved på vej op til alteret. Der hævede han det til gengæld. Og han spærrede de allerede røde øjne op og smilede til dem, der sad foran ham. To fra Pippas tegnehold var kommet, der var omkring fyrre mennesker. Nogle af os havde nattøj på, nogle havde deres allerpæneste tøj på. Vi ventede allesammen på Fader Arthurs sidste prædiken. Jeg sad på forreste række sammen med Margot, Else og Walter.



Lenni på 17 år er terminal patient og ligger på sygehuset – men hun er ikke færdig med livet, der er noget hun skal nå. Hun er ikke den letteste patient og det mærker personalet. Ikke mange får lov at komme tæt på hende, men en dag kommer hun på et malerkursus/kunstprojekt sygehuset har. Hun finder ud af hun ikke passer ind på holdet i sin egen aldersgruppe, så hun vil flyttes – flyttes over til de “gamle”, her møder hun 83 årige Margot og de to bliver hurtigt venner. Og de beslutter at male deres fælles 100 år.
Udover Margot bliver Lenni gode venner med sygehusets præst, Fader Arthur. Lenni besøger kapellet og Fader Arthur første gang med modstand, modstand mod Fader Arthur, men også modstand mod Gud. Der er noget ved Fader Arthur som Lenni synes om og langsomt udvikler de et unikt venskab, et venskab som fortsætter efter Fader Arthur går på pension. Lenni ved at hun snart skal forlade livet og hun tænker på det, som om hun er i en afgangshal og skal med et fly. Men først skal hun og Margot fortælle og male deres fælles 100 år, og tiden på kunstprojektet med Margot, de andre gamle og Fader Arthur hjælper Lenni – hun knytter bånd og LEVER alt hvad hun kan selvom kroppen langsomt lukker ned. 


“Lenni og Margots et hundrede år” forløber i to spor, et hvor vi hører om Lenni og et hvor vi får hele historien om den 83 årig Margot. 


Jeg faldt hurtigt for begge hovedpersoner og hele fortællingen. Det er en hjertevarm historie om to meget forskellige mennesker, den ene med et helt livs erfaring og en anden hvis liv er startet, for at slutte allerede. Sproget er let og man bliver hurtigt fanget, jeg gjorde ihvertfald. Men undervejs tabte jeg lidt gejsten. De mange tilbageblik i Margots liv skaber en tidslinie i historien, de mange scener og fortællinger fra dagene på hospitalet bliver for løsrevet og jeg havde svært ved at skabe en tidslinie for nutiden. 
Jeg er glad for der ikke er så meget “sygdoms” fortælling i bogen, læseren ved bare at Lenni er meget syg og får det værre, hvorimod man ikke helt kan indfange, hvor syg Margot er og hvor fremskredet. Venskabet mellem Lenni og Margot og venskabet mellem Lenni og Fader Arthur er utroligt fint og man glemmer næsten, hvor historien udspiller sig og hvor syg Lenni i virkeligheden er. 
Her er kærlighed, venskab, sorg og liv – alt sammen fortalt i små glimt. Der er humor midt i al sorgen, og hovedpersonerne lever livet fuldt ud – selv om de er på vej væk. 
Jeg havde flere gange hvor tårerne trillede, for man tager Lenni og Margot til sig. Alligevel sidder jeg tilbage med en følelse af at mangle noget. 
Jeg kan ikke afgøre over hvor lang tid nutidshistorien udspiller sig, og så synes jeg der mangler et 17 årig “liv” rundt om Lenni. Margot er meget tydeligere og der er selvfølgelig også 83 år at gøre med. 


Bogen er en smuk fortælling om et usædvanligt sted – et sygehus som bliver et sted hvor der er hjemmelig hverdagsliv. Mennesker som bevæger sig ud og ind i patienternes liv og spiller en større eller mindre rolle . Alle ved hvor fortællingen ender og derfor leves der fuldt ud. Bogen blev bare ikke en succes hos mig – men den er smuk og jeg ønsker bogen et langt liv. 


3 stjerner af 5 mulige.


Hvorfor er jeg så trist når jeg er så sød

Titel : Hvorfor er jeg så trist når jeg er så sød
Forfatter : Ingvild Lothe
Forlag : Vild Maskine
Udgivelsesår 2021 – på original sprog 2016


Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget


Fra bogen.


