Når tiden går i stå.

Titel : Når tiden går i stå.
Forfatter : Ninni Schulman.
Forlag : Alpha
Udgivelsesår : 2019 – på dansk 2021

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Fra bogen.

“Hvad snakker I om?” Spurgte Nils.
“Der er en pige fra Ekshärad, der ikke er kommet hjem, som hun skulle “, siger Petter.
“Er hun død eller hvad?”
“Nej, det håber vi ikke,” sagde Petter. “Måske er hun faret vild eller løbet hjemmefra.”
Magdalena begyndte at lave en wrap til sig selv, men mistede hurtigt koncentrationen. Nils og Petters munde bevægede sig på den anden side af bordet. Det var som at se en stumfilm. Selv sad hun i en mørk sal, mens al handling foregik et sted langt væk. Hun hørte ikke til. Slet ikke.”


Læseren træder ind i bogen midt i foreberedelserne til det årlige festspil i det midt svenske i en lille by ved navn Ekshärad.
En ung pige, Noomi møder ikke op til prøverne og alle bliver bekymret. Journalisten Magdalena bliver sat til at skrive om sagen. Politiet, Petra Wilander og Christer Berglund bliver involveret.
De finder pigen myrdet og ikke længe efter mister et andet ungt menneske livet. Et mareridt udspiller sig og alle i det lille samfund er utrygge og vil vide hvad der foregår. Tiden løber og et gammelt standerur som ikke er trukket op slår – hver gang der bliver begået mord.
Mange familier bliver på den ene eller anden måde involveret. Og mange af personerne slås med problemer på det personlige plan. Morderen er snu og kan følge med i manges liv og derved planlægge de næste mord, uden at blive opdaget.

Temaer som depression, sterilisationslov og “raceudryddelse” flyder gennem hele historien.

“Når tiden går i stå” er sjette selvstændige bog i serien om journalisten Magdalena og politibetjentene Petra Wilander og Christer Berglund.
Det er mit første møde med Ninni Schulman og denne serie.

Jeg “bragede” som læser direkte ind i et omfattende persongalleri og måtte bruge lidt tid på hele tiden at bladre tilbage i bogen for at holde styr på de mange personer. Men alligevel gik det hurtigt med at danne sig et overblik.
Handlingen er forrygende og det lille historiske tilbageblik til Urmageren Johan Tinglöf strøer lidt mystik ud over fortællingen, og giver et lille ekstra spændingstvist.
Personerne er næsten FOR troværdige i deres liv. Især blev jeg lidt optaget af den lidt for virkelige beskrivelse at en depression ( jeg har været der! ), der er imponerende. Og jeg har aldrig tænkt over hvor længe sterilisationsloven har eksisteret og hvad den har været brugt til – uhyggeligt.

Da jeg endelig fik persongalleriet på plads “slugte” jeg næsten bogen. Det er en sand pageturner og en serie jeg må se nærmere på.
Bogen er uhyggelig og alligevel kan man ikke stoppe med at læse. Sproget og handlingen flyder forbi nethinden og selvom det er sjette bog i en serie mangler man ikke noget – når man altså lige har fået styr på det omfattende persongalleri. Det er en krimi som vil være hos mig længe efter den er kommet på plads på bogreolen.

Bogen skal have 5 krimi⭐️ af 5 mulige.

BOB

Titel : BOB
Forfatter : Helle Helle
Forlag : Gutkind
Udgivelsesår 2021

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Fra bogen.

“Om på maven. Hjertet vendte nu nedad, og dunkede. Ikke nævne hjertet, ikke tankerne. Uret under hylden tikkede. Hjerte, tanker, ur , han ville finde andre ord, et ord for ur, han sagde:
Fandme nej!
Tilbage på ryggen, ned fra tyve. Og her fire år senere i Vanløse, alle de vejnavne, Buskager og Havrekrogen, Stilledal.”


