Hittebarnets historie

Titel : Hittebarnets historie
Forfatter : Pam Jenoff
Forlag : Alpha
Udgivelsesår : 2017 – på dansk 2021


Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget.


Fra bogen.
Det banker på. Døren går op, og en vagt træder ind i vognen uden at vente på svar. Han lyser rundt i vognen med en lygte og holder den længere end nødvendigt på pigernes kroppe, som begynder at røre på sig. Han arbejder sig ned gennem køjerne og kigger overfladisk på hvert legitimationskort, inden han går videre til den næste. Jeg ånder lydløst ud. Måske er det hurtigt overstået.
Så når han hen til os. “Kennkarte. Ausweis.” Jeg rækker ham mine dokumenter sammen med dem, som Noa giver mig. Jeg holder vejret og tæller, mens jeg venter på, han giver mig dem tilbage. En, to…
Så tager han papirerne og går ud af toget.
Jeg bider mig i læben for ikke at protestere. “Hvad skete der?” spørger Noa panisk og forvirret.
Jeg svarer ikke. Et eller andet ved et af vores legitimationskort har røbet os, afsløret, at de er falske. Tag det roligt, tænker jeg og anstrenger mig for at trække vejret normalt for ikke at gøre Noa nervøs. De andre ser uroligt på os nu. Noa lægger sin fugtige hånd i min, som et tillidsfuldt barn. Jeg forbereder mig på, at vagten kommer tilbage og hiver os ud af vognen.” 
 


“Hittebarnets historie” tager læseren med tilbage til Anden Verdenskrig. En ung hollandsk pige på bare 16 år bliver smidt ud hjemmefra da forældrene opdager hun er blevet gravid med en tysk soldat. Hun er alene og har heldigvis et meget arisk udseende og får lov at føde sit barn på et hjem for unge piger i Tyskland – men barnet har mørkt hår og bliver fjernet med det sammen. Noa, som pigen hedder, forlader hjemmet og ender på en lille station, hvor hun gør rent. Hun gør hvad hun kan for at være usynlig og søger ikke andre mennesker. 
En aften, hvor stationen er tom for passagerer og tyske soldater hører hun klynkelyde fra et af tyskernes togvogne og hun sniger sig derind – chokken er stort, vognen er fyldt med jødiske spædbørn, nogle allerede døde og andre godt på vej. 
Mod alt sund fornuft redder hun en lille dreng og flygter, uden mad eller overtøj midt i vinterkulden. 
Et sted i nærheden er der et cirkus og heldigvis for Noa bliver hun og lille Theo reddet, med ikke uden problemer for fremtiden. Noa er ikke velkommen og flere ser helst hun bliver smidt ud. Astrid, en artist med sin egen problematiske fortid bliver tvunget til at arbejde med Noa og gøre hende til en brugbar artist. Cirkus er hårdt arbejde og flere skjuler sig der. Livet er ikke let – alle kæmper for overlevelse og ønsker sig væk, og væk fra krigen. 


“Hittebarnets historie” er fiktion, men baseret på virkelige hændelser. 


Anden Verdenskrig og cirkus er to, for mig, modpoler at flette sammen i en historie, og Hitler gjorde også sit for at minimere og helt fjerne cirkus fra verden. 


I historien følger læseren to sårbare kvinder som kæmper med frygt, angst og overlevelse. Den ene er jøde og allerede derfor uvelkommen i det tyske rige, den anden har forbrudt sig mod reglerne og stjålet et jødisk spædbarn fra en godsvogn. De ender i det samme cirkus, hvor hele bogen udspiller sig. 
Kapitlerne veksler mellem hovedpersonerne Noa og Astrid – så læseren har hele tiden øjnene rettet mod en af hovedpersonerne fra den andens synsvinkel. Allerede fra start smyger angsten, vreden og lysten til at redde alle mennesker ud af Hitlers klør. Den særlig vinkel forfatteren har valgt at læseren skal beskue Anden Verdens krig fra, er ny og anderledes for mig. 
Her er en konstellation hvor mennesker stiller sig til åbent skue og samtidig er de gemt væk, langt væk bag glitter og glimmer, og forfatteren beskriver smukt hvor fortryllende, tilslørende og “ufarligt” og lattermildt cirkus kan være, hvis man kun er på kort visit. De tyske soldater lærte hurtigt at være mistænkelige og  indimellem gennemskuede de “skuespillet”. 
Persongaleriet er overskueligt og de mange bipersoner får deres plads og mange af dem er lige så interessante som hovedpersonerne.
De to hovedpersoner, Noa og Astrid, er skrøbelige mennesker samtidig med de har en særlig livskraft og overlevelsesinstinkt. Historien er hjerteskærende, brutal, men også et billedet på hvad mennesket kan og vil gøre, når der ingen vej er ud af elendigheden. Her handler det om overlevelse, tillid, kærlighed og troen på er der er en fremtid.
Bogen er let at gå til og siderne vender sig selv.
Jeg er ikke altid begejstret over temaet Andens Verdenskrig, men endnu engang har de menneskelige skæbner fanget og berørt mig. Vinklen med cirkuslivet under Anden Verdenskrig overraskede mig positivt. Det eneste jeg måske kunne have savnet er en vinkel, hvor læseren ser på både Noa og Astrid samtidig. De er en interessant sammensætning.


En historie som vil blive hos mig meget længe.


4 1/5 stjerne af 5 mulige




Aftenens ubehag

Titel : Aftenens ubehag
Forfatter : Marieke Lukas Rijneveld
Forlag : Vinter 
Udgivelsesår : 2018 – på dansk i 2021


Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget.