Som lille elskede jeg at løbe.
Nu venter jeg på næste bus.
Jeg har energi som en olding,
Alligevel siger folk; Du har hele livet foran dig.


Men altså for fanden.
Der findes grænser
For hvor meget et menneske
kan magte at ligge bag sig.





Da jeg sagde jeg var et dyr i sengen
mente jeg et dovendyr
Beklager misforståelsen.





Jeg tog indvoldene ud, skyllede dem i vasken, 
hang dem til tørre på balkonen.





“Hvorfor er jeg så trist når jeg er så sød” er en digtsamling og den første bog fra forfatteren. 
Temaerne i digtene er kærlighed, selvlede, melankoli, apati, sex, vrede, livet og meget mere. Men lagt sammen inderholder digtsamlingen alt det som løber gennem en ung kvindes krop og sind i et moderne samfund krydret lidt med Gud. 


Bogen er inddelt i 4 afsnit.


1 : Vandfast streg.
2 : Fanatisk apati
3 : Det seksuelle helvede og mig
4 : 100% ærlighed


Før jeg læste bogen og kun havde forsiden og bagsideteksten at forholde mig til, var jeg i tvivl om bogen og jeg var provokeret. Forsiden provokerede mig ikke, faktisk fik den mig til at smile – der var noget selvironi, men også et smukt billede som jeg godt er klar over kan skubbe til læsernes grænser og det kan virke som udstilling af det ultimative kvindelige, nemlig – menstruationen og en tranformation. 
Digtsamlings rå form, det kantede, det modsatrettede, udfarendeheden og “hovedpersonens” sårbarhed, længsel larmede og ramte min egen trang til ordentlighed og sund fornuft, og samtidig var jeg fascineret og tiltrukket. Men tvivl kan også være fascinerende – for tvivlen tvinger en til at gå tættere på, undersøge og lade mulige grænser stå åbne. 


Jeg er stadig ikke god til at læse digte, men “Hvorfor er jeg så trist når jeg er så sød” blev en lyrisk øjenåbner. En ung kvinde/jeg’et som fortæller/forsøger at skubbe, række armene ud, at provokere og vokse ind i sit eget liv. Det er en strålende uslebet diamant, der bliver ikke taget hensyn til pænhed, ordentlighed og andres forventninger. 
Barnet ønsker sig selvstændighed og må blive voksen – og når adulthood sætter ind, vil hovedpersonen ikke alligevel helhjertet være voksen. Hun stiller mange spørgsmål, men kan ikke finde svar og alt bliver svært; Når jeg gør alting rigtigt OG ser rigtig ud hvorfor er jeg så ikke “rigtig”, lykkelig, har venner og overskud. Hun afsøger grænserne i sig selv og hos andre for at mærke. Hun føler sig ensom, forkert, fremtidsløs, uelsket og meget mere. Alle de følelser som kan forstærkes og være ude af kontrol i grænseområdet mellem det at være ung og være voksen. 
Forfatteren veksler mellem sårbarhed, alvor og det lette og selvironiske. Flere steder kan man opfatte jeg’et som forkælet og luddoven, andre steder som temperamentsfuld, udfarende og voldsomt grænsesøgende, og samtidig uendelig lille og sårbar.


Måske er det i virkeligheden enkelt – jeg’et vokser op til en moderne turbulent tid, hvor hele verden er tilgængelig, og man kan opfinde sig selv om og om igen, grænserne flyder. Der er ikke en sandhed, valgene er uendelige – og man snubler et par gange før man finder sig selv.


Jeg læste bogen som så jeg en ung kvindes liv under et forstørrelsesglas, alt virker voldsommere, kroppen, grænsesøgningen ind i hende selv, men også ud mod verden og sindet. Men hun vokser og selvironien er ikke tabt. Ja, jeg var provokeret og i tvivl, men kun indtil jeg så et glimt af mine egen ungdomsår – jeg’et bor lidt i alle kvinder, unge som ældre, hvis de vil være ved det. Sproget er fint, men også råt, det er lidt i alle retninger, præcis som sindet. 
Jeg morede mig, blev eftertænksom og sjovest af alt – så lærte jeg lidt om mig selv, min “måske påtaget” ordentlighed og hvor interessant det er at læse noget som sætter en i tvivl. 