Bob er flyttet til Vanløse fra Lolland sammen med sin kæreste. Kæresten er startet på sit studie hvorimod Bob endnu ikke har besluttet sig. Han har 19000 kroner sparet og sin gamle grønne bil sat til salg hjemme på Lolland.
Vi hører om Bob’s liv gennem kæresten, som er bogens fortæller.
Bob flyder gennem livet, gennem Vanløse og gennem København. Det job som arbejdsformidlingen havde skaffe ham hos flyvebådene til Sverige, kommer han for sent til. Og istedet for at “komme for sent” går han igen og får ved et tilfælde et job i receptionen på et hotel.
Det eneste Bob er sikker på er at han skal være sammen med sin kæreste for evigt – men lige nu er han meget alene, men alt andet bliver til problemer, distraktioner og undren i hans hovede. Han er optaget af hvor lang en vej er, vejnavne, gult murværk og i særdeleshed sproget. Og især sproget kan han bruge timer på. Han tænker meget, går meget rundt i København, farer vild, undrer sig, tager tilfældige steder hen med S-tog og undrer sig endnu mere.
Det der synes at holde ham forankret er bl.a. den lille lejlighed og madlavning, faste og uforanderlige ting. Som soveposen han selv havde købt – men som desværre forsvandt, måden at redde seng på, det gamle sofabord han selv havde lavet.

Bogen foregår en gang i 80’erne, hvor man stadig ( som ung ) ringede fra en telefonboks og havde klippekort.
Bob møder mange mennesker, tiltrækker dem, men lader dem “flyde” bort igen.
“Bob” er en selvstændig efterfølger til bogen “De”.

Jeg har tidligere læst “Dette burde skrives i Nutid” og kan sagtens “se” den samme forfatter i “Bob” .
På overfladen er bogen enkel, to unge ( vi oplever kun Bob ) flytter til Kbh, bosætter sig i en lille lejlighed i Vanløse, og skal nu leve et nyt liv med studier og hinanden i en ny og fremmed by. Hvor får man arbejde, venner og hvordan kommer man i gang med studierne.
Selv om Bob synes at flyde gennem bogen, med sporadiske bekendtskaber, er det kun overfladen.
Under overfladen er der spænding, savn, uløste problemer, spekulationer og en længsel efter noget endnu uvist. Bob drømmer sig ofte tilbage til sit liv hjemme på Lolland, men kan ikke rigtig bruge det til noget nu. Han virker næsten hjemløs i sit eget liv og sind. Bogen er på 150 sider ca. og måske synes jeg den er for kort. Bob-personen, det mørke som vokser omkring ham og sproget holder læseren fanget.

Jeg er begejstret for “Dette burde skrives i nutid”, og “Bob” er lige så fængslende og intelligent – en sproglig fortælling.
Jeg indrømmer at jeg startede med en undren – bogen virkede, på overfladen, monoton indtil jeg blev indfanget af Helle Helles særlig sproglige fortælling. Bogen, sproget og handlingen, er ikke det mindste monoton, men underholdende og interessant fra start.

5 ⭐️ af 5 mulige.

Pletfri

Titel : Pletfri
Forfatter : Peter Qvist
Forlag : Brændpunkt
Udgivelsesår : 2020

Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren.

Fra bogen.

Da Knud kommer til sig selv, er det hans indtryk, at der kun er gået et øjeblik, og han prøver febrilsk at overbevise sig selv om, at der bare var tale om et mindre ildebefindende. Måske er forklaringen endda så simpel, at han havde lænet sig for meget og fået overbalance. Men så kommer han i tanke om den kvælende fornemmelse i brystet og de uregelmæssige hjerteslag”.

Knud er en ældre herre på 77 år som efter at have mistet sin hustru Betty for et år siden lever et trist og begivenhedsløs liv.
Dagene går med simple gøremål, ture med hunden Freja, lidt kortspil med vennerne, cykelture ind til byen. Han må cykle nu fordi datteren Sophie ikke mener det er sikkert for ham at køre bil længere. En beslutning han ikke er helt enig i. Han taler stadig med Betty, som hans hustru hed, det lovede han hende da hun døde. Det var svært i starten, men han er blevet bedre.
Knud har forskellige helbredsmæssige problemer som han planlægger at opsøge lægen med – det er bare lidt bøvlet at få bestilt tid. Et af problemerne prøver han selv at løse. Han har nogle mørke pletter rundt omkring som han smører med en urtesammensætning han selv har lavet. Han er dog ikke helt sikker på at det hjælper.
En dag er Freja væk og det samme er Betty’s smykker. Da han ringer til datteren er hun ikke helt sikker på at Knud har helt styr på virkeligheden og det irriterer Knud. Freja dukker op igen og det samme gør en ung fyr.
Fyren, som hedder Birger, er en dejlig adspredelse for Knud, men hvad vil han Knud og er han indblandet i de indbrud der foregår i kvarteret.