Fra bogen


I den pæne stue stod kisten med min bror i, den var af egetræ med en lille rude lige over hans ansigt og metalhåndtag, nu havde han stået der i tre dage. Den første dag havde Hanna banket på ruden med knoerne og med spinkel stemme sagt, “Nu synes jeg ikke det er sjovt længere Matthias.” Et øjeblik stod hun uden at røre sig , som om hun var bange for, at han hviskede noget, som hun ikke ville få at høre, hvis hun ikke forholdt sig helt stille et øjeblik. Da der ikke kom noget svar, gik hun tilbage og legede med sine dukker bag sofaen, mens hendes lille, magre krop skælvede som en vandnymfe, og jeg havde haft lyst til at holde mellem tommel og pegefinger og puste varme i hende.


“Alt hvad der tiltrækker sig unødig opmærksomhed, skal fjernes, sagde far engang, da han tvang mig til at tage mine Pokèmon-kort op af tasken. Han smed dem ind i ilden og sagde. “Ingen kan tjene to herrer. Han vil hade den første og elske den anden eller holde sig til den ene og ringagte den anden.” 
Han glemte, at vi allerede tjener to – far og Gud. En tredje kan gøre det indviklet, men den tid den sorg
.”


Jas er en 10 årig pige i en stor religiøs landmandsfamilie i Holland. Der er et par dage til jul og alle er glade. Storebror Matthias skal løbe på skøjter i en konkurrence ude på søen, og på ordre fra deres mor skal han over på den anden siden af søen med de sidste julekort. I al hemmelighed er Jas irriteret over hun ikke må komme med og et øjeblik ønsker hun at Gud vil tage Matthias i stedet for hendes kanin, hun er nemlig bange for at faderen er ved at fede den op til jul.
Senere på dagen kommer dyrlægen forbi og fortæller at Matthias er druknet. Den uendelige ulykkelige situation er for tung at bære for familien og sorgen sætter ind. Det hele starter med at julen bliver aflyst og alt pynt bliver fjernet og maden gives væk. Derefter kommer Matthias’s kiste hjem og stå, som det hører sig til og alle kan tage afsked. Livet fortsætter, men hvor der før var glæde, håb og familie er alt svøbt i et altfortrængende forfald.


“Aftenens ubehag” er Marieke Lukas Rijnevelds debutroman og i 2020 vandt forfatteren “The International Booker Prize” for bogen.


Jeg sidder tilbage med fornemmelse af at have trukket en klæbende våd og iskold striktrøje over hovedet, da sidste side var vendt i bogen. Handlingen har, som bogen skred frem, lagt sig om kroppen, tæt og ubehageligt, uden man kunne lægge den fra sig. 


Sorgens mange ansigter kan ikke forudsiges, hvad enten det er hos det enkelte individ, barn eller voksen, eller i en gruppen som f.eks. i en dybt religiøs familie.
Forfatteren, som er ung, synes at have en foruroligende skarp indsigt i et barns måde at sammensætte en virkelighed – i mangel på støtte og omsorg fra de nærmeste omsorgsgivere, i tilfælde af massiv misrøgt, omsorgssvigt eller i dette tilfælde begge dele. Familien i “Aftenens ubehag” falder fra hinanden, hver for sig og sammen, og har ingen redskaber til at “overleve”. Hver enkelt individ er en stærk karakter og sætter spor i læseren, og uhyggeligt er, at de er overbevisende i deres forfald og forsøg på at “overleve”. Hovedepersonen Jas er 10 år og mener sig skyldig i at Matthias er druknet. Hun har brug for at snakke, men familien lukker hermetisk ned. Og hendes virkelighed bliver mere og mere uhyggelig – hele familiens virkelig bliver uhyggeligt. Hun savner Matthias, vil have ham tilbage eller i det mindste hen til ham, hvor han end befinder sig.  


Bogen viser et overbevisende indsigt i sorgens vanskelige univers. Bogen er skrevet i et knivskarpt billedesprog og er stærk metaforisk. Samtidig er læseren hele tiden fanget af det usagte og mørket, dybet, den manglende “redning” smyger sig om læseren. Her er forfald – et forfald alle kan forestille sig i mindre grad. Mørket fortætter sig og forfaldet sker foran læseren, alligevel er det, på forunderlig vis næsten et smukt forfald. Her er en roman som holder sine læsere i et jerngreb – selvom man ønsker at se væk, læser man videre. 
“Aftenens ubehag” er uden tvivl en af de stærkeste og “smukkeste” bøger jeg har læst, selvom jeg har svært ved ordet smuk – så har den bog noget, et rørende og kærlig søgende strøg i sproget og handlingen, så læseren drages mod karaktererne med omsorg. 


Denne bog fortjener en stjerneregn. 


Gården – Den rene ynk

Titel : Gården – Den rene ynk
Forfatter : Stella Gibbons
Forlag : Sort Kat
Udgivelsesår : 1932


Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget.


Fra bogen.


Hvis hun ville rydde op i livet på Den rene ynk, måtte hun være indstillet på at møde modstand fra moster Ada. Det var hun ikke i tvivl om. Folk med moster Adas temperament brød sig ikke om et velordnet liv. Stormvejr var det, de trivedes ved; masser af skænderier og smækken med døre og fremskudte hager og ansigter, der var hvidglødende af raseri, ansigter, der lurede i krogene, ansigter der lavede unødig postyr over morgenmaden; masser af skønne muligheder for at svælge i følelser og slå hånden af hinanden for stedse, masser af skønne muligheder for misforståelser og forviklinger og udspionering og mest af alt for at kunne skalte og valte og sætte nye lus i skindpelsen.” 