5 store lyriske ⭐️ af 5 mulige. 














Blinde vinkler

Titel : Blinde vinkler
Forfatter : Louise Roholte
Forlag : Brændpunkt
Udgivelsesår : 2021


Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatter og forlag.


Fra bogen.
Bitten sad ret op og ned i sædet med begge hænder på rattet i den korrekte kvart i tre-position, da hun kom til sig selv. På en eller anden måde var det lykkedes hende at komme hjem, for hun holdt i indkørslen, men hun havde ingen erindring om køreturen gennem byen. Peter havde en affære med en anden kvinde. Hvor længe havde det stået på? Og hvem var hun? Hvad skulle der ske nu? De skulle vel skilles, for de kunne umuligt komme videre efter utroskab? Eller hvad? Kunne hun tilgive ham? Det kunne hun måske blive nødt til. Om fire måneder fyldte hun 39, og hun var i forvejen presset på tid, hvis hun skulle nå at blive mor på naturlig vis. Hvor længe ville det tage hende at finde en anden mand, som hun havde Lust til at få et barn med? Et år? To? Fem? Det virkede så uoverskuelig, at det tog pusten fra hende, og hun følte sig som en tom og skrøbelig skal af et menneske, da hun tumlede ud af bilen.”


Bitten er er 39 år, kørelærer og gift med manden i hendes liv, Peter. Hun har en stor drøm her i livet og det er at blive mor, et projekt hun koncentrer sig meget om. Der bliver ført skemaer og regnet på hvornår det er bedst at “arbejde” på projektet sammen med Peter. Peter er på sin side ved at være træt af Bittens evindelige snak, skemaer, “sex on demand” og hvad der er bedst for hans sædkvalitet. Det er en stor skuffelse, hver måned hun ikke bliver gravid. Hun er bange for ikke at nå det, og hun er heller ikke glad for sin krop. 
På job synes hendes irriterende kollega, Eddie, at hun skulle skaffe sig en hund, han kender en som kender til en hund som trænger til et nyt hjem – og for at stoppe hans uendeliglige talestrøm indvilger hun i at se hunden, det falder bare ikke i god jord hos Peter. 
Bitten har en go’ veninde, Sanne. De to kvinder planlægger et weekendophold for at komme lidt væk fra det hele. Da Bitten vender hjem fra opholdet går der ikke længe før hun opdager at Peter har en affære og den anden kvinde kender hun. 


“Blinde vinkler” af Louise Roholte er en total easy-going feelgood roman. 
Bogens hovedperson, Bitten, er en lettere “krøllet” personlighed som ofte får sig selv placeret i lidt uheldige situationer. Bogens titel “Blinde vinkler” beskriver meget præcist Bittens liv. Der opstår hele tiden situationer som bliver problematiske og Bitten kæmper med livet, selvværdet, kærligheden og kollegaerne på jobbet. Alle kvinder kan genkende lidt af sig selv i Bitten. 
Sproget er skrevet med et glimt i øjet og er let og flydende. Jeg morede mig og bogen var læst på et par dage. 
Der er noget livet-er-ikke-altid-let over bogen med devisen “men du skal nok klare dig, bare vent og se”. Og så er det ikke alle problemer som knækker os. 
Venskabet med Sanne, kender vi også, veninden som er der også når vi er umulige at holde ud. Veninden som kender alle vores blinde vinkler og udpeger dem – på godt og ondt! 
“Blinde vinkler” er til de stunder, hvor vi kan grine af og med os selv. Der er kærlighed og hjertevarme, indimellem på den lidt kejtede måde. Livet er også godt og sjovt – det husker “Blinde vinkler” læseren på. En perfekt efterfølger til “Allias Anneke” 
Jeg var underholdt fra start til slut. 


De skal have 4 store feelgood stjerner af 5 

Larmende stilhed

Titel : Larmende stilhed
Forfatter : Katja Ranvits 
Forlag : Superlux
Udgivelsesår : 2021


Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren.