“Pletfri” er historien om at være udenfor, ældre og alene midt i et travlt og aktivt samfund. Om ikke helt at føle sig “rigtig”. Knud skal efter sin hustrus død tage vare på sig selv og datteren og børnebørnene. Betty var den sociale, den der tog sig af dem omkring sig.
Birger, som tager kontakt til Knud i historien, er allerede som barn blevet “dømt ude”. Han passer ikke ind på normalitetens smalle sti, har ingen uddannelse og kun småjobs. Der er også kriminalitet indblandet.
I historien møder vi også rockeren Gustav som bor i en “rockerborg”.

Forfatterens Knud, Birger og Gustav er ude iblandt os og kæmper hver især for at passe ind – som sig selv. At blive set, hørt og forstået uden fordømmende “briller”. Men hvor længe kan man kæmpe når ingen lytter uden forudindtagede. Og hvem af os er helt pletfri.
“Pletfri” kunne foregå i ethvert villakvarter og vi støder på alle tre mænd til hverdag, de er der lige ved siden af os – men måske ser vi dem ikke. De er dem som vi kort bliver opmærksomme på yderst i vores synsfelt – der hvor der foregår noget som vi ikke opfatter som vigtigt – det som vi ikke vil bruge vores tid på. Vi har på forhånd bestemt os for hvem og hvad de er.

“Pletfri” er fiktion, men kunne lige så godt være en sand historie. Bogen er hurtigt læst og bagefter er man ikke sikker på at der er et “sort får” i historien – måske er det dig og mig som er medskabere af Knud, Birger og Gustav. Deres skæbner er aftegnet i os – længe inden de får mulighed for at ytre sig.
Alle personer er livagtige og troværdige, scenerne er lige så alm. som en “kedelig” troværdig mandag og derfor bliver “Pletfri” interessant. Den kunne forgår mellem os.

Jeg er taknemlig for at “Pletfri” fandt mig.
4 ⭐️ af 5 mulige.

Nådesløse kvinder – en fortælling om hævn

Titel : Nådeløse kvinder – en fortælling om hævn.
Forfatter : Camilla Läckberg
Forlag : Alpha
Udgivelsesår : 2020

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Fra bogen.

Han var nok blevet taget på sengen, hvis hun havde sagt det, som det var.
“Fordi han tæver mig sønder og sammen, når det passer ham. Han slår mig, hvor det ikke kan ses. Og jeg tænker, at så længe man ikke kan se det, så er det der heller ikke.”


Bogen starter i tre spor. Vi møder Ingrid Steen, Viktoria Brunberg og Birgitta Nilsson. Tre meget forskellige kvinder i meget forskellige ægteskaber. Fælles for kvinderne er at de er “fanget” i forhold som ikke er gode for dem. Der er fysisk vold, nedgørelse og utroskab som de har levet med længe – men nu vælger de at det skal være slut! Men de må have hjælp, for ingen af dem synes de fortjener at blive straffet for at “fjerne” deres mænd fra jordens overflade!
De forskellige spor mødes da kvinderne – unden de ved det, bliver hinandens frelsere/hjælpere – kvinder som ved hvad de hjælper hinanden med – en forløsning fra forhold, hvor manden har magten og bruger den som det passer ham.

Bogen er en lille kort og kompakt sag på 190 sider.
“Nådeløse kvinder” er min første bog af Camilla Läckberg og jeg var positiv.
Jeg var usikker på om historierne om de forskellige kvinder – historier som mødes til sidst i bogen, var tilstrækkelig “mættet” for der er jo ikke mange sider at gøre brug af.
Kvinderne og deres mænd, kvinderne i særdeleshed er fint beskrevet og man får som læser et fyldestgørende indblik i deres liv og psyke. Der er tale om kvinder der langsomt og systematisk er blevet ( næsten ) nedbrudt og som nu står ved en skillevej. Det er kvinder vi alle kunne passere på gaden og de ville ikke “ligne” kvinder som lever i et modbydeligt ægteskab.
Deres mænd er ligeså tydelige – mænd som får det til at vende sig i læseren.
Bogen er så velskrevet at læseren kan retfærdiggøre kvindernes handling. Sproget flyder let og bogen er alt for hurtigt læst.
Har flere gange tænkt at bogen sagtens kunne have været længere – men nu mens jeg skriver ændrer jeg mening. For måske er “Nådeløse kvinder” en spændende og interessant fortælling fordi den er lille og kompakt. Historier bliver ikke altid bedre fordi de bliver længere.
Mangler jeg noget må det være en fortælling i fortællingen om, hvordan de finder hinanden – det står lidt hen i det uvisse. Men det tager ikke spændingen eller forståelsen af historien fra bogen.

