Den inderste kerne

Titel : Den inderste kerne
Forfatter : Lotte Kaa Andersen
Forlag : Gutkind
Udgivelsesår : 2021


Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget


Fra bogen
Den del af undervisningen, jeg kan deltage i, er god. Men kvindelige studerende må ikke benytte biblioteket og matematiklaboratoriet. Efter forelæsningerne går de mandlige studerende til de individuelle tutoring sessions i laboratoriet, hvor de kan stille spørgsmål og få vejledning til øvelserne, mens jeg må gå tilbage til mit værelse og lave øvelserne selv. Argumentet er, at kvinder ikke må opholde sig i enerum med en mand, end ikke en professor eller underviser. Jeg får således ikke den samme undervisning som mine medstuderende, men den eksamen og de opgavesæt, vi forbereder os til er de samme. At være afskåret fra disse tutoring sessions er det største handicap, for det er her, den egentlige læring finder sted. Det er i sandheden et chok at møde verden udenfor Hanna Adlers skole, hvor drenge og piger var lige på både hockeybanen og i klasseværelset.”


Inge Lehmann er datter af Ida og Alfred Lehmann og storesøster til Harriet. Allerede da hun var helt lille var der noget anderledes ved hende. Hun kunne stå uendelig lang tid ved et vindue i lejligheden og tælle, hun kunne blive ved og ved. Det hed sig at Inge var skrøbelig. Hun kunne tænke sig selv syg, hvis hun over-tænkte. Hendes mor Ida lærte Inge alfabetet da Inge var 4 år og derefter lærte hun sig selv at læse. Hendes hjerne sugede information, især tal, som en svamp. 
Lillesøster Harriet var en helt anden støbning, hun legede, dansede og var ikke søgende og lidt bekymret sjæl. Inge var ikke til leg eller særlig god til mennesker, men tal og far Alberts laboratorie var interessant. Albert Lehmann var en berømt professor og grundlægger af Psykologisk Institut på Københavns Universitet. Albert mente at Inge var klar til skole allerede da hun var 4 år, men Ida nægtede, hun var bange for at Inges helbred ville lide under at komme i skole. Så Inge måtte vente på at Harriet blev skoleklar – så de kunne følges ad. 
Albert Lehmann havde en overbevisning om at hans døtre skulle være ligestillet med drenge og derfor kom de to piger på en ny skole som lå på Sortedams Drosseringen. Skolen var startet af en Hanna Adler, hun så vigtigheden i at drenge og piger blev behandlet ens og havde afgang til sammen undervisning.
Skolen bliver en ny verden for Inge og hun er en kvik elev – til tider for kvik. De sidste år i skolen ændrer hun sig markant, hun laver ikke sine opgaver følger ikke med og er ikke interesseret. Hun har en samtale med frk. Hanna Adler som hjælper, og Hanna har samtaler med Inges undervisere. 
Det er været godt at gå på Hanna Adlers skole – men virkeligheden uden for skolens mure er ikke så revolutionerende. Kvinder og mænd er ikke ligestillet og mænd har adgang til alt, kvinder har ikke. Lillesøster Harriet, som vil spille teater og være skuespiller, er tilfreds med livet, det er noget andet med Inge. Selvom hendes forældre, især Albert, vil gøre alt for hende, kæmper Inge med sine valg i livet og hun vil gå sine egne veje. 
Inge Lehmanns liv bliver ikke let. Hun må droppe verdens sværeste matematikeksamen på Cambrigde University ( The mathematical Tripos )  – det er ikke hendes evner som svigter, men forskelsbehandlingen og ønsket om at bestå med høje karakter. Hun bliver syg og må hjem til Danmark. Hendes liv er fyldt med forhindringer, men også med mennesker som støtter hende. At være Danmarks og verdens første kvindelige seismolog er en kamp for mændene anerkender hende ikke eller hendes forskning, en forskning hun kun kan foretage i sine ferier. 
Inge Lehmann er intet mindre et et geni på sit felt, matematikken, og hun er jordskælvsekspert. Først meget sent i livet høster hun anerkendelse – den anerkendelse som hun også har higet efter, og det er udenfor Danmarks grænse. Vi følger hende fra 1894 til 1993 hvor hun dør. 


Jeg havde ikke stiftet bekendskab med Inge Lehmann før jeg læste “Den inderste kerne” og allerede på de første sider, hvor lille Inge prøver at organisere verden gennem tal, tabte jeg mit hjerte til hende. 
Lotte Kaa Andersen skriver med stor respekt om Inge Lehmann og har indhentet meget personlig information hos familie og på Rigsarkivet. Og selvom Inge Lehmann i bogen er forfatterens Inge Lehmann kan læseren problemfri fremmale en helt særlig kvinde som ligner den danske kvinde Inge Lehmann.


Bogen er inddelt i korte kapitler, hvor der springes i tid og sted. Og læseren følger Inge Lehmann gennem hele hendes liv. Sproget er let og bogen fanger hurtigt sin læser. Som kvinde bliver jeg opslugt af tidligere tiders problemer med at give kvinder de samme rettigheder og respekt som mændene fik. Og det er tydeligt at Inge Lehmanns særlige intelligens bliver forsøgt holdt nede, mændene omkring hende ved godt hvad hun kan – og derfor vil de ikke samarbejde. Og argumentet “hun er jo en kvinde” bruges lidt for ofte! 