Fra bogen.
Det kender jeg godt, tænkte Ulla og nikkede langsomt. Det med at fornemme noget. En anden tilstedeværelse.
“Og om sommeren er der den skønneste lyd af cikader. Kender du det?” Spurgte Cecilie og lagde hovedet lidt på skrå.
“Jeg har aldrig været i Grækenland,” svarede Ulla tørt.
“Har du ikke?” spurgte Cecilie overrasket. ”Det er så skønt. Det siges, at cikaderne synger dagen ned. Det er fortryllende. Nærmest hypnotiserende,” fortsatte Cecilie og hældte vin op i glassene. “Den vibrerende lyd, cikaderne udsender, kommer gerne efter solnedgang. Som et inferno af lyd. Turisterne synes, det er irriterende, men jeg synes, lyden er skøn. Den bringer en form for tilknytning. Ja, ja, jeg kan godt selv høre, det lyder dumt.”
“Nej, overhovedet ikke,” sagde Ulla og kiggede tomt frem for sig. “Sanserne kan nogle gange forstærke ens følelser for noget. Fremkalde minder.” Forfærdelige minder, tænkte hun og rystede på hovedet.



Cecilie Knudsen starter d. 15 august 1994 på pædagogseminariet på Frederiksberg, her møder hun som en af de første Ulla som er lidt ældre end Cecilie og de to skal i samme klasse. Cecilie bor alene med sin lille datter på 3 år på Vesterbro. Hun betror Ulla at Katrine er blevet til ved voldtægt.  Lige så udadvendte og imødekommende Cecilie er, ligeså tillukket er Ulla og stille omkring sin person. De to kvinder bliver veninder. 
I løbet af venskabet forsøger Cecilie at komme ind bag Ullas skjold – men hver gang Cecilie prøver sker der til tider uhyggelige ændringer i Ulla og Cecilie trække sig. Hvad Cecilie ikke ved er, at Ulla har en uhyggelig og svær opvækst, hvilket trækker tråde tilbage i historien til Agnus Dei – Fonden Agnus Dei og tilbage til Cecilies farfar Stefan Albrectsen, indehaver af advokatfirmaet Albrectsen & søn, som efter sigende begik selvmord. 
Cecilies nysgerrighed får hende til at grave i Ullas fortid, og jo mere hun finder ud af jo værre får hun det, både fordi hendes egen familie pludselig er indblandet, men også fordi hun er bange for, hvad Ulla vil sige når hun opdager det. Cecilie er bange, og så ved hun ikke at der er en mand som holder øje med hende og har planer med hende. 


Sideløbende med nutidssporet, følger vi Ullas mørke og dystre opvækst på børnehjemmet Klitholmsminde i Sønderjylland og kortvarige ophold i en plejefamilie og senere i København. Ulla fik meget tidligt i livet en tilknytningsforstyrrelse som der aldrig blev taget hånd om, og hendes virkelighed er med årene blevet mørk – hun har lært sig selv at overleve i samarbejde med stemmen indeni, lært hvordan hun kan få forløsning når mørket overtager hendes sind – og får svært ved at være sammen med andre.


“Larmende stilhed” er bog nr. 2 og en selvstændig efterfølger til “Stille krig”


Jeg læste bogen på to dage, hvilket ikke var planen, men jeg kunne simpelthen ikke lægge den fra mig. Det ene kapitel tog det andet og pludselig var jeg halvvejs. 
Hovedepersonerne Cecilie og Ulla er som nat og dag og svære at se som venner, hvilket de alligevel bliver. Thrilleren er næsten foruroligende dyster med små lysglimt. Forfatteren skjuler ikke mørket i bogen, hvilket hjælper læseren med at forestille sig alt det grumme som ikke bliver fortalt. Jeg fik hurtigt tildelt den ene hovedperson karaktertræk, som hun slet ikke havde og derfor også overrasker.
Bogen er fiktion – men som pædagog og kendskab til mennesker med psykiske problemer, diagnoser og sociopater kan jeg levende se handlingen udspille sig i virkeligheden – hvad der også øger til uhyggen som sniger sig ind på læseren i bogen.
Kapitlerne er korte og der springes mellem hovedepersonerne og tiden, en form som her fungerer godt, uden det føles som om man ikke kommer i dybden med handlingen. 
Jeg har ikke læst “Stille krig” og synes ikke jeg manglede forhistorien i Cecilies liv. I slutningen af bogen er der et stort spring i tiden – for stort – synes jeg, det sker noget “stort” som kun løselig berøres, og der mister jeg lidt grebet om personerne og tiden – “hullet” bliver for stort, for mig. 
På bagsiden står der; “larmende stilhed” er en fortælling om menneskets skyggesider og sindets uendelige kringelkroge – og det er hvad læseren får! 
Bogen fanger sine læsere fra første side, uhyggen og mørket ligger hele tiden på lur i periferien af synsfeltet, og intet er som det synes at være – før i slutningen af bogen. Læseren lokkes til mange teorier undervejs, men først til slut løses problemerne. 