Overklasse pigen Flora Poste på 19 år mister sine forældre og efter alt er gjort op og betalt er der blot 100 pund tilbage til hende om året. Efter et kort ophold hos en rig enkeveninde bliver Flora nødt til at finde nogle af sine familiemedlemmer at flytte ind hos. Mary, veninden, synes nemlig at Flora skulle finde et arbejde, hun kan nemlig alt andet end forsørge sig selv, det er ikke noget Flora bryder sig om. Så efter mere brevudveksling beslutter hun at flytte ind hos den fattige familien Starkadder på gården – “Den rene ynk”, i det mørke Sussex. Gården er en slægtsgård, hvor der altid har boet Starkadder. Deres breve var skrevet på snavset brevpapir og der var noget virkeligt mystisk ved dem. Flora bliver nysgerrig og tager det som en udfordring, her ligger et arbejde og venter på hende, hun vil ændre forholdene på “Den rene ynk” og hun skal nok komme i mål med sit foretagende. Iver og vilje og modstand mod at skulle tilbage og arbejde – gør hende stærk og målrettet. 
Familiemedlemmerne og medarbejderne på “Den rene ynk” gør intet for at få Flora til at føle sig hjemme, dog opdager hun at de ikke vil have penge af hende. Der er en hemmelighed, der er blevet begået en uret mod Floras far for mange år siden og nu skylder de Flora. Gården svælger i forfald, hemmeligheder, intriger, magt og en uoverkommelig forbandelse, måske. Intet kan standse Flora, alle som en af familiemedlemmerne kommer i kløerne på hende, men kan hun – en overklasse pige, virkelig gøre noget der kan ændre en hel “klans” indoktrinering. 


Kender læseren Jane Austen, Emily Brönte vil bogen vække genkendelse. Bogen “Gården – den rene ynk” er en satire og virkelig morsom parodi på den klassiske litteratur vi kender gennem bla. Jane Austen.  Og både Jane Austen og søsterne Brönte bliver da også nævnt i bogen. 
Figurerne læseren møder på “Den rene ynk” er alle som en karikerede, men ikke så man ikke alligevel falder pladask for dem. Hele den excentriske familie Starkadder og gården de bor på er strippet for alt hvad læseren kender som det smukke landlige i klassisk litteratur. 
Stella Gibbons giver læseren helt vidunderlige sætninger gennem bogen og man er ikke i tvivl om hvad der gøres grin med. 
Sproget er skarpt, let læseligt og jeg grinte meget undervejs og var nødt til et par steder at læse op fra bogen. 
Her er en typisk feminin og stærk kvindelig hovedrolle ( heltinde ) som redder alle mod en grum skæbne – selv dem som overhovedet ikke vil reddes får hun overbevidst om en bedre fremtid – selv bedstemor, matriark og tyran skal ud på sit livs eventyr. 


Bogen er skrevet i 1932 og under en note står der “Handlingen i denne bog udspiller sig i en nær fremtid”, jeg nåede også kort at bliver forvirret da forfatteren nævner 1942 i handlingen. Man skal være vågen – der er mange små snørklede ting at holde øje med i bogen. Figurerne er voldsomt karikerede, men alligevel giver det mening og selvom heltinden Flora får “reddet” og udreddet en masse som ved et trylleslag er bogen en fin fortælling. 


Her møder overklassen en flok ukultiverede bonderøve og alt og alle ender lykkelige og lykkeligt til slut. En historie man skal unde sig selv at læse. Jeg blev så positiv overrasket og  jeg skal have Jane Austens klassiker “Stolthed og fordom” ned fra bogreolen og have den genlæst. 


“Gården – Den rene ynk” fortjener at bliver læst. Sproget, figurerne og handlingen er skarp og umådelig underholdene. Bogen er en klassiker i engelsk litteratur og fortjener et lang og vidtgående liv. Den er tidligere blevet filmatiseret. 


5 store stjerner af 5 mulige


Hannies bog

Titel : Hannies bog
Forfatter : Lisa Wingate
Forlag : Alpha
Udgivelsesår : 2020 – på dansk 2021


Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget.,


Fra bogen.


Missy skyder hagen frem, blotter tænderne og giver sig til at hvæse ad ham.
Jeg prøver at få hende med ind på fortovet, hvor han ikke kan ride os ned, men hun er ikke til at rokke, bliver bare stående og hvæser.
Rebet kommer susende. Jeg mærker det strejfer min skulder, hører det hvisle gennem luften og rammer sadellæder, hestekød, og hvad det ellers kan nå. Rytteren flår plagen rundt, selv om det stakkels dyr vender det hvide ud af øjnene, skriger, fnyser og stejler. Den tripper sidelæns og drejer rundt om sig selv, forsøger at tage biddet og vælter til sidst ind i Missy Lavinia. Hun falder omkuld i mudderet, og jeg lander ovenpå hende.
“Vis barmhjertighed! Han er sinke! Han er sinke! Han aner ikke hvad han laver,” råber jeg og tager fra med hænderne, da rebet igen kommer smældende. Det rammer mine fingre, og jeg griber fat, klamrer mig desperat til det. Så ser jeg ridepisken komme susende og ramme mig på kindbenet. Lyset eksploderer for mine øjne, og jeg falder ned i et dybt, sort hul. Jeg tager rebet med mig, klamrer mig til det af alle kræfter. Så hører jeg cowboyen hyle, og plagen vakler og lander atter med et brag på jorden. Jeg kan mærke lufttrykket.”



Vi er tilbage i Louisiana i 1875, her møder vi den unge pige Hannie som bor på Goswood Grove og ejes af herren i huset, Master Gosset. Hannie er den sidste af hendes familie der er tilbage på Goswood Grove, resten af hendes søskende og hendes mama er solgt. Det eneste hun har tilbage efter sin familie er 3 små blå perler hun bærer i en snor om halsen, det har alle hendes søskende og mama også, det er sådan de skal kende hinanden, når de mødes igen – en drøm de alle har. 
Hannie startede for mange år siden som barnepige for datteren i huset, Missy Lavinia, som med årerne er blevet en modbydelig ung pige. 
En dag forsvinder Master Gosset, og Missy og en af faderens “uægte” børn, Juneau Jane, slår sig sammen og vil findes deres far. Hannie klæder sig ud som ung mand og bliver deres kusk. En rejse som ingen af dem kunne forudse og pludselig har de kun hinanden – deres forhold og roller forandrer sig undervejs.