“Den indereste kerne” er en smuk cadeau til en usædvanlig og stærk kvinde. En kvinde som gik mindre op i kvindelighed end kvinderne på hendes tid og brugte alt sin tid ( det hun kunne få ) på forskning. Hun tog intet for givet og alt ville hun gøre selv – hun stolede ikke på mange. Og som læseren kommer frem i bogen kan man se frk. Lehmann cykle, vandre eller sidde fordybet – bøjet ind over sine papirer, notater og målinger, og hun tiltrækker opmærksomhed – Lotte Kaa Andersen får smukt sammenflettet en stærk videnstrang med en skrøbelig og smuk sjæl. Inge Lehmann eftersøgte orden. Der er lige så mange svar som der findes spørgsmål og Inge lod ikke et spørgsmål, en mislyd eller afvigelse ligge – alt havde en grund. 


Gennem hele bogen følger lillesøster med og hun er med til at gøre Inge “medmenneskelig”. Geniet Inge er også søster og har et svært forhold til sin lillesøster, selv som ældre kan søster Harriet`s ord rammen Inge helt usigelig hårdt, hvilket læseren også får med, hvilket også er vigtigt når man skal vise en hel person. Læseren møder mange mennesker, bla. Niels Bohr, og alle har deres plads i historien. Inge Lehmann levede i de 100 år, ca. som har været de mest foranderlige 100 år. Alligevel forblev hun førende på sit felt fra start til slut – og det får forfatteren med. 


Jeg kan ikke sige andet end efter at have læst “Den inderste kerne” har jeg ( næsten ) mødt Inge Lehmann og hun var/er en heltinde – stærk og næsten frygtløs, men en iboende lille pige som har brug for at organisere verden ved at tælle på fingerne – så verden vedbliver at give mening. Her er store følelser, kærlighed, sorg, venskaber, udlængsel, vrede og en iboende stærk ordentlighed. ( på et tidspunkt siger den amerikanske professor Ewing til hende;  Den amerikanske regering og vi her på instituttet ser dig som faglig uangribelig og derfor upartisk, du er jo troværdigheden selv  ) Hun kunne ikke bøjes!  
Jeg havde en klump i halsen da jeg vendte sidste side, for jeg var slet ikke klar til at slippe hende. Jeg håber at Inge Lehmann i form af Lotte Kaa Andersens Inge Lehmann atter kan rejse ud i verden og fortrylle dem som måtte læse “Den indereste kerne”.


5 stjerner af 5 mulige og kaskader af stjernestøv. 






Et stykke af tiden

Titel : Et stykke af tiden
Forfatter : Benn Q Holm 
Forlag : Alpha 
Udgivelsesår : 2021


Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget


Fra bogen


“Toget var langtfra fyldt. Mest ældre mennesker i billigt og gammeldags overtøj med fyldte indkøbsposer og næsen begravet i vestlige aviser. Formentlige østberlinske pensionister, der havde været på familiebesøg i Vestberlin, de eneste der måtte rejse ud. Toget passerede først en spøgelsesbanegård, Humbolthain, altså måtte de nu være i Østberlin, så to mere, så Nordbahnhof, Oranienburger Strasse, uden at stoppe. Da S-toget igen standsede, var de ved endestationen Friedrichstrasse. Pensionisterne smed aviserne fra sig på gulvet i kupeèn og samlede deres net og poser. Ingen ventede for at stå på. Ben kiggede op og nedad den tågeindhyllede perron. Sigtbarheden var dårlig, han kunne lige så godt stå på en flodpram, der havde lagt til ved en dunkel kaj. Et sted i den grå dis anede han nogle bevæbnede grænsebetjente. Det var vel bedst at tage tilbage. Så lød et højt og skingert fløjt, modvilligt skyndte han sig ind igen i det tomme tog. Det beskidte gulv flød med aviser, som det tilsyneladende var forbudt at tage med ind i Østberlin, Bild, Berliner Kourier, Die Welt. 
De passerede atter de tre afspærrede stationer, som på grund af linieføringen havde forvildet sig ind i fjendeland. Ben stirrede fascineret på de fuldstændig mennesketomme perroner, et sted stod der en enlig DDR-betjent og kiggede ud i luften. Næste gang måtte han huske sit kamera.”


Året er 1976 og Ben Wilmington er canadier og ung arkitektstuderende ved University of Toronto, hvor han dog efterhånden sjældent er at finde. Han bor hos sin fordrukne far efter forældrenes skilsmisse. Moderen bor nu sammen med Bens stedfar, som har penge nok. 
Ben får mulighed for at studere et år som stipendiatstuderende ved Fakultät VI, Institut für Architektur på Technische Universität – eller bare TU i Berlin. Heldet smilede til ham takket være tyske aner og muligvis penge fra stedfaderen. Ben rejser til den indemurede og omringede millionby; med sig har han et kamera og han er begejstret – sproget har han ikke styr på, men han er optimistisk. 
Efter ankomsten flytter han kortvarigt ind i et studenterkompleks på Siegmunds hof – her er et typisk studenterliv med forskellige mennesker. Nogle stærkt politisk orienteret, andre lidt mindre. Her bliver han indtil et andet tilbud kommer til ham fra en medstuderende Florian – en outsider med stærke holdninger. Ben og Florian Daxer bliver gode venner og Ben flytter til Mommsstrasse i Charlottenburg og ind på Daxer pensionat, et sted som bliver en stor del af Bens liv i Berlin. Pensionat Daxer ligger på et lille ( fortids ) idylisk torv med cafeér, boghandlere og et lille haveanlæg med gamle smedejerns lygtepæle – en hel anden verden end Siegmunds hof. 
Ben og Florian knytter et stærkt bånd og Ben bliver, uden at opdage det, en mindre arbejdskraft i det “Daxiske”pensionatet. Tiden og byen byder på protester, optøjer og terrorisme. 
Studenterlivet får efterhånden en andenplads i Bens liv. Ben drager omkring i Berlin med sig selv, men også med andre og han opdager at David Bowie også opholder sig i Berlin. Livet han havde forestillet sig i Berlin bliver ikke det liv han lever der – i 1976/1977