4 1/2 thriller stjerner af 5 mulige






Linien ved verdens kant

Titel : Linien ved verdens kant
Forfatter : Laura Imai Messina
Forlag : Grønningen 1
Udgivelsesår : 2020 – På dansk 2021


Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget


Fra bogen


Hun overvejede at spørge ham om Suzuki-sans hus, om Vindtelefonen, ja, om Bell Gardia, kender De den? Men hun tøvede ved tanken om at hendes sorg på grund af spørgsmålet skulle blive tydeligt for den ukendte mand. Hun hadede folks forandrede væremåde, medlidenhed der fik dem til at smile nervøst eller ansigtet til at stivne i en kunstig grimasse.
Så krydsede skikkelsen af en anden mand med gråt hår hendes synsfelt i sidevinduet, og Yui forstod at han var som hun. En overlevende.
Hun vidste ikke nøjagtigt hvordan hun skulle forklare det, men der var et ganske lille hjørne i hans ansigt, der samme som Yui havde, et sted han ikke vidste. Det var et sted hvor den der har overlevet, giver afkald på alle følelser, også glæden, for ikke at skulle bære andres sorg
.”


En ung kvinde Yui i 30’erne, mister sin mor og datter i tsunamien d. 11 marts 2011 – hendes verden bliver flået i stykker og sorgen tager bolig i Yui. 
2 år senere i Tokyo, hvor Yui arbejder som radiovært, har hun en dag en udsendelse om, hvordan man kommer videre i livet når man har mistet. Man var ikke sikker i redaktionen om Yui var egnet til opgaven, da man vidste at hun bar på en stor sorg. Udsendelsen forløber mindre dystert end forventet og folk ringer ind og fortæller positive historier – i slutning af programmet ringer en mand ind og fortæller om et helt særligt sted. En afsondret have på en bjergskråning, i haven står en telefonboks. Telefonen har ingen forbindelse, og mennesker som har mistet og bærer på sorg kommer fra nær og fjern og taler i telefonen.
Alle i studiet føler at noget større er landet iblandt dem, og Yui, som eller er dygtig til at runde af, har svært ved at slippe manden igen. 
Dagen efter beder Yui om ferie første gang efter hendes datter og mor døde i tsunamien. 
Hun finder adressen på Bell Gardia på Hvalbjergets side og drager afsted. Det er en 7 timers lang køretur. Bell Gardia ligger tæt på havet – noget som Yui har det svært ved efter tsunamien. Hver gang hun nærmer sig vandet skal hun kaste op, og derfor har hun lært sig selv af spise chokolade når kvalmen starter og det virker. 
Adressen er ikke lige til at finde og inden hun når frem har hun gjort sig mange tanker; hvad nu hvis haven er fyldt med mennesker? Kan hun overhovedet løfte røret og tale med sin datter og mor – er hun stærk nok? 
Da hun nærmer sig og parkerer bilen er hun stadig usikker på hvor haven er, og spotter en mand som også ligner en som søger. Ganske rigtigt manden søger også efter Bell Gardia og han har også mistet. Fujita-san, som manden hedder, har mistet sin hustru og har en lille datter som stoppede med at tale den dag moderen døde. 
De får heldigvis hjælp til at finde haven af en ældre dame. Fra den dag, hvor de første gang går gennem portalen til haven, forandres deres liv. 


Tematikkerne i “Linien ved verdens kant” er sorgens dyb, kærlighedens lethed, længslen efter at beholde de som ikke er her længere i vores hjerter og forløsning. 