Jeg vil på baggrund af denne lille perle glæde mig til at dykke længere ned i Camilla Läckbergs forfatterskab.
4,5 krimi ⭐️ af 5 mulige.

Breve til livet

Titel : Breve til livet
Forfattere : Anne Sofie Allarp & Ditte Giese
Forlag : Alpha
Udgivelsesår : 2020

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Fra bogen.

Et brev fra Ditte.
“I går var jeg til min første tremåneders scanning. Dem skal jeg til hver tredje måned fra nu af og resten af mit liv for at holde øje med sygdommen. Man kommer ind i kælderen på Rigshospitalet og skal lægge sig på en seng. Så sprøjter de radioaktivt kontrastvæske ind i en blodåre, og man skal ligge stille og drikke en halv liter kontrastvæske mere og hvile sig i 45 minutter, mens kroppen fordeler væsken rundt i kroppen.
Ved siden af mig lå en ældre herre, 80 år gammel, og skulle til samme undersøgelse som jeg. Han var blevet opereret for kræft i benet i oktober, og nu var kræften måske tilbage. ” Det håber jeg sørme ikke.” sagde han. Det håber jeg da heller ikke. Men jeg lå og tænkte, hvor uretfærdigt det er, at jeg som 42 årig har en sygdom, som en mand på 80 får. Det er sgu da skide strengt, at en mand, der har fået børn , børnebørn og oldebørn og husker Besættelsen, er det samme sted i livet som mig!”


“Breve til livet” er en brevveksling mellem to kvinder midvejs gennem livet. Anne Sofie Allarp og Ditte Giese fortæller hinanden om deres liv – livet som allerede er levet, karrieren, børn, mænd, sex, samhørighed, sygdom, politik og meget mere.

Bogen er den første brevveksling jeg har læst i mange år – og jeg var muligvis forudindtaget kritisk.
Her er det to stærke kvinder, som åbner sig og deler på godt og ondt. De reflekterer og stiller sig modigt åbent til skue. De inviterer hinanden indenfor i deres liv. De spørger og svarer åbenthjertet på spørgsmål fra hinanden.
Det er samtaler som vækker genklang og overraskelser. Sproget er frit og uden hensyntagen til det “pæne”.
En bog som kunne være blevet en overfladisk “kvinder for kvinder” bog. Men bogen er fint afbalanceret og følsom. De temaer som berøres kender vi alle og kan derfor let spejle vores eget liv, refleksioner, reaktioner og sårbarhed.
Så tak for en overraskende samtalebog for alle vi kvinder som er midtvejs – som stadig er sårbare, har en mening, farer vild og stadig ikke altid fanger budskabet – og som lever i en usikker tid med corona.

4 ⭐️ af 5 mulige.

Fugleflugt

Titel : Fugleflugt
Forfatter : Christine Tjalve
Forlag : Brændpunkt
Udgivelsesår : 2020

Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren og forlaget.

Fra bogen.

“Pludselig slår klokkerne. Det ruller dybt i tårnet, malmfuldt og noget tungt. Det er en kropslig lyd, knoglerne synger med. Lyden indskrives i kroppen som erindringer, hun læner sig trygt imod tonerne, der føles som klokkerne fra den lille hvide kirke, når de blev båret med blæsten til Røde hus.
Kirkeklokker er en anden tids lydlige spor. En tid, hvor klokken var cirka og nogenlunde fra solopgang til solnedgang, fra klokkeringning til klokkeringning, hvor tiden var flydende og fælles og ikke individuel og digital på sekundet.”