Enhver som har været i Berlin ved at det er en by som kalder en tilbage – når man rejser hjem derfra. Det er i hvertfald min oplevelse med Berlin – i en tid langt væk fra 1976, hvor jeg var 6 år. 
“Et stykke af tiden” er en tidslomme man træder ind i sammen med Ben. Jeg fandt at min opmærksomhed flød fra personerne og til byen, og som historien skred frem tænkte jeg næsten Berlin selv som en person som vandrer side om side med Ben i denne historie. Persongalleriet er omfattende, men det virker. Pensionatet Daxer bliver som et mini Berlin med sine beboere og et stærkt ekko fra fortiden. Krigen er allestedsnærværende og alle kontraster er tegnet skarpt op – øst/vest, krig/fred, ung/gammel, fortid/fremtid og lys/mørke. 


Bogen er en comming of age kærlighedhistorie, men jeg synes næsten kærligheden til byen Berlin er større. Det hele er pakket ind i en langsomhed og gråt ekko fra fortiden – uden det overhovedet bliver kedeligt.
Jeg er vild med det tågede, hvor verden og lydene forsvinder og  man  aner  kun omridset, det grå, det slidte og engang storslåede, Berlin anno 1976 og selvfølgelig mr. David Bowie “himself”.
Jeg ville gerne have haft mere tid med karakteren Florian, han forsvandt for hurtigt. 


4 stjerner af 5 mulige 




I Merubjergets regnskygge -breve til min datter

Titel : I Merubjergets regnskygge – Breve til min datter
Forfatter : Natasha Illum Berg
Forlag : Forlaget 28B
Udgivelsesår : 2021


Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget


Fra bogen. 


Jeg blev født med et hulrum indeni, en plads allerede karvet ud til dig, og nu har du langt om længe indtaget det sted, der altid og helt retmæssigt har tilhørt dig. Intet i verden føles mindre overraskende. Alt er faldet på plads. Du har altid været der som vejret altid har været der, og jeg er så meget mindre, så meget underlagt disse vældige ting, at jeg er nødt til at tage jer begge for givet.
Ja, der er mange øjeblikke, hvor hele mit væsen svulmer op blot af at kigge på dig, men den æresfrygt, den dybe taknemmelighed, som jeg føler, er ikke rettet mod min egen evne til at elske, men mod naturen, der har gjort lige netop mig til din mor.”


“I Merubjergets regnskygge – breve til min datter” er læseren i Afrika, Tanzania og Sverige. 
Natasha Illum Berg er professionel storvildtjæger, en profession domineret af mænd, i en barsk og brutal verden, men også en verden af skønhed, natur og liv. Et verden hvor man lever i nuet. En verden hvor alle sanser er aktiveret og de sætter dagsordenen, lige så naturligt som solopgang og solnedgang. 
Natasha Illum Berg er gravid, tager stadig ud på safari og skriver samtidig en bog til sin kommende datter. En bog som skal indeholde det vigtigste – hendes families historie og hvilken verden hun ankommer til. 
Natasha fortæller om mange af sine livsvalg, verden i Tanzania, menneskene som virker som hendes selvvalgte familie samt familien hjemme i Sverige og deres livsvalg. 
Bogen er en kærlighedserklæring til det som er større end os selv – nemlig vores børn. Historien som startede flere generationer tilbage og som fortsætter længe efter vi ikke er her længere.


Jeg startede bogen og kom til at tænke på Karen Blixens “Mit Afrika”. Naturbeskrivelserne, menneskene, lyset, varmen m.m. men inden længe indså jeg at det var Afrika hun beskrev og ikke Karen Blixens “Mit Afrika “- blot det sammen kontinent. Bogen er et sanse orgie. Skrevet af et menneske som ser, oplever og er en del af verden – og jorden hun træder på. 
Bogens titel er todelt “I Merubjergets regnskygge – breve til min datter”. En mor fortæller sin historie på godt og ondt. Om de store glæder, alt det fantastiske livet er, men også om smertelige fravalg og døden. Om alt det der gør os til menesker og særligt det som forfatteren vælger at leve af, på trods af farene. Er man blevet MOR træder man ikke ud på en farefuld færd – for man har noget at beskytte hjemme. Men bushen og savannen gør noget ved mennesker – deres sanser og livet leves i nuet. Der er noget berusende ved at være tilstede, og flyde med naturens gang. 
I alle kulturer i alle tider er ordet MOR stærkt – alene og i sammenhæng. En mor må beskytte og lære sit barn det vigtigste i livet. 
Bogen giver billeder af forfatteren som en løveinde i fredstid. En kærlig mor som lukker andre ind, men også våger over sit barn. Natasha Illum Berg beskriver sin “plet” i Tanzania som et “sanctuary”, et sted jeg gerne ville bo på trods af naturens rytme og luner. 