Jeg forelskede mig i bogen allerede da jeg så forsiden og den lidt magiske stemning den har over sig og det faktum at romanen er inspireret af en sand historie. 
Sorg har et kalejdoskopisk anstrøg over sig, den har lige så mange “ansigter” som der er mennesker som bærer på den. Den sidder dybt og er svær at transformere. “Linien ved verden kant” har et fint persongalleri og mange af dem har mistet og lever med sorg. Sorgen kommer til udtryk på mange forskellige måder, måder vi kender og har set, men også måder som kan være os fremmede. Og det er hos alle aldersgrupper.

Jeg tænker på sorg som en tung og dyster ting/følelse som er svær at tale om og være i, men “Linien ved verdens kant” er en fortælling som er lys og let selvom den handler om sorgen over at miste. Læseren træder ind i sorgens univers og kan “trække vejret” uden at tænke på flugt muligheder. 


Jeg var overrasket da bogen var slut – jeg er et af de mennesker som altid bærer et skjold når det handler om sorg, men hele vejen gennem bogen kunne jeg nikke af genkendelse, sidde med tårer i øjnene, til tider, uden at føle det var svært. Sproget er så fint og fortællingen har en lethed som man sjældent møder side om side med sorg. 
Jeg blev fanget i de handlinger, følelser og tanker som hovedpersonerne havde i bogen – det var genkendelse og overraskelsen ved genkendelsen. Bogen var alt for hurtigt læst og bagefter måtte jeg mange gange lede efter et ord – et ord som kunne beskrive bogen, men det er stadig ikke kommet til mig. Flere gang tænkte jeg; “Kan den have et anstrøg af selvhjælpsbog over sig?”, men der er svaret også nej! Den er større og meget mere end det. 
Alle som bærer på en sorg vil kunne finde noget af sig selv i “Linien ved verdens kant”, den inviterer indenfor på samme måde som haven Bell Gardia – med ro, åbne vider og forståelse, og ja, måske kommer tårerne, men det er ok.


Haven Bell Gardia er en rigtig have med Vindtelefonen, som telefonboksen kaldes, og har mange besøgende hvert år. Den støttes af en fond som hvert år organiserer mange aktiviteter til hjælp for området og de mennesker som bor der. 
Vil man vide mere om dette fantastiske sted kan man søge på www.bell-gardia.jp/about_en. 


Denne bog vil blive læst mange gange og muligvis vil jeg opdage noget nyt mange gange. Den er en smuk bog om det sværeste her i livet, og jeg kan kun være imponeret over forfatterens indsigt og evne til at formidle det så fint og ubesværet – det føles som at have modtaget en gave. 


5 stjerner af 5 mulige overdrysset med kaskader af stjernestøv. 








Tidselhonning

Titel : Tidselhonning
Forfatter : Sara Paborn 
Forlag : Gutkind 
Udgivelsesår : 2021


Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget. 


Fra bogen.
Han løftede hånden i vejret og pegede op mod loftet. Deroppe surrede en ensom bi omkring. “Stå stille” hviskede Bo og tog fat om hendes arm. “Det er måske en vagtbi. Hvis vi venter lidt, kan den vise os indgangen til boet”.
“En vagtbi?”
“Ja, du ved sikkert godt, at nogle bier bliver vagter, andre samler føde ind, og nogle bier forlader aldrig boet. De flytter bare rundt på æggene og passer dronningen op.” Hans stemme var så lav nu, at hun måtte holde øret helt hen til hans mund. Bien bevægede sig slingrende ned mod en armstol med ormædt understel.
Bo tog fat om hendes hånd. Hun følte sig svag i knæene. Hvis hun havde kunnet krybe ind i denne tørre håndflade, havde hun gjort det nu, lagt sig til rette som en snegl i sin skal. Hun ænsede knap nok hvor hun satte fødderne, hun hørte kun den tørre, knasende lyd af høvlspåner under fødderne. Bien forsvandt pludseligt”.