Thea er vendt hjem til Danmark fra USA, hvor hun er gået fra det ene forhold til det andet. Hun er vendt hjem til Vadehavet, Ribe og mormors hus – Røde hus – som har stået tomt siden mormorens død for flere år siden.
Thea har et problematisk forhold til sin mor og har tilbragt meget tid hos sin mormor i huset tæt på Vadehavet. Men hun gled langsomt væk fra sin mormor som voksen. Det tager tid at nærme sig Røde Hus der er meget historie, mange minder som dukker op. Og samtidig føler Thea en splittelse, en indre uro som holder hende konstant i bevægelse bla. lange løbeture om natten igennem Ribe og det stille landskabet. Midt i sin søgen efter et “anker” som kan holde hende på plads møder hun biologen Arild som, sammen med Røde Hus, måske er det hun søger.

“Fugleflugt” er en smuk fortælling om usikkerhed, sorg, uro, kærlighed og de svære forhold. Thea er frit svævende og skubber alt og alle væk. Hun er næsten vibrerende. Bogen flyder mellem fortid og nutid – mellem Theas forhold til mormoderen, moderen og faderen.
Bogen beskriver smukt Vadehavet og den ro og stabilitet der flyder gennem naturen, også når den raser, og livet som leves langsomt og i fællesskabet. Der er et fint sanseligt nærvær som duftene, det visuelle og den kropslige erindring. Thea er fint beskrevet og bliver endnu tydeligere gennem moderen og Arild.
Handlingen bevæger sig langsomt gennem bogen og man føler sig trukket med, stille og roligt. En smuk bog om noget meget nutidigt – de indre og ydre krav til stimuli som vi alle oplever – mere eller mindre og hvordan vi kan finde roen igen.

Jeg synes bogen var for kort, kunne have læst mere om Thea og naturen og livet ved Vadehavet.

4 1/2 ⭐️ af 5 mulige

Om udregning af rumfang II

Titel : Om udregning af rumfang ll
Forfatter : Solvej Balle
Forlag : Pelagraf
Udgivelsesår : 2020

Fra bogen.

“Det er ikke som en have. Jeg sår ingenting, jeg vander ikke, jeg høster ikke. Det er ikke som et hus. Jeg fælder ikke træer, jeg bryder ikke sten, jeg brænder ikke tegl, jeg bygger ingen mure, jeg lægger ikke tag. Jeg finder færdige stykker, små dele til årstidsbygning, jeg samler informationer i min grønne bog, jeg tænker på værktøj, på skruetrækkere, umbrakonøgler og møtrikker i forskellige størrelser, jeg tænker på skruer og søm, på lim og cement, jeg føjer delene sammen, og måske kan jeg bygge et år.”

“Om udregning af rumfang II” starter hvor vi slap Tara Selter i “Om udregning af rumfang”
Hun har gennemlevet et år – en samling af den attende november og har en tro på, at når et år er gået, så vil tiden falde tilbage i rytme og det vil blive den nittende november, men den nittende indfinder sig ikke, bare dag 366 af den attende november.

Hun vil ud – hun vil opleve et år som bevæger sig fremad gennem årstiderne, hun vil mærke sne, frost og en vinter, som bevæger sig ind i foråret, for at folde sig ud i en sommer som senere trækker sig sammen og bliver til efterår igen. Men inden den følelse og tanke er blevet hende bevidst “flyder” hun rundt i Paris, hun følger en menneskestrøm som bevæger sig mod et hverdags-mål, hun lytter til samtaler og føler sig som en tyv og synes at verden lige så langsomt opløses for øjnene af hende, men hun ved verden er den sammen – og hun har affundet sig med det. Hendes mand Thomas, hjemme i Clairon-sous-Bois, er i sikkerhed, hendes forældre og søster er i sikkerhed og hun er ikke i fare. Hun har penge og steder at bo så de bekymringer har hun sluppet.
Som hendes nuværende virkelighed ser ud, vil hun skabe sig et år, selv. Og hun beslutter sig for at rejse – rejse mod nord, mod vinter og mørke. Det er lidt kompliceret, for hun stoler ikke flys evne til at loope eller navigere i den gentagende attende november og da hun ikke selv kører bil bliver rejsen langsom, med tog op gennem Europa på en novemberrigt attende november, år 2.
Hun rejser med så få ting som muligt og hendes taske indeholder det vigtigste, især den lille grønne bog, hvor hun fører “regnskab”over det år hun nu forsøger at skabe – så sandt og livagtigt som muligt selvom sandheden er, at det er og forbliver den attende november. Hun skriver årstider, steder hun bor og alt hvad hun oplever ned. Det skal være en manual som kan leves og gennemleves om og om igen. Hun finder årstiderne, den rette temperatur, lys og mørke, traditioner, højtider. Det eneste hun ikke finder er den nittende november.
Sidste på år 2 af den attende november bliver hun berøvet og hendes veldokumenteret lille grønne bog med års”oversigten” forsvinder.