Bogen er smuk og en stærk beretning – uden livet på nogen måde fremstår som perfekt eller beskriver en perfekt forfatter. Den er hurtig læst og Natasha skriver med smukke penselstrøg – sin historie til sin datter, hvem bogen også er tilegnet. Jeg blev grebet af det dybe og det nære, livet som til tider kan virke magisk og roen som bogen også indeholder – accepten af virkeligheden som den er. Mest af alt er det en fortælling om kærlighed. 


4 1/2 stjerne af 5 mulige. 





Seashaken Light

Titel : Seashaken Light
Forfattet : Sussi Louise Smith
Forlag : Catherine Harper Publishing
Udgivelsesår : 2020


Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren.


Fra bogen. ( digtsamlingen er på engelsk ) 


The third time cancer came
We both said hello
And we knew she had come to stay
So, we made her up a bed
But not in the living room
Down the hall,
a nice bed so she didn’t get too angry
But not so nice she wanted to spend all the time decorating the room.




She is a sinewy creature, Hope
Looks frail and filigree,
But do not be fooled
Her intricate structure is lovingly created from the finest titanium
She may be little, but she holds on with fierce delicacy,
And within the humming of our heartbeats
She paints bursts of summer skies
Blinding sunshine on moon fallen snow
She sings lullabies with the healing sounds of diamond glitters on calm ocean currents


To små korte uddrag af digte fra bogen.


Bogen “Seashaken Light”, er Sussi Louise Smith’s første udgivelse på engelsk. Hun har siden 2015 været bosat i England, men er født og opvokset i Danmark. “Seashaken Light” er det fineste lyrik om livet fra et menneske som har haft cancer som en følgesvend i flere omgange i livet. Bogen er en fortælling – et lysende håb – en stærk stemme som omfavner blidt og nænsomt. Digtene fortæller om salty seas, sunlight, sunbeam playing catch with dust in early mornings, bigs waves, dreams, hope and most importantly love – the love that is willingly embrasses – so body and mind can rest easy in time of despear. 


“Seashaken Light” fandt mig – ad en usædvanlig omvej. Jeg kalder vores hund for “the landshark” og da jeg første gang så titlen troede jeg der stod “seashark” Jeg blev nødt til at dykke ned i titlen og undersøge hvad “Seashaken Light” var for en bog. Forsiden med de blå vand-splash gav mig associationer til havet og titlen til stormfulde dage ved Vesterhavet. Og det var spot on. For forfatteren skriver uendeligt smukt og nænsomt om hvad der kan skræmme de fleste af os – og om noget flere af os har erfaring med, desværre. Den svære kamp mod/med kræft hos vores nærmeste eller os selv. 
Hun er en usædvanlig stemme i den barske virkelighed, hun tager læseren ved hånden og viser dig vej – vej til håbet, magien og den altoverskyggende kærlighed som ikke kun er bundet til dage og år, men også på den anden side – der hvor menneskets rejse fører os hen når sidste åndedrag er tilvejebragt. 
Jeg bryder mig ikke om at tale om kræft – der er stadig for mange stærke og dårlige minder gemt ad vejen og jeg flygter mentalt når snakken falder på cancer. Men jeg havde selv valgt bogen og var forpligtet til at læse den. Så jeg tog på en uforudsigelig rejse med Sussi Louise Smidt – ikke helt så investeret (i begyndelsen ) som jeg kunne være. Men overraskelsen var stort da jeg faldt ind i et univers jeg kendte godt – nemlig den healende kraft af havet, magien ved de første solstråler, stilheden i naturen, dufte og lyde,  og en uovertruffen sårbarhed. Her er jeg kendt, det er mit “savehaven”, så her kunne jeg se og lytte til det jeg personligt havde og stadig har svært ved  – at tale om kræft og sorg. Det blev også til tårer – for nok er “Seashaken Light” smuk og magisk, men den er også ærlig. 


Bogen er en bølge af sansning, teksterne emmer af følelser og en kærlig form for overgivelse og styrke. De er rummene mellem alt det svære – de hårde tider man gennemgår når man har sorg boende – i korte eller længere tid. Det vigtigste – bogen er en hyldest til kærligheden og livet. Den er også skrevet med et glimt i øjet – og kærlighed til salt lakrids og chokolade. Bogen blev en usædvanlig personlig oplevelse og jeg vil vende tilbage mange gange – og læse mig stærk.


Så er du et sted i livet hvor du kæmper – kæmper for at forblive ovenpå eller har prøvet det, så opdriv bogen og overgiv dig. 


5 store lyriske ⭐️ af 5 mulige. 




Miniaturer

Titel : Miniaturer

Forfattere : Carsten René Nielsen og Mette Norrie

Forlag : Ekbátana

Udgivelsesår : 2021

Bogen et et anmeldereksemplar fra forlaget. 

Fra bogen.

På biblioteket

sidder alle dybt koncentreret

og læser i hvert deres 

håndspejl.

De mindste ting 

er ikke særligt vigtige.

Det er de største 

heller ikke. 

( desværre kan jeg ikke gengive de fine tegninger som hører sammen med digtene ) 

“Miniaturer” er en – som titlen fortæller – en lille samling af digte og tegninger i skøn forening. De to kunstnere leger med tekst og tegninger. Læseren bliver zoomet ind – ind i små selvstændige verdener og fortællinger. De to digtere Carsten René Nielsen og billedkunstneren Mette Norrie mødte hinanden i 2019 på Hald Hovedgaard og det møde blev til “Miniaturer”.