Ebba Lindqvist har to forliste parforhold bag sig og hendes karriere som succesfuld samlivscoach ligger også bag hende. Hun havde styr på alt, parforholdet med faderen til hendes søn, de var det perfekte par, indtil hun mødte sin ungdomsflamme. Det forhold gik også i stykker, og nu har hun kun sig selv og småjobs for et margasin og så konstruerer hun krydsogtværs. 
Hun går ved en terapeut Joar – for at få sit liv på ret køl, finde fokus, holde angsten nede og lære at leve med hendes tinnitus. 
En dag læser hun et læserbrev som ændrer noget i hende. En ældre kvinde, Veronica, skriver om en kæreste hun havde i sin ungdom. Hendes mand gennem 60 år er død og nu tænker hun på ham, som hun havde et kort forhold til i sommeren 1955. 
Ad lettere omveje finde Ebba en måde hvor hun kan tage til den lille badeby i Sydsverige, hvor Veronica bor og komme til at interviewe hende. 
Mødet mellem de to kvinder udvikler sig på en måde ingen af dem havde regnet med. 


Handlingen i “Tidselhonning” forløber i to spor. Vi er i 2019, hvor Ebba kæmper med sit lidt forliste liv og tager til Båstad for at interviewe Veronica. Samtidig er vi tilbage til sommeren 1955, hvor Veronica er 17 år, arbejder på sin moders pensionat. Det er året hvor den unge kunststuderende Bo, kortvarigt flytter ind på pensionatet. 
Sara Paborn er en sand historiefortæller med noget på hjertet, bogen er ved første øjekast en feel-good roman, men som man kommer frem i historien fanger man både kant og humor fint flettet ind i begge spor i bogen. 
Sommeren 1955, ved vandet i en smuk beliggende badeby er smukt beskrevet, så hele sceneriet træder ud af bogen. Luften står stille på de varmeste dage, gæsterne lever deres eget liv og Veronica oplever en fortryllende forelskelse. 
I 2019 famler Ebba sig frem – single, uden karriere og uden mand. Et lidt tidstypisk billede af en kvinde med kontrol over alle sider af livet – havde alt – men mistede det og nu ikke kan samle sig selv op og komme videre – der bor lidt af Ebba i os alle, og vi kender hende. Sammenlivscoachen som falder igennem på alle sine egne råd – lidt tragikomisk. 


Veronica og Ebba er to meget forskellige kvinder. Ikke kun alderen skiller dem, men også deres livssyn og erfaring. Forfatteren har fundet to karakter som hver især besidder noget, den anden længes efter, kærlighed, løsningen på de svære valg i livet og hvordan er man tilstede i nu’et. 
Kan man spole tilbage og vælge om – om ikke andet så på tankeplan, og blive tilfreds med de valg man tog.


Jeg flød gennem bogen, ubesværet og indfanget. Det er en feel good bog og så alligevel mere. Læseren ønsker sig hele tiden at vide mere om begge kvinders historie, siderne vender sig selv – og man kan genkende lidt af sig selv i Ebba.
Sara Paborn maler med smukke penselstrøg en tidslomme frem, maleriske landskaber, sommerstemning og tiden hvor man tog på pensionater. Sproget er let og ubesværet.
En smuk bog med noget på hjertet. 


4 stjerner af 5 mulige.

Jeg fryser om dine hænder

Titel : Jeg fryser om dine hænder 
Forfatter : Jesper Nicolaj Christiansen
Forlag : Copenhagen Storyteller
Udgivelsesår : 2021


Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget


Fra bogen
Inde i køleskabet logger en klapmyds. Den ligger og kigger på mig med sine store, sorte øjne, som et tøjdyrs. Men det er sådan set ikke det mystiske. Det, der tager det langt forbi underligt, er det faktum, at sælens hoved er et kranium. De hvide knogler skinner i det ubarmhjertige lys fra køleskabet.
“Annaassisoq,” siger den.
Jeg bliver stående et øjeblik og betragter den, så vræler jeg og smækker lågen i. Jeg bakker væk fra køleskabet, men stopper, da jeg mærker tilstedeværelsen af noget bag mig. Drejer langsomt omkring, og der, i den mørke krog bag døren ind til soveværelset, sidder noget på hug. Min første tanke er, at det er et menneske, en nøgen kvinde, og et kort øjeblik tror jeg rent faktisk, at det er hende fra i går, der er kommet tilbage. Den dejlige illusion brister, da jeg ser brysterne. De er store og frugtbare. Hendes ansigt kommer ud i lyset. En stolt kvinde, med tårer løbende ned ad begge kinder, men hendes ansigt bærer ikke præg af sorg. I armene holder hun et spædbarn.”