Tilbage i nutidens Louisiana – Augustina i 1987 kommer Benedetta Silva i sin folkevogn, hun er blevet ansat på byens skole for de laveste klasser af samfundet, og selv inde på skolen er der rangorden mellem eleverne. Skolen har meget få penge, hvilket Benedetta hurtig opdager. Og det hjælper ikke at hun er uerfaren og nyuddannet. 
De ældste elver ænser hende knap nok – og accepterer hende ihvertfald ikke. Nok mangler Benedetta erfaring, erfaring med elever, med det samfund hun møder i Augustina, hvad hun ikke mangler er gåpåmod. Benedetta er en ildsjæl og sætter sig for at vinde sine elever over på sin side, hun skal bare lige finde det rette projekt. Og projektet er lige for øjnene af hende – hvad hun ikke kunne forudse var at store dele af samfundet ikke ønsker hende succes. Hjælpen kommer fra uventet side.


Imellem de to spor i bogen har Lisa Winngate indsat annoncer fra avisen Southwestern i 1880’erne. Under “Savnede slægtninge” søger slaver efter deres familiemedlemmer – der er lange remser af navne, børn, forældre og uendelig mange som er blevet skilt ad ved salg og køb af slaver. 


Da jeg først kom igang med “Hannies bog” var det som om den foldede sig ud – langsomt trækker den sin læser ind i historien. Det omfattende persongalleri glider stille og roligt ind i læserens bevidsthed og alligevel synes historien ukompliceret. Vekselvirkningen mellem Hannie og Benedetta bliver hurtigt en rytme, hvor læseren langsomt finder sammenhæng og mønster i historien. 
I begyndelsen læste jeg annoncerne fra Southwestern, som forøvrigt er originale annoncer, som små usammenhængende historier, men som bogen skrider frem kryber de ind under huden på læseren og de lægger et ekstra betydningen oveni Hannies, Juneuas og Missy’s rejse. Jeg endte med at læse annoncerne flere gange, indimellem med en klump i halsen. 
“Hannies bog” er en stor, hjerteskærende, barsk og smuk historisk roman, og selvom jeg blev rørt,  indimellem vred og et par gange hævngerrig undervejs, så er det ikke en rørstrømsk fortælling. Forfatteren vil vise sine læsere sandheden – eller den sandhed vi kan forestille os om Hannies liv og mange andre som hende og hvordan historie trækker spor til nutiden, selvom mennesker til tider forsøger at “male” fortiden i bedre og smukkere farver. 
Jeg faldt for “Hannies bog” og vil med sikkerhed læse den igen. 


4 1/2 store stjerner af 5 mulige for denne barske og alligevel smukke fortælling.

Godt selskab

Titel: Godt selskab
Forfatter : Naoise Dolan
Forlag : Gutkind
Udgivelsesår : 2020 På dansk 2021


Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget. 




Fra bogen.

Han er sådan en god dreng. Arbejder så hårdt. De fleste på hans alder skal skubbes ud hjemmefra.
Det var ikke, fordi jeg skulle erklære mig enig i, at det var godt, hendes yngste søn ikke havde brug for hende længere. Og hun ville heller ikke have mig til at bekræfte, at hun burde føle sig utilstrækkelig, fordi han flyttede, inden han var færdig med sin uddannelse. Mors samtaler havde områder med kviksand, hvor den mindste bevægelse bare ville få en til at synke dybere i.
(Det havde jeg forklaret Julian, der svarede, at han aldrig ville have gættet, at jeg nedstammede fra så gådefulde kvinder. “Hvorfor gådefulde kvinder?” Indvendte jeg. “Hvorfor tror du, min gådefuldhed følger den mødrene side? Måske er mændene i min familie også gådefulde” Han sagde: “Men du erkender, at du er gådefuld.” Og jeg sagde : “Måske, eller også var det bare for at være gådefuld”) 


“Julian,” sagde jeg. “Hvad er vi egentlig?”
“Aner det ikke.”
“Pyt – jeg skal nok knalde dig alligevel.”
“Din livsglæde er så smittende.”
“Så er det godt, du er immun.”
Vi gjorde det, han og Miles gjorde – spillede små scener. Det gjorde han med alle: improviserede, til han havde besluttet sig for, hvordan dynamikken var, og klamrede sig så til den, som gjaldt det livet.





Den 22 årige irer, Ava, er færdiguddannet på universitetet og vælger at flytte fra Dublin og alle hun kender, til Hong Kong. Hun bruger sin opsparing, som egentlig var en konto til abort-penge. Hun flytter ind i en lille Airbnb sammen med to andre unge kvinder og hun får job som underviser. Hun skal undervise kinesiske børn i engelsk. 
Der går ikke længe før hun møder Julian, en ung mand på 28 som arbejder i en bank – de starter som venner, men forholdet udvikler sig til noget andet og Ava flytter ind hos Julian, i hans lækre lejlighed, på gæsteværelset. Julian tjener – nok – og Ava behøver ikke betale husleje eller når de er ude at spise. 
Udadtil er de ikke kærester, de har bare sex med hinanden. De nyder hinandens selskab og Ava elsker deres dialoger, selvom det også skubber til hendes usikkerhed. Julian rejser meget og mens han er væk passer hun lejligheden. 
Han tager til London i en længere periode og mens han er væk møder hun Edith, en ung kvinde på alder med hende selv. Edith er alt det Ava gerne vil være, perfekt, karriere, masser af venner og altid travlt. De indleder et forhold, men Ava er ikke helt ærlig omkring hendes og Julians forhold og hun står i et dilemma. Hun er sikker på hun elsker Edith, men der er også følelser bundet til Julian. Efter et halvt år i London vender Julian hjem til Hong Kong og Ava er i vildrede, hvad skal hun gøre?