“Miniaturer” er en blå “håndfuld” store indtryk ud i digtningens og tegningens kunst i skøn forening. 

Jeg er ikke udelt begejstret for digte. De fanger ikke altid min opmærksomhed. Lidt  som et maleri der ikke altid når helt ind i kroppen eller sindet på en. Nogle værker ( malerier, bøger, kunstværker ) formår ikke at mindske afstanden mellem sig og betragteren. 

“Miniaturer” er en næsten anonym lille bog som ikke “larmer” eller gør reklame for sig selv. Men fra første digt/billede-oplevelse opdager læseren magien de to – digteren og billedekunsteren har skabt – læseren er kommet tæt på og “ser” små detaljerede verdener folde sig ud. Jeg kommer til at tænke på sætningen “There is a crack, a crack in everything – that’s how the lights gets in” fra en Leonard Cohen sang – sådan oplever jeg “Miniaturer”. Små finurlige lysglimt fanger min opmærksomhed og drager mig ind – og helt tæt på overraskes jeg af hele verdener skabt af simple fabulerende tegninger og helt korte digte. Det hele er nutidigt, giver stof til eftertanke – om verdenen, men også på mig selv. 

Vi glemmer nogle gange at være zoomet ind længe nok – men det har de to forfattere løst med tekst og billede – for man bliver hængende og forundres – vidunderligt.

Jeg er betaget af denne lille blå perle. Og vil anbefale alle at købe den – enten til sig selv eller som en gave. 

5 smukke stjerner for denne miniature samling af store oplevelser.

Gopler ældes baglæns

Titel : Gopler ældes baglæns

Forfatter : Nicklas Brendborg

Forlag : Grønningen 1

Udgivelsesår : 2021

Bogen er et anmeldereksemplar.

Fra bogen.

” De fleste teorier om aldring betragter det at blive ældre som noget, der påføres organismen udefra. At kroppen tager skade ligesom en bil, der bliver uden tilstrækkelig vedligeholdt. En lille niche af forskere har imidlertid formuleret teorier, der anskuer aldring på en helt anden måde. For hvad nu, hvis aldring er noget vi gør ved os selv? Noget, der er programmeret ind i os, som en telefon med vilje gøres langsommere, efter at den nye udgave er kommet på markedet.”

Umiddelbart giver det mening: Hvis gamle dyr aldrig dør, men lever evigt og samtidig får afkom, ender der med at være så mange dyr, at al maden bliver spist, og alle dør af sult. Det er ikke en særlig smart evolutionær strategi.”

Jagten på evigt eller et meget langt liv har fundet sted næsten lige så længe mennesket har eksisteret. Og inden videnskaben for alvor kom på banen – var evigt liv noget man kunne finde/købe hos alkymister og kvaksalvere. I dag er videnskaben i stand til at se de mindste partikler, mikrober og indehold i vores celler og de kan se ind i kroppen og hjernen. Alt sammen en god start når man vil forstå hvorfor kroppen ældes og hvad man kan gøre for at sænke farten af vores aldring og måske endda spole “tiden” tilbage. 

Et omfattende arbejde som bygger på historisk og nyeste forskning. Hvilket ikke kun foregår på et klinisk laboratorie. I “Gopler ældes baglæns” tages læseren med på en rejse – en lang og interessant rejse til nogle af verdens fjerneste egne. Læseren læser om planter, bla. det 5000 år gamle Methuselah – en børstekoglefyr. I dyreriget møder vi blandt mange gopler ( Turritopsis ) hvaler, og den meget lidt kønne nøgenrotte. Nok er den utiltalende, men den har “superpowers”; en af dem er dens evne til at undgå kræft – den power vil vi alle gerne besidde. Vi møder mennesker som er utrolig interessante – nogle i kraft af deres opholdssted, genetik, madvaner m.m. Rejsen er også indad – ind i kroppen, organerne og i cellerne. Og vi lærer om de mikrober ( hedder det vidst ) som bor i og på os. 

I dag er videnskaben kommet langt og der er et tydeligt billede OG en mulig plan – men som altid er intet mejslet i sten. Der er stadig modstridende forsøg og tests man ikke forstår. 

Intet i bogen er præsenteret i tal, statistikker eller kedelige passager! 

Jeg var ikke helt sikker på, hvad der ventede mig i denne bog, men bagsideteksten og titlen havde fanget min nysgerrighed til fulde. 

Bogen er i 3 dele. Naturens Vidundere, Forskernes opdagelser og den sidste Gode råd.

Forfatteren formidler så læseren er fanget. Der bliver zoomet helt ind på den mindste lille detalje og efterfølgende bliver der sat widescreen på, så det hele giver mening i en forståelig og logisk sammenhæng. Og i afslutningen af hver del bliver der afrundet. Allerede her kan man tænke KEDELIGT – men nej, jeg var top underholdt og min nysgerrighed blev større og “mere” undervejs. Det eneste sted/er hvor jeg måtte kæmpe for at følge med var på diverse navne – det var lige før tungen fik en forstuning og jeg måtte klappe stavelser, for at få det på plads!

Jeg har lært meget undervejs og tænker over min levevis og vigtigst – hvem og hvad lytter jeg til når vi taler om antiaging. Bogen giver gode råd og gør opmærksom på at alt hænger sammen. Kroppen – den fysiske og mentale sundhed, dine gener og ydre påvirkning – ALT spiller en rolle. 