Rasmus er halv grønlænder og halv dansk. En grønlandsk far og dansk mor som drikker. Familien bor i Grønland indtil faderen dør. Da Rasmus hører stemmer/ånder beslutter moderen og lægen på psykiatisk af Rasmus skal sendes til Danmark og undersøges nærmere. Rasmus er skrækslagen og hans venner, ånderne, er bekymrede for om han kommer tilbage til Grønland. I en alder af 7 år får han diagnosen Skizofren.
Mange år senere er Rasmus’s liv på slingrekurs. Som 22 årig har han en skilsmisse bag sig og er hjemsendt fra militæret – Dishonorable Discharge. Selvom han blev skudt og døde i Afganistan og blev reddet af en sæl og en isbjørn ( i ørkenen! ). Livet derefter i Danmark med en PTSD diagnose går med at tage piller, drikke og løbe fra kvinde til kvinde. 
En dag bliver han standset af politiet, han kører rundt i en stjålet bil. Meget overraskende bliver han den dag mødt af en PET-chef som giver ham et tilbud. 
Tag tilbage til Grønland og find den danske justitsministers datter som forsvandt i Tasiilaq eller få en enkeltbillet til Sikringen ( en landafd. for de mest syge, behandlings- og plejekrævende psykisk syge i Danmark. ) 
Rasmus hader at skulle til Grønland, hader tanken om at møde sin mor. Men damen fra PET skræmmer ham alligevel mere. Så “next stop Grønland”!
Hans tidligere venner – ånderne – taler højere nu han nærmer sig Grønland og der skal mere medicin og alkohol til for at holde dem på afstand.


Første indtryk af bogen – sikke en smuk og usædvanlig forside, da jeg så derefter læste bagsiden, blev jeg lidt forundret – for den harmonerede slet ikke med den smukke forside. 


Bogen er, hvad jeg vil kalde en ægte artic noir. Her er fart og fandenivoldskhed fra start. Sproget er råt, skarp og uden en pæn og udglattende vending. Og bogen fremstår samtidig nøgen og blottet. 
Hovedpersonen Rasmus er alt det vi tror, vi ved om en med hans livsforløb. En mislykket barndom i Grønland, en alkoholiseret forælder, en ok uddannelse, gift og skilt i en alder af 22 år og kort militærkarriere. Det gik galt – manden har en diagnose, er misbruger, han afskyer samfundet, bruger kvinder og lever næsten fra time til time, mens han holder dæmoner på afstand. Intet er pakket ind i omsorg og empati. 
Grønland er hvad vi får serveret. Koldt, mørkt, fyldt med overgreb og drankere. Det hele er udkanten af udkanten og fremstår som det allermest mislykkede. Take it or leave it! 
Bogen er en pageturner og som siderne vender sig selv og læseren vender sig til tonen og de “skarpe kanter” dukker en anden sandhed frem, en anden Rasmus og en anden fortælling. 
Da min “ordentlighed” ikke længere reagerede på de mange racistiske udtalelser, udstødelsen, misbruget, skarpheden, pædofilien, fanatismen og tonen – opdagede jeg et afsavn, kærlighed og ensomhed i hovedpersonen, og samtidig at være udråbt som “Messias-figur”, alt det er for stort at bære af et menneske. At være “fanget” in between kulturer og skubbet så langt, så kun ligegyldigheden har betydning – derude kan man enten styrte eller rejse sig. 
Bogen har taget meget af inuittroen med sig og Rasmus har sine rødder dybt forankret i Grønlands egen religion og bevæger sig gennem det meste af bogen mellem virkeligheden og det overnaturlige. Fascinerende læsning og smukt indflettet i historien. Og her er også bidder af Danmark historie.


Bogen er som nævnt en pageturner og plottet – genialt. Bogen vil muligvis skubbe til læserens grænser, men det gør ikke noget – for det giver mening. Om man kan elske Rasmus-figuren er et godt spørgsmål. Jeg fik til sidst forsiden til at passe til den rå og fandenivoldske artic-noir, og den forbliver smuk – nu bare med en dybere mening. 
Jeg er begejstret for bogen – den gør intet for at behage, hvilket er tiltalende, hvis man ikke lader sig provokere, hvad jeg faktisk gjorde i starten. 


4 1/2 ⭐️ af 5 for denne spændingsroman.