“Godt selskab” er et moderne klassisk trekantsdrama som passer til ungdommen i dag og samtidig er det en skarp beskrivelse af en generation ( generelt ) som lever på overfladen, på titler, de sociale medier og penge. 
Jeg er delt i min holdning til “Godt selskab”.
Naoise Dolan fortæller en historie som er fortalt før, usikre unge mennesker som snubler gennem livet for at finde sig selv. Nogle stræber højt, vælger den “rigtige” skole og uddannelse og får også et godt job med gode penge og de “rigtige” mennesker omkring sig – og alligevel er de ikke lykkelige og sikre på sig selv. Andre stræber ikke højt nok og føler sig aldrig tilstrækkelig, aldrig intelligent nok, smuk nok eller skolet nok. Og når usikker møder usikker bliver det noget rod og en evig “jagt” på at vinde – uden de ved hvad gevinsten er eller skal være.
Ava føler sig langt fra tilstrækkelig og søger anderkendelse alle steder. 
Bogen berører emner som abort-loven i Irland, klasseforskelle, LGBT miljøet m.m. og jeg læste den som var den henvendt til et ungt, yngre end mig ( 50 år ) publikum. 
Der hvor jeg faldt for bogen var i dialogerne mellem Ava og Julian og Ava og hendes mor. Der er hele tiden en kamp om det sproglige overtag og Naoise Dolan har fyldt så  meget fart, ironi og sarkasme ind i dialogerne at de bliver underholdene og særdeles skarpe – hvilket jeg finder genialt. Samtidig handler mange af Ava´s indre monologer og ydre dialoger med Julian, Edith og andre om hvor meget hun higer efter deres anderkendelse, dog i forklædning. Humoren bruger hun til at skabe sig et skjold og en afstand mellem sig og de andre – så hun ikke tror sig ramt, hvis nogen siger noget hun tager sig nært. Hun vil elskes af dem – højere end hun elsker dem. 


Bogen virker lettere overfladisk og personerne er “forenklede” og så alligevel er der passager og øjeblikke, hvor jeg blev overrasket af dybden og klarheden i personerne. Derfor er jeg splittet. 
Jeg vil alligevel give “Godt selskab” 4 stjerner af 5 mulige. 

En rigtig dame

Titel : En rigtig dame
Forfatter : Heidi Kølle Andersen
Forlag : Alpha
Udgivelsesår : 2021


Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget.


Fra bogen.
Det kom bag på Anne-Sophie, hvor forskelligartet smag og behov mændene havde. Hvor ukompliceret og ligetil de talte om sex, kvinder og lyst, når først ballet var åbent. “Du er med garanti som den mindste pensel i værktøjskassen. Perfekt til alle kringelkroge”, sagde en skaldet malersvend liderligt en aften på den lokale, mens mester kneb øjnene sammen og sagde, at værktøjskassen heldigvis bød på et bredt udvalg af pensler og redskaber.


Novellesamlingen “En rigtig kvinde” er 15 små fortællinger om kvinder, forskellige kvinder og i alle aldre. Dog er der nogen som går igen i novellerne. Det er noveller om kvinder forskellige steder i livet, forskelligt livsindhold, planer for livet, livsstil, nogle med et langt liv foran sig og andre med hovedparten af livet bag sig. 
Fortællingerne er selvstændige, med undtagelser, og de trækker tråde ind og ud af hinanden og tilslut – uden at spoile – falder alt på plads. 


Jeg fik hurtigt læst “En rigtig dame” og jeg fik intet foræret af forsiden som er forholdsvis neutral – og derfor blev jeg også overrasket over novellerne, deres forskelligartede opsætninger, kvinderne og on point temaerne. 
Her er det kvinder om kvinder og ophøjet hverdag. Læserne underholdes om fødsler, teenagere ( når de er værst ), mødre, barnløshed, sex, jalousi, kriser i ægteskabet, alkoholisme, uopfyldte drømme, et lille hint til metoo-bevægelsen og demens. 
Alle kvinder kan se sig selv i en eller flere af temaerne og kender følelserne det kan udløse. 
Novellerne er ikke pakket ind i pænhed eller hensyn, de står rå og ærlige og til tider med et glimt i øjet. Jeg var ret begejstret over hvor forskelligt novellerne var skrevet, hvilket var med til at sætte en bestemt stemning og skille dem fra hinanden. Samtidig var der noget ærligt over at de ikke var pakket ind i forskønnende “candyfloss”, men til tider ramte liiidt for ærligt og åbentsindet. 
Jeg er bare ikke sikker på at bogen vil forblive i min erindring længe. Jeg var underholdt og blev også overrasket, men har læst “temaerne” før og er blevet overrasket over dem før. 


Jeg VAR underholdt, sproget er let og flydende og siderne vender sig selv. Som man kommer frem i novellerne fanger læseren den røde tråd som også bidrager til fortællingerne og sammenhængen. Bogen er ideel at tage med i kufferten eller weekendtasken til ferien. Og mit bud er at alle kvinder vil finde lidt af sig selv i bogen – og få et smil på læberne. 


3 1/2 stjerner af 5 mulige. 






Lenni og Margots et hundrede år

Titel : Lenni og Margots et hundrede år
Forfatter : Marianne Cronin
Forlag : Alpha
Udgivelsesår . 2021


Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget.


Fra bogen.
Jeg mødte en præst for et stykke tid siden. En gammel mand med et tomt kapel. Jeg gav ham hånden og vi blev venner ved et tilfælde. Han har ikke lært mig noget om Jesus, og jeg tror kun, at jeg har gjort ham mere forvirret, hvad angår Gud. Men det er i virkeligheden ikke så vigtigt.
Den samme præst kom ud fra sit kontor i dag, klar til at holde sin allersidste søndagsgudstjenste. Han forventede sikkert det samme publikum på to, så han løftede knap nok sit hoved på vej op til alteret. Der hævede han det til gengæld. Og han spærrede de allerede røde øjne op og smilede til dem, der sad foran ham. To fra Pippas tegnehold var kommet, der var omkring fyrre mennesker. Nogle af os havde nattøj på, nogle havde deres allerpæneste tøj på. Vi ventede allesammen på Fader Arthurs sidste prædiken. Jeg sad på forreste række sammen med Margot, Else og Walter.