Der er flere ting jeg ihvertfald vil huske ALTID! Brug tandtråd, vask hænder og lad være med at tage antioxidanter som kosttilskud. ( det gjorde jeg faktisk – men det er slut nu! ) 

Der er utrolig meget viden i “Gopler ældes baglæns” men jeg sidder tilbage med følelsen af at have læst noget alvorligt, interessant og virkelig underholdende – krydret med humor uden det ødelægger hvad bogen også er – nemlig videnskab. Videnskab om antiaging og seriøs forskning for dig og mig. 

Jeg er begejstret og imponeret, imponeret over hvor dygtig en formidler forfatteren er. Jeg har delt meget af hvad jeg har læst med fam. og venner allerede – simpelthen fordi jeg blev overrasket og imponeret over hvad jeg læste. 

Naturen, dyrene og mennesket er utrolige og det vi ved med sikkerhed er nok, hvor lidt vi i virkeligheden ved. 

5 store stjerner ⭐️ for en videnskabelig bog skrevet til alle os som ikke er forskere, men bare gerne vil gøre hvad vi kan for at være sunde og (måske) unge så længe som muligt. 

Flod

Titel : Flod

Forfatter : Ulrik Lauritzen

Forlag : Brændpunkt

Udgivelsesår : 2021

Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren

Fra bogen.

“Med ét lyste hun på Karls ansigt. Alle muskler spændte sig, og i et øjebliks uvirkelige stilhed stoppede hun med at trække vejret. Hun stod stille, fastfrosset til sandet. Et jag af frygt vækkede hendes sanser. Gik hun nærmere, ville havet tage hende. Hun råbte til ham igen, men støjen kvalte hendes ord. Vandet krøb langsomt op ad pælen og dækkede mere og mere af Karls krop.
Bevægede han den ene arm, eller var det stormen. Hun lod lyset glide frem og tilbage og håbede at finde tegn på, at han stadig var i live.”

Scenen er sat i 1976 på Rømø.
Det lille samfund på Rømø bliver rystet da der er begået et mord. Den myrdede er en Karl Seibech som har levet et stille liv på øen, siden han blev tilbageholdt efter Anden Verdenskrig.
Karl bliver fundet af en af kvinderne på øen – Ellen – som anmelder mordet. Kriminalkommissær Kristian Hansen fra Tønder bliver sat på sagen sammen med Louisa Moritz – socialpsykolog fra Berlin – som har sin egen tilknytning til Rømø, hvor hun holdt ferie som barn.
De to sættes på sagen som er mere omfattende end først antaget. Den afdøde har nogle særlige tatoveringer som knytter ham til højreekstremisterne i Tyskland.
Det lille samfund husker Louisa og det faktum at hun er jøde. Så hun har ikke kun en sag der skal løses, men hun har også sin egen historie imod sig. Mordet trækker spor tilbage i tiden – til andre mord som er begået tidligere – et knoglefund fra flere mennesker ryster øens beboere yderligere. Øboerne er ikke interesserede i at tale og forsøger at modarbejde. Samtidig med at sagen spidser til er der stormvarsel – en stormflod giver alvorlige konsekvenser, både for øboerne, turisterne og dem som skal nå frem til Rømø inden man lukker dæmningen. En mand skal frem, men ikke for at hjælpe.
“Flod” er en hæsblæsende krimi med action, mord, konspirationsteorier, familiehemmeligheder og hemmeligheder gemt og hengemt i tiden efter Anden Verdenskrig og, i særdeleshed, om sammenhold og tilgivelse.

Jeg er sjældent begejstret eller interesseret i historier omhandlende Anden Verdenskrig, men denne krimi fangede alligevel interesse og hold mig fanget.

Vi er langt ude vestpå – på en lille ø i Vadehavet – hvor samfundet helst passer sig selv og i særlige tilfælde hinanden. Man er ikke interesseret i at omverden skal blande sig. Ø-samfundet, havet og tiden er så fint beskrevet og hele handlingen er baseret på virkelige personer og hændelser, velkrydret med fiction og rygter.
Historien går hurtigt og stormflodsvarslet hænger som en tikkende bombe – næsten fra start. De gode og de onde er til tider svære at skelne, hvilket kun bidrager til øget spænding i bogen.
Det er en page-turner som hele tiden tager en ny drejning, der er en ny udvikling, en ny personskildring samtidig med at uret tikker og man må afskære øen fra resten af landet fordi stormfloden kommer nærmere.
Bogen er hurtigt læst – desværre, men heldigvis første bog i en krimitriologi. Jeg kunne godt have brugt flere sider. Der var lige et par sider med personbeskrivelser ( bi-personer ) som forvirrede mig, men det faldt på plads.

Forfatter Ulrik Lauritzen er uddannet cand.mag. i dansk og psykologi med speciale i argumentation og retorik i konspirationsteorier.

4 1/2 krimi⭐️ af 5 mulige.

De for altid rejsende

Titel : De for altid rejsende
Forfatter : Jonatan Tylsgaard Larsen
Forlag : Byens forlag
Udgivelsesår 2020

Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatter og forlag

Fra bogen.
Penge er opsamlet tid, andres tid, overført til sedler, og videregivet til mig. Jeg har ikke gjort mig fortjent til dem. Jeg skal bare finde en, som er værdig til dem. Hvad hun gør med dem, er hendes sag.
Og hun er værdig?
Mere værdig end de fleste, jeg har mødt. Da jeg så hende var det, som om hun skinnede. Hun er sin egen.
Jo, det tør siges.
Vi er alle mærkelige, Leon. Men hun er det på en stærk og dragende måde. Hun ejer sig selv. Hun bærer sig selv med en styrke, som jeg ville ønske jeg selv havde.”