“Om udregning af rumfang II” er som “Om udregning af rumfang” spekulativ fiktion og bog nr. 2 føles som en naturlig forlængelse af bog nr. 1.
Virkeligheden er tilstede og det unaturlige virkelige som Tara oplever flyder forbi læseren uden vi opdager det. For nogen er det uhygge, for mig er det mere som en labyrint, hvor væggene bevæger sig, det er mystik pakket ind i det genkendelige. Og uden man opdager det bliver man særdeles observant.
Tara er faldet lidt til ro og hun bliver et epicentrum – et rum fritaget/løsrevet fra tiden. Hun forsøger ikke længere at sætte aftryk – gøre sig bemærket, hun passer på de andres virkelighed – den hun inderligt ønsker sig tilbage til. Bog er sanselig og næsten så fortættet ( stille ) som bog nr. 1.
I denne bog er Taras blik rette ud mod verden og hun interagerer mere med andre mennesker i sin søgen. Bogen tager fat i emner som årstider, hvad er årstider, hvordan ved vi med sikkerhed at det f.eks. er sommer eller efterår? Hvad gør man når virkelighed, som vi kender den, forsvinder. Tara bliver analog, hun dokumenterer med håndskrevne ark, lader telefonen dø og føler sig frem.
“Om udregning af rumfang II” fangede mig ikke helt på samme måde som etteren. Jeg ved ikke om det er fordi jeg mangler et klimaks, en opbygning og en form for forløsning, for det var der heller ikke i etteren. Jeg er begejstret, men ikke på samme måde. Jeg glæder mig allerede til bog 3 i serien, for forfatteren efterlader en lille “cliffhanger” på sidste side og nysgerrigheden kickstartes igen.
4 ⭐️ af 5 mulige.

Drengen, Muldvarpen, ræven og hesten

Titel : Drengen, Muldvarpen, ræven og hesten
Forfatter : Charlie Mackesy
Forlag : Svane & Bilgrav
Udgivelsesår : 2020

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Fra bogen

“Når verden er ude af kontrol… så fokuser på det du elsker, lige for næsen af dig.”


En dreng vandrer afsted – lidt ensom, men så møder han en muldvarp og de møder en ræv og de tre møder tilsidst en hest. Og sammen følges de gennem foråret, på vej hjem. De er fire forskellige væsener og alligevel kan de beskues som en person. Undervejs bliver der stillet spørgsmål, filosoferet, svaret på spørgsmålene og funderet og givet varme og kærlighed.
“Drengen, Muldvarpen, ræven og hesten” er en billedbog med små korte tekster. Billederne taler deres eget smukke og dragende sprog, et sprog som vil tiltale alle som elsker visuelle fortællinger. Billederne er tegninger, nogle med farve og nogle uden. Nogle af dem synes at stå stille og andre er i bevægelse.
Teksten er spørgsmål og funderinger over livet som de fire skiftes til at svare på. Spørgsmålene er universelle og nogle vi stiller os selv hele livet – og jo ældre vi bliver jo mere komplicerede og nuancerede kan de blive, men kernen forbliver den samme.

Drengen er på vej hjem – et sted vi alle søger imod. Hjem kan været mange steder, stemninger og måske personer. Så egentlig er vi alle på vej – hjem.
Bogen handler om venskaber, livet og sårbarhed. Store temaer som bliver overkommelige når vi sammen med nogle vi tør åbne os for, læne os op ad, stille de svære spørgsmål til og være stille sammen med.
Charlie Mackesy har skrevet og tegnet en smuk og “eviggyldig” kærlighedserklæring til menneskene og barnet i os alle.