Lenni på 17 år er terminal patient og ligger på sygehuset – men hun er ikke færdig med livet, der er noget hun skal nå. Hun er ikke den letteste patient og det mærker personalet. Ikke mange får lov at komme tæt på hende, men en dag kommer hun på et malerkursus/kunstprojekt sygehuset har. Hun finder ud af hun ikke passer ind på holdet i sin egen aldersgruppe, så hun vil flyttes – flyttes over til de “gamle”, her møder hun 83 årige Margot og de to bliver hurtigt venner. Og de beslutter at male deres fælles 100 år.
Udover Margot bliver Lenni gode venner med sygehusets præst, Fader Arthur. Lenni besøger kapellet og Fader Arthur første gang med modstand, modstand mod Fader Arthur, men også modstand mod Gud. Der er noget ved Fader Arthur som Lenni synes om og langsomt udvikler de et unikt venskab, et venskab som fortsætter efter Fader Arthur går på pension. Lenni ved at hun snart skal forlade livet og hun tænker på det, som om hun er i en afgangshal og skal med et fly. Men først skal hun og Margot fortælle og male deres fælles 100 år, og tiden på kunstprojektet med Margot, de andre gamle og Fader Arthur hjælper Lenni – hun knytter bånd og LEVER alt hvad hun kan selvom kroppen langsomt lukker ned. 


“Lenni og Margots et hundrede år” forløber i to spor, et hvor vi hører om Lenni og et hvor vi får hele historien om den 83 årig Margot. 


Jeg faldt hurtigt for begge hovedpersoner og hele fortællingen. Det er en hjertevarm historie om to meget forskellige mennesker, den ene med et helt livs erfaring og en anden hvis liv er startet, for at slutte allerede. Sproget er let og man bliver hurtigt fanget, jeg gjorde ihvertfald. Men undervejs tabte jeg lidt gejsten. De mange tilbageblik i Margots liv skaber en tidslinie i historien, de mange scener og fortællinger fra dagene på hospitalet bliver for løsrevet og jeg havde svært ved at skabe en tidslinie for nutiden. 
Jeg er glad for der ikke er så meget “sygdoms” fortælling i bogen, læseren ved bare at Lenni er meget syg og får det værre, hvorimod man ikke helt kan indfange, hvor syg Margot er og hvor fremskredet. Venskabet mellem Lenni og Margot og venskabet mellem Lenni og Fader Arthur er utroligt fint og man glemmer næsten, hvor historien udspiller sig og hvor syg Lenni i virkeligheden er. 
Her er kærlighed, venskab, sorg og liv – alt sammen fortalt i små glimt. Der er humor midt i al sorgen, og hovedpersonerne lever livet fuldt ud – selv om de er på vej væk. 
Jeg havde flere gange hvor tårerne trillede, for man tager Lenni og Margot til sig. Alligevel sidder jeg tilbage med en følelse af at mangle noget. 
Jeg kan ikke afgøre over hvor lang tid nutidshistorien udspiller sig, og så synes jeg der mangler et 17 årig “liv” rundt om Lenni. Margot er meget tydeligere og der er selvfølgelig også 83 år at gøre med. 


Bogen er en smuk fortælling om et usædvanligt sted – et sygehus som bliver et sted hvor der er hjemmelig hverdagsliv. Mennesker som bevæger sig ud og ind i patienternes liv og spiller en større eller mindre rolle . Alle ved hvor fortællingen ender og derfor leves der fuldt ud. Bogen blev bare ikke en succes hos mig – men den er smuk og jeg ønsker bogen et langt liv. 


3 stjerner af 5 mulige.


Hvorfor er jeg så trist når jeg er så sød

Titel : Hvorfor er jeg så trist når jeg er så sød
Forfatter : Ingvild Lothe
Forlag : Vild Maskine
Udgivelsesår 2021 – på original sprog 2016


Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget


Fra bogen.


Som lille elskede jeg at løbe.
Nu venter jeg på næste bus.
Jeg har energi som en olding,
Alligevel siger folk; Du har hele livet foran dig.


Men altså for fanden.
Der findes grænser
For hvor meget et menneske
kan magte at ligge bag sig.





Da jeg sagde jeg var et dyr i sengen
mente jeg et dovendyr
Beklager misforståelsen.





Jeg tog indvoldene ud, skyllede dem i vasken, 
hang dem til tørre på balkonen.





“Hvorfor er jeg så trist når jeg er så sød” er en digtsamling og den første bog fra forfatteren. 
Temaerne i digtene er kærlighed, selvlede, melankoli, apati, sex, vrede, livet og meget mere. Men lagt sammen inderholder digtsamlingen alt det som løber gennem en ung kvindes krop og sind i et moderne samfund krydret lidt med Gud. 


Bogen er inddelt i 4 afsnit.


1 : Vandfast streg.
2 : Fanatisk apati
3 : Det seksuelle helvede og mig
4 : 100% ærlighed


Før jeg læste bogen og kun havde forsiden og bagsideteksten at forholde mig til, var jeg i tvivl om bogen og jeg var provokeret. Forsiden provokerede mig ikke, faktisk fik den mig til at smile – der var noget selvironi, men også et smukt billede som jeg godt er klar over kan skubbe til læsernes grænser og det kan virke som udstilling af det ultimative kvindelige, nemlig – menstruationen og en tranformation. 
Digtsamlings rå form, det kantede, det modsatrettede, udfarendeheden og “hovedpersonens” sårbarhed, længsel larmede og ramte min egen trang til ordentlighed og sund fornuft, og samtidig var jeg fascineret og tiltrukket. Men tvivl kan også være fascinerende – for tvivlen tvinger en til at gå tættere på, undersøge og lade mulige grænser stå åbne. 