For tyve år siden var Emma og Clara på ferie i Spanien – Clara forlader Emma som rejser alene hjem til Danmark og aldrig kommer sig over tabet af veninden.
Alex er en stor lovende pianist i USA, som bliver snydt for en kæmpe mulighed og som nu kæmper med skyld og mod en sygdom som langsomt ødelægger ham. Han skal finde en værdig arving og rejser jorden rundt for at finde den rette.
Emma er i nutiden blevet psykolog og efterspørges af en patient med hukommelsestab. Emma og den ukendte Jack Jackson har en lang samtale indtil Emma pludselig kollapser.
Noget er sket i den samtale og efter lidt tid beslutter Emma sig for at bryde op fra sit liv – sælge alt og rejse – først til Wien og senere Madrid. Noget lagret i hendes hukommelse vil frem og rejsen skal hjælpe hende.

“De for altid rejsende” er overdrysset med magisk realisme, hvilket bagsiden også gør opmærksom på. Det er godt at huske mens man læser.

Jeg kæmpede med at finde en “rytme” i begyndelsen af bogen. Jeg lagde den fra mig mange gange og tog den op igen mange gange – og måtte hver gang bladre en side tilbage for at indfange handlingen igen. Men pludselig fandt jeg rytmen og mønstret i handlingen blev klart.
Tiden i bogen er flydende, det samme gælder handlingen og indimellem lader forfatteren en karakters tanker bliver til erindring hos en anden og senere ord hos en tredie.
Læseren skal være opmærksom. Da jeg endeligt fangede “tonen” blev det genialt. Det flydende, bevægelsen og historien bliver på en måde en ubrydelig cirkel – for nogle af karaktererne en forbandelse som indfanger sit bytte. Alle jager noget, lykken, sjælefred eller afklaring, men forbandelsen er der, hele tiden. Kun en gang i bogen manifesterer forbandelsen sig fysisk ( et godt påfund fra forfatteren ).

Uden at spoile noget kan jeg sige at bogen ender – og den slutter med fuld stop og stilstand.

Jeg er begejstret. For bogen og for plottet, hvis man kan kalde noget i bogen for et egentligt plot. På intet tidspunkt blev den flydende tid og handling for meget eller for kompleks. Bogen er en pageturner – også selvom jeg kæmpede lidt i begyndelsen. Og mange gange undervejs måtte jeg smile – ikke fordi handlingen er sjov eller humoristisk – men fordi man som læser på en måde samler et kompliceret puslespil eller løser en gåde – og det er sjovt når endnu en lille hemmelighed regnes ud.

Jeg vil anbefale at man kaster sig over bogen og lader den udfolde sig.
Jeg har tidligere læst magisk realisme, men kun fra sydamerikanske forfattere.

Forfatter Jonatan Tylsgaard Larsen har flere bøger i sit forfatterskab.
4 1/2 ⭐️ af 5 mulige

Bubu fra Montparnasse

Titel : Bubu fra Montparnasse
Forfatter : Charles-Louis Philippe
Forlag : Sort Kat
Udgivelsesår : 2021 – udgivet første gang 1901

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Fra bogen.
“Tiden gik. To år fløj afsted, og med dem Maurices fem tusind francs. Bores skæbne bliver ikke beseglet på en enkelt dag, når vores fem tusind francs efter to års samliv er brugt op: Det sker gradvis og hen ad vejen, i kraft af vores handlinger og de mennesker, vi omgås. Berthe havde længe vidst, at de, der bliver offentlige piger, bare gør som alle andre. Maurice ville hellere have indrettet sig på en anden måde, men han resignerede og var faktisk ikke specielt ulykkelig. Godt nok følte han ejerskab, men lidt på samme måde som en boligejer, der lejer fast ejendom ud. Berthe strittede ikke imod, da Maurice en aften sagde: Hør engang, hvis nogen kommer med frække tilbud, når du er på vej hjem, så bare gå med dem. Vi kan godt bruge pengene.”


“Bubu fra Montparnasse” foregår i Paris i begyndelsen af 1900 tallet hos dem på den laveste rangstige, nemlig de prostituerede, alfonserne, de fattige som kommer til Paris med store drømme m.m.
Maurice Bélu er opvokset i Plaisance-kvarteret, hvor hans mor har en lille butik. Han arver på et tidspunkt fem tusind francs efter sin far, får sig en sød ung kæreste og flytter sammen med hende på et lille hotel i Rue de l’Ouest.
Maurice er livsnyder – penge og en kvinde – så er livet godt. Lille smukke Berthe må opgive sin læreplads som blomsterpige og blive prostitueret da Maurices arv slipper op. Det er ikke med sorg i sindet – det er bare sådan livet er.
En aften møder Berthe den unge Pierre Hardy som er kommet til Paris som kontorist. Han falder pladask for den lille Berthe og kurtiserer hende, selvom han ved hun er prostitueret.
Livet for de fattige leves på Boulevard Sébastopol under de elektriske buelamper. Overfladen er poleret, men under den er det hårdt arbejde for de fattige, de prostituerede, de som lever fra hånd til mund.
Maurice er småkriminel og slå fra tid til anden Berthe. Berthe får syfilis og beskylder Pierre og hun kommer på hospitalet mens Maurice kommer i fængsel.
Intet er usædvanligt, for sådan er livet for de fattige på gaden i Paris.