Jeg startede med at “plet-læse” bogen, undre mig og total fortabe mig i tegningerne. Tegningerne alene er smukke og kunne læses som en hel “fortælling” – teksterne gør bogen endnu “større”. Anden gang læste jeg bogen fra start til slut med mange fortabelser over tegningerne og de korte tekster.
Forfatteren skriver at bogen er for de 8 – 80 årige, og jeg vil tilslutte mig at bogen er for alle. Måske kan den starte sit liv hos et meget ungt menneske som en “fortæller/samtale-bog” hvor tegningerne er i fokus for senere at blive en bog hvor man snakker om spørgsmålene.
Jeg vil ikke stille min smukke “Drengen, Muldvarpen, ræven og hesten” ind på en hylde, den kommer til at ligge fremme, hvor den kan ses. Billederne taler et smukt sprog som ikke skal gemmes væk, men være tilgængelig hver dag og for alle.

Jeg er forelsket i bogen og især i de smukke tegninger som på en gang er sårbare og fyldt med styrke. Det bliver en bog jeg kommer til at slide op.
5 ⭐️ af 5 mulige overøst med stjernestøv.

Præsens Maskine

Titel : Præsens Maskine
Forfatter : Gunnhild Øyehaug
Forlag : Gutkind
Udgivelsesår : 2018 – på dansk 2020

Bogen er et anmeldereksemplar.

“Præsens Maskine” udkommer i dag d. 5 november.

Fra bogen.

“Det her er det treogtyvende kapitel. Her er der næsten ingen, der står bare nogle heste og sover. Det bliver meget mere nat når man ser to heste i natten stå og sove. Natten samler sig i hestene, og det at de står stille, ikke bevæger sig, ikke vrinsker, ikke gumler på et eneste græsstrå. Hvordan levende væsner kan sove stående, er der ingen der kan svare på, for her er simpelthen ikke nogen. Her er kun natten der trækker vejret lige så stille som en sovende hest. Eventuelt sproget, sprogevnen, “Gud”.


I starten, helt tilbage i begyndelsen, var Anna og Laura mor og datter. Laura er to år og hendes far, Bård, er i Nordnorge og arbejde. Han gør det for at få nedsat sin studiegæld. Anna og Bård er unge og bor i et lille hus med have.
En dag hvor lille Laura cykler rundt på sin cykel, ude på græsset og syrenen blomstrer, sidder Anna og læser digte på terrassen. Hvad hun ikke ved er at Bård er lige på trapperne. Han kunne ikke klare at være væk fra sin lille familie. ( der er også noget med at han havde forelsket sig i en anden kvinde ).
Anna læser et ord forkert i et digt og verden deler sig og hun forsvinder. Bård kommer ind af døren og føler noget har forandret sig – noget er væk. Han kalder og finder sin lille datter i haven – cyklende rundt.
Nu følger vi – i parallelle verdener – den lille splittede familie. Laura er blevet voksen og er gravid, Anna er blevet skilt fra Bård og gift med Jorstein og Bård er gift med Sara.

Jeg var udfordret af “Præsens Maskine”, men også underholdt. Historien om den ( oprindelige ) lille familie er enkel. Men så kommer parallel-verden problematikken ind og et helt vidunderligt, skarpt og legende sprogbrug. Og læseren sidder med en underholdende ( sprog ) fortælling.

Der er temaer som længsel, savn og tab og kærlighed. Personerne forsøger at forstå sig selv og verden, men de
er alle udfordret at et ret stort blind-punkt, den dag verden splintres. Følelserne sidder i kroppen, men kan ikke verbaliseres.
Musik og sprog kommer ind i Anna og Laura’s liv om steder de forsøger at forstå verden og hvor de/vi kommer fra.

Sproget og springene i tid, fortid, nutid og fremtid minder om en spejl-mosaik besat overflade på indersiden af en sfære. Historien kastes frem og tilbage og forløses muligvis ikke – før langt ude i fremtiden.
Et par gange var jeg hensat til “New York triologien” af Auster uden jeg dog synes de bøger minder meget om hinanden.