Jeg er stadig ikke god til at læse digte, men “Hvorfor er jeg så trist når jeg er så sød” blev en lyrisk øjenåbner. En ung kvinde/jeg’et som fortæller/forsøger at skubbe, række armene ud, at provokere og vokse ind i sit eget liv. Det er en strålende uslebet diamant, der bliver ikke taget hensyn til pænhed, ordentlighed og andres forventninger. 
Barnet ønsker sig selvstændighed og må blive voksen – og når adulthood sætter ind, vil hovedpersonen ikke alligevel helhjertet være voksen. Hun stiller mange spørgsmål, men kan ikke finde svar og alt bliver svært; Når jeg gør alting rigtigt OG ser rigtig ud hvorfor er jeg så ikke “rigtig”, lykkelig, har venner og overskud. Hun afsøger grænserne i sig selv og hos andre for at mærke. Hun føler sig ensom, forkert, fremtidsløs, uelsket og meget mere. Alle de følelser som kan forstærkes og være ude af kontrol i grænseområdet mellem det at være ung og være voksen. 
Forfatteren veksler mellem sårbarhed, alvor og det lette og selvironiske. Flere steder kan man opfatte jeg’et som forkælet og luddoven, andre steder som temperamentsfuld, udfarende og voldsomt grænsesøgende, og samtidig uendelig lille og sårbar.


Måske er det i virkeligheden enkelt – jeg’et vokser op til en moderne turbulent tid, hvor hele verden er tilgængelig, og man kan opfinde sig selv om og om igen, grænserne flyder. Der er ikke en sandhed, valgene er uendelige – og man snubler et par gange før man finder sig selv.


Jeg læste bogen som så jeg en ung kvindes liv under et forstørrelsesglas, alt virker voldsommere, kroppen, grænsesøgningen ind i hende selv, men også ud mod verden og sindet. Men hun vokser og selvironien er ikke tabt. Ja, jeg var provokeret og i tvivl, men kun indtil jeg så et glimt af mine egen ungdomsår – jeg’et bor lidt i alle kvinder, unge som ældre, hvis de vil være ved det. Sproget er fint, men også råt, det er lidt i alle retninger, præcis som sindet. 
Jeg morede mig, blev eftertænksom og sjovest af alt – så lærte jeg lidt om mig selv, min “måske påtaget” ordentlighed og hvor interessant det er at læse noget som sætter en i tvivl. 


5 store lyriske ⭐️ af 5 mulige. 














Blinde vinkler

Titel : Blinde vinkler
Forfatter : Louise Roholte
Forlag : Brændpunkt
Udgivelsesår : 2021


Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatter og forlag.


Fra bogen.
Bitten sad ret op og ned i sædet med begge hænder på rattet i den korrekte kvart i tre-position, da hun kom til sig selv. På en eller anden måde var det lykkedes hende at komme hjem, for hun holdt i indkørslen, men hun havde ingen erindring om køreturen gennem byen. Peter havde en affære med en anden kvinde. Hvor længe havde det stået på? Og hvem var hun? Hvad skulle der ske nu? De skulle vel skilles, for de kunne umuligt komme videre efter utroskab? Eller hvad? Kunne hun tilgive ham? Det kunne hun måske blive nødt til. Om fire måneder fyldte hun 39, og hun var i forvejen presset på tid, hvis hun skulle nå at blive mor på naturlig vis. Hvor længe ville det tage hende at finde en anden mand, som hun havde Lust til at få et barn med? Et år? To? Fem? Det virkede så uoverskuelig, at det tog pusten fra hende, og hun følte sig som en tom og skrøbelig skal af et menneske, da hun tumlede ud af bilen.”


Bitten er er 39 år, kørelærer og gift med manden i hendes liv, Peter. Hun har en stor drøm her i livet og det er at blive mor, et projekt hun koncentrer sig meget om. Der bliver ført skemaer og regnet på hvornår det er bedst at “arbejde” på projektet sammen med Peter. Peter er på sin side ved at være træt af Bittens evindelige snak, skemaer, “sex on demand” og hvad der er bedst for hans sædkvalitet. Det er en stor skuffelse, hver måned hun ikke bliver gravid. Hun er bange for ikke at nå det, og hun er heller ikke glad for sin krop. 
På job synes hendes irriterende kollega, Eddie, at hun skulle skaffe sig en hund, han kender en som kender til en hund som trænger til et nyt hjem – og for at stoppe hans uendeliglige talestrøm indvilger hun i at se hunden, det falder bare ikke i god jord hos Peter. 
Bitten har en go’ veninde, Sanne. De to kvinder planlægger et weekendophold for at komme lidt væk fra det hele. Da Bitten vender hjem fra opholdet går der ikke længe før hun opdager at Peter har en affære og den anden kvinde kender hun. 


“Blinde vinkler” af Louise Roholte er en total easy-going feelgood roman. 
Bogens hovedperson, Bitten, er en lettere “krøllet” personlighed som ofte får sig selv placeret i lidt uheldige situationer. Bogens titel “Blinde vinkler” beskriver meget præcist Bittens liv. Der opstår hele tiden situationer som bliver problematiske og Bitten kæmper med livet, selvværdet, kærligheden og kollegaerne på jobbet. Alle kvinder kan genkende lidt af sig selv i Bitten. 
Sproget er skrevet med et glimt i øjet og er let og flydende. Jeg morede mig og bogen var læst på et par dage. 
Der er noget livet-er-ikke-altid-let over bogen med devisen “men du skal nok klare dig, bare vent og se”. Og så er det ikke alle problemer som knækker os. 
Venskabet med Sanne, kender vi også, veninden som er der også når vi er umulige at holde ud. Veninden som kender alle vores blinde vinkler og udpeger dem – på godt og ondt! 
“Blinde vinkler” er til de stunder, hvor vi kan grine af og med os selv. Der er kærlighed og hjertevarme, indimellem på den lidt kejtede måde. Livet er også godt og sjovt – det husker “Blinde vinkler” læseren på. En perfekt efterfølger til “Allias Anneke” 
Jeg var underholdt fra start til slut. 