Læseren træder ind i en tidslomme i Paris og på den 125 sider korte bog får man en overvældende sanselig oplevelse af en lille gruppe af unge mennesker i datidens Paris.
Selvom titlen er “Bubu fra Montparnasse” kunne den lige så godt have haft titlen “Berthe fra Boulevard Sebástopol”. Vi oplever livet med og gennem Berthe som er meget bevidst om sit liv og drømme. Hun ved hvad hun gør og kæmper for at overleve, fysisk og mentalt.
Hun ved at hendes historier er drømme og løgne, men hun beder sine venner om at lytte alligevel og drømme med hende.

Bogen var hurtig læst og den maler ikke et romantisk eller for den sags skyld sørgeligt billede af karaktererne. Den synes derimod at være forfatterens nøgterne syn på personer og begivenheder.
Bogen skulle efter sigende bygge på forfatterens egen historie, møde og forhold til den prostituerede Maria, da han som ganske ung flytter fra landet og ind til Paris.

I forordet af T.S. Eliot skriver han “Uden sammenligning i øvrigt står Bubu som indbegrebet af Paris, på samme måde som nogle af Dickens’ romaner står som indbegrebet af London.”

Jeg faldt pladask for “Bubu fra Montparnasse og den vil blive læst igen.
4 1/2 ⭐️ af 5 mulige.

De store stjerners tid.

Titel : De store stjerners tid.
Forfatter : Finn Wiedemann
Forlag : Brændpunkt
Udgivelsesår : 2021

Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren.

Fra bogen.
“Når magien var gået ud af alt det, vi tidligere havde brugt timer på i hinandens selskab, så var det ikke mindst fordi, vi havde fået nye interesser. Piger og musik i nævnte rækkefølge. Ikke fordi der var nogen af os, der havde særlig erfaring med det første, men vi anså det for overvejende sandsynligt, at det snart blev tilfældet. Det var et spørgsmål om timer, dage, i værste fald uger eller måneder.
Jo længere tid vi ventede, desto mere optog det os. Især Torben. Vi sammenlignede pigernes fordele og ulemper, skrev top ti lister hver uge, hvor pigerne henholdsvis kunne rykke op og ned, og hvor nye piger blev testet. Toptilisten og dens placeringer blev højtideligt markeret af en lille jingle.”


Det er begyndelsen på sommeren 1975, de unge mennesker er færdige med de skriftlige eksamener i skolen og venter på at få de mundtlige overstået.
Torben og Jan planlægger møjsommeligt hvilke piger det skal scores ( Mette og Marianne ) til en fest hos Marianne. Toben har lavet et kassettebånd med nøje udvalgt musik og de har planlagt at komme tilpas for sent!
Mariannes forældre ‘kærlighedskarusellen’ og sømanden var ikke hjemme og de to unge mænd får fat i pigerne.
Alt går fint indtil en dag Jan og Mette går tur med Ralf ( Jan’s hund ) og de finder et lig i skoven. En arm stikker op af jorden hvorpå der står Tove. Tove er Mariannes mor, så det går op for de unge mennesker at liget de har fundet er sømanden.
Ungdommens sorgløshed bliver rystet og verden ændrer karakter.

Mordet optager især drengene og de gør deres for at løse mordgåden. Marianne og hendes mor -kærlighedskarusellen – forandrer sig. Sommeren ankommer med høje varme grader. Den første kærlighed er skrøbelig og skoleklassen spredes for alle vinde. Nogle skal videre på gymnasiet og andre andet steds.
Hvor længe kan man holde fast i det man inderligt ønskede sig – den gang livet var enkelt – nu hvor alle forandrer sig, vokser og får et større udsyn mod verdenen.
Bogen er underholdende da vi støder på de to drenge Jan og Torben første gang – forfatteren åbner et vindue indtil et typisk ungdomssind, ca 16 år, i 1975.
Det blev ikke vildere end at spille LP’er over på kassettebånd, spille guitar og snakke om piger. Tiden var sorgløs og verden tilhørte de unge. Midt i denne sorgløse og vidunderlige boble, de unge levede i, bliver der begået et mord og et nært familiemedlem bliver syg.

Læseren kigger ind i en forunderlig verden som langsomt ændrer sig og man er draget. Karaktererne er genkendelige og simple. Ikke naive simple – men skarpe og tydelige, så tydelige at de næsten alene kunne fremmale et 1975 samfund som vi husker det, eller ihvertfald forstiller os det.
Plottet er ikke gennemskuet før i slutningen af bogen og faktisk genialt.

Bogen starter i nutiden med at Mette ringer til Jan og fortæller at hendes far ligger for døden og han gerne vil se dem. Jan smider hvad han har i hænderne og kører mod Odense for at møde Mette og tage på sygehuset.
“De store stjerners tid” er et øjeblik – et øjeblik i en bestemt gruppe unge menneskers liv. Det er en bog om hvordan verden bliver større, om familier, om stærke relationer, lidt om politik og en krimi.

En fin bog som jeg nu – er meget glad for at have læst.

Forfatteren Finn Wiedemann er uddannet Cand. Mag og har en ph.d. i kulturanalyse. Han har tidligere udgivet bøger, bl.a. Uddannelse under naturlig forandring, På kanten af ledelse, Vinterkrigen, H C Andersen-mordene ( krimi ) og Blodbøg ( krimi ) m.fl.

4 ⭐️ af 5 mulige