Jeg er begejstret for bogen og mest sproget. Det er ikke en bog som er hurtig læst , til tider er der sidelange sætninger, og selv om temaerne er dybe så bliver bogen underholdende. Den “fine” ironi flyder som en rød tråd og sproget er en uprætentiøs leg med læseren. Her leges med det hele uden at miste “bogens” eller historiens form. Det er intelligent.

5 ⭐️ af 5 mulige overdrysset af kaskader af stjernestøv.

Kasper mit hjertebarn

Titel : Kasper mit hjertebarn
Forfatter : Gitte Guldberg
Forlag : Forfatterskabet.dk
Udgivelsesår : 2020

Bogen er et anmeldereksemplar.

Fra bogen.

Morgen udmalkningen gav ikke ret meget. Men Kasper var også skidt, da han havde haft en urolig nat med opkast. Kasper kunne heller ikke falde til ro, når jeg sad med ham, og han gylpede alt sin mad op og ud over mig. Lægen kom og scannede Kasper, og hans konklusion var, at Kasper skulle overflyttes til intensivafdelingen igen, da det var der, hjertelægerne bedst kunne overvåge ham.”

Et ungt par Gitte og Brian Guldberg glæder sig til at blive forældre. De bor i et lille toplanshus med deres hund Caroline.
Kaspers korte historie stater med med at Gitte får et akut kejsersnit på Herning sygehus, da hendes moderkage har løsnet sig. Fødslen går fint og det unge par har fået en lille dreng. Han vejer 3650 gram og måler 53 cm.
Glæden ved at have fået barn og fejre det med bedsteforældrene, som er tilstede på sygehuset, varer kort. Og inden de rigtigt når at tænke er de på vej til Skejby, i hver sin ambulance.
Kasper bliver kort efter ankomst indlagt på intensiv. Efter flere undersøgelser viser det sig at Kaspers hovedpulsåre ved hjertet er indsnævret, og venstre hjertekammer er meget underudviklet.
Gitte, som lige have overstået kejsersnit, ligger på en anden afdeling.

Nu hører vi om den lille families liv i dagbogsform. Lille Kaspers kamp for livet og forældrenes “kamp” for Kasper og for at holde sig selv oppe. Det “normale” liv forsvinder og kommer kun i små glimt af familie, venner og hunden Caroline. Deres liv går med Kasper, indlæggelser, operationer, medicin, læger, angst og frustration.

Jeg har det – hånden på hjertet – svært med så store og personlige beretninger. Jeg føler at jeg overtræder en grænse, ind til et sted som ikke er mit at betræde. Et sted som er privat og hvor meget jeg end prøver, kan jeg ikke til fulde forstå hvordan de mennesker har haft det, som har været gennem en uendelig smertefuld oplevelse.
Så, som jeg ville have gjort i det virkelig liv, sidder jeg mig tilbage og lytter – og giver plads.
Jeg giver plads til Kasper, familien, op og nedturerne og frustrationerne som rettes mange steder hen (som er naturligt!).
Det var interessant at læse forløbet i dagbogsform, men det kunne også, til tider, føles som en lang grå gentagelse. Men sådan må det også være, mange gange. Hjem, tilbage på sygehuset, Kasper spiser godt, vi har haft en go’ nat, Kasper bliver dårlig og må tilbage på sygehuset. En svær tid som synes at gentage sig om og om igen.
Dagbogsformen, korte afsnit i et let sprog med små tillægs tekster som forklarer de forskellige medicinske termer er let at læse. Hovedperson fremstår hudløs ærlig i sine følelser, frustration med mand og lille Kasper, følelsen af håbløshed, vreden på kvinder med raske børn og alle drømmene.
Jeg var berørt fra start og gennem hele bogen, den gjorde indtryk. At være med på sygehuset nat og dag, nætterne på patienthospitalet, ventetiden, undersøgelserne, den manglende søvn, sygehuspersonalet og følelsen af kun lige at “overleve”. Men især to små kapitler i afslutningen “Dumme ubetænksomme kommentar” og “Andres historie” gav stof til eftertanke.
Hvilke begge handler om møder med andre mennesker som måske ikke forvalter empati, ihvertfald ikke i praksis.
Jeg giver bogen mine varmeste anbefalinger og håber mange vil læse om Kaspers kamp for livet og bare læne sig tilbage, bare lytte ( læse) og give plads til familiens uendelig svære tid og beretning.