De skal have 4 store feelgood stjerner af 5 

Larmende stilhed

Titel : Larmende stilhed
Forfatter : Katja Ranvits 
Forlag : Superlux
Udgivelsesår : 2021


Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren.


Fra bogen.
Det kender jeg godt, tænkte Ulla og nikkede langsomt. Det med at fornemme noget. En anden tilstedeværelse.
“Og om sommeren er der den skønneste lyd af cikader. Kender du det?” Spurgte Cecilie og lagde hovedet lidt på skrå.
“Jeg har aldrig været i Grækenland,” svarede Ulla tørt.
“Har du ikke?” spurgte Cecilie overrasket. ”Det er så skønt. Det siges, at cikaderne synger dagen ned. Det er fortryllende. Nærmest hypnotiserende,” fortsatte Cecilie og hældte vin op i glassene. “Den vibrerende lyd, cikaderne udsender, kommer gerne efter solnedgang. Som et inferno af lyd. Turisterne synes, det er irriterende, men jeg synes, lyden er skøn. Den bringer en form for tilknytning. Ja, ja, jeg kan godt selv høre, det lyder dumt.”
“Nej, overhovedet ikke,” sagde Ulla og kiggede tomt frem for sig. “Sanserne kan nogle gange forstærke ens følelser for noget. Fremkalde minder.” Forfærdelige minder, tænkte hun og rystede på hovedet.



Cecilie Knudsen starter d. 15 august 1994 på pædagogseminariet på Frederiksberg, her møder hun som en af de første Ulla som er lidt ældre end Cecilie og de to skal i samme klasse. Cecilie bor alene med sin lille datter på 3 år på Vesterbro. Hun betror Ulla at Katrine er blevet til ved voldtægt.  Lige så udadvendte og imødekommende Cecilie er, ligeså tillukket er Ulla og stille omkring sin person. De to kvinder bliver veninder. 
I løbet af venskabet forsøger Cecilie at komme ind bag Ullas skjold – men hver gang Cecilie prøver sker der til tider uhyggelige ændringer i Ulla og Cecilie trække sig. Hvad Cecilie ikke ved er, at Ulla har en uhyggelig og svær opvækst, hvilket trækker tråde tilbage i historien til Agnus Dei – Fonden Agnus Dei og tilbage til Cecilies farfar Stefan Albrectsen, indehaver af advokatfirmaet Albrectsen & søn, som efter sigende begik selvmord. 
Cecilies nysgerrighed får hende til at grave i Ullas fortid, og jo mere hun finder ud af jo værre får hun det, både fordi hendes egen familie pludselig er indblandet, men også fordi hun er bange for, hvad Ulla vil sige når hun opdager det. Cecilie er bange, og så ved hun ikke at der er en mand som holder øje med hende og har planer med hende. 


Sideløbende med nutidssporet, følger vi Ullas mørke og dystre opvækst på børnehjemmet Klitholmsminde i Sønderjylland og kortvarige ophold i en plejefamilie og senere i København. Ulla fik meget tidligt i livet en tilknytningsforstyrrelse som der aldrig blev taget hånd om, og hendes virkelighed er med årene blevet mørk – hun har lært sig selv at overleve i samarbejde med stemmen indeni, lært hvordan hun kan få forløsning når mørket overtager hendes sind – og får svært ved at være sammen med andre.


“Larmende stilhed” er bog nr. 2 og en selvstændig efterfølger til “Stille krig”


Jeg læste bogen på to dage, hvilket ikke var planen, men jeg kunne simpelthen ikke lægge den fra mig. Det ene kapitel tog det andet og pludselig var jeg halvvejs. 
Hovedepersonerne Cecilie og Ulla er som nat og dag og svære at se som venner, hvilket de alligevel bliver. Thrilleren er næsten foruroligende dyster med små lysglimt. Forfatteren skjuler ikke mørket i bogen, hvilket hjælper læseren med at forestille sig alt det grumme som ikke bliver fortalt. Jeg fik hurtigt tildelt den ene hovedperson karaktertræk, som hun slet ikke havde og derfor også overrasker.
Bogen er fiktion – men som pædagog og kendskab til mennesker med psykiske problemer, diagnoser og sociopater kan jeg levende se handlingen udspille sig i virkeligheden – hvad der også øger til uhyggen som sniger sig ind på læseren i bogen.
Kapitlerne er korte og der springes mellem hovedepersonerne og tiden, en form som her fungerer godt, uden det føles som om man ikke kommer i dybden med handlingen. 
Jeg har ikke læst “Stille krig” og synes ikke jeg manglede forhistorien i Cecilies liv. I slutningen af bogen er der et stort spring i tiden – for stort – synes jeg, det sker noget “stort” som kun løselig berøres, og der mister jeg lidt grebet om personerne og tiden – “hullet” bliver for stort, for mig. 
På bagsiden står der; “larmende stilhed” er en fortælling om menneskets skyggesider og sindets uendelige kringelkroge – og det er hvad læseren får! 
Bogen fanger sine læsere fra første side, uhyggen og mørket ligger hele tiden på lur i periferien af synsfeltet, og intet er som det synes at være – før i slutningen af bogen. Læseren lokkes til mange teorier undervejs, men først til slut løses problemerne. 


4 1/2 thriller stjerner af 5 mulige